Terrorindustrien og dens politiske udnyttelse

Tale afholdt af Elias Lamrabet til Hizb ut-Tahrirs konference om terrorisme 20. december 2015

Februar 2015: En dansk ikke-muslimsk mand kaprer en offentlig bus, og med en skarpladt pistol truer han chaufføren med at slå ham ihjel, hvis han slår alarm. Med om bord havde manden en stor kuffert, hvori der var dunke med brændstof og 20 kg kunstgødning. Planen var at bakke bussen igennem plankeværket til naziborgen i Greve for at sprænge den i luften. Buschaufføren formåede at stikke af, og angrebet blev ikke gennemført.

Manden blev erklæret sindssyg op til eller under gerningstidspunktet og fik en behandlingsdom. Der blev ikke rejst nogen terrorsigtelse. Anklagerens begrundelse for, at der ikke var tale om terror var, at manden udelukkende ville hævne sig på nazisterne, fordi han mente de havde påsat en brand på frihedsmuseet, og for at citere anklageren; ” Han har ikke villet påvirke gruppen af nazister i Danmark i øvrigt. Han har ikke villet skade danskerne eller gøre danskerne bange i almindelighed. Det var ikke motivet”.

Lad os prøve at sammenligne dét med en anden begivenhed.

Januar 2010: En somalisk mand bryder ind i bladtegneren Kurt Westergaards hjem med en økse og en kniv (ikke en bombe, ikke en pistol, og ingen bus). Westergaard, manden bag den famøse tegning af profeten Muhammad (saw) med en bombe i turbanen, søgte tilflugt i sit sikringsrum og kom ikke til skade. Gerningsmanden forklarede i retten, at han ønskede at true Kurt Westergaard, som han var vred på, men ikke at dræbe ham. Men nej… Det var ikke ”bare” en hævnakt, ligesom buskaprerens. Her var tonen den stik modsatte… Det var et angreb på ytringsfriheden og et forsøg på at skræmme hele den danske befolkning ”i alvorlig grad” som højesteret beskrev det. Manden blev dømt for terror og fik 10 års fængsel og udvisning af Danmark.

Da Norge blev ramt af terror i 2011, blev der talt i lange baner om islam, fundamentalisme, al-Qaeda. Selv da det kom frem, at gerningsmanden var blond og blåøjet, blev nogle af eksperterne ved… Nu blev der talt om farlige konvertitter.

I USA har der alene i 2015 været 317 bekræftede masseskyderier. Så kan man vist roligt sige, at det er pænt afgørende for mediedækningen, om den anklagede er muslim eller ej.

Man kunne bruge lang tid på at nævne eksempler, men de fleste mennesker kan nok godt se, at der tegner sig et mønster. Igennem snart 15 år har vestlige politikere, myndigheder og medier insisteret på en diskurs og en politik, hvor islam forbindes med terrorisme.

Den terrortrussel, som i virkeligheden er blæst fuldstændig ud af proportioner, er blevet det ultimative carte blanche for de vestlige regeringer til intervenere i muslimske lande.

Alene i løbet af de sidste 5-6 år har vestlige stater bombet og dræbt muslimer i 9 lande: Afghanistan, Irak, Pakistan, Yemen, Libyen, Somalia, Philippinerne, Mali og nu Syrien. I samtlige af disse lande – uden undtagelse – har bekæmpelse af terrorisme været kerneargument for, at man endnu engang skulle ned og bombe et muslimsk land.

Allerede her er det for mange muslimer over hele verden svært at opfatte krigen mod terror som andet end en krig mod muslimer og endda mod islam.

Men for at nå til bunds i, hvorfor forholdet mellem den muslimske verden og de vestlige stater er, som det er, og hvilken rolle terrorismen spiller i den forbindelse, må vi længere tilbage i historien.

Vi bliver nødt til at forstå baggrunden for sammenstødet mellem vestlige stater og den muslimske verden.

Mange danskere er stolte af, at de har verdens ældste nationalflag. Ifølge deres nationalmyte faldt Dannebrog ned fra himlen i 1200-tallet.

Hvor gamle tror I, de arabiske nationalflag er? Egypten, Jordan, Palæstina, Irak, Kuwait, Sudan, Syrien, UAE, Yemen, Libyen – Alle disse landes flag er inspireret af flaget for den arabiske opstand imod det osmanniske kalifat, som begyndte i 1916.

Og her kommer det værste: flaget er tegnet af briten Mark Sykes. Den samme Sykes, som lagde navn til Sykes-Picot aftalen, hvor han, sammen med franskmanden Picot, afgjorde hvordan Mellemøsten skulle deles mellem de to kolonimagter efter kalifatets nedlæggelse.

Netop Sykes-Picot aftalen er grundlaget for de nationalstater, der i dag eksisterer i Mellemøsten.

De nationalstater, der eksisterer i den muslimske verden i dag, og de flag som repræsenterer dem, er et direkte resultat af, at den stat, der repræsenterede muslimerne – kalifatet – blev nedlagt og skåret i stykker af de vestlige kolonimagter.

De geopolitiske forhold i den muslimske verden udtrykker på ingen måde befolkningernes vilje eller den naturlige tilstand i regionen.

Med penselstrøg vendte man op og ned på millioner af menneskers liv – ingen af dem blev spurgt til råds! Man formede nye lande, og ned over hovedet på folk trak man nye nationalidentiteter, nye systemer, fremmed lovgivning. Det opløste sammenhængskræften og skabte samfund præget af identitetskrise, frustration og ustabilitet.

Mange muslimske lande fik først såkaldt ”uafhængighed” omkring midten af 1900-tallet. Vores forældres generation husker stadig kolonitiden.

Men uafhængigheden var aldrig reel. De nye nationalstater var og er stadig brutale diktaturer, støttet af Vesten for at realisere vestlige interesser.

Og det er ikke bare noget jeg siger. Da Condoleezza Rice var USA's udenrigsminister sagde hun i sin tale på det amerikanske universitet i Cairo d. 20 juni 2005:

”I 60 år har mit land, USA, efterstræbt stabilitet på demokratiets bekostning i denne region, her i Mellemøsten, og vi fik ingen af delene”.

Hvilken stabilitet taler hun om, at USA har efterstræbt i Mellemøsten? Jo, hun taler om støtte til torturregimer, der med jern og ild holder deres befolkninger nede, så der ikke sker omvæltninger, der truer vestlige interesser i regionen.

Men hvor kommer terrorisme og islam ind i billedet?

Islam har aldrig været ude af billedet. For den har dybe rødder i de muslimske befolkninger. De har levet i over 1.300 år med en stat, der repræsenterede dem og deres islamiske overbevisning. Islam, som absolut og entydigt forpligter, at muslimerne er forenede som ét fællesskab under én stat og én Khalifah, som implementerer islam over al islamisk jord og bærer budskabet videre til verdens folkeslag og nationer.

Det var altid et spørgsmål om tid, før de muslimske befolkninger kom sig over nederlaget til Vesten og søgte at tilbageerobre deres retmæssige autoritet til selv at afgøre deres politiske virkelighed og fremtid.

Det er dette, der er truslen fra islam. Ikke en voldelig sikkerhedstrussel, men en kulturel og politisk trussel.

En kulturel og politisk trussel, fordi islam er en komplet levemåde – den har aldrig været og kan aldrig blive sekulariseret – den kan ikke adskilles fra politik. Den naturlige tilstand for den muslimske verden ud fra de islamiske tekster, ud fra historien og ud fra befolkningernes overbevisning – er, at den islamiske stat – Khilafah – og det islamiske system gør sig gældende dér.

Sådan en stat vil ikke tillade, at fremmede stater eller private selskaber udplyndrer naturressourcer, som islam anskuer som fælles offentlig ejendom, der skal forvaltes til alle borgeres gavn. Her taler vi om en lang række ressourcer, der er vitale for vestlige stater – ikke mindst olie og gas.

Det er en stat og et system, som vil lukke enhver fremmed base og smide besættelsesmagter ud, herunder ”Israel”.

Kort sagt ville genoprettelsen af en reel islamisk stat i den muslimske verden sætte en stopper for vestlig dominans i regioner, som er blandt de allermest afgørende, geostrategisk og ressourcemæssigt.

Så det er ikke overraskende, at de vestlige magter efter Sovjetunionens sammenbrud vendte al deres fokus mod den muslimske verden for at forhindre, at sådan en omvæltning skulle finde sted. Og siden 11. september har terrorismen været det foretrukne kort i den sammenhæng.

Men er det ikke interessant, at ingen vestlige medier eller politikere diskuterer indholdet, substansen? – hvad er Kalifatet for en statsform? hvordan ser den islamiske samfundsorden ud? hvilke praktiske løsningsmodeller lægger sharia for dagen? Kan islam rent faktisk løse samfundsproblemer, hvor de vestlige systemer har fejlet? Den debat om islam, som tanker og løsninger, har man aldrig haft – i stedet har der været skræmmekampagner.

Fx sagde George W. Bush i september 2006 under en tale i Washington D.C. (Washington Post):

“… Kalifat ville være et totalitært islamisk imperium, der omfatter alle nuværende og tidligere muslimske lande – strækkende sig fra Europa til Nordafrika, Mellemøsten og Sydøstasien”.

Der er lignende udtalelser fra den tidligere britiske premierminister, Tony Blair, den russiske præsident Vladimir Putin og andre. Alle disse udtalelser stammer fra 00’erne – de har intet med IS at gøre.

Men hvad har det med terrorisme at gøre? Hvorfor må man ikke tale om forening af muslimerne og udviskning af de grænser, som fremmede kolonimagter har tegnet? Hvorfor er det en forbrydelse for de muslimske befolkninger at længes efter en stat, der repræsenterer dem og deres overbevisning?

Der er lavet mange undersøgelser af dette her. Senest i 2013 foretog det amerikanske Pew Research Center en meningsundersøgelse, der omfattede muslimer i 39 lande. Undersøgelsen viser, at en overvældende majoritet på tværs af landene fordømmer angreb på civile og samtidig ønsker, at sharia skal være lovgivningen. Samme institut har her i 2015 undersøgt holdningen til IS i 11 muslimske lande og fundet, at kun små minoriteter i samtlige lande har et positivt syn på bevægelsen.

Selvom det altså er tydeligt, ud fra faktuelle forhold og undersøgelser på området, at de muslimske befolkninger ønsker at leve under islam, at de afviser drab på civile, og at støtten til IS er minimal, så insisterer vestlige politikere og medier på at knytte selve begreberne ”kalifat” og ”sharia” til terrorisme – især i forbindelse med Syrien.

Efter angrebene i Paris udtalte den danske udenrigsminister Kristian Jensen til TV2news: ” Vi skal stå sammen om at forsvare vores værdier. Ikke bøje os for dem, der mener, vi skal leve i et formørket kalifat. Vi skal sikre, at vi kan leve vores liv på den måde, vi vil i Danmark”.

Den 11. oktober mødtes Saudi-Arabiens og Ruslands udenrigsministre, og ifølge The Moscow Times kom de til enighed om nødvendigheden af at ”forhindre etableringen af et terroristisk kalifat”. Hvilket kalifat taler de om? IS findes allerede, så det kan ikke være dem…

De vestlige stater udnytter IS’ forbrydelser, som intet har at gøre med islam, og de udnytter terrorismen i det hele taget. De udnytter de seneste angreb i Paris – de vil vanære deres egne uskyldigt dræbte ved i deres navn at slå endnu flere uskyldige ihjel. Ikke for at forhindre terror – men for med statsterror at forhindre de muslimske befolkninger, ikke mindst den syriske, i at bringe islam til magten.

Prøv at høre, hvad premierministeren for den Nationale Syriske Koalitions midlertidige regering (dvs. den syriske oppositionsregering, som sidder i Istanbul og samarbejder med Vesten om en løsning i Syrien), hans sagde under et møde i november i år:

”Hvis statens form i et fremtidigt Syrien skal være ren islamisk i den forstand, at sharia bliver implementeret - så vil oceaner af blod fortsætte med at flyde. Og jeg tilhører selv den islamiske fløj. Men jeg taler i total ærlighed, når jeg siger, at det er fuldstændig umuligt, at det internationale samfund tillader oprettelsen af en stat i Syrien, hvor der styres med sharia. Det er umuligt. Andet punkt: Hvordan ser de nye ledere i Syrien på regionale og internationale forhold?... Magtbalance, økonomiske forhold. Projekter, hvor der ledes olie og gas fra Golfen gennem Syrien og Tyrkiet til Europa – disse projekter har en pris, som russerne ikke let vil opgive”. 

Hans ord bekræftes, når USA samler 17 lande + EU og FN i Wien til forhandlinger om Syrien d. 30. oktober, hvorefter de kommer ud med en fælleserklæring om løsningen i Syrien.

Første punkt i erklæringen: Syriens enhed, uafhængighed, territoriale integritet og sekulære karakter er fundamentalt.

Andet punkt: Statsinstitutionerne skal forblive intakte.

Hvorfor skal Syrien forblive sekulært!? Blev den syriske befolkning spurgt? Hvilken ret har USA og dens allierede til at diktere en sekulær fremtid for Syrien, når befolkningen og de oprørsgrupper, der kæmper på landjorden har gjort det fuldstændig klart, at de ønsker islam og sharia?

Hvad blev der af de demokratiske principper om at lade befolkningen vælge selv?!

De anklager muslimer for at angribe Vesten, for at lave om på den måde, man lever på bl.a. her i Danmark. Men det er dem, der med den ene hånd smider bomber i muslimernes lande, og med den anden underskriver diktater for, hvordan samfund og stater i vores lande skal indrettes.

Statens institutioner skal forblive intakte!? De skammer sig ikke engang! Under dække af terrorbekæmpelse vil de samarbejde med og bevare det værste terrorregime i Syrien.

De taler om at bekæmpe mørke, islamistiske kræfter, som var de lysets vogtere i et eventyr fra Hollywood. Men i dag taler de åbent om at samarbejde med Assad-regimet, som har slået 300.000 mennesker ihjel, brugt kemiske våben mod civile, tortureret og lemlæstet små børn!!

Per Stig Møller (tidligere dansk udenrigsminister) har sagt det. Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde det fuldstændig klart, da han for kun 5 dage siden, efter et møde med den russiske præsident, udtalte: ”USA og vores partnere søger ikke et såkaldt regimeskifte”.

Og det er ikke kun Assad, der har fået frit spil. Hvordan skal man måske forstå det, når EU og NATO holder møder med den Usbekiske diktator, Karimov, som holder tusindvis af politiske fanger i sine torturkældre og i 2005 massakrerede hundredvis af fredelige demonstranter i byen Andijan – alt sammen, ifølge ham selv, for at bekæmpe ”ekstremistisk islam”.

Eller Abdel Fattah al-Sisi i Egypten, som kom til magten ved et militærkup, og kun to måneder senere nedslagtede mindst 1.000 og sandsynligvis over 2.600 demonstranter på Rabaa al-Adawiya pladsen. Den samme mand har bebudet, at islam har brug for en religiøs revolution for at modvirke ekstremistiske strømninger.

Og hvad kaldte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, al-Sisis kup? ”En genoprettelse af demokratiet”…

Når vestlige stater og medier insisterer på at forbinde terrorisme med islam, så handler det ikke om at bekæmpe en voldelig trussel fra islam. Den trussel er en myte. Det handler ikke engang om at forhindre drab på civile.

Det handler om at give diktatorer i den muslimske verden frie hænder til at slå ned på deres egne befolkninger i terrorbekæmpelsens navn. Det handler om at skræmme de vestlige befolkninger til at tro, at deres sikkerhed er afhængig af endnu flere bombetogter.

Alt sammen for at forhindre den ændring, som de muslimske befolkninger higer efter, så USA, store olieselskaber, danske kapitalister, som AP Møller og virksomheder i militærindustrien, kan fortsætte med at profitere på, at det er Vestens dagsorden der gælder i Mellemøsten.

Derfor er det nødvendigt at levere et falsk skræmmebillede, og udnytte forkerte reaktioner på den politik, der bliver ført. Fx angrebene i Paris.

Og det samme skræmmebillede udnytter man i indenrigspolitikken. Når man indfører terrorlovgivning og undtagelsestilstande, som undergraver Vestens egne mest fundamentale principper, så kan det kun lade sig gøre, fordi folk er skræmte.

Se bare på Frankrig. Ifølge det franske indenrigsministerium og premierministeren, blev der på under en måned efter angrebene d. 13. november foretaget mere end 2.000 ransagninger og sat mere end 350 mennesker i husarrest. Alt sammen uden dommerkendelser. Ifølge Hassan El Alaoui, der i samarbejde med det franske indenrigsministerium administrerer statsgodkendte moskeer og nominerer imamer, vil 100-160 moskeer i Frankrig blive lukket som et led i undtagelsestilstanden.

Det er ikke engang kun muslimer, der bliver ramt. Op til det klimatopmøde, der blev afholdt i Paris for nylig, blev 24 franske klimaaktivister sat under husarrest, og myndighederne nedlagde totalt forbud mod demonstrationer.

Det er frygtens politik, og den har vi også i Danmark.

Ud over terrorpakkerne, som underlægger alle borgere overvågning, giver PET helt absurde beføjelser og undergraver den ytringsfrihed, man ellers taler så meget om, så afsættes der hvert år snesevis af millioner kroner til antiradikalisering – selvom vestlige efterretningstjenester og eksperter, som den første taler var inde på, siger klart, at det ikke er såkaldt islamisk radikalisering, der fører til terror.

I virkeligheden handler antiradikalisering om at gøre muslimer mindre islamiske. De vestlige politikere, herunder de danske, ser med bekymring på, at muslimer, der lever her i Vesten, i tiltagende grad holder fast i deres islamiske identitet og nægter at tage de vestlige værdier til sig.

Men i stedet for at tage en reel debat om værdier, baseret på saglige argumenter, så påhæfter man islamiske meninger nogle mærkater, der lyder farlige, og som den menige borger – pga. politikernes og mediernes manipulation – forbinder med terror.

Man er radikal, hvis man, ligesom den overvældende majoritet i den muslimske verden, går ind for sharia. Man er radikal, hvis man blander islam og politik. Man er radikal, hvis man ikke går ind for vestlige friheder og demokrati.

Fordi lederne i de vestlige samfund har spillet intellektuelt fallit… Fordi de ikke med argumenter kan overbevise unge muslimske mænd og kvinder, som endda er opvokset i disse samfund, om at tage de vestlige værdier til sig – så forsøger de med pres og tvang, og tramper deres egne frihedsidealer ned i mudderet.

Her vil jeg ikke citere den danske højrefløj, som er verdenskendt for sit islamhad. Lad mig i stedet citere socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen. Hun sagde til Berlingske efter angrebene i Paris:

”Jeg er ikke selv i tvivl om, at vores største fjende i dag er den radikaliserede islamisme”

Muslimen i Danmark skal føle sig presset til at reformere sin islam – til at fortynde den, indtil den passer de danske politikere, der har gjort sig selv til dommere over, hvilke elementer af islam, der er ok, og hvilke, der skal pilles ud.

Ellers er han radikal, ellers er han en del af den største trussel mod menneskeheden.

Den tidligere australske premierminister Tony Abbott lagde ikke fingrene imellem, da han i et live-interview på Sky News sagde:

”Der er behov for, som præsident Sisi af Egypten har sagt, en religiøs revolution inden for islam. Alle de ting, som islam aldrig har haft – en reformation, en oplysning, et veludviklet begreb om adskillelse mellem kirke og stat – det skal ske, men vi kan ikke gøre det. Muslimerne skal gøre dette for dem selv. Men vi bør arbejde med dem, der skubber i den retning”.

Med andre ord: Enten går muslimerne i gang med at reformere islam, og så kan vi arbejde med dem. Eller også er de potentielle terrorister.

For den menige danskers vedkommende, så handler det om, at han/hun skal være bange for islam. Flere og flere mister tilliden til de vestlige værdier og finder svar i islam. Flere og flere konverterer til islam overalt i Vesten.

Men når politikerne kommer med sådan nogle udtalelser, og udnytter fx Paris-angrebene til at forbinde islam med terrorisme, så skaber det frygt.

For nylig bragte ugebrevet A4 en undersøgelse, der viser, at angreb i Europa, som dem, der fandt sted i Paris, får 41% af danskerne til at se med større bekymring og skepsis på den brede gruppe af muslimske medborgere.

Frygten er et effektivt redskab. Men lad os lige prøve at tænke os lidt om i et øjeblik. På 10 år har to mennesker i Danmark mistet livet i det, der er blevet kategoriseret som terrorhandlinger. Det siger jeg ikke for at nedsætte værdien af civile liv – tværtimod. Men vi taler om to mennesker.

I 2013 blev der registreret 605 selvmord i Danmark. Det anslås, at 4.000 danskere årligt forsøger at slå sig selv ihjel – nogle af dem mere end én gang… Jeg synes, de tal er værd at tænke over.

Det er sørgeligt. Ligesom det er sørgeligt, at vestlige ledere efter al deres snak om oplysning og udvikling, tyer til præcis den samme falske fortælling, som en magtsyg tyran, der levede for flere tusinde år siden, serverede for sit folk, da han var løbet tør for argumenter. Allah (swt) siger i Qur’an:

وَقَالَ فِرْعَوْنُ ذَرُونِي أَقْتُلْ مُوسَى وَلْيَدْعُ رَبَّهُ إِنِّي أَخَافُ أَن يُبَدِّلَ دِينَكُمْ أَوْ أَن يُظْهِرَ فِي الْأَرْضِ الْفَسَادَ

”Fir’awn sagde: lad mig om at slå Musa ihjel, og lad ham kalde på sin Herre. Jeg frygter, at han vil lave om på jeres Deen/levemåde eller lade fordærv/ufred komme til syne på jorden”
[Ghafir 40:26]