Er det tilladt for staten at pÃ¥lægge borgerne skatter‘

Spørgsmål:

Det er velkendt, at opkrævning af “skatter” er haram (forbudt) i Islam. Hvordan kan den islamiske stat så løse problemet med underskud i statskassen, særligt når de shariamæssige jordskatter, ’ushr og kharaaj ikke findes i dag?

Svar:

Det ser ud til, at du har en misforståelse vedrørende emnet, du spørger om. Du siger “skatter er haram i Islam”, hvilket generelt er rigtigt, men der er dog nogle undtagelser, i visse situationer... Du siger endvidere: “… de shariamæssige jordskatter, ’ushr og kharaaj ikke findes i dag”. Dette er ikke korrekt, idet muslimernes jord enten er ushr-jord eller kharaaj-jord.

Hvorom alt er, vil jeg her detaljere emnet for dig, således at svaret vil være klart og tydeligt in shaa Allah.

1.

Shariah har forbudt regenten at opkræve skatter fra muslimerne, som han har lyst til. Sendebuddet (saaws) siger: “En tolder kommer ikke i paradiset”, berettet af Imam Ahmad og godkendt som autentisk hadith af Azzayn og Al-Hakim. Told er den skat, som tages fra de handlende ved landets grænser, men forbuddet indbefatter enhver form for skat, idet Sendebuddet (saaws) sagde i hadith’en, som både er berettet af Bukhari og Muslim fra Abu Bakr: ”Indbyrdes overgreb på jeres blod, jeres ejendom og jeres ære er haram, ligesom denne dag er hellig for jer, i dette hellige land, i denne måned... ”

Forbuddet i denne hadith er generelt og indbefatter både kaliffen og folket. Det er derfor ikke tilladt for kaliffen at opkræve skatter fra folk for at dække statens udgifter. Han skal derimod dække disse udgifter med midler fra statskassen.

2.

Shariah har dog fastsat nogle undtagelser for det generelle forbud: I visse situationer pålægger Shariah også muslimerne generelt, og ikke alene statskassen, at dække bestemte udgifter. Hvis der ikke forefindes midler nok i statskassen til at dække denne type af udgifter, overgår pligten til muslimerne, således at staten pålægger de rige blandt muslimerne en skat, som er tilstrækkelig til at dække de pågældende udgifter. Skatten må ikke overstige det nødvendige behov og må ikke bruges på andre udgifter. Skatten vil i dette tilfælde ikke være op til regenten at fastlægge eller bestemme mængden af, men vil være ifølge Allahs påbud (swt). Regenten har kun den rolle i sagen at udføre det, som Allah (swt) har påbudt. Det forholder sig derfor således:

De udgifter, som Shariah har pålagt statskassen og muslimerne at dække, bliver som udgangspunkt dækket af statskassen. Hvis der ikke er penge i statskassen, hvis de er opbrugt eller ikke er tilstrækkelige til at dække de pågældende udgifter, kan kaliffen opkræve skatter fra de rige i tilstrækkelig grad til at dække de pågældende udgifter, og i henhold til de sharialovene... Denne opkrævning af skatter vil, i disse tilfælde, ikke være haram.

3.

Jævnfør ovenstående, er det tilladt at opkræve skatter til dækning af visse udgifter, hvis følgende betingelser er opfyldt:

• At der ikke er nok midler i statskassen til at dække den pågældende udgift.
• At der forefindes en shariatekst, der pålægger både statskassen og muslimerne at dække denne udgift.
• At den opkrævede skat ikke overstiger beløbet, som er nok til at dække den pågældende udgift.
• At denne skat kun pålægges de rige, som har et overskud/formue, udover det som de skal bruge til deres basale og sekundære behov, ud fra den gængse levestandard i samfundet.

4.

Det er kun tilladt at opkræve skatter ifølge de ovenstående betingelser. Det vil sige i de specifikke tilfælde, hvor Shariah både har pålagt statskassen og muslimerne at dække en udgift. Følgende er eksempler på dette:

• Forsørgelse af de fattige: Hvis der ikke penge nok i statskassen til forsørgelse af de fattige, bliver der opkrævet en skat, der akkurat dækker dette behov, og denne bliver opkrævet fra de rige. Dette skyldes, at forsørgelsespligten af de fattige ikke kun er begrænset til statskassen, men er også en pligt for muslimerne.
  
  Al-Hakim berettede i sin hadithsamling, fra Aisha (raa), at Sendebuddet (saaws) sagde: “Han er ikke Mu’min, han som sover mæt, mens hans nabo ved siden af er sulten”.
  
  At-Tabaraani berettede også fra Anas Bin Malik (raa), at Sendebuddet (saaws) sagde: ”Han har ikke iman på mig, ham som sover mæt, velvidende at hans nabo er sulten”.
  
  Al-Hakim har ligeledes berettet fra Ibn Umar (raa): Allahs Sendebud (saaws) sagde: ”Hvis en person er sulten blandt beboere i et boligområde, vil Allahs beskyttelse være ophævet fra disse”.
  
   
• Dækning af udgifterne til jihad: Hvis der ikke er penge nok til dette i statskassen, bliver der opkrævet en skat, der akkurat dækker denne udgift. Denne skat bliver ligeledes opkrævet fra de rige, idet at pligten til at dække udgifter til jihad ikke kun begrænser sig til statskassen, men er også en pligt for muslimerne. Allah (swt) siger:

وَجَاهِدُوا بِأَمْوَالِكُمْ وَأَنْفُسِكُمْ فِي سَبِيلِ اللَّهِ ذَلِكُمْ خَيْرٌ لَكُمْ إِنْ كُنْتُمْ تَعْلَمُونَ

Og udfør jihad med jeres ejendom og jeres liv for Allahs skyld. Dette er bedst for jer, at I ved det. [At-Taubah: 41]

Og der er andre beviser på dette.

• Dækning af lønudgifter til soldater: Hvis der ikke er nok penge i statskassen til at dække lønningerne, opkræver staten en skat fra de rige, som akkurat er nok til at dække dette. Dette skyldes, at lønudgifterne til soldater ikke kun er statens ansvar, men også muslimernes:
  
  Ahmad berettede i sin hadithsamling, fra Abdullah Bin Amr, som sagde: Allahs Sendebud (saaws) sagde: ”Den der drager i krig får sin belønning, og den der forsyner ham får sin belønning og det som svarer til soldatens belønning. ”
  
   
• Dækning af udgifter til bygning af et hospital i en by, der ikke har et i forvejen, og hvor manglen på et hospital er til skade for borgerne: Hvis der ikke er penge nok i statskassen til bygning af hospitalet, opkræver staten en skat fra de rige, som akkurat er tilstrækkelig til at dække denne udgift. Dette skyldes, at hospitalsbyggeriet er nødvendigt, og manglen på det fører til skade. Og forpligtelsen til dette byggeri begrænser sig ikke til statskassen, men kan overgå til muslimerne, fordi forbuddet mod skade er generelt:
  
  Al-Hakim berettede i sin hadithsamling, i en hadith som han kategoriserer som autentisk: Abu Said Al-Khudri (raa) berettede, at Allahs Sendebud (saaws) sagde: ”Skade og beskadigelse er ikke tilladt. Den, som skader, vil Allah skade, og den som besværliggør ting (for folk), vil Allah gøre ting besværlige for. ”
  
   
• Dækning af udgifter i forbindelse med nødsituationer såsom hungersnød, oversvømmelser eller jordskælv: Hvis der ikke er penge nok i statskassen til at dække udgifterne i disse situationer, opkræver staten en skat fra de rige, svarende til udgifternes størrelse. Dette skyldes, at udgifter ved nødsituationer, som rammer befolkningen, ikke kun er statskassens forpligtelse, men også en forpligtelse for muslimerne:
  
  Abu Dawud har berettet i sin hadithsamling fra Ibn Hujair Al Adawi, at han sagde: Jeg hørte Omar Bin Al-Khattab berette fra Profeten (saaws), i denne historie, at han sagde: “... at I kommer den nødlidende til undsætning og I retleder den vildfarne”.
  
  Beviserne relateret til sult (de fattige), som vi nævnte tidligere, gælder ligeledes i denne situation.

5.

Hvad angår udgifter, som kun er statskassens ansvar, og ikke muslimernes, så bliver disse kun dækket af de midler, som forefindes i statskassen. Hvis der ikke er nok penge i statskassen, må staten ikke opkræve skatter for at dække disse, men skal derimod vente til der er penge nok i statskassen. Dette kan være at bruge penge på noget, som kommer muslimerne til gavn, men som muslimerne ikke lider skade af at undvære, eksempelvis at bygge en ny vej, hvor der er en vej i forvejen, at opføre et nyt hospital, hvor der er et i forvejen eller at opføre produktionsanlæg, som ummah ikke lider skade af at undvære: mineudgravninger, værfter o. lign. Udgifter til denne slags projekter og lignende skal udelukkende dækkes af de midler, som forefindes i statskassen.

6.

Skatter opkræves kun fra de rige, fordi skatter kun kan opkræves fra det overskud, en person har tilbage, når vedkommende har dækket sine basale og sekundære behov, på niveau med den gængse standard i samfundet. De af muslimerne, som har et overskud, når deres basale og sekundære behov er dækket, kan blive pålagt skatter til at dække de nævnte udgifter, i de tilfælde hvor Shariah har tilladt det, som forklaret ovenfor. Den muslim, som derimod ikke har overskud, når disse behov er dækket, bliver ikke opkrævet. Dette er i henhold til Allahs Sendebuds hadith: “Den bedste sadaqah (almisse) er det, som gives af éns overskud/formue”. Berettet af Abu Hurairah hos Bukhari.

Overskuddet, er det, som er tilovers, når ens behov er dækket. Muslim berettede ligeledes, fra Jabir, at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Start med at spendere penge på dig selv. Hvis der er noget tilovers, så er det til din familie. Hvis der stadig er noget tilovers, så er det til dine slægtninge. Og hvis der stadig er noget tilovers, så til dem over for dig, til din højre side og til din venstre”.

Allahs Sendebud (saaws) satte de personer, som man har forsørgelsespligt over for, næst i rækken efter én selv; og det samme gør sig gældende for skatter, fordi de er ligesom forsørgelse og sadaqah. Allah (swt) siger desuden:

وَيَسْأَلُونَكَ مَاذَا يُنفِقُونَ قُلِ الْعَفْو

De spørger dig, hvad de skal give ud af. Sig: det som I har tilovers. [Al-Baqarah: 219]

Det vil sige de penge, hvis bortgivelse ikke afføder besvær, hvilke er de penge, som er tilovers, når man har dækket sine behov. Skatten opkræves derfor af de penge som er tilovers, når man har dækket sine behov, hvilket betyder, at der er tale om de rige. Der bliver derfor ikke opkrævet en skat fra de fattige. De rige vil være kendte for zakat-departementet.

7.

At skatter kun er tilladt at opkræve i det omfang, at de dækker manglen i statskassen, skyldes, at de shariateksterne kun har tilladt opkrævning af skatter for at dække bestemte udgifter ved utilstrækkelige midler i statskassen, som det er blevet opklaret tidligere. Det er udelukkende dette, som er blevet undtaget fra den generelle regel om forbuddet mod at tage individets ejendom mod dennes vilje. Derfor må opkrævningen ikke overstige det pågældende niveau, som Shariah har foreskrevet, ellers vil det være et overgreb. Man må ikke tage et individs penge mod dennes vilje, undtagen i de enkelte tilfælde, hvor teksterne har gjort det tilladt at opkræve en skat, der akkurat er nok til at dække disse bestemte udgifter.

8.

I henhold til ovenstående konkluderes det, at antagelsen om et konstant eller næsten konstant underskud i statskassen i kalifat-staten, er en forkert antagelse. Fordi underskud, som betyder at indtægterne ikke er tilstrækkelige til at dække udgifterne i kalifatet, er en undtagelse, som afviger fra den naturlige tilstand, hvis Islam bliver implementeret på korrekt vis. Dette skyldes to vigtige faktorer:

a-  Shariah har anvist på en detaljeret måde, hvorledes staten indsamler penge og bruger dem, og har ikke efterladt denne sag til folk at afgøre. Shariah har heller ikke gjort dækning af bestemte udgifter afhængigt af, hvorvidt der er penge nok i statskassen, men derimod er disse en pligt for både statskassen og muslimerne. Vi har i dette svar redegjort for de udgifter, der skal dækkes, uanset om der er penge i statskassen eller ej. Disse udgifter bliver der opkrævet en skat til, i fald der ikke er penge nok i statskassen.

Hvad angår de udgifter, som kun er en pligt for statskassen, så eksisterer disse udgifter reelt ikke, medmindre der er penge nok i statskassen til disse, og der bliver ikke opkrævet en skat til disse, som tidligere opklaret...

b-      Kalifatets faste indtægtskilder er: fay’ (besiddelser opnået fra fjender uden kamp), krigsbytte, kharaaj, jizyah, den offentlige ejendoms indtægter med alle dens typer, indtægter fra statsejendomme, ushr, femtedelen af fundne, begravede skatter, mineraler og zakat-indtægter...

Udgangspunktet er således, at statskassens faste indtægter er tilstrækkelige til at dække de forpligtede udgifter for statskassen, uanset om der er penge i statskassen i forvejen eller ej. Antagelsen om underskud i statskassen er derfor usandsynlig...

Der er yderligere detaljer, som vi har opklaret i vores bøger: “Det økonomiske system i Islam”, “Kalifatets finanser” og “Introduktion til konstitutionen”.

Jeg håber, at dette svar er tilstrækkeligt bi idhnillAh.