Sekularisering af pensa i den islamiske verden - en sygdom som spreder sig

Den arabiske verden har på det seneste været udsat for intensive kampagner rettet mod undervisningspensa i flere lande, deriblandt Tunesien, Jordan, Palæstina, Marokko og Algeriet. Kampagnerne er blevet søsat under påskud om at tjene den videnskabelige udvikling og være up to date med den vidensmæssige acceleration. Der er ingen tvivl om, at vores undervisningspensa ikke kun har hårdt brug for udvikling og forbedring, men en fundamental ændring, der etablerer en ny uddannelsesmæssig og pædagogisk vision og skaber en uddannelsesmæssig og videnskabelig revolution, som bidrager til at opbygge tænkende og innovative personligheder. En revolution der kendetegnes ved at være i spidsen af fronten rent vidensmæssigt, og som åbner dørene for de kræfter og kapaciteter, der tjener denne udvikling. Men det farlige i disse kampagner er, at de hovedsageligt tilsigter at sekularisere undervisningspensa og bryde med den islamiske Aqidah, som led i den såkaldte "krig mod terror og ekstremisme".

Uddannelsespensa i den islamiske verden er derfor ikke en indenrigspolitisk sag, som vores egne lærde og tænkere organiserer, og vores egne specialister administrerer. Disse pensa er derimod en global sag, som bliver organiseret af de vestlige lande, som benytter forskellige metoder til at sekularisere dem. Blandt disse metoder kan blandt andet nævnes: konferencer om interreligiøs dialog, som normalt kommer med anbefalinger om ændringer af undervisningspensa i den islamiske verden for at ”fremme forståelsen mellem religioner”, eller at internationale pengeinstitutter som IMF og Verdensbanken sætter det som betingelse for forlængelse af ydelser og lån og eftergivelse af visse lån, at de pågældende muslimske lande adopterer visse undervisningspensa og fjerner andre; eller gennem forhandlingerne om partnerskab mellem EU og middelhavslandene, hvor Europa tvinger landene til at ændre deres pensa mod at de modtager økonomisk støtte og partnerskaber mm., samt møder og internationale konferencer, som arrangeres af forskellige internationale aktører såsom UNRWA, UNESCO OG UNICEF, som forsøger at integrere ”internationale værdier” i undervisningspensa og konsolidere de tanker, som kalder til den nye verdensorden under betegnelsen ”globalisering”. Dette arbejde udføres i to områder: 

1. Mellemøsten 

2. Middelhavslandene 

Det er bemærkelsesværdigt, at vestens krav til muslimske lande, om ændring i pensa, følger de politiske begivenheder i verden, og hovedsageligt har en forbindelse til den internationale holdning til Islam. Presset på undervisningspensa stiger, og anbefalingerne om ”nødvendige ændringer” af disse tager til, med krav om at de ikke skal indeholde fjendtlighed over for vesten eller tilskyndelse til Jihad, samt krav om at de skal indeholde kald til fred, normalisering af forholdet til jødeentiteten, spredning af tolerancekulturen og accept af andre holdninger og sameksistens, alt sammen som led i ”kampen mod terror og ekstremisme”.

Dette pres og disse krav stiger i takt med muslimernes tiltagende politiske bevidsthed på basis af Islam. Dette skete eksempelvis i Irak og Afghanistan efter den amerikanske invasion. Arbejdet blev koncentreret om at ændre undervisningspensa som led i krigen mod Islam, for at tilintetgøre ideen om Jihad mod amerikanerne. Ligeledes i Saudi Arabien efter 9/11 angrebene hvor hele emnet "Al-Walaa Wa Al-Baraa” (loyalitet til Islam og fjendskab til kufr) blev fjernet fra Tawhid-pensummet. Og efter Casa Blanca begivenhederne blev presset så stort på pensummet i Marokko, at ordet "Jihad” blev krævet fjernet fra alle skolebøger. Ligeledes i Emiraterne, Kuwait og i Yemen hvor premierministeren udtalte: "Vi skal iværksætte ændringer i vores undervisningspensa, før det bliver sendt til os oversat fra USA! Vi er jo en muslimsk befolkning, og der er ingen skade i at formindske den religiøse dosis!".

Den, som iagttager den seneste epidemi af ændringer i pensa, vil opdage, at den er kommet efter ”Det Arabiske Forår” i de arabiske lande, hvor revolutionerne fandt sted, herunder i Syrien, hvor der var stærke folkelige krav om at implementere Islam fuldt ud og uddrive kolonialisten. Dette påkrævede en reaktion fra vestens side for at inddæmme denne voksende islamiske vækkelse, som udgør den reelle trussel for vesten og dens kultur.

Således gik Jordan i gang med ændringer i sit pensum, hvor intet blev skånet: Selv mandens skæg og kvindens hijab og islamiske påklædning blev fjernet fra illustrationerne i læsebøger. En lektion om surat Al-Layl blev fjernet og erstattet med en lektion om svømning. En lektion om "antal i Koranen" blev fjernet og erstattet med en lektion om "den lille due". Samtidig er det ikke længere obligatorisk at lære ayat fra Koranen og ahadith i nogle lektioner. Endnu et eksempel på ændringerne i Jordan er i lektionen om den muslimske opdagelsesrejsende, Ibn Battuta, hvor man har fjernet sætningen om, at han lærte Koranen og digte udenad i sin barndom.

Sagen er den samme i Palæstina, hvor man har fjernet mange ayat, som tilskynder til bekæmpelse af jøderne, samt ahadith om Jihad og bekæmpelse af kuffar.

I Algeriet har der været en voldsom kontrovers omkring de ændringer, som undervisningsministeren, Benghabrit, har foretaget. Ministeriet, som denne dybt frankofone minister er leder af, foreslog i starten af året at gøre den algeriske dialekt til en del af pensum i indskolingen, i stedet for det arabiske sprog. Samtidig har der været rapporter i den lokale presse om hendes ministeriums brug af franske eksperter som hjælp til at gennemføre de foreslåede ændringer. Et andet eksempel fra Algeriet er fjernelsen af ordet "Palæstina" fra kortet i geografibøgerne for første klasse i mellemskolen, og indførelse af ordet "Israel" i stedet for. Bøgerne blev dog trukket tilbage efter den folkelige storm, som dette skabte, og ministeriet undskyldte dette med at det var en trykfejl!

I Tunesien fremlagde undervisningsministeren for nylig sin strategi for en modernisering af undervisningssektoren, hvor han foreslog nedskæringer i de videnskabelige fag, såsom matematik og fysik, for at give plads til at lære musik og dans i de sammenblandede skoler og institutter, så eleverne kan føle glæde! Læsebøgerne til de små klasser indeholder ligeledes blufærdighedskrænkende tekster og billeder, som har skabt en bølge af vrede blandt forældrene.

Iagttageren af disse parallelle ændringer i de forskellige arabiske lande vil uundgåeligt konkludere, at formålet med den påståede "modernisering af undervisningssektoren" ikke er udviklingen af pensa, ej heller forbedring af de studerendes intellektuelle og videnskabelige niveau. Formålet er derimod at foretage en fundamental ændring af de opfattelser, som undervisningspensa bygger på; en ændring som indbefatter et angreb på Islam, islamiske værdier, historie og Shariah, hvilket betyder en fuldstændig udviskning af den islamiske identitet. Sagen er derfor ikke en delvis ændring af visse begreber, som er følsomme eller provokerer andre religiøse grupper, men derimod en fuld sekularisering af undervisningspensa, således at hele generationer destrueres intellektuelt, kulturelt og kognitivt. Disse ændringer er derfor hverken til gavn rent islamisk eller vidensmæssigt. 

Vores kritik af ændringerne skal dog ikke forstås som, at de pensa, der eksisterer i forvejen, er gode eller uskyldige. Sekulariseringen af undervisningspensa har nemlig været kolonialisternes plan siden nedlæggelse af det osmanniske kalifat, den franske og engelske besættelse af Nordafrika og Egypten og derefter den amerikanske militære og kulturelle invasion. Dette faktum var meget klart hos den kolonialistiske administrator af undervisningen i Marokko under besættelsen, Georges Hardy, som udtalte: "Den militære sejr er ikke en fuldstændig sejr. Magt bygger imperier. Men det er ikke magten, der garanterer kontinuitet og forbliven for disse. Hovederne kan godt bøje sig for kanonerne, mens hjerterne vedbliver med at være optændt af hadets og hævngerrighedens ild. Det er nødvendigt at underkue sindene, efter at man har underkuet kroppene. Selvom denne opgave ikke er lige så larmende som den militære, er den alligevel lige så svær, og tager oftest længere tid".

Siden nedlæggelsen af det osmanniske kalifat har der derfor været gentagne sekulære togter mod den islamiske verden. Disse togter har brugt undervisningen som et kulturelt våben, der destruerer ummahs forsvarsværker indefra. Siden da har de orientalistiske, missionske og vestliggørende kald været de dominerende retninger i undervisningspensa. Med dem begyndte man at markedsføre adskillelse af deen fra livet som livssyn, ved at betegne det som værende videnskab i præsentationen af dette livssyn, som modstrider Islam. For at fremhæve denne grove vildledning kan man nævne, at den arabiske oversættelse af det engelske ord "secularism" præsenteres som "ilmaniyyah" fra ordroden "ilm", som betyder videnskab (eller viden) på arabisk. Dette er til trods for, at det engelske ord, rent sprogligt, intet har med videnskab at gøre, i de engelske ordbøger, men er en omfattende idé om mennesket, universet og livet i vesten.

Kolonimagterne ansatte, på daværende tid, franske og engelske undervisningsadministratorer til at varetage de egyptiske, algeriske og marokkanske skoler, således at disse administrerede undervisningen på en direkte måde. Kolonimagten brugte ligeledes lokale kompetencer ved at uddanne dem i udlandet. Disse blev senere fremhævet som pionererne for modernisering af undervisningssektoren i den arabiske verden. Deriblandt var Mohammad Ali Pashas modernisering i Egypten, samt hans delegationer af studerende, som han sendte til Europa, hvis antal nåede op på 319 studerende i hans tid. Et eksempel og ”rollemodellen” for disse studerende var Rafaat Al-Tahtawi, som skrev bogen med den danske titel "Udvindingen af guld eller et overblik over Paris" efter sin tilbagevenden fra Frankrig, hvori han roser den franske livsstil i alle detaljer, fra tankegangen til undervisningen og relationerne mellem individerne. Lord Cromer var meget præcis i sin beskrivelse af den intellektuelle infiltration hos disse delegationer, da han sagde: "De unge, som fuldfører deres uddannelser i England, mister deres kulturelle og åndelige bånd til deres hjemlande. Samtidig kan de ikke opbygge et tilhørsforhold til det land, som har givet dem dets kultur, hvorfor de svinger et sted imellem og er splittede."

Mohammad Ali Pasha og hans familie fortsatte med at adoptere den civile (vestlige) undervisning og negligere og tilsidesætte den traditionelle undervisning i Azhar universitetet, med det hovedformål at gøre Egypten til en del af Europa, som hans søn Ismail plejede at sige. Han gennemførte denne politik, eftersom han var overbevist om, at vejen til dette mål gik gennem vestliggørelse af undervisningen.

Epidemien af ændringer i undervisningspensa spredte sig til mange andre muslimske lande, deriblandt Tunesien, hvor dette blev gennemført af den vestliggjorte kulturelle elite, som havde studeret på franske universiteter og var blevet dannet med den vestlige, sekulære kultur. I fronten for disse var Bourghiba, Tunesiens præsident efter den falske uafhængighed. Han var Frankrigs forkælede barn og var i særdeleshed påvirket af Mustafa Kemal, nedlæggeren af det osmanniske kalifat. Så snart han kom til magten, gik Bourghiba i gang med at sekularisere undervisningspensa, under hans prangende motto "modernisering af undervisningen", hvilket indbefattede tilsidesættelse af Zaytouna universitetet, da dette ifølge Bourghibas egne ord "er en traditionel institution, som ikke tilbyder andet end traditionel undervisning, som hovedsageligt bygger på religion (Islam)". Dette indebar, at han ændrede Zaytouna universitetet, som har dybe rødder i historien, til at være et almindeligt fakultet for Shariah med moderne standarder, hvor universitetets pensa, programmer og pædagogik kom under statens modernistiske diktat for at udelukke det fra deltagelse i det politiske og kulturelle liv. Dette var under påskuddet om, at den traditionelt kultiverede elite, med en uddannelsesbaggrund fra Zaytouna universitetet, var ”religiøs” og levede fjernt fra den videnskabelige udvikling. Formålet med Bourghibas modernisering var ikke at producere innovative hjerner eller industrielle kapaciteter, men var blot et forsøg på at tage et opgør med den islamiske og arabiske kultur, som Bourghiba så ned på og beskyldte for at være en af grundene til tilbageståenhed. 

Hvad angår Marokko og Algeriet, så rettede den franske kolonimagt sit skyts mod det arabiske sprog og bekæmpede det og vedtog det franske sprog fra indskolingsklasserne. Den hadske franske politik formåede at forme en kultiveret elite, som var afskåret fra sit folk, som vendte sig mod sin egen ummah, integrerede sig i den europæiske kultur, tog den franske nationalitet til sig og forsvarede Frankrig indædt, særligt fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Disse mennesker besad nøglerne til ændring, og de ønskede at ændringen skulle være dyb og fundamental, og vestliggørelsen af uddannelsessystemet skulle være målet og midlet.

Kirken administrerede en stor del af undervisningssektoren i middelhavsområdet. Den franske ansvarlige for området gav sine ordrer til de "hvide fædre" (som var en del af en fransk missionærorganisation) ved at sige: "Hvis I arbejder på at vinde folkemasserne gennem undervisning og velgørenhedsarbejde, så vil I have tjent Frankrig på en mægtig måde. Fortsæt jeres arbejde med erfaring, viden og forsigtighed. I har min fulde støtte, og I kan regne med os fuldt ud. "

I Libanon og Syrien var arbejdet med at sekularisere undervisningspensa stærkt og koncentreret. De arabiske orientalister gjorde, hvad de kunne, for at påvirke undervisningspolitikken, især fordi de talte arabisk. De forvrængede ligeledes den islamiske historie og gjorde den til en historie om et undertrykkende imperium. De havde også stort fokus på det arabiske sprog, hvortil de oversatte store mængder af digte, romaner og tekster fra fransk, hvori vestlige værdier om lykke, mennesket og livet kommer til udtryk. 

Krigen mod undervisningspensa eskalerede med USA’s ankomst til den islamiske verden. Kampagner, konferencer og foredrag efterfulgte hinanden, med sekularisering af undervisningspensa som emne, særligt i Mellemøsten og golflandene, som led i bekæmpelsen af "terror" og ændring af det negative image, som USA, jødeentiteten og vesten generelt har i området. Erklæringerne om emnet var meget klare i Camp David-, Oslo- og Madrid-aftalerne. I 1979 stod følgende i vedtægterne for organisationen "Islam og vesten", som varetages af UNESCO, og som ledes af Lord Caradon: "Forfatterne til skolebøger skal ikke udstede domme over værdier, hverken direkte eller indirekte. Ej heller skal de præsentere religion som en målestok eller et mål". 

Der bliver ligeledes offentliggjort en masse rapporter, som udarbejdes af amerikanske politiske eksperter i organisationer som No. 19 Group, RAND og AIPAC mm. Disse organisationer og lignende udgiver rapporter og kommer med anbefalinger til det nationale sikkerhedsråd og derfra direkte til præsidenten. I disse rapporter står ting som følgende: "Den amerikanske krig mod terror kan opnå kontrol over generationer på en ti års periode, hvilket udgør en midlertidig løsning... Ændring af undervisningspensa fra de små klasser vil derimod garantere opfostring af generationer, som ikke er terroristiske".

Sekularisering af undervisningspensa er således ikke et nyt projekt. Dette projekt har heller ikke den erklærede ”forbedring af det videnskabelige niveau” som fokus. Fokus er derimod på sekularisering af de nye generationer. Mange af de arabiske lande ligger i bunden, internationalt, i det amerikanske udenrigsministeriums rapport om undervisning i den arabiske verden. Formålet med dette store fokus på pensa er ikke en videnskabelig revolution i den Islamiske verden, men spredning af uvidenhed, tilbageståenhed og afstandtagen til Islam. 

Slutteligt nævnes her de seneste dikterede punkter vedrørende sekularisering af undervisningspensa i den arabiske verden.

1.       Pensum skal være udtømt for fjendtlighed til vesten og tilskyndelse til Jihad mod USA’s allierede, jødeentiteten og vesten generelt. 

2.       Pensum skal kalde til fred og tolerance.

3.       Pensum skal tage udgangspunkt i vestlig kultur.

4.       Det skal reelt udviske den islamiske kultur og destruere den islamiske personlighed.

5.       Normalisering af forholdet til jødeentiteten gennem pensum og fjernelse af enhver tilskyndelse til kamp mod den.

6.       Vedtagelse af en tør metode med udenadslære og repetition af informationer uden innovation eller opfindsomhed.

7.       Den afgørende grund til disse tiltag er, at den shariamæssige undervisning er hovedfjenden for den amerikanske og vestlige politik. 

Men til trods for alle disse internationale anstrengelser og globale konspirationer, som uddannelsespolitikken er underlagt i den islamiske verden, og som har strakt sig over et århundrede, er det alligevel ikke lykkes den amerikanske, franske og engelske politik, at få fuld succes med deres kolonialistiske planer og opnå kontrol over hele generationer gennem at forme dem med vestlig kultur. Det, vi sanser i dag i den islamiske ummah af folkelig bevægelse for at genetablere den islamiske levemåde, ved at etablere kalifatet ifølge profetskabets metode, viser denne guddommelige Aqidahs styrke i folks sind og hjerter. Og det viser, at den genoprejsende ændring, som den islamiske ummah ønsker, grundlæggende bygger på ændring af styrkeforholdene i verden, og på genvinding af Islams autoritet. Og det viser, at muslimerne er fuldt bevidste om den ondskab, der planlægges mod dem. Derfor fortsætter de deres arbejde for at opnå en ideologisk, intellektuel revolution, som vil resultere i en industriel revolution.

Muslimerne forventer derfor intet af de nuværende ændringer i undervisningspensa, da disse er vestens produkt. Vesten som hverken ønsker godhed eller succes for muslimerne. Islam er derimod muslimernes vedvarende redning, da Allahs bog er mellem deres hænder, og så længe de holder sig til den, vil de aldrig fare vild.

Artikel udgivet af Hib ut-Tahrirs centrale mediekontor