Udvis respekt for jeres muslimske elevers kultur og støt ikke op om de sekulære fundamentalistiske forbud mod islamiske ritualer og praksis

Åbent brev til alle uddannelsesledere på de danske læreanstalter

Diskussionen raser fortsat på de almene og sociale medier om sagen, hvor en muslimsk elev, der læser til pædagogisk assistent på SOPU-Hillerød, gjorde opmærksom på et nyligt forbud mod den muslimske bøn på hendes skole. Sagen har bl.a. vagt opsigt, fordi uddannelseslederen med klare islamofobiske undertoner i BT sagde om den muslimske bøn:

”Nogle ville have indrettet bederum på skolens område, og muslimernes bøn bliver meget mere synlig, fordi de i nogle tilfælde har lagt sig på gangarealerne og bedt, og religion og uddannelse hænger ikke sammen - det hører privatlivet til.”

Virkeligheden er dog, at muslimerne på skolen hverken har indrettet bederum eller ”lagt sig ned”, da den muslimske bøn ikke involverer at lægge sig ned. Det er derimod uddannelseslederens hånende beskrivelse af, at den bedende bøjer sig for Allah med panden mod jorden. Eleverne på skolen havde blot bedt om lov til at bede i et tomt klasselokale i pausen, som den muslimske elev sagde i et interview med TV2: ”Jeg bad nederst i klasselokalet. Jeg har gået på skolen i et år og har bedt i al den tid. Jeg har spurgt mine klassekammerater, og de har sagt, at det er okay.”

Men uddannelseslederen gjorde det klart, at ingen muslimer må bede på skolen, selv under pauserne:

 ”Det fjerner fokus fra det, vores elever er her for - nemlig at blive dygtigere. Og jeg synes, det er en afsporing at bede i skoletiden.”

Den muslimske bøn kaldes en ”afsporing”, hvis den bedes i en pause. Hvordan er det en ”afsporing”, at en muslim bruger fem minutter på at bede i sin pause, i stedet for sladder, tidsfordriv og meningsløs underholdning? En bøn, der vel at mærke yder åndeligt styrke og hjælper personen med at være fokuseret resten af skoletiden.

Uddannelseslederen ønsker ikke, at religion skal være ”synlig” på skolen, da religion ifølge hendes udsagn ”hører privatlivet til”. Vil uddannelseslederen i så fald også forbyde elever at gå med et synligt kors om halsen i skoletiden? Eller vil hun forbyde en troende kristen elev at flette fingrene og bede en bøn i andres påsyn?

Som vi efterhånden kender det fra resten af det danske samfund, gælder der tilsyneladende ét sæt regler, hvis man er sekulær, ateist, kristen eller jøde, og helt andre regler, hvis man er muslim. Ironien er til at få øje på, når der på de danske uddannelsesinstitutioner i høj grad prædikes mangfoldighed, tolerance og rummelighed.

VUC Lyngby forbød for nyligt niqab, da ”elevernes ansigtsudtryk” pludselig blev et krav for undervisningen. Det der før hed Vestre Borgerdyd Gymnasium (i dag Københavns ”Åbne” Gymnasium) har tidligere forbudt fredagsbønnen, hvilket medførte bortvisning af en elev og skriftlige advarsler til elever, som indsamlede underskrifter på skolen for at få lov til at genoptage fredagsbønnen.

Forbud mod den muslimske bøn er desværre ikke et nyt problem i dette land. Uddannelsesinstitutioner har i mange år praktiseret dette fundamentalistiske sekulære forbud. Folkeskoler såvel som gymnasier og universiteter nægter at give muslimer et tomt lokale at bede i med samme argument om, at ”religion og uddannelse skal holdes adskilt”.

Samme uddannelsesinstitutioner mener dog ikke, at druk, hor og uanstændighed skal holdes adskilt fra uddannelse, da dette i høj grad promoveres under gymnasiefesterne og på universiteternes torsdags- og fredagsbar. Gallafester, rus- og ”studie”ture er ofte rene drukture uden undervisningsrelevans – en del af uddannelsessystemets kulturelle dannelse af ungdommen og oplæring i friheden, hvor der hverken er plads til blufærdighed eller moralsk anstændighed…

Alle læreanstalter er udmærket klare over, at den muslimske bøn er obligatorisk for muslimer at bede fem gange om dagen. Derfor er det et klart udtryk for foragt for elevernes kultur, når de praktiserende muslimer forbydes at praktisere deres islamiske forpligtelser en gang eller to om dagen i skoletiden, velvidende at dette ikke skader, men tværtimod gavner undervisningen.

Kære skoleledere, rektorer, dekaner og direktører på de danske læreanstalter

Jeres muslimske elever beder ikke om meget. Det skader hverken skolen eller undervisningen, hvis en muslim beder i et af jeres mange tomme lokaler i en pause eller et frikvarter. Paroler som tolerance, mangfoldighed, rummelighed, åbenhed og respekt for andre kulturer er lette at prædike, men i praksis er bedeforbud og lignende stramninger over for muslimske elever det klareste bevis på, at denne tolerance hører op, når det drejer sig om muslimer, som ønsker at fastholde og praktisere deres islamiske identitet.

Argumentet om at, ”religion og uddannelse skal holdes adskilt”, som benyttes for at indskrænke muslimske studerendes rettigheder, er intet andet end en belejlig og uholdbar undskyldning. Betyder dette så, at de enkelte læreanstalter, som har bederum, såsom Panum Instituttet, ikke holder religion og uddannelse adskilt? Eller at virksomheder, som har bederum på arbejdspladsen, sammenblander forretning og religion? Eller er det blot et udtryk for en vis respekt og imødekommenhed over for medarbejdere og studerendes kulturelle identitet?

Lev derfor venligst op til jeres ansvar som ledere for elever, der har forskellige kulturelle og religiøse baggrunde og stå ikke på den forkerte side af historien. For i fremtiden vil man med forundren se tilbage på den tid, hvor muslimer ikke engang måtte bede på deres skoler. Lad jer ikke påvirke af korsfarende medier og politikeres konstante heksejagt og hadefulde propaganda om Islam og muslimerne.

Vær det, som I beder jeres elever om at være: visionære, åbne, stærke og reflekterende individer, med bredt udsyn og forståelse, som ikke lader sig påvirke af det omgivende samfunds pres eller bestemte politiske dagsordener.

Hizb ut-Tahrir Skandinavien