Tossen og terroristen

Inden for de seneste måneder har verden været vidne til flere alvorlige begivenheder, hvor uskyldige civile er blevet dræbt.

Anders Breivik, som i juli 2011 dræbte 69 civile på øen Utøya i Norge. Robert Bales, den amerikanske sergent, som i marts 2012, dræbte 17 civile afghaner hvoraf de fleste var børn. Mohammed Merah, en fransk-algerisk mand, som er mistænkt for mordene på fire mænd og tre børn i marts 2012 i Toulouse. Og mordet sidste uge på den muslimske tørklædekvinde, der i Californien blev slået ihjel med et jernrør, hvorefter morderen smed en seddel, hvori der stod ”skrid hjem til dit eget land din terrorist.”

Betragter man måden, hvorpå vestlige medier har dækket disse begivenheder finder man en kæmpe forskel i både medieopmærksomhed og medieomtale.

Den sidstnævnte begivenhed med den muslimske mor er blevet fuldstændig mørklagt og ignoreret af de vestlige medier, da de tilsyneladende ikke vil dække en begivenhed, der går imod deres regeringers politiske og ideologiske dagsorden.

Robert Bales, som myrdede de 17 afghanere blev beskrevet af medierne som en eksemplarisk soldat, der pludselig fik et nervesammenbrud som følge af en blanding af: økonomiske problemer, posttraumatiskkrigssyndrom og en krigskammerat, der tidligere blev skudt i benet.

Han var altså ikke en ondskabsfuld terrorist, men en stakkels soldat, der fik et nervesammenbrud og derfor helt forståeligt lod det gå udover 17 civile afghanere. Af alle nervesammenbrudstilfælde har jeg personligt aldrig hørt om et tilfælde, hvor en mand dræbte sovende børn på 2-3 år og derefter brændte deres lig.

Hvis Robert Bales nu ikke var amerikansk soldat, men en Talebankriger, der havde dræbt 17 amerikanske civile, kunne man så forestille sig samme sympati og forståelse fra medierne? Ville man lægge undskyldninger eller diagnosticere problemet som i tilfældet med Bales?

Anders Breivik blev af norske psykiatere beskrevet som en paranoid skizofren. Altså var Anders Breivik heller ikke drevet af en formørket ideologi, selvom hans manifest på hundreder af sider tydeligt beskriver hans antiislamiske motiver.

Mohammed Merah derimod var en selvradikaliseret ondskabsfuld terrorist, som besluttede at dræbe tre muslimer og fire jøder, som del af et højtsofistikeret terrorplot lige inden afholdelsen af det franske valg. Alt dette på trods af adskillelige oplysninger, der peger på, at Merah var en agent for den franske efterretningstjeneste.  

Ukritisk, unuanceret mediedækning

Debatten i medierne har været om Merah var en ”ensom ulv” eller en del af et terrornetværk, selvom flere oplysninger bryder med dette enten-eller billede.

Den italienske avis Foglio II bragte nyheden om Merahs tætte samarbejde med den franske efterretningstjeneste, hvor han med efterretningstjenesten hjælp rejste til ”Jordan og Israel” for at samle oplysninger. I et interview med franske, La Dépêche du Midi,erkendte den tidligere franske chef for Den Territorielle Sikkerhed (DST), Yves Bonnet, at Merah arbejdede som informant for den franske efterretningstjeneste. Endvidere har flere undret sig over, hvordan Merah med sine lave indkomst kunne rejste rundt til mange mellemøstlige lande som Tadsjikistan, Afghanistan og Ægypten.

Tilsyneladende ikke oplysninger, som har været interessante for de vestlige massemedier, da det ikke harmonerer med billedet af Mohammed Merah, som den selvradikaliserede ondskabsfulde terrorist, som udelukkende var drevet af en formørket ideologi. Et billede, der perfekt tjener politikernes indenrigs- og udenrigspolitiske dagsorden.

Indenrigspolitisk bortledes opmærksomheden fra de økonomiske problemer, som er skabt af kapitalismen. Og udenrigspolitisk forsøger man at genrejse den dalende støtte til den militære tilstedeværelse i Afghanistan.

I den franske valgkamp har Nicolas Sarkozy mestret dette til perfektion; fra nye terrorlove rettet mod muslimer til bandlysning af imamer til forbud mod islamiske konferencer. Sarkozy formået at vende den franske valgkamp fra at handle om reelle problemer såsom arbejdsløshed, recession og inflation, til at dreje sig om muslimernes som et sikkerhedsmæssigt problem.   

Terrorkortet igen… igen…

Ja, det er ikke kun muslimer, der har gennemskuet motiverne, når politikerne konsekvent forsøger at forbinde terror med islamisk ekstremisme. Her er et citat fra en kronik, der blev bragt af Information 11/09 2003 af en dansk forsker i islamiske bevægelser.

”Hvordan kan det nu være, at den selvsamme regering, der kaster sig ud i den ene krig på ord, billeder og højteknologiske våben mod den muslimske verden efter den anden, samtidig fastholder dens respekt for islam?
Svaret er enkelt. Hvis man åbent sagde, at man er imod islam eller bekriger islam, så ville det vække forargelse, indignation og vrede blandt muslimer over hele verden. En åben krig mod islam er en åben krig mod alverdens muslimer (…)

 Med opfindelsen af begreber som moderat og radikal islam, islamisk ekstremisme, militant islam, politisk islam og islamisme, bliver det pludseligt muligt at angribe muslimer under henvisning til, at de hører ind under en af disse grupperinger. ”

Det er ikke første gang vi har set terrorkortet blive brugt mod muslimerne, og i disse tider med økonomiske trængsler og nederlag i Afghanistan, så kan vi kun forvente, at dette kort anvendes endnu mere. Der må trods alt være en stærk interesse, når det er kommet frem, hvordan FBI har betalt muslimer flere hundrede tusinder dollars for at udføre terroraktioner!

Denne heksejagt mod Islam og muslimerne, er dog en meget kortsigtet strategi fra politikernes side. For det er kun et spørgsmål om tid før de vestlige befolkninger får øjnene op for bedrageriet; kapitalismen som den virkelige årsag til deres problemer. Man kan måske vinde en valgkamp ved at bruge terrorkortet, men Islams lys kan man aldrig udslukke. 

”De ønsker at udslukke Allahs lys med deres munde, men Allah vil fuldkommengøre sit lys, også selvom de vantro måtte hade det.” [al-Saff 61:8]