Brister i adfærden

Spørgsmål:

Assalamu alaikum wa rahmatullah wa barakatuh 

Må Allah velsigne, give dig succes og belønne dig vores beærede sheikh. 

I bogen "Den islamiske personlighed bind 1" står der, at muslimen kan udføre visse handlinger, som er i strid med den islamiske aqidah, men som ikke får den pågældende person ud af Islam. Dette forklares yderligere med, at muslimen kan blive distraheret fra at sammenkæde sine opfattelser med sin aqidah, at muslimen kan være uvidende om modsigelsen mellem disse koncepter og den islamiske aqidah, eller at Shaytan vinder over muslimen i en handling, således at vedkommende udfører handlinger, der er i strid med denne aqidah.

Spørgsmålet er, hvordan denne person kan vedblive med at være muslim, når han/hun udfører en handling, som er i strid med den islamiske aqidah? 

Hvis en muslim eksempelvis laver takfir på sin muslimske bror, vil han så ikke være kafir i henhold til hadith’en som nævner dette? 

Jeg ved også, at handlinger indbefatter udtalelser og bevægelser: hvis en muslim laver sujud til en afgud, vil han så ikke blive kafir af den grund? 

Jeg vil derfor gerne bede om en opklaring af de handlinger, som er i strid med aqidah’en, men som ikke får personen, der udfører dem, til at blive kafir? Og indbefatter dette at styre med andet, end hvad Allah (swt) har nedsendt, såsom sekularisme og lignende? 

Må Allah (swt) belønne dig. 

Svar:

Wa alaikum as-salam wa rahmatullah wa barakatuh. 

1.      

Dit spørgsmål vedrører emnet "brister i adfærden", som er behandlet i bogen "Den islamiske personlighed, bind 1". Hvad angår meningen med de formuleringer, du henviser til, f.eks.: "Det ses hos mange muslimer, at de udviser adfærd, som er i strid med deres islamiske aqidah..." eller "Muslimen kan blive distraheret fra at sammenkæde sine opfattelser med sin aqidah, han kan være uvidende om modsigelsen mellem disse koncepter og den islamiske aqidah, eller Shaytan kan vinde over muslimen i  en handling, således at vedkommende udfører handlinger, der er i strid med denne aqidah", så er den ikke det, som du tolker det som i dit spørgsmål, altså handlinger, der får udføreren til at frafalde den islamiske aqidah. Meningen med disse formuleringer er derimod udførelsen af handlinger, som er haram, og som er i strid med det, som den islamiske aqidah forpligter til, nemlig at forholde sig til sharialovene, og ikke overtræde dem. Dette er forklaret flere steder i det nævnte kapitel, f.eks.:

"Sandheden er, at eksistensen af brister i adfærden ikke gør, at personen ophører med at være en islamisk personlighed. Dette skyldes, at personen kan blive distraheret, således at han ikke sammenkæder sine opfattelser med sin aqidah, eller med det at være en islamisk personlighed; Shaytan kan overvinde en persons hjerte, således at denne person afviger fra denne aqidah i en bestemt handling, så han udfører handlinger, som er i strid med denne aqidah eller med de egenskaber, som en praktiserende muslim normalt kendetegnes ved, eller så han går imod Allahs påbud og forbud. Han udfører alt dette eller noget af det, mens han stadig adopterer den islamiske aqidah og gør den til fundamentet for sin tænkning og tilbøjeligheder. Derfor er det ikke korrekt, i sådan et tilfælde, at sige, at personen er frafaldet Islam eller ikke længere er en islamisk personlighed. Det skyldes at en person vedbliver med at være muslim, så længe han adopterer den islamiske aqidah, selvom han begår overtrædelse i en bestemt handling". 

… Det er derfor ikke underligt, at muslimen begår synd og ikke forholder sig til Allahs påbud og forbud i en bestemt handling. Det kan nemlig ske, at muslimen ser, at realiteten modstrider princippet om at forbinde adfærden til aqidah, eller han kan fejlagtigt tro, at hans gavn ligger i den handling, han udfører, hvorefter han fortryder, indser fejlen i sin handling og vender tilbage til Allah. Denne overtrædelse af Allahs påbud og forbud gør ikke, at aqidah’en ikke er tilstedeværende hos personen. Overtrædelsen gør kun, at personen ikke forbinder den givne handling til aqidah’en. Derfor er den syndige og oprørske person ikke frafalden men derimod en muslim, som er syndig i den givne handling alene, og som straffes for overtrædelsen i denne handling alene og vedbliver med at være muslim, så længe han adopterer den islamiske aqidah." [Den islamiske personlighed, bind 1]

Det fremgår tydeligt af denne opklaring, at der tales om forbudte handlinger og overtrædelser, som ikke får muslimen ud af den islamiske aqidah, såsom at han drikker spiritus, stjæler eller ser på en forbudt awrah og lignende... I sådanne tilfælde vil personen være syndig og oprørsk og ikke frafalden, så længe han har Iman på den islamiske aqidah. 

2.      

Handlinger såsom sujud til statuer, eller udførelse af jødernes eller de kristnes bøn, er ikke kun en overtrædelse af aqidah’en. De er at gå ud af den islamiske aqidah og at frafalde hele Islam... Den der udfører sådanne handlinger er frafaldet Islam... Dette emne har vi tidligere opklaret i et svar på spørgsmål fra d. 30.04.2017 om at undgå kufr og dø som muslim.

3.      

Hvad angår det at styre med andet, end hvad Allah har nedsendt, så er der flere nuancer, som vi har opklaret i flere svar. Det følgende er en opsummering af disse svar:

At styre med kufr-love er en handling. Hvis denne handling afslører en overbevisning hos personen, det vil sige, at den afslører, at personen ikke har Iman på Islam og styrer med kufr ud fra en overbevisning om Islams manglende egnethed til at styre, så vil den, der handler således, være kafir. Den, der derimod styrer med kufr, men anerkender at Islam er det rigtige og det, der skal styres med, vil være undertrykker eller oprørsk og ikke kafir. De tre ayat i Surat Al-Maidah, som omhandler det, at styre med andet end hvad Allah har nedsendt, påpeger dette, idet den ene ayah kategoriserer den, der styrer med andet end hvad Allah har nedsendt, under kufr, det andet under oprørskhed og det tredje under undertrykkelse. Allah (swt) siger:

وَمَنْ لَمْ يَحْكُمْ بِمَا أَنْزَلَ اللَّهُ فَأُولَئِكَ هُمُ الْكَافِرُونَ

 وَمَنْ لَمْ يَحْكُمْ بِمَا أَنْزَلَ اللَّهُ فَأُولَئِكَ هُمُ الظَّالِمُونَ

وَمَنْ لَمْ يَحْكُمْ بِمَا أَنْزَلَ اللَّهُ فَأُولَئِكَ هُمُ الْفَاسِقُونَ

Hvem end, der ikke dømmer efter det, som Allah har nedsendt, de er sandelig al-kafirin (de vantro)
[Al-Maidah: 44]

Hvem end, der ikke dømmer efter det, som Allah har nedsendt, de er sandelig de uretfærdige/undertrykkerne (dhalimun)
[Al-Maidah: 45]

Hvem end, der ikke dømmer efter det, som Allah har nedsendt, de er sandelig de oprørsk ulydige (fasiqun)
[Al-Maidah: 47]

Kendskab til den regents virkelighed, som styrer med andet end det, Allah har nedsendt, er nødvendigt for at nedfælde den korrekte dom over ham. 

Det er vigtigt at henlede opmærksomheden til, at det ikke er tilladt at tage let på takfir. Den som er født af muslimske forældre er muslim, og for at afgøre, at vedkommende er blevet kafir, skal der være et absolut bevis derpå. Selv hvis der er 90% beviser for en persons kufr og 10% for hans Islam, dømmer man ham ikke som værende kafir. Man undersøger derimod hans handlinger og dømmer ham for de handlinger, der modstrider Shariah, ud fra den betragtning, at han er oprørsk mod Allah (fasiq), syndig eller undertrykker, men man dømmer ham ikke som kafir, så længe et absolut bevis på hans kufr ikke er etableret. Emnet om takfir leder til udslettelse af menneskeliv, implementering af love omkring frafald og kan lede til katastrofer og forbrydelser, hvis ikke man sikrer sig, at personen vitterligt er frafaldet, gennem det absolutte bevis... Dette er en alvorlig sag, og de shariamæssige tekster beviser dette:

1.       Allah (swt) siger:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا ضَرَبْتُمْ فِي سَبِيلِ اللَّهِ فَتَبَيَّنُوا وَلَا تَقُولُوا لِمَنْ أَلْقَى إِلَيْكُمُ السَّلَامَ لَسْتَ مُؤْمِنًا تَبْتَغُونَ عَرَضَ الْحَيَاةِ الدُّنْيَا فَعِنْدَ اللَّهِ مَغَانِمُ كَثِيرَةٌ كَذَلِكَ كُنْتُمْ مِنْ قَبْلُ فَمَنَّ اللَّهُ عَلَيْكُمْ فَتَبَيَّنُوا إِنَّ اللَّهَ كَانَ بِمَا تَعْمَلُونَ خَبِيرًا

I, der har Iman! Når I drager I kamp for Allahs sag, så undersøg! Sig ikke til den, der hilser jer med Salam: "Du er ikke mu’min (troende)!" fordi I higer efter det jordiske livs flygtige goder. For hos Allah er der meget bytte! Sådan var I tidligere, men så viste Allah jer godhed. Undersøg derfor! Allah er sandelig fuldt vidende om, hvad I gør.
[An-Nisa: 94]

I Asbab al-Nuzul (anledningerne for åbenbaringen) af denne ayah, er der nævnt adskillige ahadith, deriblandt følgende: Ahmad beretter i sin Musnad, via Abu Dhibyan: ”Jeg hørte Osama bin Zaid, berette:

’Allahs Sendebud sendte os (i kamp) mod Al-Huraqa (en stamme) af Juhaina. Vi nåede disse folk om morgenen og besejrede dem. En af deres mænd var den hårdeste mod os, når de angreb, og deres beskyttelse, når de trak sig. En mand fra Ansar og jeg jagtede denne mand, og da vi angreb ham, sagde han: ”La ilaha ill-Allah”, så ansari’en afholdt sig fra ham, men jeg dræbte ham… Da nyheden om hændelsen nåede Profeten (saaws), sagde han til mig: ”Åh Osama! Du dræbte ham, efter han havde sagt ’la ilaha ill-Allah’? Jeg sagde: ”O Allahs Sendebud! Han sagde det for at redde sig selv. ” Profeten sagde så: ”Du dræbte ham, efter han havde sagt ”la ilaha ill-Allah”. Profeten blev ved med at gentage det for mig, indtil jeg ønskede, at jeg ikke var blevet muslim før den dag.’

2.       Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Jeg vil vedblive med at bekæmpe folk, indtil de bevidner, at der ingen gud er foruden Allah (la ilaha ill-Allah). Hvis de siger ’la ilaha ill-Allah’, så er deres blod og ejendom urørligt for mig, undtagen med rette, og deres regnskab er hos Allah (awj). ” [Berettet af Ahmad i hans Musnad]

3.       Det er berettet i ’Sahih al-Bukhari’ fra Abdullah ibn Umar (raa), at Allahs Sendebud (saaws) sagde: ”Hvis en mand siger til sin bror: ”Din kafir”, så er det sandt om én af dem. ” Og i ’Sahih Muslim’ er det berettet via Nafi’ fra Ibn Umar, at Profeten (saaws) sagde: ”Hvis en mand laver takfir på sin bror, så er det sandt om én af dem. ”

Derfor er det ikke tilladt at forhaste sig eller tage let på at dømme en muslim som værende frafaldet. Man skal derimod undersøge og forsikre sig...