Bidaah

Spørgsmål:

Assalamu Alaikum wa rahmatullah wa barakatuh.

Jeg håber at Amir’en vil svare på mit spørgsmål, da det er er meget vigtigt: Hvad er bidaah? og hvad er dets definition? og hvad er forskellen på det og det at opfinde en sunnah hasanah (god sædvane)? Og kan det bruges som sharia-mæssigt bevis (i emnet bidaah), at Profeten (saaws) ikke udførte den pågældende handling?

Det sker nemlig tit, at vi diskuterer med nogle grupper, hvor der bliver sagt, at noget er bidaah, fordi Profeten (saaws) ikke gjorde det. Spørgsmålet er vigtigt, må Allah belønne jer. Jeg ønsker en opklaring, og svaret må gerne indeholde eksempler, så det bliver let at forstå.

Svar:

Wa Alaikum As Salaam wa rahmatullah wa barakatuh.

Vi har d. 18.09.2015 udgivet et svar vedr. emnet bidaah, og vi har ligeledes tidligere lagt et svar på Facebook på et spørgsmål fra en bror.  Du kan evt. læse disse svar. Men jeg vil her besvare dit spørgsmål på tilstrækkelig vis, in shaa Allah:

Bidaah er at afvige fra et shariamæssigt påbud, som har en specifik måde at blive udført på. Dette er betydningen af hadith’en: ”Den som udfører en handling, som ikke er efter vores ordre, hans handling er afvist”, berettet af Bukhari og Muslim.

Det vil sige: hvis Sendebuddet gennem handling viser måden, hvorpå et påbud i Koranen eller Sunnah skal udføres, og du udfører handlingen på en anden måde, så har du udført enbidaah, som er en vildledelse, og hvilket er meget syndigt.

Eksempel: Allah (swt) siger:

وَأَقِيمُوا الصَّلاةَ

… og oprethold salah (bøn).

Dette er et påbud, men påbuddet er ikke blevet efterladt frit til mennesket at udføre, som det lyster. Sendebuddet har derimod, gennem sine handlinger, vist måden hvorpå, bønnen skal udføres: takbira, at være oprejst, recitation af Koran, rukuu og sujud mm.

Abu Dawud berettede fra Ali Bin Yahya Bin Khallaad fra hans onkel: ”... så sagde Profeten (saaws): ”ingen salah er korrekt fuldført af nogen, førend han udfører wudhuu, således… - det vil sige på de pågældende kropsdele…, siger Allahu Akbar, takker Allah Den Ophøjede og priser Ham, reciterer noget fra Koranen, og derefter siger: Allahu Akbar og går ned i rukuu’, indtil hans led er faldet til ro. Derefter siger han: sami’a Allahu li man hamidah, indtil han står op rank, derefter siger: Allahu Akbar, og derefter går ned i sujud, indtil hans led er faldet til ro. Derefter siger han: Allahu Akbar og løfter sit hoved, indtil han sidder rank. Derefter siger han: Allahu Akbar, går ned i sujuud til hans led er faldet til ro, hvorefter han løfter sit hoved og siger: Allahu Akbar...”

Den som afviger fra denne måde, som Profeten (saaws) forklarer her, vil dermed have udført en bidaah. Hvis man eksempelvis laver sujud tre gange i stedet for to, så er man kommet med en bidaah, som er vildledelse.

Et andet eksempel er, at Allah (swt) siger:

وَلِلَّهِ عَلَى النَّاسِ حِجُّ الْبَيْتِ

Menneskerne skal udføre Hajj (pilgrimsfærd) for Allah…

Sendebuddet (saaws) har ligeledes opklaret måden, hvorpå man udfører hajj. Al-Bukhari berettede fra Az-zuhari: ”Når Allahs sendebud kastede stenene ved stedet ved siden af Mina moskeen, kastede han syv småsten, og han sagde: Allahu Akbar, ved hvert stenkast. Derefter gik han foran, så han stod med ansigtet mod Qiblah med løftede hænder, mens han lavede duaa, og han plejede at stå der længe. Dernæst ville han gå til det næste sted, hvor man kaster småsten, og da ville han kaste syv småsten mens han sagde: Allahu Akbar, ved hvert stenkast. Dernæst drejede han mod venstre, ved siden af dalen, og der ville han stå med ansigtet mod qiblah med løftede hænder, mens han lavede duaa. Dernæst gik han til stedet, hvor man kaster småsten ved bakken, hvor han kastede syv småsten, og der sagde han: Allahu Akbar, ved hvert stenkast. Derefter forlod han stedet, uden at stå der”

Den som afviger fra denne måde, som er beskrevet i hadith’en, ved eksempelvis at kaste otte småsten i stedet for syv, vil udføre en bidaah.

På denne måde har sendebuddet, gennem sine handlinger, forklaret måden hvorpå, man udfører mange andagter. Den som afviger fra sendebuddets handling vil have bragt en bidaah, som er en vildledelse, og som er meget syndigt.

Dette betyder at, bidaah forekommer i den handling, som sendebuddet har opklaret fremgangsmåden til. Hvad angår udførelsen af en handling, som sendebuddet hverken har udført eller forklaret en fremgangsmåde til, så hører dette under kategorien for sharia-lovene: halal, haram, mandub, batil mm.

Med andre ord: hvis sendebuddet (saaws) laver sujud to gange (i en rak’ah), og du laver sujud tre gange, så har du udført en bidaah, fordi du har afveget fra hans handling. Men hvis du udfører en handling, som sendebuddet (saaws) ikke har udført, ved at du kører i bil eksempelvis, og han (saaws) ikke har kørt i bil, så kan man ikke sige, at du har udført en bidaah. Her undersøges handlingen i henhold til shariah-lovene, som siger at det er mubah (tilladt) at køre i bil og så fremdeles.

Afvigelse fra et shariamæssigt påbud, som ikke har en specifik måde at blive udført på, men som derimod er kommet i generel eller ubetinget form, indgår heller ikke under kategorien bidaah, men under shariah-lovene, så man kalder det “haram eller makruh”, hvis det drejer sig om love med et påbud, og man kalder det “batil (ugyldigt) eller fasid (mangelfuldt)”, hvis det hører under de ”supplerende” shariah-love, afhængigt af den pågældende lovs indikationer (qaraa’in)

Et eksempel på dette er sendebuddets hadith (saaws): ”Den som låner ud af noget, skal gøre det i en bestemt mængde, en bestemt vægt og til en bestemt tidsfrist”. Denne hadith indeholder en ordre i en betinget form, da den betinger, at lånet skal ske i en bestemt mængde, en bestemt vægt og til en bestemt tidsfrist. Men sharia har her ikke defineret en bestemt måde, lånet skal leveres på, som eksempelvis at parterne skal stå over for hinanden, recitere noget Koran, gå et skridt frem mod hinanden, kramme hinanden, drøfte lånet og derefter indgå aftalen. Nej, sharia har ikke forpligtet, at lånet skal ske på denne måde, men har derimod ladet det være generelt og op til parterne at bestemme, hvordan lånet skal overdrages. Derfor kan man ikke sige, at den som indgår en låneaftale, hvor han afviger fra shariahs påbud ved ikke at bestemme mængden, vægten eller tidsfristen for lånet, har udført en bidaah. Det korrekte at sige er: Dette lån er ikke i overensstemmelse med shariah, og derfor er det ugyldigt eller mangelfuldt, afhængigt af afvigelsens type.

Et andet eksempel er hadith’en, som Muslim berettede fra Ubadah Bin As-Samit (raa), som sagde at han hørte Allahs sendebud: ”forbyde salg af guld for guld, sølv for sølv, hvede for hvede, byg for byg, dadler for dadler, eller salt for salt, undtagen hvis salget sker med samme mængde begge veje og kontant (må ikke være på kredit)… den som giver mere eller tager mere, han vil have handlet med riba (rente)”

Hvis en muslim sælger guld for guld, og ikke gør det i samme vægt, så siger man ikke, at han har udført en bidaah, men man siger: han har udført en haram, det vil sige riba. Dette skyldes, at shariah ikke har anvist en konkret fremgangsmåde for denne type af handler, men har ladet det være generelt og op til parterne at afgøre.

Et tyderligere eksempel er hadith’en “… så vælg hende som har Deen, må du være succesfuld”, berettet af Bukhari

Man kan ikke sige, at den, som gifter sig med en kvinde, der ikke har Deen, har udført en bidaah. Derimod undersøger man loven relateret til den, som gifter sig med én, der ikke har Deen. Dette er fordi shariah ikke har fastlagt den konkrete måde, hvorpå man udvælger en kommende hustru, ved eksempelvis at manden skal stå over for kvinden, recitere Ayat Al-Kursi, tage et skridt frem, læse Surat Al-Falaq og Surat An-Nas, derefter gå yderligere et skridt frem, sige bismillah og række sin højre hånd frem og frie. Dette er ikke tilfældet. Shariah har derimod overladt detaljerne for forlovelse/ægteskab til at ske inden for rammen af de sharialove, som sikrer at ægteskabskontrakten er gyldig og fuldendt. Derfor skal afvigelsen i sådan en sag undersøges ud fra sharialoven og ikke ud fra spørgsmålet om bidaah. Dette bekræftes af Profetens ahadith (saaws), som beskriver disse afvigelser som afvigelser fra sharialove og ikke som værende bidaah:

Det berettes fra de troendes moder Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at hun sagde: ”Allahs sendebud sagde: ”enhver kvinde som ikke bliver giftet bort af sin værge - hendes ægteskab er ugyldigt.” Han gentog dette tre gange.” Berettet af Ibn Majah.

I denne hadith beskriver Profeten (saaws) ægteskab uden værge (wali) som værende ugyldigt og ikke som værende bidaah.

Det er ligeledes berettet af Abu Said Al Khudriyy, at Profeten (saaws) sagde: ”... og ethvert rusmiddel er haram”. Berettet af Malik.

Her nævner Profeten (saaws) rusmidler som værende haram og ikke bidaah.

Det er ligeledes berettet af Abu Thalabah Al Khushaniyy, at Allahs sendebud (saaws) sagde: ”At spise kød fra ethvert rovdyr med hugtænder er haram.” Berettet af Malik.

Her er beskrivelsen ligeledes haram og ikke bidaah.

Det er også berettet af Abdullah Bin Zurayr Al Ghafiqiyy, at han hørte Ali Bin Abi Talib (raa) sige at: ”Allahs Profet tog noget silke i sin højre hånd og noget guld i sin venstre og sagde: Disse er haram at iklæde sig for mændene i min ummah.” Berettet af Abu Dawud.

Her er afvigelsen igen beskrevet som haram.

Derfor konkluderes det, at de fleste, hvis ikke alle, transaktioner og kontrakter er generelle eller ubetingede i henhold til de islamiske love vedr. gyldigheds- og fuldkommenhedsprincipper, og i henhold til stadfæstelsesbetingelser, som shariah er kommet med, og dermed indeholder de ikke nogle specifikke måder, de skal udføres på, i modsætning til ibadaat (andagter). Afvigelser i disse typer af forhold er derfor for det meste et spørgsmål om de specifikke sharialove og ikke bidaah.

Man kan opsummere ovenstående som følger: Afvigelse fra måden hvorpå sendebuddet (saaws) udførte et påbud fra Koranen eller Sunnah er bidaah, og heri ligger der en stor synd, og man skal derfor udføre påbuddet på samme måde, som han (saaws) udførte det.

Hvis man derimod udfører en handling, som Sendebuddet ikke udførte, så undersøger man denne handling i henhold til shariah-lovene, hvorved man kommer frem til loven angående denne handling, dvs. hvorvidt den er wajib, mandub, mubah, makruh eller haram... eller hvorvidt den er ugyldig eller mangelfuld.

Hvad angår dit spørgsmål om “den som opfinder en god sunnah (sædvane)...”så er dette et andet emne. Betydningen af dette, er at den som er den første til at udføre noget, som shariah har påbudt, og på den måde motiverer andre til at følge efter, han får så meget belønning, som de får, uden at dette formindsker deres belønninger... og den som er den første til at udføre noget som shariah har forbudt, således at han motiverer andre til at efterligne ham, han får lige så mange synder, som de får, uden at dette formindsker deres synder. Beviset på dette er: hvad Muslim beretter i sin Sahih fra Jarir Bin Abdillah. Han sagde: ”Der kom nogle beduiner til Allahs sendebud (saaws) iklædt uld. Han så deres dårlige tilstand af fattigdom, så formanede han folk til at give dem sadaqa, men de var langsomme/tilbageholdende til den grad, at reaktionen kunne ses på sendebuddets ansigt. Så kom en mand fra Ansar med en pose sølv, så efterfulgtes han af en anden, og så fulgte de andre efter i at give, til den grad at glæden kunne ses i Allahs sendebuds ansigt, hvorved han sagde: ”Den som opfinder en god sunnah i Islam, således at andre udfører den efter ham, han vil få samme belønning som de der udfører den, uden at dette formindsker deres belønninger, og den som opfinder en dårlig sunnah i Islam, således at andre udfører den efter ham, han vil få de samme synder som dem, uden at dette formindsker deres synder””

Det er tydeligt, at de var langsomme til at give sadaqah, indtil en mand fra Ansar skyndte sig at give, så fulgte de andre efter ham, indtil glæden kunne ses i Sendebuddets ansigt (saaws).