Spørgsmål:

Assalamu Alaikum wa Rahmatullah wa Barakatuh min kære Sheikh.

Jeg vil gerne have din hjælp til at forstå emnet “duaa”. Det fremgår nemlig i den beærede Qur’an, at Allah besvarer den, som laver duaa til ham. Sunnah har ligeledes opklaret, at Allahs besvarelse af duaa kan ske hurtigt, senere eller ved at den som laver duaa får noget bedre end det, vedkommende laver duaa om, enten i Dunya (dette liv) eller Akhira (det næste liv). Men partiet (Hizb ut-Tahrir) opklarer i bogen “Hizb ut-Tahrirs opfattelser”, at duaa realiserer en åndelig værdi, men at dens påvirkning og resultater er ikke-sanselige, det vil sige belønningen. Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan man indskrænke duaas påvirkning til kun at være belønning, når Allah også besvarer duaa i Dunya (dette liv)? Må Allah velsigne dig.

Svar:

Wa Alaikum Assalaam Wa Rahmatullah Wa Barakatuh.

Det ser ud til, at du henviser til det, der står i bogen “Hizb ut-Tahrirs opfattelser” side 57-58 (arabisk udgave), og det ser ud til, at du har misforstået emnet. Opklaringen er som følger: Det som står i det pågældende afsnit om duaa, og at den kun resulterer i usanselige resultater (belønning), er begrænset til en bestemt kontekst: nemlig når shariateksterne har defineret en bestemt metode til at udføre noget, og vi ikke iværksætter denne metode, men nøjes med duaa alene. Bogen giver et eksempel på dette: ved jihad og duaa for at erobre en fæstning eller bekæmpe en fjende. Hvad angår andre situationer, så kan duaa sagtens realisere sanselige resultater, med Allahs tilladelse, som det fremgår i sendebuddets hadith (saaws), som du henviser til i dit spørgsmål.

For at sagen skal være klar, vil jeg her gennemgå, hvad der står i bogen “Hizb ut-Tahrirs opfattelser” side 57-58:

1-      I starten af side 57, står der følgende: ”Den, der nøje ser på de handlinger, som sharialovene, der er relateret til metoden peger på, finder frem til, at disse handlinger er materielle handlinger, der realiserer sanselige resultater, og ikke handlinger, der realiserer usanselige resultater… ”

Denne forståelse er korrekt. Ved undersøgelse af beviserne, viser det sig, at handlinger relateret til metode resulterer i sanselige resultater.

2-      Efter det nævnte afsnit, sammenligner bogen mellem duaa og jihad (militær kamp), når man skal erobre en fæstning, en by eller at dræbe en fjende i kamp, og konkluderer, at duaa alene ikke er metoden, men at jihad i dette tilfælde er metoden. Denne forståelse er udledt af de shariamæssige beviser, der behandler dette emne.

Følgende står endvidere i bogen: ”... Eksempelvis er duaa en handling, som realiserer en åndelig værdi, og jihad er en materiel handling, der realiserer en åndelig værdi. Men skønt duaa er en materiel handling, så realiserer den et usanseligt resultat, nemlig belønningen, til trods for at hensigten hos den, der foretager en duaa, er at realisere en åndelig værdi. Dette er forskelligt fra jihad, der er kamp mod fjender, og som er en materiel handling, der realiserer et sanseligt resultat, som er at erobre fæstningen eller byen eller at dræbe fjenden og lignende, til trods for at jihad-krigerens hensigt er at opnå den åndelige værdi… ” Konteksten for sammenligningen i disse afsnit er derfor: duaa og jihad ved bekæmpelse af fjenden eller erobring af en fæstning. Hvis man i denne situation nøjes med duaa alene, så realiserer duaa her kun usanselige resultater, belønning, fordi metoden som teksterne har forpligtet i denne situation er jihad og ikke duaa. Pointen i denne kontekst er derfor brugen af duaa alene i en sag uden brugen af den metode, som Shariah er kommet med vedr. sagen.

Man må derfor ikke generalisere fra denne situation over andre ved at sige, at duaa ikke har nogle sanselige resultater og kun realiserer belønning! Dette skyldes, at det pågældende afsnit kun behandler den situation, hvor en sag har en bestemt metode i Shariah, og hvor denne metode forsømmes og erstattes med duaa, hvorved duaa i dette tilfælde “kun” realiserer et usanseligt resultat, nemlig belønningen.Og det ser ud til at misforståelsen skyldes følgende sætning, som fremgår i de nævnte citater:”... Men skønt duaa er en materiel handling, så realiserer den et usanseligt resultat, nemlig belønningen... ”. Det lader til, at spørgeren generaliserer denne sætning over alle situationer, det vil sige at duaa “kun” realiserer usanselige resultater (belønning) i alle situationer, hvorimod at meningen med sætningen er en bestemt kontekst: nemlig at nøjes med duaa alene for at erobre en fæstning eller overvinde en fjende, uden at gøre brug af den metode, som shariateksterne er kommet med, nemlig jihad (militær kamp).

3-      Hvad angår kombinationen af duaa samtidig med at man gør brug af de sharia-bestemte midler (metode), så har dette en påvirkning på resultatet. Dette er hvad Sendebuddet (saaws) og hans sahabah plejede at gøre. Sendebuddet (saaws) gjorde hæren klar, hvorefter han gik ind i sin hytte og lavede duaa. Muslimerne i Qadisiyyah slaget gjorde klar til at storme floden, mens Saad (raa) vendte sig mod Allah i duaa... Således gør de troværdige mumineen. De gør de materielle midler klar og begynder at lave duaa. Den som opsøger sin rizq (forsyning/levebrød) anstrenger sig materielt, mens han laver duaa, og den studerende læser og anstrenger sig, mens han laver duaa til Allah (swt) om at bestå. Alt dette har en påvirkning på resultatet, med Allahs tilladelse. Følgende står i bogen “Hizb ut-Tahrirs opfattelser” sidst på side 58: ”Man bør imidlertid vide, at skønt den handling, som metoden peger på, er en materiel handling, der har sanselige resultater, skal handlingen nødvendigvis styres med Allahs (swt) påbud og forbud, og at hensigten bag denne styring af handlingen med Allahs påbud og forbud skal være Allahs (swt) velbehag. Muslimens opfattelsen af sit forhold til Allah (swt) skal ligeledes nødvendigvis herske hos denne, således at muslimen tilnærmer sig Allah gennem salah, duaa, Qur’an-recitation og lignende... ”. Det fremgår tydeligt af dette citat, at duaa skal kombineres med brug af de sharia-bestemte midler i alle mumineens handlinger, og vigtigheden af dette understreges ved gentagelsen af ordet “skal” i afsnittet. Dette er for at understrege den overvældende vigtighed af, at alle handlinger skal kombineres med duaa og den vedvarende forbindelse til Allah.

4-      Kombinationen af duaa med brug af de shariabestemte midler er, som sagt, Sendebuddets (saaws), sahabahs og mumineens sædvane. Hvis denne kombination finder sted, har det en påvirkning på resultatet/udfaldet, med Allahs tilladelse.Kombinationen af duaa og de rette midler modstrider derfor ikke Islams metode. Det som modsiger metoden er at nøjes med duaa uden at gøre brug af den metode, som shariateksterne har defineret til at implementere den islamiske ide. Følgende står sidst på side 57 og starten af side 58 i den nævnte bog: ”Derfor bør det fuldstændig forkastes og anses for at være i modstrid med Islams metode, at alle handlinger, med hvilke man tilsigter at implementere Islams idé, skulle realisere usanselige resultater... ” Det betyder, at det som er i modstrid med Islams metode er ”at alle handlinger, med hvilke man tilsigter at implementere Islams idé, skulle realisere usanselige resultater”. Hvad angår det, at en del af handlingerne realiserer usanselige resultater (duaa i bestemte tilfælde), kombineret med handlinger der realiserer sanselige resultater (den materielle forberedelse), så er denne kombination vigtig og relevant - og den er heller ikke i modstrid med Islams metode.

5-      Det som bogen behandler vedr. duaa er derfor to situationer:

Den første er: hvor duaa alene anvendes i implementeringen af en ide, som shariateksterne har defineret en anden metode til, såsom at nøjes med duaa i kampen mod fjenden, ved at vi står foran en fæstning, som vi vil erobre og begynder at lave duaa, uden at have gjort en hær klar til kamp. I dette tilfælde vil duaa kun realisere usanselige resultater (belønning).

Den anden er: kombinationen af duaa og brug af de shariabestemte midler. Denne kombination er nødvendig, og i denne situation er duaa og brug af de shariabestemte midler fælles om at påvirke resultatet med Allahs tilladelse. Udover disse to situationer behandler bogen ikke duaa i andre sammenhænge. De øvrige situationer indgår under den generelle hadith, som Imam Ahmad har i sin Musnad: Han beretter fra Abu Al-Mutawakkil, som beretter fra Abu Said, at Profeten (saaws) sagde: “Enhver muslim, som laver en duaa, som ikke indeholder en synd eller brud på slægteskabsbånd, vil Allah give en af tre ting: enten at hans duaa bliver besvaret hurtigt, eller at Allah gemmer duaa’ens belønning til det næste liv, eller at Han beskytter ham mod noget ondskab, som svarer til den duaa, han lavede. ” Så sagde tilhørerne: hvis det forholder sig således, vil vi lave meget duaa. Til det svarede han (saaws): ”Allah har mere (end det I beder om). ”

Dette betyder, at Allah besvarer duaa med en ud af tre ting, og en af dem er: “Hans duaa bliver besvaret hurtigt”, hvilket er et sanseligt resultat.

6-      Derfor kan duaa godt realisere sanselige resultater i andre tilfælde end det, som er nævnt i “Hizb ut-Tahrirs opfattelser”, idet hadith’en nævner, at et af duaas tre resultater er ”at hans duaa bliver besvaret hurtigt”, hvilket er et sanseligt resultat. Allah (swt) har vist sin gavmildhed over for sine tjenere ved at nævne, at Han (swt) besvarer den nødstedtes duaa, hvis han beder Ham. Han (swt) har ligeledes gjort denne besvarelse til bevis på, at der ikke findes andre guder end Allah. Og det fremgår tydeligt, at besvarelse af den nødstedtes duaa sker i dette liv. Ordet “nødstedt” er nemlig en beskrivelse af en person, som beder om noget i dette liv, hvorfor besvarelsen af dennes duaa er sanselig, med Allahs tilladelse. Han (swt) siger:

أَمَّنْ يُجِيبُ الْمُضْطَرَّ إِذَا دَعَاهُ وَيَكْشِفُ السُّوءَ وَيَجْعَلُكُمْ خُلَفَاءَ الْأَرْضِ أَإِلَهٌ مَعَ اللَّهِ قَلِيلًا مَا تَذَكَّرُونَ 

Hvem besvarer ellers den nødstedte, hvis han laver duaa til Ham, ophæver trængsel og gør jer til stedfortrædere på jorden? Er der en gud ved siden af Allah? Kun sjældent lader I jer påminde. [An-Naml: 62]

Allah (swt) har ligeledes påbudt, at vi skal lave duaa til Ham, og Han har lovet os besvarelse:

وَقَالَ رَبُّكُمُ ادْعُونِي أَسْتَجِبْ لَكُمْ

Og jeres Herre sagde: lav duaa til mig, og jeg vil besvare den. [Ghafir: 60]

Sendebuddet (saaws) har opklaret, at denne besvarelse er en ud af tre. En af dem er det sanselige resultat. Det er selvsagt, at realisering af både de sanselige og usanselige resultater er med Allahs tilladelse (swt).

Opsummering:

Det som står i bogen “Hizb ut-Tahrirs opfattelser” er følgende:

A: Metode er handlinger, som realiserer sanselige resultater.

B: Ved en sammenligning mellem duaa alene og jihad (militær kamp) i forhold til at erobre en fæstning eller at bekæmpe en fjende, vil duaa ikke realisere et sanseligt resultat, men vil blot realisere belønning, fordi duaa alene ikke er metoden til at erobre en fæstning eller bekæmpe en fjende.

C: Det er afvist, at alle handlinger, som man tilsigter at implementere Islams idé igennem, realiserer usanselige resultater, men disse handlinger kan være en blanding af nogle, der realiserer sanselige resultater sammen med nogle, der realiserer usanselige resultater, såsom at forberede hæren til kamp mens man laver duaa til Allah (swt) om at give sejren.

D: Duaa er nødvendig for muslimen, mens han udfører metodens handlinger.... ligesom Allahs Sendebud og sahabah (raa) plejede at gøre.

Dette er hvad der fremgår af bogen om den situation, hvor duaa ikke realiserer mere end belønning, det vil sige i det tilfælde, hvor man bruger duaa alene i en sag, som erobring af en fæstning, hvorved man undlader at følge den metode, som shariateksterne har defineret i denne sag, nemlig jihad.

Hvad angår duaa i andre situationer, så hører det under Sendebuddets generelle hadith:

“Enhver muslim, som laver en duaa, som ikke indeholder en synd eller brud på slægteskabsbånd, vil Allah give en af tre ting: enten at hans duaa bliver besvaret hurtigt, eller at Allah gemmer duaa’ens belønning til det næste liv, eller at Han beskytter ham mod noget ondskab, som svarer til den duaa han lavede”. Så sagde tilhørerne: ”Hvis det forholder sig således, vil vi lave meget duaa. Til det svarede han (saaws): ”Allah har mere end det, I beder om. ” Berettet af Imam Ahmad i hans Musnad.

Heraf fremgår det, at Allah (swt) kan besvare tjenerens duaa i dette liv, hvilket betyder et sanseligt resultat, eller at Han beskytter mod noget ondt på niveau med den duaa, tjeneren lavede, eller at Han gemmer det for tjeneren til Opstandelsesdagen, hvilket betyder belønning, som er det usanselige resultat.

Allah (swt) er Den Mest Gavmilde, Han er Den Nådige, Den Barmhjertige, som beærer sin tjener med duaas belønning i det hinsides, selv hvis Han besvarer tjenerens duaa i dette liv. Og al taknemlighed tilkommer Allah.