MÃ¥ kaliffens regeringsperiode tidsbegrænses‘

Spørgsmål:

Udpegelse af kaliffen er en kontrakt baseret på udvælgelse og gensidig accept (mellem ummah og den kommende kalif). Ummah (den Islamiske nation) betingede i sin tid, at den, som skulle være kalif, skulle regere med Allahs bog (swt) og Profetens Sunnah (saaws), og de tilføjede et tredje krav: at han skulle regere dem med Abu Bakrs og Omars holdninger i sager, hvor der er uenighed.

Kan vi ud fra denne tredje betingelse forstå, at ummah godt kan betinge valget af kaliffen med en anden betingelse: nemlig at han kun skal besidde Khilafah-embedet i en bestemt periode?

Vi vil gerne bede om en opklaring, og må Allah belønne dig.

Svar:

Før jeg besvarer spørgsmålet, vil jeg påpege følgende:

A-    Det er tilladt for muslimen at lægge de betingelser, han/hun vil i kontrakter, så længe disse krav ikke gør haram til halal eller halal til haram. Aisha (raa) har berettet, i hadith’en hos Al-Bukhari, vedrørende sagen om frigørelse af en slavinde ved navn Barirah… ”at Allahs Sendebud (saaws) derefter rejste sig op, takkede og lovpriste Allah, hvorefter han sagde: ”Hvad er der med nogle mænd? De sætter betingelser, som ikke er i Allahs bog. Enhver betingelse, som ikke er i Allahs bog, er ugyldig, om det så er hundrede betingelser… ”

Al-Tirmidhi beretter ligeledes i en autentisk hadith fra Kathir Bin Abdillah Bin Amr Bin Awf Al-Muzani, fra hans far, fra hans bedstefar, at Allahs Sendebud sagde: “Muslimerne skal overholde deres aftalte betingelser, undtagen en betingelse som gør noget halal til haram eller noget haram til halal. ”

B-    Det er således tilladt for en muslim at lægge betingelser i en kontrakt, undtagen en betingelse som gør haram til halal eller halal til haram. Det vil sige undtagen en betingelse, som modstrider Allahs Shariah. En sådan betingelse vil være ugyldig og ikke tilladt.

C-    Det er tilladt for en mujtahid (retslærd, som kan udlede sharialove fra beviserne) at følge en anden mujtahids holdning. Dette er hvad Sahabah (raa) plejede at gøre. Det er tilladt for en muslim at sætte det som en betingelse over for en mujtahid, at han skal følge en anden mujtahids holdning, hvis han skal udpege ham som kalif, da det er tilladt, at en mujtahid følger en anden mujtahid.

I bogen “Den islamiske personlighed, bind 1” står der følgende i kapitlet: ”Taqlids realitet” (taqlid er at følge en mujtahids holdning): ”Hvis en mujtahid lever op til kravene for at kunne udlede islamiske love i en sag, og han udleder en lov i sagen, så må han ikke følge en anden mujtahids holdning i denne sag eller afstå fra sin egen holdning eller at handle efter denne, undtagen i fire tilfælde:

1.      Hvis det viser sig for ham, at det bevis han støttede sig til er svagt, og at en anden mujtahids bevis er stærkere. I dette tilfælde skal han forlade den holdning, han er kommet frem til, og tage den holdning som har det stærkeste bevis...

2.      Hvis det viser sig for ham, at en anden mujtahid har bedre dømmekraft end ham selv, har mere forstand på den realitet der undersøges, har større indsigt i de shariamæssige beviser eller lignende, således at han vurderer, at der er sandsynlighed for, at den anden mujtahids holdning er tættere på en korrekt konklusion eller korrekt forståelse af sager i det hele taget... I dette tilfælde er det tilladt for ham at afstå fra den holdning, han selv er kommet frem til, og følge den mujtahid, som han har større tillid til, end den tillid han har til sig selv...

3.      Kaliffen adopterer en anden holdning, end den pågældende mujtahid er kommet frem til. I dette tilfælde skal han forlade sin egen holdning og følge kaliffens.

4.      At der er en holdning, som man vil samle muslimerne omkring, til gavn for muslimerne. I dette tilfælde er det tilladt for mujtahid’en at afstå fra sin egen holdning og følge den holdning, man vil samle muslimerne omkring, som det skete da muslimerne valgte Uthman som kalif... Dog er dette ikke obligatorisk for mujtahid’en men tilladt. Beviset for dette er, at Ali afviste at afstå fra sin egen holdning til fordel for Abu Bakrs og Omars, og ingen Sahabah gjorde indsigelse mod dette, hvilket beviser, at det er tilladt.

Alt det ovennævnte er i tilfælde af, at en mujtahid har iværksat en udledningsproces og er kommet frem til en holdning i en konkret sag. Hvis han derimod ikke har udledt noget i den pågældende sag, er det tilladt for ham at følge andre mujtahidin. Det er nemlig autentisk berettet om Omar, at han sagde til Abu Bakr: “Din holdning er vores holdning”. Det er ligeledes autentisk berettet om ham, at hvis han ikke kunne finde et bevis i Koranen eller Sunnah, som han kunne dømme med i en stridssag, så undersøgte han, om Abu Bakr havde udstedt en dom i en lignende sag. Og hvis han fandt en dom fra Abu Bakr, dømte han ifølge den. Ligeledes er det autentisk berettet om Ibn Masud, at han fulgte Omars holdninger (raa). Dette fandt sted med Sahabahs tilstedeværelse i flere sager, uden at nogen af dem gjorde indsigelser, hvilket viser, at der var stilletiende enstemmighed blandt dem (Sahabahs enstemmighed er et shariamæssigt bevis).” Citat slut.

D-    Begrænsning af en kalifs regeringstid til en aftalt periode modstrider teksterne om bai’ah (lydighedsløftet), fordi bai’ah til Allahs Sendebud, og til de retskafne kaliffer efter ham, var et løfte om at styre med Allahs bog (swt) og Hans sendebuds sunnah. Dette er bai’ahs betingelse. Hvis kaliffen ikke lever op til denne betingelse, ved at gå væk fra at styre med Allahs bog (swt) og Hans sendebuds sunnah (saaws), så ophører hans embedsperiode i henhold til sharialovene, som har specificeret metoden til afsættelse af kaliffen og statsuretsdomstolens beføjelser (madhalim-domstolen). At tilføje en anden betingelse for Khilafah-posten er derfor ikke tilladt, da det er i modstrid med bai’ahs indhold, som er at styre med Allahs bog (swt) og Hans sendebuds sunnah (saaws). Dette er bekræftet gennem Sunnah og Sahabahs enstemmighed:

Sunnah:

Al-Bukhari beretter i sin Sahih hadithsamling fra Ubadah Bin Assamit: ”… han sagde: Allahs Sendebud (saaws) kaldte os til ham. Så gav vi ham bai’ah om at høre og adlyde i det, vi kan lide, og det vi ikke kan, i hårde og lette tider, selv hvis det strider mod vores egne interesser, og at vi ikke går imod dem som besidder styret – ’undtagen hvis I ser åbenlys kufr, som I har et klart bevis for’”. Muslim har ligeledes berettet denne hadith.

Muslim berettede også fra Yahia Bin Husayn fra hans bedstemor Um Husayn: ”Jeg hørte hende sige: Allahs Sendebud (saaws) sagde: ’Hvis en amputeret slave – jeg synes også hun sagde ”sort”, bliver gjort til regent over jer, og han styrer jer med Allahs bog, så hør og adlyd ham. ’ ”

Det fremgår tydeligt af ovenstående, at bai’ah, og kravet om lydighed til kaliffen, vedbliver med at være gældende, så længe styret med Allahs bog (swt) og Hans sendebuds sunnah finder sted. Dette ophører kun ved den åbenlyse kufr, det vil sige: den entydige afvigelse fra Shariah i styret.

Sahabahs enstemmighed:

Bai’ah til de retskafne kaliffer blev givet på betingelse af at styre med Allahs bog (swt) og Hans sendebuds sunnah, og ikke på betingelse af at styre i en bestemt periode. Dette skete under Sahabahs tilstedeværelse (raa), hvilket viser deres enstemmighed om ikke at betinge Khilafah-posten med en bestemt periode. Kaliffens fortsættelse er derimod betinget af hans lydighed til Allah (swt) og Hans sendebud (saaws), dvs. styret med det, som Allah har nedsendt.

Muammar Bin Rashid beretter i sin samling: “Abu Bakr holdt en tale for os, hvor han sagde: ’Oh folk! Jeg er blevet indsat som kalif over jer, skønt jeg ikke er den bedste blandt jer.... Adlyd mig, så længe jeg adlyder Allah og Hans sendebud. Hvis jeg ikke adlyder Allah og Hans sendebud, så skylder I mig ingen lydighed… Rejs jer for at udføre jeres bøn, må Allah være jer barmhjertig’”.

Det fremgår ligeledes tydeligt af disse beviser, at der ikke er en begrænsning af Khilafah-perioden, men at det er kaliffens lydighed til Allah (swt) og Hans sendebud (saaws), som er bai’ahs betingelse. Derfor: Så længe kaliffen styrer med det, som Allah har nedsendt, så fortsætter hans Khilafah-periode. Hvis han derimod afviger fra en entydig shariatekst, så ophører hans Khilafah-periode, om det så er én eller to måneder efter hans indsættelse… i henhold til sharialovene som behandler afsættelse af kaliffen og statsuretsdommerens beføjelser.

E-     Hvad angår det, som skete ved valget af kaliffen efter Omars død (raa), og det faktum at de satte som betingelse over for Abdurrahman Bin Awf, som havde til opgave at spørge folk om, hvem de ville have som kalif, at de ville give bai’ah til den person, som ikke selv ville udlede shariamæssige holdninger i de sager, som allerede var afgjort i Abu Bakrs og Omars Khilafah-perioder, og at han skulle styre med samme holdninger, som de to havde udledt: Ali (raa) afslog denne betingelse og insisterede på at udlede selv i enhver sag, hvor Uthman (raa) derimod accepterede betingelsen. Derpå gav de ham bai’ah, på basis af en betingelse, som er tilladt for dem at opstille, og som er tilladt for ham at acceptere, dvs. han kunne følge en anden mujtahids holdning eller afslå og holde på, at han selv ville udlede. Det er nemlig shariamæssigt tilladt for en mujtahid at følge en anden mujtahids holdning, som forklaret tidligere med en mujtahids taqlid af en anden mujtahid i Sahabahs tid (raa).

Opsummering:

Det er tilladt at lægge en betingelse i kontrakter, så længe den ikke modstrider en shariatekst. Hvis den gør, er det ikke tilladt og ikke bindende. Da betingelsen af Khilafah-posten med en bestemt periode modstrider bai’ahs indhold, som er bekræftet gennem Sunnah og Sahabahs enstemmighed (ijma’), og som er at styre med Allahs bog (swt) og Hans sendebuds sunnah (saaws), er det derfor ikke tilladt at sætte det som en betingelse over for den, som man vil give bai’ah som kalif, at hans embedsperiode skal være tidsbegrænset.