Den seneste politiske udvikling i Kurdistan og Iran

Spørgsmål:

Iran beskyldte d. 06.01.2018 Kurdistan-regionen for at stå bag protesterne i Iran, men Kurdistan afviste beskyldningerne d. 07.01.2018. I forbindelse med de massive demonstrationer, som fandt sted i Kurdistan-regionen, og især i Sulaymaniyah-provinsen d. 19.12.2017, var der forlydender om, at Iran havde en rolle i demonstrationerne. Kan man så sige, at Kurdistan-regionen står bag protesterne i Iran d. 28.12.2017 som gengældelse? Sagt med andre ord:

1.       Er det som er sket og fortsat sker i Iran gengældelse for en iransk indblanding i Kurdistan-regionen?

2.       Er demonstrationerne i Iran og Kurdistan-regionen selvdrevne, eller står udenlandske kræfter bag?

3.       Hvis udenlandske kræfter står bag, hvem er så disse kræfter? Og er formålet med disse protester at foretage et systemskifte i henholdsvis Kurdistan-regionen og Iran?

Må Allah belønne dig.

Svar:

Protesterne i Iran er ikke gengældelse for protesterne i Kurdistan-regionen. Irans beskyldninger mod Erbil er ikke andet end et udtryk for politisk vaklen, grundet protesternes selvdrift. Erbil er i øjeblikket optaget af sin egen krise, som truer dens politiske entitet, og har derfor ingen evne til at bevæge gaden i Iran under nuværende omstændigheder! Denne vaklen var tydelig i Irans uddeling af beskyldninger mod flere parter: Iranske embedsmænd beskyldte udenlandske kræfter for at stå bag protesterne. Irans FN-ambassadør, Gholamali Khoshroo, sagde fredag d. 05.01.2018: "Teheran har stærke beviser for, at de (demonstranterne) fik klare instrukser fra udlandet." (BBC Arabic d. 07.01.2018)... Derfor er Irans beskyldninger mod Erbil et udtryk for denne vaklen: "Formanden for rådet for udpegelse af styrets interesser, Mohsen Rezaee, sagde d. 06.01.2018, at scenariedetaljerne for begivenhederne i Iran blev planlagt i Erbil, i den irakiske Kurdistan-region." (RT d. 07.01.2018). Kurdistan-regionen afviste den iranske beskyldning gennem talspersonen for den regionale regering, Safin Dizayee. (RT d. 07.01.2018)... Således er begivenhederne i de to områder ikke gengældelse for hinanden, men derimod forskellige begivenheder med forskellige formål og omstændigheder. Fælles for begivenhederne begge steder er dog, at de startede med at være selvdrevne, men blev siden omsluttet af udenlandske motiver om at opnå visse mål, som har forbindelse til Kurdistan-regionen og Iran ifølge begivenhedernes udvikling.Redegørelse for dette er som følger:

Begivenhederne i Kurdistan-regionen

1 -Nyhedsbureauerne rapporterede d. 19.12.2017 om demonstrationer med lærere og statsansatte i Sulaymaniyah, som ikke havde fået deres løn i fire måneder. Demonstrationerne voksede og bredte sig derefter til at omfatte brede folkelige segmenter i Sulaymaniyah-provinsen. Derefter bredte demonstrationerne sig til andre områder i Kurdistan-regionen, herunder dele af Erbil-provinsen. Den hurtige folkelige tilslutning til demonstrationerne viser, at folks tålmodighed med den økonomiske tilstand i regionen er sluppet op, efter at regionens olieindtægter er skrumpet, grundet Bagdads overtagelse af Kirkuk-provinsen, samt det øvrige pres som Bagdad lægger på regionen, særligt lukningen for udenrigsflyvninger fra henholdsvis Erbil og Sulaymaniyah lufthavnene, hvilket gør udlandsrejser fra regionen endnu sværere. Rejsende er tvunget til at rejse fra Bagdads internationale lufthavn.

Sagen forværredes yderligere af beskyldninger om korruption og monopolisering af regionens rigdomme rettet mod personer i den regionale regering og andre magtfulde personer.

Demonstrationerne bredte sig med lynets hast, særligt i de områder, hvor de kurdiske partier, der er modstanderne af Masoud Barzani og hans parti PDK, har den største indflydelse. Livsvilkårene er yderligere forværret af kurdiske familiers flugt til regionen fra Kirkuk og andre områder af frygt for lokale hævnaktioner... Alt dette peger på at protesterne begyndte af egen drift...

2 -Disse protester var særligt rettet mod Erbil-regeringen, som ledes af Masoud Barzanis parti PDK. -  Masoud Barzani som gemmer sig bag sin nevø, Nechirvan Barzani, efter sin tilbagetrækning fra posten som Kurdistan-regionens præsident. Dette kan forstås ud fra flere vinkler, heriblandt:

a.       Protesterne begyndte i Sulaymaniyah-provinsen; den provins som styres af de bevægelser og partier, som er i opposition til Barzani, som er Englands agent. Både Forandringsbevægelsen, ”Gorran” og Talabanis stærke fløj i partiet PUK har deres base i Sulaymaniyah. Disse partier kan opildne til demonstrationer og organisere dem, selv om de ikke har total kontrol over dem.

b.      Kurdistan-regionens regeringsleder, Nechirvan, udtalte sig på en måde, som kan forstås som om demonstrationerne var imod hans regering: "Kurdistan-regionens regeringsleder, Nechirvan Barzani, advarede imod "en stor konspiration", som planlægges mod regionen - samt at denne konspiration er større, end man kan forestille sig. Han påpegede samtidig, at "parter, som vil skabe kaos i regionen, afsporer demonstrationerne og spreder vold". Han tilføjede: "Der er skjulte hænder, som forsøger at skabe kaos i Kurdistan og vi er i gang med at forhindre dem". Han hentydede til parter, som han ikke satte navne på, "som støtter disse anstrengelser for at skabe kaos; men sikkerhedsmyndighederne i regionen vil konsekvent dæmme op for disse situationer..."; og han forklarede yderligere: "Vi står over for en alvorlig trussel og en konspiration, som er større end man kan forestille sig. Det, som er sket inden for Sulaymaniyahs grænser, er et forsøg på at sætte sikkerheden og stabiliteten over styr". Han opfordrede samtidig til sammenhold og samarbejde for at overkomme denne situation.” (Basnews.com d. 21.12.2017)

c.       Med disse udtalelser peger Nechirvan på kurdiske partier, som var stærkt imod afstemningen i Sulaymaniyah om løsrivelse fra Irak. Disse partier har desuden stærke forbindelser til amerikanerne og deres agenter i hovedstaden Bagdad og Teheran. Blandt disse partier, som har opildnet til demonstrationerne og protesterne mod Barzanis regering, er Gorran bevægelsen, som var den andenstørste politisk aktør i Kurdistan ved valget i 2009, efter dens løsrivelse fra PUK. I kølvandet på protesterne trak Forandringsbevægelsen, under ledelse af Gorran og Kurdistan Islamic Group, sig fra Erbil-regeringen. Lederen af Kurdistan Islamic Group, Yasin Hassan, sagde til Al Jazeera: "Efter at der er blevet åbnet ild mod demonstranterne, har Kurdistan Islamic Group og Forandringsbevægelsen besluttet at trække sig fuldstændigt ud af denne regering. Vi kræver, at regeringen opløser sig selv øjeblikkeligt, og at der bliver dannet en national redningsregering." (Aljazeera.net d. 21.12.2017).

BBC gengav ligeledes Yusuf Mohammads holdning (en af Gorrans ledere), som samtidig var Kurdistan-regionens parlamentsformand, og som trak sig for at svække Erbil-regeringens position i forhold til protesterne: "Den irakiske Kurdistan-regions parlamentsformand har offentliggjort sin opsigelse fra sin post i protest mod det, han kalder en klikes og bestemte gruppers kontrol over den lovgivende magt. Yusuf Mohammad kritiserede stærkt "dette segments enerådighed over politik, økonomi, jord, ressourcer og alle andre aspekter af livet, i stedet for en retfærdig fordeling i regionen." Mohammad sagde desuden, at USA’s standpunkt, som var at afvise afstemningen om selvstændighed i regionen, og som kom til udtryk i et brev fra den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, var en gylden chance, som regionens regering forspildte..." (BBC d. 26.12.2017)

3-  Demonstrationernes opstart i Sulaymaniyah-provinsen, som styres af de partier, som er modstandere af Barzanis Parti PDK; deltagelsen af disse partiers ledere i demonstrationerne; sikkerhedsstyrkernes arrestation af nogle af disse ledere; disse partiers efterfølgende udtrædelse af Erbil-regeringen for at svække den, samt deres opfordring til at regeringen opløser sig selv, parlamentsformandens opsigelse måneder før en antaget dato for valget; og truslen om en intervention fra Abbadis regering i Bagdad… Disse forhold er alle indikationer, som peger på, at selvom begivenhederne som udgangspunkt var selvdrevne til at begynde med, så er der tilføjet en yderlige dimension: en udenlandsk dimension, som omslutter det selvdrevne for at opnå bestemte formål, som har relation til regionen.

Denne yderlige dimension er et resultat af presset fra de lokale grupperinger i Kurdistan, som er modstandere af Barzanis indflydelse, samt Bagdads pres for at vælte Barzanis regering i Erbil. Til dette skal tilføjes de udtalelser, der kom fra Tyrkiet, Iran og Bagdad om nødvendigheden af at straffe de ansvarlige for eventyret om afstemningen om Kurdistans selvstændighed. Alle disse partier og regimer, som står bag presset, er loyale over for USA. Hvis man oven i dette medtager det, som er blevet et kendetegn for Trump-administrationens ageren i området med mottoet "Amerika først": ikke længere at nøjes med at lade den amerikanske politik være den meste indflydelsesrige i de områder, hvor der også er britiskloyale kræfter. USA tyer til at straffe og endda eliminere britiskloyale kræfter, hvis deres interesser påkræver det, som det skete med briternes agenter i Saudi-Arabien, under den såkaldte "anti-korruption"- kampagne; eller som det sker for tiden med GPC's ledende personer i Sanaa efter drabet på Saleh. Således skubber USA sine lokale og regionale agenter til at lægge yderligere pres på Barzanis regering for at vælte den og gøre en ende på den engelske kontrol over Erbil-regeringen; således at hvis dette ikke lykkes foreløbig, så forbereder USA omstændighederne til dette, gennem det kontinuerlige pres.

Dette er højst sandsynligt, hvad der finder og har fundet sted i Kurdistan.

Begivenhederne i Iran

Demonstrationerne, som eksploderede d. 28.12.2017, er en protest mod de økonomiske vilkår, mod de hårde levevilkår, stigning i arbejdsløsheden, fattigdomsraten og prisstigninger. Rapporterne nævner, at arbejdsløsheden er særdeles høj. Den iranske udenrigsminister, Abdolreza Rahmani Fazli, afslørede under en pressekonference d. 01.10.2017, at: "Arbejdsløshedstallet er på 12%, og at tallet i nogle områder er på mere end 60%, som det er tilfældet i det arabiske Ahvaz, det kurdiske Kermanshah og Balochistan, samt at arbejdsløsheden blandt folk med uddannelsesgrader og universitetsuddannede er ekstremt højt." (Alarabiya.net d. 02.10.2017). Visse rapporter påpeger, at 21% af de universitetsuddannede er arbejdsløse, og at 15 millioner iranere lever under fattigdomsgrænsen, hvilket betyder, at implementeringen af det kapitalistiske system i Iran afspejler sig negativt i den almene befolkning, ligesom det gør i alle lande, som implementerer dette vestlige system.

Det økonomiske system, som er implementeret i Iran, er det kapitalistiske, hvilket har resulteret i en skæv fordeling af ressourcerne og en ophobning af disse i hænderne på de rige, mens et stort antal mennesker ingen adgang har til disse rigdomme. Det har ligeledes betydet en manglende løsning af fattigdomsproblemet, og rentebaserede banker (riba)... Dette implementerede kapitalistiske økonomiske system har også resulteret i et udplyndrende skattesystem, som har forbindelse til Verdensbankens politikker og anbefalinger. En delegation fra Verdensbanken besøgte Teheran d. 18.12.2017, altså før demonstrationerne. I øvrigt har Verdensbanken årlige samtaler med den iranske regering. Under delegationens besøg sagde delegationslederen, Catriona Purfield, følgende, under de iranske embedsmænds påhør: "Under denne usikkerhed og de voksende farer, som det iranske monetære system står overfor, bør regeringen fremskynde en rekonstruering og kapitalisering af bankerne og kreditinstitutterne … Man bør øjeblikkeligt gå i gang med at revidere aktiverne, evaluere lånene til de berørte parter og lægge en arbejdsplan, som har en bestemt tidsramme for rekapitalisering af bankerne og behandling af de problematiske lån". Hun tilføjede desuden: "Dækningen af omkostningerne ved rekapitalisering af bankerne kan ske ved udstedelse af langfristede statsobligationer." (Den officielle iranske hjemmeside Alalam.ir d. 19.12.2017). En implementering af disse krav fra Verdensbanken fører til prisstigninger, arbejdsløshed og fattigdom... Således får folk elendige levevilkår, går i oprør mod regimet og udtrykker deres lidelse på alle mulige måder.

Således begyndte protesterne, i første omgang i byen Mashhad i det østlige Iran, hvor invitationen til protesterne havde på mottoet "nej til prisstigninger". Men protesterne bredte sig hurtigt til mange byer, og antallet nåede hurtigt op på 80 byer og forstæder. Tusindvis af unge mennesker og folk fra arbejderklassen deltog - folk som er vrede over korruption, arbejdsløshed og den voksende kløft mellem rige og fattige. Bestyrelsesformanden for organisationen "Tilsyn med Gennemsigtighed og Retfærdighed", Ahmad Tavakkoli, sagde i et interview med Farsnews d. 30.12.2017: "Protesterne var et resultat af tre faktorer: Den første er vedtagelsen af de hårde økonomiske tilpasningspolitikker fra Verdensbanken. Den anden er regeringens og embedsmændenes svage evne til at løse de økonomiske problemer. Den sidste er manglende gennemsigtighed og ansvarsdragelse i forhold til de beslutninger, som bliver truffet af regeringen." Hvis man så tilføjer Irans udenrigsudgifter til regimets militser og deres støttere i Libanon, Syrien og Yemen, så bliver det økonomiske problem stort, noget som tynger iranernes skuldre og driver dem til at deltage i protesterne og endda beskylde regimet for forræderi mod folks levebrød.

"Mange iranere betragter deres regerings støtte til Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon, Asad-regimet i Syrien og Houthierne i Yemen som unødvendig og endda som et forræderi." (Arabi21 d. 01.01.2018). Alt dette viser at begyndelsen på protesterne var selvdreven og med økonomiske motiver... Men regimet mødte disse protester med magtanvendelse, hvilket resulterede i døde og sårede: "Visse rapporter påpeger, at antallet af arresterede har oversteget 1.700 siden begyndelsen af protesterne d. 28.12.2017." (BBC Arabic d. 07.01.2018)

Det er velkendt, at hvis økonomiske protester ikke bliver imødekommet korrekt i tide, og særligt hvis de bliver mødt med magtanvendelse, vil de blive fulgt af politiske protester, hvilket var netop hvad der skete. Der blev tilføjet politiske slogans til de økonomiske; slogans mod regimet og dets mænd, og som kritiserer regimets indblanding i regionens krige og dets spendering af milliarder af dollars herpå... Dermed begyndte protesterne at få dominerende politiske retninger, som var imod regimet og angribende over for regimets ansigter og ledere. I forbindelse med denne politiske drejning af protesterne, begyndte den europæiske og amerikanske udnyttelse af begivenhederne...

Europæiske og især engelske medier begyndte at promovere protesterne, bl.a. britisk radio og tv. Den franske præsident Macron sagde, i et svar til avisen Al Hayat om begivenhederne i Iran, som avisen bragte d. 04.01.2018: "Demonstrationerne afspejler det iranske civilsamfunds åbenhed, hvilket fik mig til at tage kontakt til præsident Rouhani for at minde ham om nødvendigheden af at undgå volden og bevare borgernes ytringsfrihed. Vi vil afvente Irans fremvisning af de påkrævede åbenhedselementer, ved responsen til demonstranterne, hvorefter vi kan bedømme tingenes gang; som optakt til den franske udenrigsminister Le Drians allerede planlagte besøg til Iran, og efterfølgende mit eget besøg til landet." Præsidenten kaldte samtidig til at fortsætte en vedvarende dialog med Teheran... Europas indblanding for udnyttelse af begivenhederne er dog ikke noget, som fortjener større opmærksomhed, da effekten af denne udnyttelse næsten ikke er eksisterende...

Det, som derimod fortjener, at man stopper op ved det, er den amerikanske indblanding: Den amerikanske præsident Trump begyndte at tweete om begivenhederne. Han skrev i et tweet d. 01.01.2018: "Det mægtige iranske folk har været undertrykt i årevis og tørster efter mad og frihed. Irans ressourcer bliver plyndret, ligesom menneskerettighederne. Tiden til forandring er kommet. Iran lider fiasko på alle fronter, til trods for den skrækkelige aftale, som Obama-administrationen indgik."

Pressesekretæren for Det Hvide Hus udtalte: "Trump-administrationen er dybt urolig, på grund af rapporterne om det iranske regimes fængslinger i tusindvis, grundet deltagelse i fredelige protester … Vi vil ikke være stilletiende om det iranske diktaturs undertrykkelse af sine borgeres fundamentale rettigheder, og de iranske ledere skal drages til ansvar for alle overtrædelser." (Iraqnewspaper.net d. 10.01.2018).

Flere amerikanske embedsmænd og præsident Donald Trump udtrykte højt og fra første dag deres støtte til de iranske demonstranter: "USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, sagde fredag i en tale til sikkerhedsrådet, at Washington står sammen med de i Iran, "som kræver frihed til sig selv, velfærd til deres familier og værdighed til deres nation"... Washingtons indkaldelse til sikkerhedsrådets møde  vakte vrede hos andre medlemmer af rådet, heriblandt Rusland, hvis repræsentant beskrev de iranske protester som en intern sag." (BBC Arabic d. 07.01.2018)

Washingtons indkaldelse til sikkerhedsrådets møde viser, at USA rider på demonstrationsbølgen. Washingtons hurtige indkaldelse til mødet overraskede sikkerhedsrådets medlemmer: "Sikkerhedsrådets medlemmer blev overrasket over Haleys indkaldelse til et hastemøde i sikkerhedsrådet for at drøfte protesterne i Iran. Haley var nødsaget til at udøve pres mod den russiske opposition mod mødet, ifølge BBC's korrespondent, Barbara Plett Usher... FN-ambassadøren sagde, at Washington står "uden tøven sammen med dem, som kræver frihed til sig selv, velfærd til deres familier og værdighed til deres nation." (BBC Arabic d. 06.01.2018)

Her dukker der et spørgsmål op: Arbejder USA med sin støtte til demonstrationerne for at vælte regimet i Iran? Eller har USA et andet formål, som de vil opnå gennem at ride på den iranske demonstrationsbølge? For at svare på dette siger vi følgende:

At den amerikanske støtte til protesterne er for at udskifte regimet er usandsynligt, især fordi amerikanerne selv afviser dette: "Det amerikanske udenrigsministeriums ansvarlige for Irak og Iran, Andrew Peek, sagde til avisen Al Hayat: “... Vi taler kun om at beskytte demonstranterne og respektere deres rettigheder. I sidste ende vil vi gerne se regimet ændre sin ageren på flere måder, især over for demonstranterne," og han understregede: "Administrationen vil gerne se en ændring i regimets ageren, ikke et regimeskifte i Iran..."” (Al Hayat d. 04.01.2018).

USA’s forhold til det iranske regime er kendt, hvilket vi påpegede i et tidligere svar fra d. 21.08.2013, hvori vi sagde: "USA’s rolle i den iranske revolution har været tydelig siden begyndelsen... Og alle politiske handlinger, som Iran har foretaget i regionen, har været i enighed og overensstemmelse med de amerikanske projekter...". Vi sagde desuden i et svar fra d. 23.02.2017: "Den iranske rolle i regionen er derfor en nøje tilrettelagt amerikansk politik. Denne rolle udvides og indskrænkes efter de aktuelle behov, i henhold til den amerikanske politik." Derfor er USA’s erklærede støtte til protesterne ikke for at udskifte det nuværende regime i Iran.

Men hvorfor rider USA så på demonstrationsbølgen i Iran? Og hvorfor er demonstrationerne kommet belejligt for USA? Svaret skal findes i to vigtige faktorer:

1.       Fjernelse af fokus fra Palæstina og fra Trumps udtalelse om Jerusalem for i stedet at beskæftige regionen med demonstrationerne i Iran, således at Iran bliver fjende nummer ét i regionen, og fokusset rettes mod det, og fokusset på den jødiske entitet, som har taget Palæstina, vil mindskes eller helt forsvinde...

2.       At give USA’s agenter i regionen en legitimering for at vedblive med at følge USA med undskyldningen om, at USA "står imod" Iran og beskytter landene mod Iran.

Trumps udtalelse om Jerusalem som hovedstad for den jødiske entitet (som er den mest fjendtlige over for Mu’minin) har været en lussing mod USA’s agenter, som vi sagde i vores løbeseddel fra d. 07.12.2017. For Jerusalem er i muslimernes hjerter og sind.

USA’s marionetregenters stilhed over for Trumps udtalelse, og deres vedbliven med at være agenter for USA, som de udviser støtte og kærlighed overfor, er en kæmpe skandale for dem… Trumps eskalerende udtalelser mod Iran var det halmstrå, som disse regenter klamrede sig til for at legitimere deres fortsatte agentvirksomhed for USA, til trods for Trumps udtalelser om Jerusalem, med påskuddet om at Trump står imod ærkefjenden Iran, hvilket er en undskyldning, som er værre end synden.

قَاتَلَهُمُ اللَّهُ أَنَّى يُؤْفَكُونَ

Må Allah bekæmpe dem! Hvor forløjede de kan være! [Al-Munafiqun: 4]

Dette er højst sandsynligt hvad der sker og er sket i Iran af protester indenrigs, samt forklaringen på de relaterede udtalelser, især fra USA.

Afslutningsvis skal det understreges, at kufr-kolonimagternes "manipulation" med de muslimske landes skæbner ene og alene skyldes de værdiløse regenter, som regerer i den islamiske verden, og som har loyalitet til Islams og muslimernes fjender, som de læner sig op ad. Det er en tilstand, Allahs Sendebud (saaws) har advaret imod i en hadith, som Imam Ahmad har autoriseret i sin hadithsamling: "Abu Hurairah berettede, at Allahs Sendebud (saaws) sagde: ”Folk vil opleve bedrageriske år, hvor man vil tro på løgneren og anfægte den sandfærdige; hvor man vil gøre forræderen til den betroede og den betroede til forræderen; hvor ruwaybidha vil tale…” Der blev spurgt: ”Hvem er ruwaybidha? Han (saaws) svarede: Det er ignoranten, der udtaler sig om offentlighedens anliggender."”

Al-Hakim har også hadith’en i sin samling ”Al-Mustadrak”, i hvilken han sagde: "Denne hadith har en autentisk beretningskæde".

Ummahs katastrofe er derfor dens regenter... Men den er dog den bedste Ummah frembragt til menneskeheden, hvorfor den, med Allahs tilladelse, ikke vil være stilletiende længe om dette tvangsstyre under disse ruwaybidhaat, idet Allahs Sendebud (saaws) har bragt os den gode nyhed om det retsindige kalifat efter dette tvangsstyre, som det er berettet i Ahmads og At-Tayalisis hadithsamlinger: "... Derefter vil der være et tvangsstyre, og det vil vare, så længe Allah vil have det til at vare; så vil Allah fjerne det, når Han vil. Derefter vil der være et kalifat ifølge profetskabets metode."

وَيَقُولُونَ مَتَى هُوَ قُلْ عَسَى أَنْ يَكُونَ قَرِيبًا

… Og de siger: "Hvornår vil det ske?" Sig: "Det kan meget vel være snart!” [Al-Isra’: 51]