Uddannelse og den missionske invasions rolle i nedlæggelsen af den islamiske stat - Del 2

Forsøg på kulturel infiltration

De vestlige lande forsøgte at eliminere den sidste rest af islamiske tanker og love, som muslimerne bar på, for at få kontrol med deres lande. Vesten satte sig derfor i en kulturel krigsposition mod den islamiske ummah. Denne kulturelle krig havde mange former: udover den militære krig, gennem korstogene, som kostede vesten dyrt, grundet muslimernes standhaftighed og udholdenhed i Jihad, rettede vesten missionske kampagner mod den islamiske verden, som led i deres kulturelle invasion, for at vildlede den islamiske ummah, ændre dens overbevisninger, fjerne den fra sin historie, skabe tvivl hos muslimerne om deres deen og ryste deres Aqidah. Vestens missionærarbejde havde derudover et mål om at få de kristne i den islamiske verden på deres side.

Missionærforeninger spredte sig i mange muslimske lande. De fleste af dem havde tilhørsforhold til Frankrig, Storbritannien og Amerika. Disse stater havde den meste fremtrædende rolle i at lede den uddannede klasse blandt muslimerne, samt at lede og rådgive de nationalistiske bevægelser, for at distancere muslimerne fra deres indbyrdes islamiske bånd og for at fremprovokere racistiske tendenser.

Istanbul og Beirut blev, i den forbindelse, de to vigtigste centre, som var baser for dette arbejde. Valget af Istanbul som en central base for missionærarbejdet var ikke en tilfældighed, hvilket forfatteren Edwin Bliss forklarer i sit værk "A Concise History of Missions”: ”Den by, som alle muslimer vender blikket mod, de troendes leders hovedstad. Ud af hele den kæmpestore islamiske verden, ligger Islams hjerte her. Derfor forsøgte de missionske delegationer at være i byen på den ene eller anden måde, for at følge de politiske bevægelser og følge med i udviklingen på nært hold, under dække af lægeligt, undervisnings- og missionærarbejde".

Det andet center fro missionærarbejdet i den islamiske verden var Beirut, hvor missionærerne etablerede fakulteter og skoler for at tiltrække muslimer til at være loyale over for vesten og dens kultur. Derudover blev de libanesiske maronitter tilskyndet til at genoplive den præ-islamiske arabiske litteratur og bringe det arabiske sprog tilbage til dets begyndende stadier. Blandt disse var Nasif Al Yaziji og Louis Cheikho. Formålet med dette fokus på den præ-islamiske arabiske litteratur og sprog var at drive muslimerne til det, som de kaldte "arabismen" og få dem til at adoptere den arabiske nationalisme, sideløbende med at de udgav bøger og værker om de vestlige tanker, som var stærkt medvirkende til at fjerne Islam fra samfundsforholdene, transaktioner, levemåden, og dermed også til nedlæggelsen af den islamiske stat.

Interessen i den missionske og kulturelle invasion begrænsede sig ikke til Amerika, Frankrig og England, men indbefattede de fleste kufr-stater, deriblandt Tsar-Rusland. Til trods for at Rusland havde sin egen politiske linje, på grund af egne internationale interesser, deltog russiske missioner med de øvrige missionærdelegationer i at bekæmpe Islam. Alle disse kufr-stater var enige om et samlende formål: at etablere den vestlige kultur i østen og få muslimerne til at adoptere det sekulære livssyn om adskillelse af Islam fra livet, imens de ophøjede vesten og den vestlige kultur. De russiske missionærdelegationer begrænsede deres aktiviteter til Palæstina alene, hvor de tyske delegationer var de meste aktive. Derefter kom englænderne og til sidst amerikanerne under dække af turisme, arkæologi, handel og velgørende arbejde. Disse missionærdelegationer rettede deres kulturelle invasion mod den islamiske verden, som de kaldte ”Nær- og Fjernøsten” (eller orienten), som et indledende skridt til de militære kampagner mod den islamiske stat, for at gøre gamle regnskaber op, som havde været der siden korstogene.

I næste afsnit vil vi, in shaa Allah, komme ind på de andre muslimske lande, hvor missionærdelegationer etablerede sig, hvem deres stiftere var, og hvilke resultater de opnåede i de forskellige lande.