Det seneste amerikanske luftangreb i Syrien

Spørgsmål

I partiets publikation fra d. 11.04.2018 om Putins, Rouhanis og Erdogans møde, står der, at disse tre realiserer amerikanske interesser i Syrien, for at gøre det muligt at implementere et sekulært styre i landet under amerikansk indflydelse. Dermed agerer Putin i Syrien i overensstemmelse med USA og i deres tjeneste. Spørgsmålet er derfor: Hvad er forklaringen på det amerikanske angreb i Syrien i nat, når vi ved, at Putin har styrker i Tartus og Khmeimim? Hvordan kan han agere i Syrien i samarbejde med USA, hvorefter USA angriber hans styrker i landet? Og hvad skyldes i øvrigt denne alliance mellem USA, Storbritannien og Frankrig i dette angreb, når vi ved, at deres interesser er forskelligartede? Vi vil gerne bede om en opklaring af disse spørgsmål, og vi beklager, at spørgsmålet kommer så hurtigt efter angrebet.

Svar

1- Vi vil starte med at korrigere noget af det, som står i spørgsmålet: USA har ikke angrebet russiske positioner i Syrien, hvilket fremgår meget klart af det russiske forsvarsministeriums erklæring denne morgen, d. 14.04.2018. USA har derimod angrebet i nærheden af de russiske positioner, mens Rusland har forholdt sig tavst, selvom Rusland hævder, at det er dem, som ejer landet, folket og kontrollen i Syrien!

2- Det amerikanske angreb er en irettesættende afstraffelse af Rusland, mere end det er et angreb mod de syriske kemiske våben. Omkring ti positioner er blevet angrebet tidligt denne morgen, men alligevel er der kommentarer fra militæreksperter i medierne denne morgen, som påpeger, at et fåtal af de angrebne positioner er kemiske fabrikker eller forskningscentre, og de fleste af dem er militære anlæg.

3- Forklaringen på, at dette angreb er en irettesættende afstraffelse af Rusland er: Til trods for Ruslands tjenester for USA i Syrien, så er Rusland blevet betaget af en vis stolthed, og har forsøgt at udnytte sin aktivitet i Syrien på arrogant vis, som om at de skulle have kontrollen i landet. Derved overskred Rusland, den grænse Rusland skulle arbejde inden for, nemlig for at rodfæste USA’s indflydelse og ikke for at erstatte USA. Derfor kom slaget på Ruslands "hjemmebane" i nærheden af deres positioner for at bringe Rusland tilbage til dets reelle størrelse. Når Rusland således begår denne tåbelighed og udnytter sin ageren i Syrien til at fremstå som et magt- eller indflydelsescentrum, så står USA klar til at dæmme op for det på en fornærmende måde, som den russiske ambassadør i USA sagde: Det amerikanske angreb var en personlig fornærmelse af Putin og ikke alene af Rusland!

4- Forklaringen på, at formålet med dette angreb i højere grad var at fornærme Rusland, end det var et angreb på syriske positioner er: Trump støjede flere dage inden angrebet, hvilket var et budskab til det syriske regime om at rømme deres positioner. Dette betød, at tabene efter angrebet næsten kun er materielle, til trods for at antallet af affyrede missiler er mere end hundrede... Konsekvenserne af angrebet er ikke noget nyt for det syriske regime, da det er vant til nedværdigelse; og sådan er det med agenter: Deres herrer ser intet galt i at slå ned på dem, når herrernes interesser påkræver dette. De historiske begivenheder, som vidner om dette er mange. USA gjorde det samme sidste år i forbindelse med begivenhederne i Khan Shaykhun. Derfor er dette ikke noget nyt for lakajen, tværtimod er han "tæmmet" til dette. Ydermere går han ud efter angrebet og fejrer det som en sejr! Den konsekvens, som derimod er værd at fremhæve, er i forhold til Rusland, som trak de fleste af sine skibe fra området, og rømmede visse militære positioner, for at undslippe et muligt angreb. Selvom angrebene var i nærheden af Ruslands positioner, og det længe har påstået, at det har kontrollen i Syrien, så gjorde Rusland, ifølge erklæringen fra det russiske forsvarsministerium fra i dag ved middagstid, ikke brug af sit luftforsvar for at modstå det amerikanske angreb!

5- I en udtalelse fra en russisk embedsmand denne morgen sagde han, at Rusland ville indgive en klage til FN’s sikkerhedsråd. Rusland har så efterfølgende indgivet klagen, hvorefter det blev besluttet at sikkerhedsrådet skulle mødes i dag kl. 15.00 (GMT). Ruslands indgivelse af klagen er som de svage landes: Klagen bliver selve handlingen og reaktionen på aggressionen, de er blevet udsat for. Rusland har været udsat for en reel aggression i Syrien, selvom dets baser ikke er blevet angrebet. Rusland førte sig nemlig frem i Syrien, opstemt af følelser af storhed fra den tidligere sovjettid... Så kom slaget og bragte det tilbage til dets reelle størrelse, idet Rusland ikke turde at komme med nogen som helst materiel reaktion over for det amerikanske angreb. Her bliver det tydeligt, hvor alvorlig den russiske mangel på politisk intelligens er. De yder nemlig uafbrudte anstrengelser i Syrien, og resultatet er, at de ikke har nogen beslutning, medmindre beslutningen er i hænderne på USA. Russerne har ikke taget ved lære af deres lange år i Egypten, hvor Sadat med et pennestrøg smed dem på porten, fordi den reelle indflydelse i landet var amerikansk, hvilket russerne ikke forstod. Samme fejl gentager de nu i Syrien. De udfører barbariske handlinger for at tjene andres interesser, gennem at konspirere mod Islam og muslimerne. Disse barbariske handlinger, som Rusland begår, med USA som bagmand, vil ikke blive slettet fra muslimernes hukommelse, og dagene går på skift mellem nationer.

6- Svaret på spørgsmålet omkring en alliance mellem USA, Storbritannien og Frankrig er: For at være præcis, så er der ikke tale om en reel alliance, hvor ligeværdige stater allierer sig. Der er derimod tale om en alliance med USA’s tilladelse, som det skete i Irak og Syrien, med etablering af den internationale koalition til bekæmpelse af terrorisme, hvor USA gik med til at inkludere Storbritannien og Frankrig i alliancen. Vi har behandlet dette detaljeret i tidligere udgivelser.

7- Det er smerteligt, at de indflydelsesrige stater i verden fører sig frem i vores lande og har kontrollen over landene, i stedet for landenes befolkninger... mens vi ikke har en stat, som forener os og genetablerer vores stolthed. Hvis vi havde dette, ville USA, gennem ord og handling, indse, hvordan de plejede at betale "transitafgifter", til den osmanniske stats guvernør i Algeriet, når de sejlede ind i Middelhavet,... Ligeledes ville Frankrig indse, hvordan landet søgte hjælp fra muslimernes khalifah, Suleyman Al-Kanuni, til at befri sin tilfangetagne konge... England ville ligeledes ihukomme den officielle undskyldning til den osmanniske stats ambassadør, for fornærmelse af Sendebuddet (saaws), begået af en teaterinstruktør… Og hvornår skete dette? I den tid hvor, den osmanniske stat var allersvagest, og derfor slap Storbritannien med en undskyldning. Ellers ville reaktionen have været større.

Enhver muslim, som stadig trækker vejret, skal yde sit yderste for at arbejde med Hizb ut-Tahrir for at genetablere Allahs nedsendte styre, en retsindig Khilafah ifølge profetskabets metode, hvorved Islam og muslimerne vil få stolthed, og kufr og kuffar vil blive nedværdiget

وَيَوْمَئِذٍ يَفْرَحُ الْمُؤْمِنُونَ * بِنَصْرِ اللَّهِ يَنْصُرُ مَنْ يَشَاءُ وَهُوَ الْعَزِيزُ الرَّحِيمُ

På den dag vil de troende fryde sig, over Allahs sejr. Han støtter hvem, Han vil; Han er Den Mægtige, Den Barmhjertige. [Ar-Rum: 4-5]

Hizb ut-Tahrirs Amir 

Ata Ibn Khalil Abu Rashta