Uddannelse og den missionske invasions rolle i nedlæggelsen af den islamiske stat - Del 5

Del og hersk

Vesterlændinge opildnede, gennem deres hemmelige midler, separatistiske bevægelser i den islamiske stat. Dette skete ikke kun blandt ikke-muslimer, men blandt muslimerne selv, både tyrkere og arabere. De støttede nationalistiske bevægelser og hjalp med at etablere nationalistiske partier, både blandt tyrkere og arabere. Blandt disse var partiet "Ungtyrkerne", også kendt som "forenelse og elevering", "det arabiske uafhængighedsparti" og "løftets parti" m.fl.... 

En af vestens vigtigste og farligste manøvrer var oprettelsen af foreningen "forenelse og elevering", som til at begynde med blev stiftet i Paris af nogle unge tyrkere, som havde adopteret franske tanker og nøje studeret den franske revolution. Foreningen blev stiftet som en hemmelig revolutionær organisation under ledelse af Ahmed Reza Bey, som var en prominent personlighed blandt folk, og hans idé var at overføre den vestlige kultur til sit land Tyrkiet. Foreningen oprettede afdelinger i Berlin, Thessaloniki og Istanbul. 

Paris-afdelingen var nøje organiseret, dens program var ekstremistisk og dens PR-midler var stærke og robuste. De havde en avis, der hed "nyhederne", som blev smuglet til Istanbul med den europæiske post og blev modtaget af en gruppe tyrkere som uddelte den i hemmelighed. De udgav ligeledes politiske løbesedler som blev smuglet ind på samme måde. Foreningen nød stor støtte fra den italienske frimurerloge i Thessaloniki og andre frimurerloger, hvis medlemmer var en del af foreningerne "forenelse og elevering", "Ungtyrkerne". Situationen fortsatte således indtil 1908, hvor de gennemførte et kup og tog magten i det osmanniske kalifat, hvormed deres styrke kom til syne og Europa udviste sin tilfredshed med dem. 

Denne forening begyndte at styre hele staten som værende det regerende parti, som ikke anså at islam egnede sig til denne tid, men at succes derimod lå i de vestlige tanker og den vestlige kultur. De anså beskyttelsen af den tyrkiske nationalisme som deres ypperste opgave, og de begyndte at udvise national patriotisme, da de anså Tyrkiet for at være bedre end andre muslimske lande og tyrkeren for at være bedre end andre muslimer. 

Således begyndte slagterens kniv at gøre det af med den islamiske stat, fordi nationalismen er det farligste bånd mellem mennesker, da den splitter dem fra hinanden og skaber fjendskab, had og krige mellem dem. Denne forening manipulerede derfor muslimerne, ved sin stiftelse, og fortalte, at den var for alle det osmanniske kalifats borgere, uden forskel på arabere, tyrkere, albanere eller tjerkessere. Men efter dens magtovertagelse, gjorde den det umuligt for araberne i denne forening at have følsomme poster og gjorde den til en tyrkisk forening. De diskriminerede dermed mod særligt araberne. De diskriminerede dem i hæren og tog ministeriet for islamiske anliggender fra dem og gav det til en tyrker. Ligeledes indenrigs- og udenrigsministeriet. De sendte ligeledes, med vilje, tyrkiske guvernører, som ikke kunne tale arabisk, til de arabiske lande. De vendte sig mod det arabiske sprog og ignorerede det faktum, at det er koranens sprog, samt gjorde tyrkisk til statens officielle sprog, og de begyndte at undervise i tyrkisk grammatik.

På den anden side infiltrerede englænderne og franskmændene arabernes rækker, som var begyndt at organisere sig på basis af nationalisme. De åbnede således deres pengekasser for disse, og deres ambassader blev særdeles aktive i at kontakte araberne. De deltog endda i organisering af en konference for arabisk ungdom d. 18.06.1913 i Paris. Denne begivenhed var den første erklæring fra arabiske nationalister af deres valg af Englands og Frankrigs side mod deres egen osmanniske stat.

Som reaktion på konferencen, oprettede "forenelses og elevering"s medlemmer foreningen "Türk Ocağı", og havde tilintetgørelsen af Islam som deres formål. Processen med at gøre det osmanniske kalifat ren tyrkisk gik i gang i de forskellige osmanniske provinser. Denne proces havde til formål at popularisere det tyrkiske sprog ved at tilskynde til udbredelse af tyrkiske bøger og tryksager. De udgav derfor flere aviser og blade på tyrkisk i Irak og Levanten, udover Istanbul. Antallet af disse tidsskrifter nåede op på ca. 40 mellem årene 1895 og 1907.

Således bar vækkelsen af nationale og patriotisk stolthed frugt. Loyaliteten hos dem, der bestred styreposterne i staten, tilhørte ikke længere Islam, men derimod nationalisme og patriotisme.