Hvordan undgår man at falde i kufr?

Spørgsmål:

As-salamu alaikum wa rahmatullah wa barakatuh 

Hvordan undgår jeg at falde i kufr eller shirk, således at jeg kan dø som muslim? For jeg vil ikke være blandt dem med de mest fortabte handlinger. Og er kufr udelukkende en handling eller en udtalelse eller en overbevisning? 

Må Allah (swt) belønne dig. 

Svar:

Wa alaikum as-salam wa rahmatullah wa barakatuh 

Dit spørgsmål består af to dele:

1. Hvordan undgår man shirk og kufr, således at man dør som muslim? 

2. Er kufr en handling, en udtalelse eller overbevisning? 

Vi starter med at besvare den anden del af spørgsmålet, fordi besvarelsen af første del afhænger af dette... 

Svar på den anden del af spørgsmålet:

Aqidah og Iman har samme betydning og defineres som følgende: den absolutte overbevisning, som stemmer overens med realiteten ud fra et bevis. Imans plads er i menneskets hjerte (indre) og baseres på absolut overbevisning og ikke bare tro; og den skal stemme overens med realiteten ud fra et bevis, således at den rodfæster sig i hjertets dybde, og man vil dermed være en mu’min… Kufr er ligeledes i menneskets hjerte, fordi den har en forbindelse til overbevisning, og overbevisning er i menneskets hjerte (indre)... Allah (swt) siger:

قَالَتِ الْأَعْرَابُ آَمَنَّا قُلْ لَمْ تُؤْمِنُوا وَلَكِنْ قُولُوا أَسْلَمْنَا وَلَمَّا يَدْخُلِ الْإِيمَانُ فِي قُلُوبِكُم

Beduinerne sagde: ”Vi har lavet Iman”. Sig: "I har ikke lavet Iman, men I er trådt ind i Islam, og Iman er ikke kommet ind i jeres hjerter
[Al-Hujurat: 14]

… fordi Iman ikke var blevet rodfæstet i deres hjerter... Han (swt) siger ligeledes:

وَلَكِنَّ اللَّهَ حَبَّبَ إِلَيْكُمُ الْإِيمَانَ وَزَيَّنَهُ فِي قُلُوبِكُمْ وَكَرَّهَ إِلَيْكُمُ الْكُفْرَ وَالْفُسُوقَ وَالْعِصْيَانَ أُولَئِكَ هُمُ الرَّاشِدُونَ

Men Allah har gjort Iman kær for jer og forskønnet den i jeres hjerter, mens Han har vakt jeres had mod kufr, oprørskhed (fusuq) og ulydighed. Disse er de retskafne!
[Al-Hujurat: 7]

Og Han (swt) siger også:

مَنْ كَفَرَ بِاللَّهِ مِنْ بَعْدِ إِيمَانِهِ إِلَّا مَنْ أُكْرِهَ وَقَلْبُهُ مُطْمَئِنٌّ بِالْإِيمَانِ وَلَكِنْ مَنْ شَرَحَ بِالْكُفْرِ صَدْرًا فَعَلَيْهِمْ غَضَبٌ مِنَ اللَّهِ وَلَهُمْ عَذَابٌ عَظِيمٌ

Den, der benægter (begår kufr på) Allah efter sin Iman… undtagen den, der bliver tvunget, og hvis hjerte er trygt ved Iman. Men de, der har åbnet deres hjerte for kufr; dem er Allahs vrede over, og der venter dem en vældig straf.
[An-Nahl: 106]

Derfor er omdrejningspunktet for diskussionen om Iman og kufr erkendelse og overbevisning, som befinder sig i menneskets hjerte (indre) og ikke udtalelser og handlinger, da disse er af legemets handlinger, som er andet end overbevisning i det menneskelige indre... Man skal dog tage to punkter med i betragtning i denne forbindelse:

1.       Selvom udtalelser og handlinger ikke er overbevisning, kan de være fysiske tegn på en overbevisning, som findes i menneskets hjerte. I disse tilfælde vil udtalelser og handlinger få samme hukm som overbevisning, og man kan derfor frafalde Islam gennem disse. Dette er fordi, muslimen frafalder Islam i fire tilfælde:

a.       Gennem overbevisning: Ved at personen er overbevist om noget, som ikke fra Islam. F.eks. at personen er overbevist om en mands profetskab efter Muhammad (saaws), som dem, der er overbevist om Qadianis profetskab. I dette tilfælde vil personen frafalde Islam, da vedkommende har en overbevisning i sit hjerte, som ikke er fra Islam.

b.      Ved tvivl: Ved at personen tvivler på en absolut sag i Islam. Den person, der tvivler på Muhammads profetskab (saaws), er kafir, da vedkommende ikke længere besidder en absolut overbevisning om Muhammads profetskab (saaws) i sit indre.

c.       Ved udtalelse: Ved en udtalelse som afslører en overbevisning, som hvis personen f.eks. siger, at der ikke er en skaber, eller at den beærede Qur’an ikke er Allahs tale. Personen, der siger dette eksplicit, er kafir, i kraft af udtalelsen, der afslører den pågældendes overbevisning. Men det er et krav i dette tilfælde, at udtalelsen ikke kan tolkes på andre måder, men er entydig og absolut kufr.

d.      Ved en handling som afslører en overbevisning: Hvis personen f.eks. laver sujud til en statue eller udfører jødernes eller de kristnes bøn. Denne type af handlinger afslører Aqidah’en hos personen, der udfører dem. Den, der laver sujud til en statue, eller udfører jødernes eller de kristnes bøn, er derfor kafir i kraft af denne handling, idet handlingen afslører en overbevisning i personens hjerte, som modstrider Islam. Det er ligeledes et krav i dette tilfælde, at den på gældende handling ikke kan forstås på andre måder, men er entydig og åbenlys kufr.

Disse er de fire tilfælde, hvor en muslim frafalder Islam. Det er tydeligt i tilfælde af overbevisning om noget, som ikke er fra Islam, og ved tvivl om noget absolut i Islam, at det er noget, som finder sted i menneskets indre (”hjertets handlinger”), da overbevisning og tvivl har med erkendelse at gøre. Udtalelser og handlinger er derimod ikke noget, som findes i menneskets hjerte. Disse er nemlig, i sagens natur, af legemsdelenes fysiske handlinger. Men når de har forbindelse til det, som findes i menneskets hjerte af overbevisning, bliver de behandlet på samme måde som overbevisning, som beskrevet i de nævnte eksempler. Resten af menneskets udtalelser og handlinger, som ikke direkte udtrykker en overbevisning hos personen, er ikke en del af kufr og Iman, som f.eks. personen, der udfører synder, mens han bekender sig til Islams og dens Aqidahs sandhed.

Derfor er tilgangen hos muslimerne, at de ikke laver takfir på en muslim (dømmer personen som værende kafir/frafalden) pga. en synd, med undtagelse af en person, der benægter at handlingen er syndig, samtidig med, at han synder: F.eks. en person, som ikke faster Ramadanen og samtidig benægter, at fasten i Ramadan er forpligtet (wajib). I dette tilfælde er personen frafalden. Derimod er den, der ikke faster i Ramadanen men erkender at faste i Ramadan er wajib, fasiq (oprørsk mod Allah), men ikke kafir, idet takfir skal ske på basis af sikre beviser. Takfir er nemlig en alvorlig sag i Islam, og Sendebuddet (saaws) sagde: ”Hvis en mand siger til sin bror: ”Din kafir”, så er det sandt om én af dem. ” Berettet af Al-Bukhari fra Abu Hurairah (raa). Og i beretningen hos Ahmad fra Ibn Umar (raa) sagde Profeten (saaws): ”Den, som laver takfir på sin bror, (skal vide, at) det vil være sandt om én af dem. ”

2.       Den absolutte overbevisning har en implicit betydning: at tungens udtale stemmer overens med overbevisningen i menneskets indre, således at man ikke benægter det, som man er absolut overbevist om. En person kan derfor ikke sige: ”Jeg har Iman på Allahs eksistens, og er absolut overbevist om, at Han er Skaberen af dette univers, og at Han ikke har nogen partnere”, og derefter sige, at Allah tager fejl, har en partner, at Han ikke er Skaberen, eller benægte hvad Skaberen af universet, Allah (swt), har gjort til en pligt, hvis det er absolut bekræftet, at Han (swt) har gjort det til en pligt. F.eks. ved at personen siger, at han har Iman på Allah, men benægter at bønnen eller fasten er en pligt eller benægter en tredje sag, som er nødvendig viden i Islam. Den pågældende person er kafir, fordi han benægter et af Allahs påbud, som er bekræftet gennem absolutte beviser. 

Derfor begik Iblis kufr - må Allah forbande ham - fordi han benægtede rigtigheden i Allahs påbud til ham om at lave sujud til Adam (as). Iblis blev kafir, selvom han er absolut overbevist om Allahs eksistens, idet han benægtede korrektheden i Allahs påbud (swt). Allah (swt) siger:

قَالَ مَا مَنَعَكَ أَلَّا تَسْجُدَ إِذْ أَمَرْتُكَ قَالَ أَنَا خَيْرٌ مِنْهُ خَلَقْتَنِي مِنْ نَارٍ وَخَلَقْتَهُ مِنْ طِينٍ

[Allah] sagde: "Hvad hindrer dig i at lave sujud, når Jeg befaler dig det?" Han sagde: "Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild og skabte ham af ler."
[Al-A’raf: 12]

Han proklamerede således, at Allah tog fejl i at påbyde ham at lave sujud til Adam. Iblis - må Allah forbande ham - havde nemlig den holdning, at det korrekte er, at Adam laver sujud til ham og ikke omvendt. Han benægtede derfor korrektheden i Allahs påbud, hvorfor han blev en af de forbryderiske kuffar. Ligeledes blev de kuffar, som var overbeviste om profeten Musas mirakler i deres hjerter, men som benægtede det med deres tunger og benævnte det som magi. Allah (swt) siger:

وَجَحَدُوا بِهَا وَاسْتَيْقَنَتْهَا أَنْفُسُهُمْ ظُلْمًا وَعُلُوًّا فَانْظُرْ كَيْفَ كَانَ عَاقِبَةُ الْمُفْسِدِينَ

De fornægtede dem i uret og hovmod, selvom de inderst inde var overbevist. Så se, hvilken ende det tog med dem, der skabte fordærv!
[An-Naml: 14]

Konklusion

Udgangspunktet for kufr er, at det er en overbevisning (om andet end Islam). Kufr er derfor ikke en udtalelse eller en handling, undtagen hvis det er en udtalelse eller handling, der afslører en overbevisning om andet end Islam, eller udtrykker benægtelse af en absolut sag i Islam. I disse tilfælde får udtalelsen eller handlingen samme hukm (lov) som overbevisning, og disse vil i sådanne tilfælde være kufr, må Allah (swt) beskytte os. 

Svar på første del af spørgsmålet:

Hvordan undgår man kufr og shirk, og dør som muslim? 

Dette kan kædes tilbage til to hovedsagelige faktorer:

1.       At man følger den korrekte metode i tilegnelsen af Aqidah, som den beærede Qur’an og den rene profetiske Sunnah har anvist det. Denne metode kan resumeres i følgende punkter:

a.       At tilegne sig Aqidah’en på absolut vis og ikke på basis af dhann (sandsynlighed/tro/ikke-absoluthed). Dette gøres ved, at man har absolutte beviser, både i deres oprindelse/overleveringskæde (thubut) og i betydning (dalalah), for Aqidah-emnerne. Allah (swt) siger:

إِنَّ الَّذِينَ لَا يُؤْمِنُونَ بِالْآخِرَةِ لَيُسَمُّونَ الْمَلَائِكَةَ تَسْمِيَةَ الْأُنْثَى * وَمَا لَهُمْ بِهِ مِنْ عِلْمٍ إِنْ يَتَّبِعُونَ إِلَّا الظَّنَّ وَإِنَّ الظَّنَّ لَا يُغْنِي مِنَ الْحَقِّ شَيْئًا

De, der ikke har Iman på det hinsidige, de kalder englene ved kvindelige navne. De har ingen viden herom. De følger kun formodninger (dhann); men formodninger nytter intet i forhold til sandheden.
[An-Najm: 27-28]

Dhann er derfor ikke tilstrækkeligt i Aqidah, som skal være absolut (qat’i).

b.      At forståelsen af Aqidah baseres på forstandsmæssige beviser, som hører under det sanselige, såsom at tænke på Allahs skabninger; og på de tekstuelle beviser, som åbenbaringen er kommet med, vedrørende de usanselige sager. Derudover skal man holde sig til teksten og stoppe ved denne, dvs. ikke overfilosofere eller komplicere Aqidah-diskussionerne, men derimod tilegne sig dem og forstå dem let og simpelt, men samtidig med dybde og oplysning, fuldstændig på samme måde som Sendebuddets (saaws) Sahabah gjorde.

Personen overvejer og reflekterer over skabningerne og ser på dem, således at han opfatter, at de har en skaber. Allah (swt) siger:

أَفَلَا يَنْظُرُونَ إِلَى الْإِبِلِ كَيْفَ خُلِقَتْ * وَإِلَى السَّمَاءِ كَيْفَ رُفِعَتْ * وَإِلَى الْجِبَالِ كَيْفَ نُصِبَتْ * وَإِلَى الْأَرْضِ كَيْفَ سُطِحَتْ         

Ser de ikke på kamelen, hvordan den er skabt. Og på himlen, hvordan den er hævet. Og på bjergene, hvordan de er rejst. Og på jorden, hvordan den er bredt ud.
[Al-Ghashiyah: 17-20]

Derefter overvejes den beærede Qur’ans ayat, hvilket er ligetil for den, som Allah (swt) har gjort det let for:

وَلَقَدْ يَسَّرْنَا الْقُرْآنَ لِلذِّكْرِ فَهَلْ مِنْ مُدَّكِرٍ

Vi har sandelig gjort Al-Qur’an let til påmindelse, så vil nogen lade sig påminde?
[Al-Qamar: 22]

Man skal ligeledes have Iman på det, som er kommet i Qur’an af love og usanselige emner (mughayyibat); og man skal ikke bevæge sig ind i de emner, som ikke er genstand for sansning, men have Iman på disse, sådan som åbenbaringen har bragt dem. Således har man Iman på Allahs smukke navne, som de er kommet i åbenbaringen, og man begiver sig ikke ud i forestillinger eller diskussioner om selve Allah (swt):

لَا تُدْرِكُهُ الْأَبْصَارُ وَهُوَ يُدْرِكُ الْأَبْصَارَ وَهُوَ اللَّطِيفُ الْخَبِيرُ

Ingen blikke kan opfatte Ham, men han opfatter alle blikke, og Han er Den Indsigtsfulde, Den Alvidende
[Al-An’am: 103]

Man har Iman på alle de usanselige Aqidah-emner: Den Yderste Dag, Jannah (paradiset) og Jahannam (Helvedet) osv... Og holder sig, i disse emner, udelukkende til det, som er kommet i den beærede Qur’an og Allahs Sendebuds bekræftede Sunnah (saaws), uden at lægge til eller trække fra. Allah (swt) siger:

تِلْكَ مِنْ أَنْبَاءِ الْغَيْبِ نُوحِيهَا إِلَيْكَ مَا كُنْتَ تَعْلَمُهَا أَنْتَ وَلَا قَوْمُكَ مِنْ قَبْلِ هَذَا فَاصْبِرْ إِنَّ الْعَاقِبَةَ لِلْمُتَّقِينَ

Dette er en af beretningerne om det usete, som Vi åbenbarer til dig. Du kendte den ikke, hverken du eller dit folk, før dette. Så vær udholdende! Den gode afslutning er visselig for de gudfrygtige
[Hud: 49]

                Og Han siger (swt):

قُلْ لَا يَعْلَمُ مَنْ فِي السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ الْغَيْبَ إِلَّا اللَّهُ وَمَا يَشْعُرُونَ أَيَّانَيُبْعَثُونَ

Sig: "Ingen i himlene og på jorden kender det usete, bortset fra Allah. Ej heller aner de, hvornår de bliver genopvakt."
[An-Naml: 65]

2.       Muslimen skal have oprigtig intention i sit forhold til Allah (swt), være tro mod Hans Sendebud (saaws), sætte sin lid til Allah (swt), have taqwa, afholde sig fra at begå uret mod mennesker og ulydighed over for Allah, lave dua til Allah (swt) om at holde én fast på sandheden og Iman, som i hadith’en berettet af Tirmidhi i hans ”Sunan” via Anas, som sagde: "Allahs Sendebud (saaws) plejede at sige følgende dua meget: "Oh Du, som vender hjerterne, hold mit hjerte fast på din Deen".

Så vil Allah, med sin tilladelse, holde vedkommende fast på sin Deen:

يُثَبِّتُ اللَّهُ الَّذِينَ آمَنُوا بِالْقَوْلِ الثَّابِتِ فِي الْحَيَاةِ الدُّنْيَا وَفِي الْآخِرَةِ وَيُضِلُّ اللَّهُ الظَّالِمِينَ وَيَفْعَلُ اللَّهُ مَا يَشَاءُ

Allah befæster dem, der har Iman, med de faste ord i det jordiske liv og det hinsidige. Og Allah vildleder dem, der handler uret. Og Allah gør, hvad Han vil.
[Ibrahim: 27]

Og jo mere vedkommende frygter Allah (swt), holder sin intention ren og er tro mod Ham, jo mere vil Allah (swt) lette hans sag:

فَأَمَّا مَنْ أَعْطَى وَاتَّقَى * وَصَدَّقَ بِالْحُسْنَى * فَسَنُيَسِّرُهُ لِلْيُسْرَى * وَأَمَّا مَنْ بَخِلَ وَاسْتَغْنَى * وَكَذَّبَ بِالْحُسْنَى * فَسَنُيَسِّرُهُ لِلْعُسْرَى *

وَمَا يُغْنِي عَنْهُ مَالُهُ إِذَا تَرَدَّى * إِنَّ عَلَيْنَا لَلْهُدَى * وَإِنَّ لَنَا لَلْآخِرَةَ وَالْأُولَى

Den der giver bort og frygter Allah; og sandfærdigt bekræfter det skønneste; for ham gør Vi vejen til medgang let. Men den, der er nærig og selvtilstrækkelig; og belyver det skønneste; for ham gør Vi vejen til trængsel let; og hans rigdom nytter ham intet, når han falder. Retledningen påhviler sandelig Os. Og det hinsidige og dette liv tilhører sandelig Os.
[Al-Layl: 5-13]

Slutteligt henleder jeg spørgerens opmærksomhed til, at muslimen er den, der har Iman på Islams Aqidah, det vil sige har Iman på: Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, Den Yderste Dag, og at Al-Qada og Al-Qadar, god som dårlig, er fra Allah, som det fremgår af Allahs bog (swt):

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آَمَنُوا آَمِنُوا بِاللَّهِ وَرَسُولِهِ وَالْكِتَابِ الَّذِي نَزَّلَ عَلَى رَسُولِهِ وَالْكِتَابِ الَّذِي أَنْزَلَ مِنْ قَبْلُ وَمَنْ يَكْفُرْ بِاللَّهِ وَمَلَائِكَتِهِ وَكُتُبِهِ وَرُسُلِهِ وَالْيَوْمِ الْآَخِرِ فَقَدْ ضَلَّ ضَلَالًا بَعِيدًا

I, der har Iman! Hav Iman på Allah og Hans Sendebud og på bogen, som Han har sendt ned til Sit Sendebud, og på bogen, som Han nedsendte tidligere! Og den, der benægter (begår kufr på) Hans engle og Hans bøger og Hans sendebude og på Den Yderste Dag, er vildledt i en fjern vildfarelse.
[An-Nisa: 136]

Og som det fremgår af Sendebuddets hadith hos Al-Bukhari fra Abu Hurairah, og hos Muslim fra Abdullah Ibn Omar, og ordlyden her er Muslims: "Abdullah Ibn Omar sagde: ”Min far, Omar Bin Al-Khattab, fortalte”: ’En dag, da vi var hos Allahs Sendebud, kom der en mand med meget hvidt tøj, meget mørkt hår, og som ikke bar spor af at være rejsende, og som ingen af os kendte. Han satte sig ved Profeten (saaws), så deres knæ ramte hinanden, lagde sine hænder på hans lår og sagde: ”Oh Muhammad, fortæl mig om Islam”. Allahs Sendebud svarede: ”Islam er at du bevidner, at der ingen anden gud er end Allah, og at Muhammad er Hans Sendebud, udfører bønnen, giver zakat, faster Ramadanen og tager på hajj til huset (Kabah i Mekka) hvis du er i stand til dette. Manden sagde: “Du har talt sandt”. Omar sagde: ”Da undrede vi os over, at man spørger (Profeten), og bekræfter, at svaret er sandt. Manden sagde videre: “Fortæl mig så om Iman.” Profeten sagde: "At du har Iman på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, Den Yderste Dag, og al-Qadr (skæbnen), den gode som den dårlige (er fra Allah).” Manden sagde: ”Du har talt sandt.” Manden sagde videre: ”Fortæl mig om Ihsan (godhed)”. Profeten sagde: ”At du tilbeder Allah, som om du ser Ham, og selvom du ikke ser Ham, så ser Han dig.” Derefter gik han, og der gik noget tid. Så sagde Profeten (saaws) til mig: ”Omar, ved du hvem spørgeren er?” Jeg sagde: “Allah og Hans Sendebud ved bedst.” Han sagde så: ”Det er Jibril, som er kommet for at lære jer jeres Deen”.’ ”

Til sidst beder jeg Allah om, at spørgeren får et velsignet liv, som han bruger i lydighed til Allah og Hans Sendebud, således at han sejrer både i dette og i det næste liv, og dét er den mægtige succes.