Uddannelse og den missionske invasions rolle i nedlæggelsen af den islamiske stat - Del 3

De etablerede sig i vores lande for at ødelægge vores Aqidah

Missionærdelegationer begyndte at flokkes til den islamiske verden fra det 14. århundrede. Bølger af præster og nonner fra den dominikanske- og franciskanerordenen begyndte at ankomme til Marokko, Algeriet, Tunesien, Egypten og Levanten, under dække af velgørenhedsarbejde i form af at åbne skoler, klinikker og hospitaler. Følgende var de mest fremtrædende af dem:

• Den katolske missionærdelegation, som var den første i Levanten fra det 16. århundrede, bestående af jesuitter, som gik i gang med at tiltrække kristne fra andre retninger til katolicismen og organisere de kristne maronitter og forbinde dem til Rom, hvilket lykkedes for dem i 1736. De etablerede desuden skoler i Beirut i 1839, og i Ghazir i 1843, som senere blev til Sankt Josef (jesuit) universitetet, da det flyttede til Beirut i 1875. De åbnede ligeledes skoler i Zahlé i 1844, Damaskus i 1872 og Aleppo i 1873.
   

• I 1877 grundlagde den amerikanske præst, Samuel Marinus Zwemer, den første amerikanske missionærdelegation i den arabiske golf med hjælp fra præsten James Cantine. Cantine grundlagde det første missionærcenter i Bahrain i 1891 under dække af lægeligt arbejde; og derfra drog han ud og oprettede andre afdelinger af dette center i Muscat, Dubai og Sharjah.
   

• I Kuwait blev den amerikanske missionærdelegation etableret i 1913 under ledelse af den engelske læge, Stanley Mylrea. Missionen blev sidenhen omdannet til en skole, hvor en af eleverne var Sheikh Fahd Al-Salem, en regentsøn og højtstående embedsmand i Kuwait. Blandt underviserne var en syrisk rektor ved navn ”Israel” og præsten Downing. Denne mission er stadig aktiv i Bahrain, Sharjah, Ajman og Muscat.
   

• I Vestasien stod hovedsageligt Henry Martin bag oversættelsen af Det Gamle Testamente til indisk, persisk og armensk. Missionærorganisationer kastede sig over oversættelserne for at sprede dem på disse kanter. 

I Østasien var det de amerikanske, skotske, hollandske og norske missioner, der var aktive:

• I Indien fokuserede William Carey på at tiltrække fattige børn for at opdrage dem til at blive missionærer i kraft af, at de var fra landets oprindelige befolkning.
   

• I Malaysia arbejdede missionærdelegationer på at sammenblande de gamle Malai-religioner med katolicismen og derefter protestantismen for at ødelægge Islam i området.
   

• I Indonesien har resultaterne af missionærarbejdet været øjensynlige i mange år og ligeledes i Filippinerne.
   

• I Kina påtog missionærdelegationerne fra 1813 sig rollen som frivillig lægehjælp, og de fik betydelig succes blandt folk, fordi de ydede en masse humanitær og lægelig hjælp. 
   

• Astana (hovedstaden i Kasakhstan) blev et centrum for missionærernes arbejde fra 1846 og en tryg enklave for deres aktiviteter, især efter etablering af den protestantiske kirke i byen. 
   

• På Malta blev der sidst i det 16. århundrede grundlagt et stort missionærcenter, som blev en base for det missionske angreb mod de muslimske lande. I 1625 rykkede de til Levanten og forsøgte at etablere missionærbevægelser. Deres aktiviteter var dog begrænsede til nogle små skoler og udgivelse af nogle bøger. Situationen fortsatte på denne måde indtil 1773, hvor jesuitiske missionske foreninger blev forbudt og deres institutioner lukket. Men de genoptog deres aktiviteter i 1820, hvor de grundlagde det første missionærcenter i Beirut.

Vi vil i næste afsnit detaljeret gennemgå missionærdelegationerne i Libanon, som blev en base, missionerne udgik fra, for at rodfæste den vestlige kultur i alle livets aspekter.