Den Sydlige Bevægelse i Yemen og dens orientering

Spørgsmål:

Er Den Sydlige Bevægelse stadig loyal over for USA eller har dens ledende råd skiftet loyalitet til Storbritannien, efter at det er lykkes Emiraterne at inddæmme bevægelsen, med det resultat, at bevægelsen i dag følger Emiraterne, som repræsenterer Storbritanniens interesser i Yemen?

Med andre ord: har USA fejlet i at bibeholde bevægelsens loyalitet, og er det lykkes Storbritannien at få bevægelsen på sin side gennem Emiraterne? Eller følger bevægelsen fortsat USA, og er alt hvad der er sket, at Emiraterne – i kraft af deres militære styrke i Aden - har formået at påvirke den, dog uden at Den Sydlige Bevægelse har skiftet sin loyalitet over til Storbritannien?

Svar:

1- Storbritannien blev irriteret i sin tid, da det gik op for dem, at det er lykkes for USA at tiltrække Ali Salem Al Beidh og Ali Nasir Muhammad (tidligere præsidenter i Sydyemen, før det blev forenet med Nordyemen i én stat i 1990). USA formåede at tiltrække dem med sine direkte og indirekte midler gennem Egypten og Saudi-Arabien i Kong Fahds tid i starten af 90’erne. Dette til trods for at Storbritannien, gennem sine agenter, stod bag oprettelsen af "The Front for the Liberation of Occupied South Yemen (FLOSY)", og indkaldte denne til forhandlinger i Geneve fra d. 20.11.1967, hvorefter Storbritannien gav Sydyemen uafhængighed d. 30.11.1967. Ali Salem Al Beidh blev præsident med støtte fra Storbritannien, efter de britiske styrkers afgang fra landet. Derfor anså Storbritannien Ali Salem Al Beidhs skifte til amerikanskloyal som utaknemmeligt. Storbritannien besluttede derefter at fjerne Ali Salem Al Beidh og Ali Nasir Muhammad fra magten, især fordi Storbritannien var i stand til at gøre dette, idet deres mand i Nordyemen, Ali Saleh, havde en betragtelig styrke.

På denne baggrund udbrød der en krig mellem militærstyrkerne fra de to landsdele i 1994; ikke mere end fire år efter, at Yemen var blevet forenet! Da krigen endte med de ”sydlige” styrkers nederlag, flygtede Ali Salem Al Beidh og Ali Nasir, og de trak sig nogenlunde tilbage fra scenen.

Salehs regering i Sanaa begyndte herefter at tyrannisere militærfolkene i syd og forfølge dem, hvilket stod på i flere år og endte med oprettelsen af en forening for de pensionerede og fyrede militærfolk. Foreningens krav var til at starte med rettet mod tyrannisering, forfølgelse og fratagelse af rettigheder. Men med fortsættelsen af uretfærdigheden mod militærfolkene, sneg der sig en separatistisk tendens ind hos de ældre militærfolk, som var medlemmer i foreningen. På denne måde udviklede den sig til en separatistisk bevægelse og et samlingspunkt for separatister, hvis aktiviteter fik navnet "Den Sydlige Bevægelse” (Al-Hirak Al-Janubi), som erklærede sin officielle stiftelse i Sydyemen i 2007, ved siden af andre bevægelser, som er mindre vigtige, og som vi derfor ikke vil fokusere på.

2- USA udnyttede denne tilstand i syd, for at få et fodfæste i Sydyemen, ligesom amerikanerne har fået et fodfæste i Nordyemen gennem Houthi-bevægelsen via Irans støtte til denne. Den Sydlige Bevægelse udviklede sig, ud fra en international politisk synsvinkel, fra at være en bevægelse med krav om at ophæve uretfærdighed til at være et nyt middel i USA’s hænder i Yemen, hvor den officielle regering er pro-britisk. Det er et kendt træk, at storstater udnytter intern uro og spændinger i småstater til at få indflydelse deri. Således plejede USA at forsøge at etablere kontakt til militæret i Sydyemen gennem den saudiske kong Fahds efterretningstjeneste i løbet af 90’erne, dvs. efter krigen i 1994. Ali Salem Al Beidh, som var amerikansk agent på dette tidspunkt, kaldte fra sit eksil til fysisk kamp mod Salehs styre, men hans tilbagetrukkethed gjorde, at USA ikke anså dette som en tilstrækkelig succes og begyndte derfor at lede efter nogen, som ville påtage sig et stærkt politisk arbejde, som ville kunne samle folk i Sydyemen, således at dette skulle udgøre et intensivt pres, som ville påvirke Salehs styre.

Amerikanerne fandt, hvad de ledte efter i den politiske oppositionsaktivist, Hassan Baum, som var meget aktiv i at kræve Sydyemens løsrivelse fra Yemen, og som rejste ret tidligt fra by til by for at vinde støtte til sit krav. Han tog på en intensiv rundrejse til stammerne for at bede om deres opbakning og støtte til sine separatistiske krav. Alt dette skete i lyset af den lidelse og marginalisering, som folk i Sydyemen blev udsat for. Hassan Baum afholdt den ene politiske aktivitet efter den anden for at forøge den folkelige opinion for løsrivelse af Sydyemen fra Yemen. Baums stil var fredelig og afvisende over for vold. Det bemærkedes, at Baums separatistiske fremfærd gav genklang og til tider fremdrift i de sydlige områder, hvor der var blevet rodfæstet en idé, om at marginalisering af Sydyemen var en bevidst politik…

Regeringen i Sanaa begyndte at forfølge og arrestere Hassan Baum. Han blev arresteret flere gange og tilbageholdt i mere end et år ad gangen mellem 2007 og 2008. Derefter blev han igen arresteret i 2010 og blev løsladt efter to måneder i 2011, for at blive arresteret igen samme år. Separatisten Hassan Baum blev således et stort ikon for Den Sydlige Bevægelse, på grund af hans store anstrengelser, hans opildnelse af de gamle militærfolk, stammerne og aktivisterne mod centralregeringen i Sanaa, hans konsolidering og fordybning af de separatistiske krav samt hans forbindelser til USA og modtagelse af støtte fra Iran. Baums skridt var hurtige: han etablerede Den Sydlige Bevægelses øverste råd og blev leder af dette.

”Det øverste råd for ”Den Fredelige Bevægelse for Befrielse af Syd” udgør hovedfraktionen for Den Sydlige Bevægelse, som tæller andre fraktioner, deriblandt ”Det Øverste Råd for Sydens Uafhængighed”, ”Det Øverste Nationale Råd for Befrielse og Generobring af Den Sydlige Stat”, ”Den Sydlige Demokratiske Samling” og ”Unionen af Sydens Unge og Studerende. Dhale-provinsen er et af Den Sydlige Bevægelses varmeste og mest aktive områder..." (Aljazeera.net d. 03.03.2011)

Der var desuden hjemmesider, som eksplicit beskrev Baum som en iransk agent, blandt andet "Hunaaden.net" d. 13.09.2016. Den Sydlige Bevægelse med Hassan Baum i spidsen - som voksede grundet den marginalisering, som folk i syd blev udsat for - er en bevægelse, som tidligt blev forbundet til den amerikanske støtte, og som udviklede sig til et brohoved, USA kunne arbejde igennem for at få adgang til Yemen, fra den sydlige del også. Alle de aktiviteter, demonstrationer mm., som Den Sydlige Bevægelse foretog, har haft sit centrum i byen Dhale (selvom Hassan Baum slet ikke er fra Dhale, men fra byen Mukalla i regionen Hadhramaut). Alle Den Sydlige Bevægelses aktiviteter har været en træning af bevægelsen i politiske aktiviteter.

Centralregeringen i Sanaa så, til at begynde med, ikke nogen fare i denne bevægelse, da dens handlinger overvejende var politiske. Derfor nøjedes regeringen med at anholde dens frontfigurer, deriblandt Hassan Baum, Ahmed Bin Fareed, Ali Al Ghareeb og Ali Nassir for perioder og derefter løslade dem.

3- USA’s mænd i Den Sydlige Bevægelse har forankret sig i ideen om løsrivelse fra Yemen og gjort den til deres ideologi, som de holder fast i. Hvad andre aktivister i bevægelsen angår, så er de folk, som er blevet revet med af bevægelsens aktiviteter. Nogle af disse folk er lokale aktivister, andre er under Storbritanniens indflydelse. Disse er nogle gange tilhængere af enhed med Yemen og andre gange tilhængere af løsrivelse; dog er kravet om løsrivelse ikke deres ideologi. Derfor er de blevet udnyttet af centralregeringen i Sanaa til at svække ideen om løsrivelse, som er den centrale idé for de amerikanske agenter i Den Sydlige Bevægelse. Centralregeringen i Sanaa plejede også at skubbe nogle af sine egne mænd ind i bevægelsen, med samme formål...

Som nævnt anså centralregeringen i Sanaa ikke bevægelsen som en trussel, men da det blev tydeligt for præsident Salehs regering, - med Storbritannien bag sig - at Den Sydlige Bevægelse var begyndt at få en mærkbar fremdrift, og at truslen fra den var tiltagende - særligt fordi USA’s mænd stod i spidsen for bevægelsen - så begyndte staten i Sanaa, sammen med briterne og deres regionale agenter, at agere seriøst i forhold til bevægelsen for at inddæmme den; især fordi det viste sig, at bevægelsen var blevet svær at udrydde med de voksende følelser af marginalisering hos befolkningen i syd. Den "britiske" plan for inddæmning af bevægelsen udviklede sig i takt med udviklingen i Den Sydlige Bevægelse og gik fra seriøse forsøg på infiltration til forfølgelse, som ikke stoppede ved anholdelse, men gik videre til vold... Planen fortsatte således, indtil Emiraternes militære intervention på landjorden, som Emiraterne foretog ved at udnytte sin position som medlem af den arabiske koalition. Den britiske plan blev yderlige intensiveret efter drabet på Saleh, hvorefter Storbritanniens indflydelse i Nordyemen er blevet svækket, og Storbritannien frygtede et tomrum, hvis Houthierne skulle formå at få fuld kontrol i Nordyemen. Storbritannien begyndte derfor at tænke seriøst på at få en styrke i Sydyemen, for at få et kort, de kan bruge til fortsat at have tilstedeværelse i Yemens styre, som minimum i den sydlige del. Derfor begyndte Storbritannien at tænke seriøst på at konsolidere en indflydelse i Sydyemen, særligt fordi de ikke forlader sig fuldt ud på Hadi, ud fra den betragtning at Saudi-Arabien har dominans over Hadi. Storbritannien prioriterede derfor denne sag gennem Emiraterne samt gennem tilbagevendelsen af de styrker, der var loyale over for den tidligere yemenitiske præsident, Ali Saleh, som Houthierne dræbte d. 04.12.2017. Styrkerne skulle vende tilbage til Sydyemen og stå sammen med Emiraternes styrker i bekrigelsen af Houthierne.

"En yemenitisk regeringskilde har bekræftet, at Tariq Saleh, Ali Salehs nevø, er i Aden under de emiratiske styrkers beskyttelse. Diplomatiske kilder siger, at Emiraterne bruger store kræfter på at få ophævet sanktionerne mod Ahmed Saleh, Ali Salehs søn, for at han skal spille en politisk rolle i fremtiden." (Den yemenitiske hjemmeside nasstimes.com d. 05.02.2018)

Lederen af Sydyemens overgangsråds styrker, Aidarus Al-Zoubaidi, sagde: "Vi vil støtte Tariq Saleh, og vi vil stå på hans side i nord og i alle landområder, indtil Sanaa er fuldstændigt befriet..." (France24 d. 30.01.2018).

Dette betyder, at Storbritannien spiller et spil i Sydyemen og konsoliderer sin indflydelse gennem sine agenter blandt Ali Salehs slægtninge, som har dyb indflydelse i den yemenitiske republikanske garde og i partiet GPC. Ydermere er separatiststyrkerne støttet af Emiraterne, som vel at mærke er til stede med både land- og luftstyrker, hvorimod Saudi-Arabien kun deltager med luftstyrker.

4- Således begyndte Storbritannien at blive aktiv i Sydyemen gennem Emiraterne for at infiltrere den oprindelige sydlige bevægelse eller marginalisere den ved at skabe en ny bevægelse, som skulle overtage ledelsen af begivenhederne i Sydyemen. Emiraterne indledte med at forsøge at påvirke Ali Salem Al Beidh-fløjen, til trods for at Storbritannien udmærket var klar over de store amerikanske forsøg på at støtte Ali Salem Al Beidh og Ali Nassir, deriblandt: tilbuddet om iransk støtte og den egyptiske hjælp, såsom den sydlige bevægelses møde i Kairo under ledelse af Ali Nasir Muhammad i 2014, samt hjælpen gennem Libanon, hvor Beirut gav Ali Salem Al Beidh et tilflugtssted og ikke mindst et talerør, som han ikke havde i Oman, hvor han har været i eksil siden 1994. Sidenhen og med indledningen af operation "Decisive Storm", er han flyttet til Riyadh, som overøser ham med penge... Til trods for denne intensive amerikanske støtte, indledte Emiraterne et forsøg på at påvirke Al Beidh/Nassir-fløjen. Svaret på hvorfor de påbegyndte dette forsøg er:

1. At denne fløj adopterer en voldelig linje.

2. Dens fortid med loyalitet over for Storbritannien, idet briterne stod bag skabelsen af denne fløjs forløber under kolonitiden, "National Liberation Front", for derefter at overdrage den styret i Sydyemen.

Denne britiske tilnærmelse til Al Beidh/Nassir-fløjen havde til formål at påminde denne om den tid, således at fløjen vender sin loyalitet tilbage til Storbritannien eller tilnærmer sig... Efter påbegyndelsen af den arabiske alliances militære operationer i Yemen i 2015, blev Salem Al Beidh flyttet fra Saudi-Arabien til Emiraterne, hvor han bor i Abu Dhabi på nuværende tidspunkt. Før dette, plejede Salem at flytte mellem de lande som er pro-amerikanske. Han boede ca. to år i Libanon (2012 og 2013) med støtte fra Iran og dets parti i Libanon (Hizbollah). Derefter flyttede han til Saudi-Arabien, hvorefter Emiraterne fik tiltrukket ham til sig, i kraft af, at de er medlem af den arabiske alliance. Så han bor i Abu Dhabi og har fået en respekteret status.

Det er i denne forbindelse velkendt, at Salem Al Beidh er svingende: han var loyal over for Storbritannien, da han var Sydyemens præsident; og i starten af 90’erne fik USA lokket ham til sig, og han vedblev med at have loyalitet til USA, mens han flyttede mellem de lande, som er loyale over for USA. Nu er han så i Emiraterne, hvor de igen forsøger at tiltrække ham; og det er ikke usandsynligt, at han igen sadler om og skifter væk fra Emiraternes indflydelse. Hvis dette sker, kan situationen blive anspændt mellem ham og Emiraterne...

Under alle omstændigheder har hans standpunkt på det seneste været tættest på det britisk-loyale overgangsråd, som han har rost: "Den tidligere yeminetiske vicepræsident, Ali Salem Al Beidh, erklærede sin støtte og velsignelse til opfordringen om oprettelse af ”en sydlig politisk entitet”, dagen efter at tre guvernører fra regioner ”i Sydyemen” erklærede deres støtte til opfordringen fra Adens guvernør, Aidarus Al-Zoubaidi, om oprettelse af den pågældende entitet. Al Beidh understregede i en erklæring som ”Al-Araby” har fået en kopi af, at han vil støtte denne opfordring "med alle tilgængelige midler". Han opfordrede samtidig alle politiske aktører og selvstændige personer i syd til "positiv interaktion med denne opfordring, og til at bevæge sig fra en tilstand af afventning, ligegyldighed og afhængighed til en ny æra"... Al Beidhs erklæring kom dagen efter, at tre guvernører: Abyans guvernør, Al-Khadher Al-Saidi, Lahijs guvernør, Nasser Al-Khabji, og Dhales guvernør, Fadhel Al-Jaadi, erklærede deres tilslutning til opfordringen fra Adens guvernør, Aidarus Al-Zoubaidi, til etablering af ”en sydlig entitet”" (Alaraby.co.uk d. 16.09.2016).

Al Beidhs kompagnon, Ali Nassir Muhammad, minder om ham: Sommetider støtter han uafhængighed, og andre gange ønsker han en enhedsregering i Yemen med bestemte betingelser. Da han blev spurgt om løsningen i Yemen d. 04.10.2017, det vil sige før Ali Salehs og Houthiernes opstand i slutningen af 2017, sagde han: "… En national enighedsregering og udelukkelse af de hovedansvarlige for krigen på begge sider, Houthierne og Hadis regering, fra enhver officiel post i overgangsperioden, samt afvæbning af alle parter og partier og levering af deres våben til forsvarsministeriet, fordi Yemen har behov for én præsident, én regering og én forsvarsminister, og at lade stemmeboksene dømme i den kommende periode" (Ahram d. 04.10.2017).

Det fremgår tydeligt af alt dette, at det er lykkedes briterne gennem Emiraterne at komme tæt ind på de to (Al Beidh og Ali Nassir) og deres fløj, for at kunne påvirke dem. Således har de ikke gjort kravet om løsrivelse til deres urokkelige ideologi, men derimod et standpunkt som de tager efter omstændighederne, i modsætning til Den Sydlige Bevægelse, der blev grundlagt på kravet om løsrivelse.

5- Hvad angår Hassan Baum-fløjen, så er dens politiske ideologi separatistisk helt ind til knoglen... Briterne indså, at enhver løsning, som tilsigter at tilfredsstille, lokke eller kontrollere denne fløj, vil være nyttesløs. Derfor forsøgte de at slå ring om ham i Oman, gennem husarrest, på en snedig og uofficiel måde. Hassan Baum havde søgt til Oman på grund af dets neutralitet udadtil, og det virker som om, at Baum ikke var klar over, at Oman følger Storbritannien i henhold til den rolle, som briterne har bestemt for landet. Gennem briternes agenter i Oman blev kvælertaget om Baum strammet, og han blev sat i husarrest over en lang periode i den omanske by Salalah.

Med dette længerevarende fravær af USA’s mand nr. 1 i Den Sydlige Bevægelse, blev de fraktioner, som er loyale over for USA i bevægelsen, svækket til en vis grad, hvilket briterne udnyttede, gennem Emiraterne, til at koncentrere kræfterne om at skabe en sydlig bevægelse, som udgør en parallel til Baum-fløjen, og som overbyder denne fløj i spørgsmålet om Sydyemen.

Briterne fandt det, de ledte efter, i Aidarus Al-Zoubaidi, idet at han er en kendt ledende skikkelse i Den Sydlige Bevægelse og er grundlægger af bevægelsen ”HATM” i 1996. Grundet Aidarus' tætte bånd til briternes folk i Yemen, blev han af præsident Hadi udpeget til posten som Adens guvernør. Udpegelsen skete få måneder før igangsættelsen af Saudi-Arabiens operation "Decisive Storm" i Yemen (Marts 2015). Udpegelsen af Aidarus var en stærk indikation på den tillid, som han nød hos briternes agenter. Han opnåede en prestigefuld status i Aden og var en succesrig guvernør for byen: Han fik elektriciteten tilbage til byen, fik uddrevet de væbnede bander, kæmpede mod Houthierne og modarbejde USA’s FN-udsending Ould Cheikhs forslag. Alt dette udførte Aidarus med åbenlys, direkte økonomisk og militær støtte fra Emiraterne. Aidarus' fortid som soldat i den yemenitiske borgerkrig i 1994, og  som ledende skikkelse i den separatistiske bevægelse fra tidlige tider, det faktum at han var forfulgt af Ali Salehs regime i Sanaa, sidenhen Aidarus' eksil i Djibouti i 1994, samt hans afstamning fra regionen Dhale, som er Den Sydlige Bevægelses centrum og tyngdecenter, såvel hans succeshistorier som Adens guvernør og hans krig mod Houthierne, gjorde at blikkene rettedes imod ham i Sydyemen, som en prestigefuld personlighed, som rivaliserede mod Hassan Baums historiske lederskab af Den Sydlige Bevægelse.

Rent militært støttede Aidarus Al-Zoubaidi sig til Hani Bin Brek, grundlægger af "Security Belt"-styrkerne, og som i et bredt omfang bliver beskrevet som Emiraternes mand i Sydyemen. ”Hani Bin Brek dukkede op på den yemenitiske scene som en militant, der kæmpede mod Houthierne, og sidenhen på den politiske scene som en minister indsat af den emiratiske styrke. Bin Brek har stor indflydelse grundet den gavmilde støtte fra Abu Dhabi, og han er grundlægger af "Security Belt", militsen som er åbenlyst støttet af Emiraterne i Sydyemen..." (sasapost.com d. 02.11.2017)Al-Zoubaidi og Brek havde således deres vægt i Sydyemen, men fordi de var en del af Hadis regering, var deres loyalitet til briterne dermed åbenlys, hvilket gjorde det svært at skabe popularitet for dem i Den Sydlige Bevægelse. Derfor var det første skridt at få dem ud af Hadis regering på en måde, som skulle få dem, især Al-Zoubaidi, til at se ud som om, de er i en stærk konflikt med Hadi-lejren, hvilket vil resultere i, at sydyemenitterne vil samle sig om ham for at etablere den nye sydlige bevægelse, hvilket var netop hvad der skete.

6- Den yemenitiske præsident udstedte d. 27.04.2017 et dekret om afsættelse af Adens guvernør, Aidarus Al-Zoubaidi, og premierministeren, Hani Bin Brek, samt igangsættelse af en efterforskning af Hani Bin Brek. Tusinder demonstrerede i Aden for at fordømme Hadis beslutninger, og flere fraktioner i Den Sydlige Bevægelse erklærede i "Aden-erklæringen" d. 04.05.2017, at de havde besluttet at give mandat til Aidarus Al-Zoubaidi til at oprette og stå i spidsen for en sammenslutning, som skal administrere Sydyemen og repræsentere det i arbejdet for at opnå dets mål og ønsker, samt at give rådet alle beføjelser til at tage de nødvendige foranstaltninger for at iværksætte erklæringens paragraffer.

En uge efter Den Sydlige Bevægelses delegering af Al-Zoubaidi for at oprette en politisk ledelse til administration og repræsentation af Sydyemen, annoncerede Al-Zoubaidi d. 11.05.2017 i Aden sit formandskab for den sydlige overgangsordning, og at posten som næstformand for rådet gik til Bin Brek, samt at rådet tæller 26 personer. I et skridt, som overbød Hassan Baum, holdt Al-Zoubaidi sin tale, mens han havde flaget for det tidligere Sydyemen ved sin side: "Al-Zoubaidi sagde  i en tv-tale torsdag – mens han havde flaget for det tidligere Sydyemen ved sin side – at der er blevet oprettet "en øverst sydlig politisk ledelse, som er blevet navngivet ”organet for det sydlige overgangsråds formandskab" i henhold til "den historiske Aden-erklæring". Han tilføjede, at Hani Bin Brek vil være rådets næstformand, samt at rådet tæller 26 personer. Han forklarede ydermere, at ”"organet for det sydlige overgangsråds formandskab” vil fuldføre proceduren for oprettelse af det sydlige overgangsråds organer, samt administrere og repræsentere Sydyemen indenrigs og udenrigs.”" (CNN d. 11.05.2017).

Således har Al-Zoubaidi og Bin Brek, og dermed Emiraterne/briterne fået beføjelser til at forme hele ledelsen i Sydyemen. Guvernørerne i de forskellige regioner bliver nemlig udpeget af den yemenitiske præsident, hvilket betyder, at de tilhører den britiskloyale kreds i Yemen, og ligeledes med den resterende ledelse i Sydyemen i form af overgangsrådets medlemmer, som støtter Al- Zoubaidi. Det lykkedes endda Al-Zoubaidi at indlemme nogle af Baum-fløjens folk til rådet, såsom Ali Al-Saadi og Nasir Al-Khabji, om end midlertidigt, således at de vil trække sig ud eller blive smidt ud, hvis Al-Zoubaidis manøvre bliver afsløret. Indlemmelsen af dem kan også være for at tiltrække dem til Al-Zoubaidi-fløjen. Nasir Al-Khabji har tidligere udvist sin støtte til Al-Zoubaidi, som følge af "fjernelse" af Baum fra den politiske scene!

Overgangsrådet har nærmest fuldstændig kontrol over bevægelsen, med Aidarus Al-Zoubaidi i spidsen i Aden, og hans rådighed over en relativ stor militær styrke, under ledelse af Bin Brek i andre sydyemenitiske regioner, selv i Ma'rib, og gennem guvernørernes tilslutning under Aidarus Al-Zoubaidis ledelse, samt støtten fra veteranerne fra den tidligere "sydstat" af socialister, såsom Ali Salem Al-Beidh, som tidligt udtrykte sin støtte til Al-Zoubaidi. Ydermere er derstøtte tilAidarus Al-Zoubaidi fra Tariq Al-Fadhli med det islamiske islæt og hans stærke stammemæssige status i Abyan, samt økonomisk, politisk og militær støtte fra Emiraterne. På denne måde er det lykkes briterne at afgøre spørgsmålet om Den Sydlige Bevægelse til fordel for deres agent Aidarus Al-Zoubaidi i et stort omfang. Hvis de nuværende politiske forhold fortsætter som hidtil, især med den emiratiske indflydelse i Sydyemen, kan denne britiske kontrol fortsætte.

7- USA er på sin side blevet klar over, at de har været for sent ude i denne sag, og har udvist deres utilfredshed. Det, som viser USA’s utilfredshed med oprettelsen af det sydlige overgangsråd, er modarbejdelsen af rådet fra deres internationale udsending Ould Cheikh: "Ifølge en kilde med indsigt, har FN's Yemen-udsending, Ismail Ould Cheikh, rettet et "klart trusselsbudskab" til Adens afsatte guvernør, Aidarus Al-Zoubaidi, i kølvandet på dennes erklæring om oprettelsen af et overgangsråd til løsrivelse af syden. Almashhad-alyemeni.com citerer en kilde med indsigt for at sige, at Ould Cheikh har mødtes med Al-Zoubaidi og rettet et klart trusselsbudskab til ham, i tilfælde af at denne insisterer på at holde på det overgangsråd, som han har erklæret, men som er blevet afvist af det yemenitiske præsidentskab, såvel golfstaternes råd, Houthi-bevægelsen og mange fra Den Sydlige Bevægelse; samt at hvis han insisterer, så vil FN og sikkerhedsrådet kategorisere ham blandt dem, der forhindrer fredsprocessen i Yemen og iværksætte resolution 2216, udstedt under kapitel 7, hvilket vil betyde, at de (Al-Zoubaidi og overgangsrådet) vil blive behandlet på lige fod med Houthierne og Saleh som værende ”oprørere”". (RT d. 14.05.2017)

Det ser ud til, at USA gik i gang med at korrigere situationen, idet amerikanerne lagde pres på Oman for at løslade Baum; og som et tydeligt billede på den anglo-amerikanske strid om Yemen, gik Baum i gang med intensive politiske manøvrer rettet mod overgangsrådet, som Emiraterne har støttet. Det kunne tydeligt ses, at hans manøvrer fandt sted med saudisk støtte. For saudiernes øjne og ører afholdt Baum det revolutionære råds første konference, under sin ledelse, i byen Aden d. 17.08.2017, med deltagelse af 600 tilhængere, hvor han beskyldte Emiraterne for at besætte Sydyemen. I erklæringen fra konferencen står der: "Vi afviser på det kraftigste udnyttelsen af vores sydlige befolknings entusiasme, spredning af løgne og følelsespropaganda for at opnå en folkelig opbakning og derefter bevæge sig imod den folkelige vilje i syden... Vi understreger, at lederen, Hassan Baum, formand for den revolutionære bevægelses øverste råd, er den leder og det sydlige symbol, som vi er stolte af... Den febrilske strid i syden mellem udenlandske kræfter, såsom Emiraterne, som i dag har kontrol med de sydlige grænser og ressourcer, og som kontrollerer vores folks skæbne og orientering, og derefter giver et mindretal blandt sine følgere lidt ubetydelige rester…" (Adengd.net d. 17.08.2017).

Dette betyder, at Baums gruppe erklærer åbenlyst fjendskab til Emiraterne og kræver deres afgang fra Yemen. Baums konference kalder Al-Zoubaidis gruppe for "Emiraternes følgere, som de giver lidt rester"...

Efterfølgende afholdt Baums gruppe den anden konference d. 11.11.2017. ”I sluterklæringen for den revolutionære bevægelses råds konference, som Alaraby.co.uk fik en kopi af, står der:
"Vi kalder staterne i den såkaldte ”arabiske alliance” til at indlede dialog med os, bygget på gensidig respekt, efter tilbagetrækning af alle deres styrker fra vores jord, og vi understreger vores værdsættelse af de sociale og religiøse bånd mellem os.” Rådet, som Baum er formand for, beskrev den arabiske alliance som "besættelsesmagter" og tilføjede: "vi understreger vores fulde ret til at agere over for besættelsen med alle de lovlige måder og midler på passende tid og sted, og i henhold til vores nationale interesser." Erklæringen understregede, at "enhver forhandling eller løsning, som undtager den sydlige sag og dens legitime repræsentant, vil ikke få succes, idet det var de legitime repræsentanter, der ledte folkebevægelsen fra første dag, og ikke dem, der blev skabt af tilfældigheder og penge, eller som blev klonet af den fremmede besætter." (Alaraby.co.uk d. 11.11.2017).

Selvom erklæringen taler om den arabiske alliance, så er den hovedsageligt rettet mod Emiraterne, idet konferencen blev afholdt under Saudisk beskyttelse.

8- Opsummerende konklusion

Ali Salem Al-Beidhs og Ali Nassir Mohammads nederlag i 1994, og dermed Ali Salehs kontrol over Yemens kapaciteter, indebar også marginalisering af sydens folk og undertrykkelse af mange af sydens militærfolk. Alt dette resulterede i etablering af flere modstandsbevægelser, fra dengang til nu. De mest fremtrædende er tre bevægelser:

• Den Sydlige Bevægelse - Ali Salem Al-Beidh-fløjen: Denne er svingende. Nogle gange er den med USA og USA’s agenter, og andre gange er den i overensstemmelse med briterne og deres agenter...
• Den Sydlige Bevægelse - Hassan Baum-fløjen: Denne er støttet af USA og USA’s agenter, især Iran...
• Den Sydlige Bevægelse – Al-Zoubaidi-fløjen: Denne er støttet af Storbritannien og Storbritanniens agenter, især Emiraterne...

I ovenstående har vi kastet lys over deres vigtigste standpunkter i forhold til de aktuelle yemenitiske sager. Det er i sandhed smerteligt, at de kolonialistiske kuffar leger med vores sager, gennem rustne midler blandt vores egne, således at vores blod i Yemen og andre steder bliver udgydt i tjeneste for kuffar. Imens har disse ”midler” glemt, eller lader som om de har glemt, sager, som de ville græde blod over, hvis de havde forstået disse, og hvad de har gjort.

Allah, Den Stærke, Den Almægtige, har definitivt forbudt at muslimerne læner sig mod kuffar:

وَلَا تَرْكَنُوا إِلَى الَّذِينَ ظَلَمُوا فَتَمَسَّكُمُ النَّارُ وَمَا لَكُمْ مِنْ دُونِ اللَّهِ مِنْ أَوْلِيَاءَ ثُمَّ لَا تُنْصَرُونَ

Støt jer ikke til dem, der handler uret, for så vil Ilden ramme jer, og I vil ingen støtter have udover Allah, og da vil I ikke blive hjulpet[Hud: 113]

... og Allahs Sendebud sagde, at uretmæssig udgydelse af blod er mere alvorligt hos Allah, end at hele Dunya går til grunde. At-Tirmidhi berettede via Abdullah Bin Amr, at Profeten (saaws) sagde:

"At Dunya går til grunde er mindre alvorligt end drabet på en muslimsk mand."

Ibn ’Asakir har hadith’en i sin "Mu’jam" og siger ”denne hadith er hasan”.

Er det da ikke en værre forbrydelse, at disse liv går tabt i tjeneste for de kolonialistiske kuffar?! Det er i sandhed en forbrydelse oven på forbrydelsen:

سَيُصِيبُ الَّذِينَ أَجْرَمُوا صَغَارٌ عِنْدَ اللَّهِ وَعَذَابٌ شَدِيدٌ بِمَا كَانُوا يَمْكُرُونَ

Hos Allah vil fornedrelse og en streng straf ramme dem, der forbrød sig, fordi de lagde listige planer [Al-An’am: 124]

Men til trods for dette, så besidder Yemen, som Allahs Sendebud beskrev som Imans og visdommens land, troende, troværdige og dedikerede mænd, som ikke vil lade disse, der læner sig til de kolonialistiske kuffar, gå ubemærkede hen... Det er mænd, som med Allahs tilladelse vil bringe Yemen tilbage til at være Dar ul-Islam under Islams flag, i en retsindig khilafah, som vil bringe stoltheden tilbage til Yemen. Således vil landet være, som Allahs Sendebud sagde om det, i hadith’en, som Al-Bukhari har i sin samling, berettet af Abu Hurairah: Profeten (saaws) sagde:

”Yemens folk er kommet til jer! De er skarpest i indsigt og har de mildeste hjerter, Iman er i Yemen, og visdommen er fra Yemen!”.