Debat om demokrati

I anledning af den danske grundlovs 100års fødselsdag arrangerede Højskolebladet en debat om demokrati mellem kandidatstuderende i historie, Christopher Schnoor, og medlem af Hizb ut-Tahrir Skandinaviens mediekontor, Taimullah Abu-Laban.

Debatten fandt sted i marts 2015 og blev udgivet af Højskolebladet i en forkortet version den 29. april 2015. Følgende er den forkortede udgave af debatten, som også kan læses på side 19 af Højskolebladet på følgende link: http://issuu.com/hojskoleforeningen/docs/hb_3_til_issuu_fil/1

Taimullah Abu-Laban: Inden vi begiver os ud i diskussionen om demokrati, vil jeg først understrege, at jeg ikke er modstander af en styreform baseret på repræsentation. Demokrati opstilles typisk som en modsætning til diktatur. Denne præmis anerkender jeg ikke som muslim, da det er en præmis udledt fra europæisk og ikke islamisk historie.

Det, at folket vælger sin regent, er faktisk en del af den islamiske jura, da kaliffen (statslederen) ifølge islamisk lov (sharia) vælges af befolkningen. Dette blev praktiseret af muslimerne 1400 år siden under profeten Mohammeds tid (fvmh) og under kalifatet, hvilket mig bekendt er længe inden Vesteuropa kendte til ordene demos og kratos.

Ud fra et filosofisk perspektiv kan der aldrig i et land eksistere et decideret folkestyre. Man vil nemlig aldrig kunne samle alle borgere i én stat, hvorefter de alle når til enighed om hver enkelt lov og beslutning. Skal det være en smule realistisk kan der blive tale om et flertalsstyre, hvilket bestemt ikke er det samme som et folkestyre. Det siges, at Thomas Jefferson har udtalt: ”A democracy is nothing more than mob rule, where 51 percent of the people may take away the rights of the other 49”.

Flertalsstyre, også kaldet ”direkte demokrati” i politisk filosofi, har dog aldrig rigtigt eksisteret. Det var kun en snæver elite af rige græske mænd i det gamle Athen, som havde retten til at stemme. Schweiz nævnes også som eksempel på det direkte demokrati, men styreformen betegnes i forbundsrepublikken som ”semi-direkte demokrati”.

Christopher Schnoor: I en europæisk historisk sammenhæng bygger vores moderne demokrati på mange måder på den reaktion "folket" havde på de enevældige herskere. Folket ville høres og have medbestemmelse. Altså flere rettigheder.

I forhold til jeres valg af én leder, hvordan kan I sørge for, alle bliver enige? Skal han vælges demokratisk? Kan han skiftes ud? Er der valg efter en vis årrække?

Kan det siges, at jeres parti eksisterer på grund af demokratiske rettigheder? Altså hvis det demokrati, man har i Danmark, var mere ensrettet styret, ville der så være plads til andre holdninger?

Taimullah Abu-Laban: Demokratiet anser jeg som et elitevælde, pakket ind i en illusion om folkestyre.  Politikerne kan frit love det ene, når der er valgkamp, og gøre det stik modsatte, når de så har fået magten.

Dette træder tydeligt frem i de demokratiske lande, herunder Danmark, hvor skiftet mellem rød og blå blok åbenlyst ikke har ændret på industriens indflydelse. Det er altid de rige, som vinder. Skattelettelser til de rige var på dagsordenen under de borgerlige partier og igen efter de røde kom til magten. Samme tendens ser man i hele Europa.

For at give et dansk eksempel: Blot seks dage før det seneste folketingsvalg udsendte justitsminister Morten Bødskov (S), der på det tidspunkt var finansordfører, en pressemeddelelse med følgende ordlyd: »Vi afviser fuldkommen enhver tanke om at sænke topskatten for de rigeste«.

Men så snart S-SF-R vandt valget og regeringen var dannet, gjorde man lige netop dét. Man gennemførte en skattereform i 2011, der betød, at de danskere, der tjente nok til at betale topskat, i 2014 kunne se frem til at slippe 1,7 milliarder kroner billigere i topskat.

Hvordan, demokratiet i virkeligheden fungerer, blev gjort klart under salget af energiselskabet Dong til Goldman-Sachs, som blev kendt for sin rolle i den amerikanske finanskrise. Ifølge en Gallup-måling var 80 % af danskerne imod salget, og der blev i løbet af få dage indsamlet 130.000 underskrifter for at få det stoppet. Men finansminister Bjarne Corydon, som havde hovedansvaret for salget, sagde til TV2 News d. 24. februar i år: ”Vi skal aldrig løbe efter folkestemninger”.

Vi eksisterer ikke, fordi demokratiet tillader det. Hizb ut-Tahrir blev etableret i 1953 under det jordanske diktaturmonarki og eksisterer i dag i over 40 diktaturstater. Vi er forbudt i et demokratisk land – Tyskland. Skiftende regeringer i Danmark har forsøgt i intellektuel afmagt at forbyde os, selvom vi er kendt for at være et politisk parti, der aldrig har brugt voldelige midler.

I kalifatet er der lige sociale og økonomiske rettigheder for alle uanset religion, etnicitet eller køn. Lovgivningen er fast, fordi den er baseret på Koranen, og kan derved ikke bøjes grundet en økonomisk elites interesser. Enhver form for diskrimination på baggrund af etnicitet, køn eller religion er strengt forbudt.

Christopher Schnoor: Hvad med alle de her mennesker, som mener noget andet? Altså hvis man ikke er enig i koranen? Bestemmer kaliffen helt alene? Hvad gør man egentlig mht. retspraksis?

Det ville jo være rigtig fint, hvis vi alle havde vores egen diktator som repræsenterede os selv. Men jeg bliver nødt til at fastslå, at der altid vil være forskellige holdninger, og her syntes demokratiet altså at være den bedste løsning.

Taimullah Abu-Laban: Disse ting, som du benævner ”demokratiske rettigheder” har demokratiet ikke patent på. De fandtes under kalifatet for 1400 år siden, og vores parti arbejder for genetableringen af kalifatet, så disse rettigheder igen kan implementeres i den islamiske verden.

Man behøver ikke at være muslim og enig med Koranen for at leve i kalifatet. I løbet af kalifatets 1300 års historie har der levet folk fra alle trosretninger: kristne, jøder, ateister, hinduer, buddhister mm. Ingen er nogensinde blevet tvunget til at opgive deres tro eller meninger.