Sammenblanding (ikhtilaat) i Islam

Spørgsmål

Hvad er det islamiske syn på sammenblanding mellem kønnene?

Svar

Sammenblanding (ikhtilaat) er sammenkomsten (ijtima’) mellem mænd og kvinder i en tilstand af blanding mellem kønnene (khulta). Så to ting skal være til stede: Det første er sammenkomsten, mens det andet er blandingen mellem kønnene.  Altså er sammenkomsten alene ikke sammenblanding. Derfor er det ikke sammenblanding, når kvinden sidder i et offentligt transportmiddel ved siden af manden. Blandingen mellem kønnene (khulta) alene er heller ikke nødvendigvis sammenblanding, som når kvinden taler i telefon med manden. Følgelig skal der være sammenkomst (ijtima’), og hvor der under denne sammenkomst er blanding mellem kønnene, før det er sammenblanding (ikhtilaat).

Dette er realiteten af sammenblanding. Shari’ah-loven relateret til sammenblanding skal derfor nedfældes over denne realitet. Så hvis realiteten (sammenblanding) er til stede, så er hukm til stede, og hvis realiteten (sammenblanding) ikke er til stede, så er sammenblanding ikke til stede.

Hvad angår sammenkomsten (ijtima’) mellem mænd og kvinder, altså blot sammenkomsten mellem manden og kvinden, så indikerer de shariah-mæssige beviser udledt fra shari’ah-lovene - relateret til kvindens forhold til manden - via dalalatul-iltizam (den nødvendige mening), et generelt forbud. Shariah har via et absolut forbud, forbudt manden at se den fremmede kvindes ’awrah, selv håret. Uagtet om manden så på kvinden med eller uden begær (shahwa). Shari'ah har også udstedt et generelt forbud til kvinden om at blotte sin ’awrah overfor den fremmede mand, selv hvis det kun er hendes hals, som hun blotter. Uagtet om manden kiggede på hende eller ej. Og både manden og kvinden er forpligtede til at sænke blikket (ghad al-basar). Shari’ah forbød ligeledes kvinden at rejse alene uden mahram, selv hvis det skyldes en pligt som hajj. Kvindernes rækker under salah i den offentlige moské er ligeledes adskilt fra mændenes rækker. Shari’ah har heller ikke tilladt kvindens vidneudsagn i jinayat (straffelovene for forbrydelser mod liv og legeme). Ydermere sagde kvinderne til profeten (saas):

غلبنا عليك الرجال فاجعل لنا يوما من نفسك فوعدهن يوما لقيهن فيه فوعظهن وأمرهن

”’Mændene har taget for meget (af din opmærksomhed). Så giv en dag til os.’ Så lovede han (saas) dem en dag, hvor han mødtes med dem og retledede dem og befalede dem.” Bukhari via Abu Said al-Khudari.

Beviserne for alle disse shari’ah-love indikerer ud fra dalalatul-iltizam (den nødvendige mening) adskillelse mellem kvinder og mænd, samt at mænd ikke må mødes med kvinder. Derudover var adskillelse mellem mænd og kvinder realiteten af muslimernes liv under profetens (saas) tid. Altså adskillelse af kvinden fra manden. Denne adskillelse er ensbetydende med et forbud mod sammenkomst (ijtima’) mellem mænd og kvinder, altså forbud mod mødet mellem manden og kvinden.

Følgelig indikerer de generelle beviser udledt fra shari’ah-lovene - relateret til kvindens forhold til manden – at kvinder absolut skal adskilles fra mænd. Fordi beviserne er absolutte i deres bekræftelse (qati’ at-thubut) og entydige i betydning (qati’ ad-dalalah) fra Koraniske vers og mutawatir ahadith. Til den grad, at adskillelsen mellem mænd og kvinder hos muslimerne i dag, er kendt af alle (ma’lum mina ad-deen bil-darurah), grundet styrken i dets bekræftelse og naturlighed.

Det private liv

Imidlertid har shari’ah fastbestemt et privat og et offentligt liv for muslimerne, samt afgrænsede det private liv og gjorde alt udover det til et offentligt liv. Hvad angår det private liv, så er der kommet beviser herpå, og beviser på ahkaam relateret til det. Mht. beviserne, så er husene (hjemmene) blevet gjort til privat liv, hvor det at søge tilladelse (om at komme ind) er bevis for, at der er tale om privat liv. Derfor er beviserne, som nævner husene, beviser på det private liv. Fordi betydningen af husene er dens beboere og tilstande, og ikke selve bygningen. Ligesom når Allah (swt) siger:

وَاسْأَلِ الْقَرْيَةَ

”Og spørg byen…” [Yusuf 12:82]

Her menes ikke selve bygningerne i byen, men byens beboere. Så ordet ”husene” (al-buyuut), betyder i beviserne, beboerne og livsstilen i dem, altså det private liv. Ordet ”huse” (buyuut) blev nævnt i flere ayaat:

لا تَدْخُلُوا بُيُوتًا غَيْرَ بُيُوتِكُمْ

”… træd ikke ind i andre huse end jeres egne huse …” [An-Nur 24:27]

فَأَمْسِكُوهُنَّ فِي الْبُيُوتِ

”… så skal I lukke dem ind i husene…” [Al-Nisaa 4:15]

مِن بُيُوتِكُمْ أَوْ بُيُوتِ آبَائِكُمْ

”… fra jeres huse eller jeres fædre huse…” [An-Nur 24:61]

Ordet "huse” (buyuut) i disse og andre ayaat indikerer det private liv. Altså har muslimerne deres private liv, som teksterne har vist os fra Bogen og Sunnah i mange ahadith.

Dette private liv har først og fremmest et tegn, der indikerer det og adskiller det, og så har det også ahkaam, der drejer sig specifik om det. Hvad angår signalementet, så er det søgen om tilladelse i at indtræde det hos den, som har beføjelsen til at give tilladelse. Allah (swt) siger:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لا تَدْخُلُوا بُيُوتًا غَيْرَ بُيُوتِكُمْ حَتَّى تَسْتَأْنِسُوا وَتُسَلِّمُوا عَلَى أَهْلِهَا ذَلِكُمْ خَيْرٌ لَّكُمْ لَعَلَّكُمْ تَذَكَّرُونَ. فَإِن لَّمْ تَجِدُوا فِيهَا أَحَدًا فَلا تَدْخُلُوهَا حَتَّى يُؤْذَنَ لَكُمْ وَإِن قِيلَ لَكُمُ ارْجِعُوا فَارْجِعُوا هُوَ أَزْكَى لَكُمْ وَاللَّهُ بِمَا تَعْمَلُونَ عَلِيمٌ. لَّيْسَ عَلَيْكُمْ جُنَاحٌ أَن تَدْخُلُوا بُيُوتًا غَيْرَ مَسْكُونَةٍ فِيهَا مَتَاعٌ لَّكُمْ وَاللَّهُ يَعْلَمُ مَا تُبْدُونَ وَمَا تَكْتُمُونَ

”O I som har iman. Træd ikke ind i andre huse end jeres egne huse, førend I har bedt om tilladelse og hils dets beboere. Dette er bedre for jer, således at I ihukommer. Men hvis I ikke finder nogen i det, så træd ikke ind i det, førend der gives jer tilladelse. Og hvis der bliver sagt til jer: ’Gå tilbage’, så gå tilbage. Det er renere for jer. Og Allah er vidende om, hvad I foretager jer. Der er ingen synd over jer, hvis I går ind (uden tilladelse) i ubeboede huse, i hvilke der er gavn for jer. Og Allah ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler.” [An-Nur 24:27-29]

Så det er ikke tilladt at indtræde de beboede huse førend man har søgt tilladelse, uagtet om man er fremmed eller mahram. Der undtages kun to kategorier: Den første er slaver, mænd og kvinder, og den anden er børn i den præpubertale alder, da shari’ah har givet en bevæggrund (’illah) for disse, da de er blandt dem, som vandrer frem og tilbage (tawafeen) hos familien. Dette er tegnet på det private liv: indtrædelse kræver tilladelse. Derfor hører private biler, skoler og universiteter, private klubber o. lign. til det private liv, da de kræver tilladelse. Selvom Quran og hadith nævner ”huse” som det private liv, så har en mekanisme gjort søgen om tilladelse til tegnet på det, hvorved alt, som kræver tilladelse hører under det private liv.   

Hvad angår de ahkaam, der er relateret til det private liv, så er det forbuddet mod at træde ind, samt alt, som bygger på denne indtrædelse, da Allah (swt) siger:

لا تَدْخُلُوا بُيُوتًا غَيْرَ بُيُوتِكُمْ

 ”… træd ikke ind i andre huse end jeres egne huse …” [An-Nur 24:27]

Dette betyder et forbud mod at træde ind, og et generelt forbud mod alt, hvad der bygger på indtrædelse. Dette er ud fra dalalatul-iltizam (den nødvendige mening), da forbuddet mod indtrædelse nødvendiggør et forbud mod alt, hvad der bygger på denne indtrædelse. Blandt det, som bygger på indtrædelse er at spise, drikke vand, drikke kaffe, samtale, give en lektion mm. Så eftersom shari’ah har forbudt indtrædelse, så er alt, hvad der bygger på denne indtrædelse ligeledes forbudt. Fordi forbuddet mod en ting nødvendiggør et forbud mod, hvad der bygger på denne ting. Så Hans (swt) tale:”… træd ikke ind i andre huse…”, betyder: indtræd dem ikke, og spis ikke derfra, og tal ikke til dens beboere, og drik ikke og gør ikke noget som helst andet, som bygger på indtrædelsen, da forbuddet mod indtrædelse, er et forbud mod, hvad der bygger på denne indtrædelse.

Så førend indtrædelse kan blive tilladt, og hvad der bygger på denne indtrædelse kan være tilladt, så kræver det en tekst fra Lovgiveren (swt), der tillader indtrædelse, og det som bygger på indtrædelsen. Fordi beviset mod indtrædelse er generelt. Og det generelle vedbliver med at være generelt med mindre, der er et bevis, der specificerer det. Derfor skal der være en tekst fra Lovgiveren (swt), der tillader dette (at træde ind) førend, der kan være tale om forekomsten af en undtagelse, der adskiller det fra det generelle. Så længe der ikke er en specifik tekst, så er det ikke muligt at lave en undtagelse fra forbuddet (mod at træde ind).

Lovgiveren (swt) har nedsendt tekster relateret til indtrædelse, og at bestemte personer må spise der, og familiemedlemmer må komme på besøg der, og at dem, der er mahram må se deres (kvindernes) ’awrah (hår, mm.) og samtale med dem, samt andre forhold, som teksterne relateret til det private liv er kommet med. Så disse forhold, hvorom Lovgiveren (swt) har nedsendt tekster, tillader visse ting i det private liv, som er undtaget fra det generelle forbud. Der er altså tale om tekster, og såfremt der ikke er tekster, så er der ingen undtagelse fra det generelle forbud. Så opnåelsen af tilladelse til at indtræde huset gør det halal at indtræde huset. Ikke grundet selve tilladelsen (fra husets beboere), men fordi Lovgiveren (swt) har nedsendt tekster, der har gjort det halal.

Denne tilladelse til at træde ind omfatter ikke en tilladelse til, hvad der bygger på indtrædelsen (mad, drikke, mm.), fordi Lovgiveren (swt) tillod udelukkende det at træde ind efter opnåelse af tilladelse fra husets beboere, og Han (swt) tillod ikke andet end det. Så der er tale om selve indtrædelsen helt specifikt, fordi forbuddet mod indtrædelse nødvendigvis må være generelt. Så blot fordi man har fået lov til at træde ind i huset, så betyder det ikke automatisk, at man har tilladelse til f.eks. at spise dér. Derfor er beviset på forbuddet generelt. Hvad angår beviset på tilladelsen til at træde ind, så er det specifikt relateret til indtrædelse, da der findes tekster relateret til det. Og disse tekster nødvendiggør ikke andet, da dalalatul-iltizam (den nødvendige mening) ikke kan nedfældes over det.

Ligeledes har Lovgiveren (swt) kommet med tekster, der tillader bestemte personer at spise. Allah (swt) siger:

وَلا عَلَى أَنفُسِكُمْ أَن تَأْكُلُوا مِن بُيُوتِكُمْ أَوْ بُيُوتِ آبَائِكُمْ أَوْ بُيُوتِ أُمَّهَاتِكُمْ أَوْ بُيُوتِ إِخْوَانِكُمْ أَوْ بُيُوتِ أَخَوَاتِكُمْ أَوْ بُيُوتِ أَعْمَامِكُمْ أَوْ بُيُوتِ عَمَّاتِكُمْ أَوْ بُيُوتِ أَخْوَالِكُمْ أَوْ بُيُوتِ خَالاتِكُمْ أَوْ مَا مَلَكْتُم مَّفَاتِحَهُ أَوْ صَدِيقِكُمْ لَيْسَ عَلَيْكُمْ جُنَاحٌ أَن تَأْكُلُوا جَمِيعًا أَوْ أَشْتَاتًا

”Eller for jer selv (er der ingen synd), at I spiser i jeres egne huse eller jeres fædres huse eller jeres mødres huse eller jeres brødres huse eller jeres søstres huse eller jeres farbrødres huse eller fastres huse eller jeres morbrødres huse eller mostres huse eller (i et hus), som I har nøgler til, eller (i) en af jeres venners (hus). Der er ingen synd over jer (i disse tilfælde) om I (mænd og kvinder) spiser sammen eller adskilt.” [An-Nur 24:61]

Denne tekst tillader for disse (bestemte personer) at spise efter de har fået tilladelse til at træde ind. Så teksten har undtaget disse personer at indtræde. Og tilladelsen til, at disse personer gerne må spise, tillader samtidigt sammenkomsten (ijtima’) med kvinder, hvad angår det at spise. Så det er specifikt relateret til det at spise og specifikt relateret til disse personer. Og omfatter ikke andre end dem på nogen som helst måde.

Ligeledes har Lovgiveren (swt) befalet silat al-rahm (et godt og permanent forhold med sine slægtninge). Denne befaling indikerer tilladelsen til sammenkomst (ijtima’) med kvinder, som er deres slægtninge, hvis formålet er silat al-rahm, selv hvis det er onkler, fætre og kusiner, så længe de er omfattet af befalingen om silat al-rahm.

Ligeledes har Lovgiveren (swt) tilladt mahram at se sin egen (kvindelig) mahrams awrah (hår, mm.). Og tillod (den kvindelige) mahram at blotte sin ’awrah for deres (mandlige) mahram. Dette betyder tilladelsen til sammenkomst (ijtima’) i det private liv. Så efter de har fået tilladelse til at indtræde huset, så må de gerne være sammen med kvinderne. Dette gælder for de bestemte personer, som teksterne har tilladt at gå længere end blot at indtræde huset. Det er tilladt for disse (personer) indenfor tekstens grænser, da de er undtaget fra teksten. Og såfremt der ikke er nogen tekst, så er det ikke tilladt.

Sammenkomst (ijtima’) mellem mænd og fremmede kvinder i det private liv er haram på alle måder, fordi teksterne omfatter et forbud mod dette, og der findes ingen tekst, der giver en undtagelse. Derfor er det haram. Følgelig er sammenblanding (ikthtilat) i det private liv haram på alle måder. Og det er kun tilladt for dem, som shari’ah har undtaget i de situationer, som er gjort til undtagelse. Så sammenkomsten mellem manden og kvinden i det private liv er haram med et specifikt bevis, udover det generelle bevis, som forpligter mænd og kvinder at adskilles.

Det offentlige liv

Hvad angår det offentlige liv, så tillader det generelle bevis ikke sammenkomst mellem manden og kvinden, derimod skal de adskilles. Imidlertid har Lovgiveren (swt) kommet med ahkaam udelukkende relateret til kvinden, og ahkaam udelukkende relateret til manden, samt ahkaam relateret til dem begge på én gang. Altså har Lovgiveren (swt) tilladt transaktioner og relationer for både manden og kvinden uden at diskriminere mellem disse. Det er gjort tilladt for dem begge at sælge, købe, leje, udstede fuldmagter, give gaver, købe partnerskabsandele (shuf’ah), donationer (waqf), partnerskaber, testamenter (wasiyah), erstatte en anden kreditor (hiwalah), eje hvad de vil, forøge deres ejendom, lære videnskab og produktion og lære fra sig til andre.

Jihad, forsørgelse og fredagsbøn er gjort til en pligt for manden og tilladt for kvinden. Salah i fællesskab er gjort til opfordret for manden og tilladt for kvinden. Hajj er gjort til pligt for manden, men for kvindens vedkommende blev det betinget af om en mahram eller gruppe kvinder kan tage med hende. Shari’ah forbød kvinden at være regent, men tillod det for manden. Og befalede hende at tage jilbaab på, men befalede ikke manden det, og hendes ’awrah blev gjort anderledes end mandens ’awrah. Og shari'ah tillod ikke kvindens vidneudsagn i jinayat (straffelovene for forbrydelser mod liv og legeme), men tillod det i [offentligt relaterede] rettigheder (huquq), hvor to kvinders vidneudsagn svarer til en enkelt mands vidneudsagn. Og tillod kvinden og manden at gå, kigge, snakke, hilse, lege, løbe og alt hvad der hører under de generelle forhold, der både omfatter både kvinden og manden.

Disse ahkaams realitet findes i det offentlige liv, så hvis det nødvendiggør sammenkomst med manden som i salg, køb og øvrige transaktioner, så er sammenkomsten med manden tilladt. Fordi tilladelsen af disse transaktioner nødvendiggør tilladelsen af sammenkomst (ijtima’), da beviset på, at det er tilladt omfatter sammenkomst, fordi tilladelsen er omfattende. Og dette er ikke sammenblanding (ikthtilat). Eller også er det en type sammenblanding, som shari’ah har tilladt. Følgelig er sammenkomst mellem manden og kvinden i det private liv haram, uagtet om det er sammenblanding eller ej, undtagen i de tilfælde som shar’iah har gjort halal ved at tillade, forpligte eller opfordre det som er nødvendigt, såsom silat al-rahm og samværet mellem mahram indbyrdes.

Hvad angår det offentlige liv, så er sammenkomst mellem mænd og kvinder tilladt i de anliggender, som shari’ah har tilladt, såsom salg, produktion, landbrug o. lign. Disse er tilladt, også hvis der måtte være sammenblanding, altså selv hvis der er sammenkomst i en tilstand af blanding mellem kønnene (khulta). Fordi tilladelsen af disse anliggender nødvendiggør tilladelse til sammenkomst med kvinder, og det er ikke muligt at realisere disse anliggender (transaktioner) undtagen gennem sammenkomst med manden. Derfor er beviset på, at disse anliggender er tilladt, et bevis på at sammenkomst er tilladt.

Hvis selve handlingen er haram, såsom gambling, eller hvis handlingen ikke nødvendiggør sammenkomst med manden, såsom gåture og leg, så er sammenkomsten i disse to forhold haram, uagtet om der er sammenblanding eller ej. Selve sammenkomsten er haram, fordi beviserne på adskillelse mellem kønnene er generelle, hvilket forpligter til adskillelse og forhindrer sammenkomst. Så forekomsten af sammenkomst er haram, hvis der ikke er et bevis, som undtager det, såsom i tilfældet med salg og køb. 

Så udgangspunktet er, at sammenkomsten mellem mænd og kvinder er haram, uagtet om der er tale om sammenblanding eller ej. Og vi undtager fra det generelle bevis relateret til det offentlige liv, hvad der er kommet af shariah-love, som nødvendiggør sammenkomst. Altså er sammenkomst nødvendigt for at udføre den handling, som shari’ah har tilladt, hvorved sammenkomst er tilladt, også selv hvis der er tale om sammenblanding.

Derfor handler spørgsmålet ikke om sammenblanding (ikhtilat), men snarere om sammenkomsten (ijtima') mellem mænd og kvinder, uagtet om der er sammenblanding eller ej. Så hvis teksten tillader sammenkomst, såsom sammenkomsten mellem en mand og en kvinde, som han vil fri til. Eller sammenkomsten mellem sygeplejersken og lægen i klinikken eller på hospitalet. Eller sammenkomsten mellem kvinden og manden i et offentligt foredrag. Eller sammenkomsten mellem manden og kvinden i handel. Så er disse ting tilladte i det offentlige liv, men ikke i det private liv. 

Såfremt shari’ah ikke tillader sammenkomsten, såsom hvis sammenkomsten drejede sig om noget haram som gambling. Eller hvis handlingen er tilladt, men nødvendiggør ikke sammenkomst, såsom at sidde i en café for at drikke kaffe eller i restauranten for at spise mad, o. lign. Så udgangspunktet er forpligtelsen i at adskille mellem mænd og kvinder, både i det private og offentlige liv. Enhver sammenkomst mellem dem er haram uden tvivl, med mindre der er bevis på sammenkomsten. Så det er tilladt i det offentlige liv, men overhovedet ikke i det private liv, undtagen i de tilfælde som de shari’ah-mæssige tekster har omtalt.     

11. Rajab 1393

9. August 1973