Spørgsmål til Usul al-Fiqh - del 1

Spørgsmål:

Assalamu alaikum wa rahmatullah wa barakatuh vores beærede sheikh. Må Allah støtte dig og lade det gode finde sted igennem dig. Indledningsvis håber jeg ikke, at jeg tynger dig med disse spørgsmål, særligt når vi ved, hvilke tunge byrder du løfter, og hvilket kolossalt ansvar, du har påtaget dig. Må Allah støtte dig, og fryde vores øjne med at se Allahs shariah implementeret på Jorden, i kalifatstaten. 

- Jeg har læst mange steder, at der findes flere metoder i usul al-fiqh: Mutakallimins metode, Fuqahas metode, holistisk induktion og udledning af forgreninger fra de fundamentale principper... Spørgsmålet er: hvad er disse metoders realitet? Og står vi (Hizb ut-Tahrir) tæt på en af disse, eller har vi vores egen selvstændige stil inden for usul al-fiqh?

Svar:

Wa alaikum as-salam wa rahmatullah wa barakatuh. 

Det er velkendt, at Imam Ash-Shafii er grundlæggeren af usul al-fiqh og den første, som skrev et særskilt værk inden for denne vidensgren. Derefter blev der skrevet mange andre værker. De lærde inden for usul al-fiqh har fulgt forskellige metoder i deres værker, herunder:

1-      Der har været lærde, som udelukkende fokuserede på de grundlæggende usul-principper, hvilket betyder, at de ikke tog hensyn til deres egen retsskoles (madhhab) detaljerede, juridiske forgreninger (fiqh), men udelukkende fokuserede på disse fundamentale principper og regulativer, som de konkluderede var stærkest ifølge deres egen udledning, ud fra en diskussion af de beviser, som understøtter denne udledning. Usul-værkerne, som blev skrevet af lærde, som fulgte denne metode, er derfor fyldt med bevisførelser og diskussioner om usul-principper men fattige på juridiske detaljeringer... Denne metode inden for usul al-fiqh kaldes Shafiiyas metode eller Mutakallimins metode.

Værker skrevet efter denne metode gør meget brug af fremgangsmåden "hvis du siger... så svarer vi...", som er kendt fra ilm ul-kalaam (en metodik for bevisførelse og diskussion af den islamiske aqidah, influeret af græsk filosofi i logisk ræsonnement og retorisk stil). Denne metode er, som nævnt, fattig på juridiske detaljeringer og er i virkeligheden mest fokuseret på at fundere grundlæggende principper og regulativer, som skal udgøre fundamentet, som den detaljerede juridiske (fiqh) udledning skal bygges på. I denne metode er fundamenterne dommer over forgreningerne, hvilket er en metodik, som har fjernet folk fra fiqh-fanatisme i henhold til en bestemt holdning eller skoleretning (madhhab).

Blandt værkerne som er skrevet ifølge denne metode kan nævnes:

- Imam Ash-Shafiis værk "Ar-Risalah", som i øvrigt var det første værk, der gjorde brug af denne metode. Derefter kom mange andre værker, som gjorde brug af samme metode; de vigtigste deriblandt er:

- "Al-Burhaan" skrevet af den Shafii-lærde Imam ul-Haramayn Abu'l-Ma’ali Abdul-Malik Bin Abdullah Al-Nisaburi kendt som "Al-Juwayni", d. 478 Hijri.

- "Al-Mustasfa" af den Shafii-lærde Al-Ghazali, Abu Hamed Hujjat ul-Islam, Muhammad Bin Muhammad Al-Ghazali, d. 505 Hijri. 

- "Al-Ihkam fi Usul il-Ahkam" af den Shafii-lærde Al-Amidi, Sayfuddin Abu l'Hassan Ali Bin Abi Ali Muhammad Ali, d. 631 Hijri.

2-      "Fuqahas metode" også kaldet "Ahnafs metode": Der har været lærde, som i deres usul al-fiqh-værker har taget hensyn til de detaljerede juridiske forgreninger, som deres egen skoleretning er kommet frem til. Disse lærde undersøgte ikke usul-principper og regulativer isoleret fra alt andet for at vurdere disse, efter at have diskuteret deres beviser, men de er derimod kommet frem til deres usul-principper og regulativer efter at have studeret de detaljerede juridiske forgreninger i deres egen skoleretning og har ladet principperne definere ifølge og i overensstemmelse med det, som deres skoleretnings fiqh er kommet frem til.

Denne metode i klassificering af usul al-fiqh er blevet kaldt "Ahnafs metode" eller "Fuqahas metode". Metoden er påvirket af de juridiske forgreninger og går i retning af at tjene disse og bevise korrektheden i udledningen af disse. Metoden kendetegnes ydermere ved dens udledning af de fundamentale principper fra de juridiske forgreninger og love, som Hanafi-skolens store lærde er kommet frem til. Ud fra disse forgreninger og love udleder man ifølge "Ahnafs metode" de fundamentale usul-principper, som man antager, at de store lærde har forholdt sig til, da de udledte de pågældende juridiske forgreninger og love.

Grunden til, at lærde i Hanafi-skolen gør brug af denne metode, når de udarbejder usul al-fiqh, er, at der ikke eksisterer usul-værker fra Hanafi-skolens grundlæggere, som redegør for de principper, som disse lærde udførte deres udledning på basis af. Derfor så de senere Hanafi-lærde sig nødsaget til at søge efter og bagud-ræsonnere grundlæggernes fundamentale usul-principper med udgangspunkt i disses detaljerede juridiske udledninger, ud fra argumentet om, at disse udledninger naturligvis må hvile på et korrekt usul-fundament. Dette er i modsætning til Shafiiya, som havde grundlæggerens usul al-fiqh værk "Ar-Risalah" at vende tilbage til. 

Blandt værkerne, som er skrevet i henhold til denne (Ahnafs) metode er:

- "Al-Usul" af Imam Al-Karkhi, Abu'l-Hasan Ubaydullah Bin Al-Husayn, d. 340 Hijri.

- "Al-Usul" af Al-Jassas, Abu Bakr Ahmad Bin Ali Ar-Razi, d. 370 Hijri.

- "Al Usul" af Al-Sarkhasi, Shams ul-Aimmah Muhammad Bin Ahmad, forfatteren til det kendte fiqh-værk "Al-Mabsut", d. ca. år 490 Hijri.

3-      En tredje metode, som forener mellem Fuqahas og Mutakallimins: I det syvende århundrede Hijri begyndte en tredje metode at komme til syne. Denne metode kombinerede de to tidligere kendte metoder: Mutakallimins metode og Fuqahas metode. Fremgangsmåden i denne metode er at nævne det givne usul-princip, fremvise dets beviser, sammenligne mellem hvad Mutakallimin og Fuqaha har sagt om det, kombineret med en diskussion og vurdering af den stærkeste blandt disses holdninger, hvorefter der nævnes nogle af de juridiske forgreninger, som er blevet udledt i henhold til det givne princip.

De mest kendte værker, som er skrevet i henhold til denne metode er:

- "Jam’ Al-Jawami’" af Tajuddin Abdul-Wahhab Bin Ali As-Subki, d. 771 Hijri.

- "At-Tahrir" af den Hanafi-lærde Kamaluddin Muhammad Bin Abdul-Wahid, kendt som "Ibn ul-Humam", d. 861 Hijri. 

4-      Udledning af juridiske forgreninger fra fundamentale usul-principper: Ved siden af de nævnte metoder, blev der grundlagt en fjerde metode, som kaldes "udledning af forgreninger fra fundamentale usul", hvor det givne usul-princip nævnes, samt de lærdes holdning til dette, uden at de forskellige retsskolers beviser nævnes. Derefter nævnes nogle juridiske forgreninger fra princippet, enten fra en enkel skoleretning eller fra to, og de pågældende forgreninger sammenlignes: "Hanafiyyah og Shafiiya” f.eks. eller "Shafiiya, Malikiyya og Hanabila”, og så fremdeles... 

Blandt værkerne som er blevet skrevet ifølge denne metode er:

- "Takhrij Al-Furu’ 'Ala’l Usul" af Shihabuddin Mahmoud Bin Ahmad Az-Zanjani, d. 656 Hijri. I værket nævner han det givne usul-princip, derefter praktiske juridiske forgreninger af princippet i henhold til Hanafi og Shafii skolerne. 

- "At-Tamhid Fi Takhrij Al-Furu’ 'Ala-l Usul" af Jamaluddin Abdurrahim Bin Al-Hasan Al-Qurashi Ash-Shafii, kendt som "Al-Isnawi", d. 772 Hijri. Hans værk betragtes som blandt de vigtigste i denne genre, idet han gennemgår usul-principperne fyldestgørende men har begrænset sig til Shafii-skolen i sin gennemgang af forgreningerne.

5-      Fundering af usul-principper på Shariahs tilsigtede idealer (maqasid), som har et shariamæssigt bevis: Denne er Imam Ash-Shatibis metode, Abu Ishaq Ibrahim Bin Musa Al-Lakhmi Al-Gharnati Al-Maliki, d. 790 Hijri, i hans kendte værk "Al-Muwafaqat". Ash-Shatibi går i en helt ny retning i dette værk, som ingen før ham har gjort: Han nævner de forskellige usul-principper under kategorier, som er opdelt efter den islamiske shariahs idealer og tilsigtede formål (maqasid), som omfatter beskyttelse af de livsnødvendige behov, nødvendige behov og sekundære behov.

Således tager Imam Ash-Shatibi en ny retning i sit værk "Al-Muwafaqat", hvor han gør meget brug af den holistiske induktion fra teksterne. I værkets indledning står der således:

"Jeg har således nedfældet detaljer og sætninger af talens sjældenheder og finurligheder og nævnt bekræftende elementer i lovgivningens kilder på en detaljerende og ikke en generel måde, hvor jeg har lænet mig op ad den holistiske induktion. Dermed nøjes jeg ikke med at se på de detaljerede love…"

Holistisk induktion betyder her: undersøgelse af de detaljerede sharialove, som har forbindelse til det pågældende helhedsprincip, for at inducere generelle love/principper ud fra de detaljerede love.

Dette er en kort og generel forklaring af de termer, du spørger om, i forbindelse med metoderne til klassificering af usul al-fiqh-værker. 

Hvad angår Hizb ut-Tahrirs bog inden for usul al-Fiqh, ”Den islamiske personlighed, bind 3" (Ash-Shakhsiyyah Al-Islamiyyah), så fokuserer den på de praktiske, lovgivningsmæssige usul-aspekter på følgende vis:

a-      Forfatteren har været meget bevidst om at koncentrere sig om de diskussioner, som har en forbindelse til de lovgivningsmæssige aspekter, fjernt fra de rent teoretiske diskussioner. Derfor berører han ikke de emner i usul al-fiqh, som ikke har en væsentlig betydning, som f.eks. emnet "Bekræftes forpligtelsen til at udvise taknemmelighed over for Forsyneren (Allah) gennem intellektet eller tekster?" og lignende... Når forfatteren berører emner, som ikke er en del af usul al-fiqh i deres bevisførelse, såsom forfatterens gennemgang af emnet "ret og slet" under kapitlet "Lovgiveren", skyldes det forfatterens bevidsthed om dette emnes juridiske vigtighed. Dette skyldes at belysning af dette emne opklarer tingenes virkelighed, således at det bliver nemt at udstede en dom over dem, idet omdrejningspunktet for menneskets dom over tingene er "ret og slet", fordi bedømmelsen af ting er at afgøre menneskets holdning til handlingen (tingen), og menneskets udstedelse af denne dom afhænger af dets syn på handlingen/tingen, altså hvorvidt den er ret eller slet? Derfor berører forfatteren dette emne... 

b-      Forfatteren går ikke ind i logisk argumentation for de berørte emner og udleder heller ikke nytteløse forgreninger fra disse, men begrænser sig til den juridiske gennemgang og de shariamæssigt regulerede bevisførelser.

c-       Forfatteren gør brug af klare og forståelige shariamæssige, sproglige og rationelle argumentationer, fjernt fra logiske kontroverser, og med en fremgangsmåde, som gør det let at forstå det berørte emne, og som resulterer i en fyldestgørende juridisk forståelse af det behandlede emne.

d-      Han nævner tilstrækkeligt med detaljerede juridiske eksempler på de principper, han forklarer, i modsætning til andre værker, som sjældent nævner juridiske forgreninger. Dette gør han for at tydeliggøre de berørte usul-emner og deres specifikke juridiske virkning; dog uden at han overdriver i udledning af fundamenter fra forgreninger, som det er tilfældet i "Fuqahas metode", da det primære formål i usul al-fiqh er at definere de fundamentale juridiske principper og regulativer og ikke at gennemgå de juridiske forgreninger. Partiets usul al-fiqh-bog er derfor balanceret dvs. retvisende i denne sammenhæng.

Grundet alt det ovennævnte er "Den islamiske personlighed, bind 3" en af de bedste bøger inden for usul al-fiqh; og den, som får succes med at studere bogen og forstå den, indtræder ijtihad fra dens bredeste dør, med Allahs tilladelse.

Jeres bror, Ata Bin Khalil Abu Ar-Rashta