På denne dag for 97 år siden...

I de 97 fortløbende år har den islamiske nation levet uden sin beskytter og værdighed.

Ingen khalifah til at beskytte den og ingen styrke i sharias fravær. Resultatet har været, at de muslimske lande i et århundrede har været skueplads for vestlig udenrigspolitik, med fatale konsekvenser til følge for muslimerne. Det er smertefuldt at nævne dem alle, for hvor meget sorg og bedrøvelse kan hjertet bære?! For eksemplets skyld, henledes opmærksomheden dog til bombardementerne af Syrien natten til i går, d.14. april 2018, som med en ikke-skjult teaterforestilling skulle overbevise offentligheden om, at der er grænser for hvilke krigsforbrydelser, der tolereres ”internationalt”! Tvært imod dette, har kapitalismen, og de sidste 17 års vestlige udenrigspolitik, talt sit helt eget, tydelige sprog med blodrøde bogstaver, hvad angår forbrydelser mod muslimerne og brug af kemiske våben.

Europas Syge Mand

Den 28. Rajab 1342 Hijri, svarende til den 3. marts 1924, var kafir-kolonisatoren, i samarbejde med arabiske og tyrkiske nationalister, i stand til at nedlægge muslimernes stat, den islamiske Khilafah. Tegnene på kalifatets nedlæggelse viste sig flere årtier forinden, især hvad angår den ideologiske svækkelse, som kan opsummeres i faldende bevidsthed, svækkelsen af det arabiske sprog og en jura, der var afkoblet de islamiske teksters bevisførelse. I stedet blev meget detaljerede love vedtaget, i stil med vestlig juridisk tradition, som det sås med Majallah Uthmania, uden at disse blev kædet til de islamiske tekster. Det skyldtes bl.a. svækkelsen af det arabiske sprog og en svag ijtihad-atmosfære samt en udbredt taqlid-tendens.

Alt sammen udtryk for en ideologisk degenerering og svaghed, som desuden viste sig gennem interne magtkampe, ideologiske selvmodsigelser samt politiske og militære nederlag, som selv den overlegne hær ikke kunne stille noget op imod, skønt hæren i det osmanniske kalifat var fjenden overlegen på alle militære parametre. Det varede ikke længe, før den faldende bevidsthed og nationalismen gjorde sit indtog i militærstyrkerne og omdannede kalifatet til et let bytte for kufr-kolonisatorerne.

Allerede i 1856 blev det islamiske kalifat omtalt som ”Europas syge mand”, og i en artikel i New York Times fra den 12. maj 1860 omtales det osmanniske kalifat, som Europas syge mand, for hvem Ruslands kejser, Nicholas den første, og England skulle udfærdige et testamente. Det var forløberen for Sykes-Picot aftalen i 1916 mellem Rusland, England og Frankrig, som tildelte kufr-nationerne dominans over muslimernes områder og tildelte dem en ny, sekulær, nationalistisk identitet og nyt flag, i stedet for Profetens flag (saw)

I dag er det 97 år siden denne sørgelige hændelse fandt sted, og muslimerne afventer den glædelige nyhed om tilbagevendelse af det retsindige kalifat, Khilafah Rashidah, ifølge profetens metode, som vil genskabe den islamiske nations beskyttelse og værdighed, så de igen rejser sig som den bedste nation udsendt til menneskeheden. Denne bevægelse er på fremmarch verden over, og muslimer overalt på kloden arbejder for dens tilbagevendelse, med større og større opbakning for hvert årti.

Samtidig er det kapitalismen og det vestlige liberale demokrati,som i dag erramt af sygdom i form ideologisk svækkelse,kriser og opløsningstendenser.

Kapitalismens deroute

Kapitalismen oplever i dag, mere end nogensinde, svære kår i en globaliseret verden, særligt udfordret af det islamiske, ideologiske tankegods, som udstiller frihedernes uduelighed og inkonsistens, og de muslimske befolkningers vækkelse og bevægelse mod Islam og reel befrielse. De grundlæggende, liberale friheder og idealet om et frit samfund er hjørnestenene i kapitalismen, og for hver gang frihedsværdierne indskrænkes eller begrænses, er det udtryk for ideologisk tilbagetog og politisk nederlag. Dette er samtidig med, at de vestlige stater bryster sig af friheden og hævder at udbrede den i verden. Det er som at bygge og nedrive et hus, på én og samme tid, hvilket kun den sindslidende kan finde på!

De sidste to årtier har vestlige magthavere internationalt lagt sig ud med frihedsidealerne og menneskerettighederne for at komme den islamiske, ideologiske trussel til livs under dække af kampen mod terror. På nationalt plan ses flere forbud og mere overvågning, til trods for den åbenlyse ideologiske modsætning heri. Frankrig, Østrig, Schweiz, USA, Danmark, England og Tyskland, for blot at nævne nogle, er i disse stunder i gang med at underminere deres egne frihedsværdier og fuldbyrde det ideologiske selvmord. Særligt er den muslimske del af befolkningen i sigtekornet i forbudspolitikken, hvilket i en dansk kontekst illustreres ved Imam-pakken, stramning af friskoleloven, Burka-forbud, ”social kontrol” som politisk påskud, tvangsfjernelser og parallellovgivning, som giver associationer til apartheid. Samtidig er tilliden til politikerne dalende til det laveste niveau nogensinde.

De selvsamme politikere formår således med deres egne hænder på én og samme tid at underminere egne værdier, svække tilliden hos borgerne og fremstille kapitalismen og demokratiet som inkompetent til lede og varetage menneskeheden.

يُخْرِبُونَ بُيُوتَهُم بِأَيْدِيهِمْ

”De ødelægger deres huse med egne hænder” [Koranen, Al-Hashr: 2]

Det er ikke mange dage siden, at Institut for Menneskerettigheder gav det gule kort til det danske folketing for deres forbudspolitik og lemfældighed over for frihedsrettighederne. Nærmere bestemt var det blot fem dage siden i artiklen Forbud på forbud på forbud: Danske frihedsrettigheder skrider.

Normalt ville et gult kort mane til besindighed og medføre at man trækker i håndbremsen, men ikke hos danske politikere, som har indset at menneskerettighedskonventionerne snart er en saga blot, når de ikke tjener vestlige interesser. Derfor har det danske formandskab for Europarådets Minister-komité arbejdet ihærdigt for at reformere konventionerne, og i fredags, d. 13. april 2018, lykkedes det at opnå opbakning fra 47 medlemslande til en Københavner-erklæring, der bl.a. skal muliggøre udvisning af kriminelle i større grad og sikre landenes egne domstole forrang for den europæiske menneskerettighedsdomstol. Noget der vil overflødiggøre menneskerettighedsdomstolen på sigt og fjerne det sidste slør fra illusionen om retssikkerhed og menneskerettigheder.

Den juridiske tradition og anstændighed lider i disse dage, hvor politikere ansporer til en genfortolkning og udfordring af grundloven, hvis den oprindelige tolkning spænder ben for politiske love, og hvis genfortolkningen ej heller tillader gennemførelsen af lovene, skrides til krumspring og spidsfindigheder i lovarbejdet for at ramme muslimer, grundet ’særlige omstændigheder’.

Alt sammen alvorlige sygdomstegn og ideologiske krampetrækninger, som endda træder frem i en tid, hvor muslimerne er uden en stat, uden en politisk manifestation af deres ideologiske tankegods og uden en statslig modoffensiv, som udstiller kapitalismens skrøbelighed. Som den tidligere seniorrådgiver for tre amerikanske præsidenter og kendte politiker, Patrick Buchanan, siger det i sin bog, ”The Death of the West: How Dying Populations and Immigrant Invasions Imperil Our Culture and Civilization, så er Vesten døende moralsk, biologisk, demografisk og kulturelt.

Hvis dette er tilfældet i dag, hvordan vil det da være, den dag det retsindige kalifat genetableres, og udfordrer den vestlige kultur og verdensorden?

لِمِثْلِ هَذَا فَلْيَعْمَلِ الْعَامِلُون

For lig dette skal de arbejdende arbejde [As-Saffat: 61]