Opstandene set indefra (del 7)

Nogle af jer har sikkert tidligere læst en eller flere af artiklerne i serien ”Opstandene set indefra”, skrevet fra Jordan. Jeg bor selv i Jordan og føler at jeg er nødt til også at dele mit sidste stykke tids oplevelser her. Jeg har tilbragt meget tid i Jordan igennem min opvækst, men på det seneste har jeg set og hørt ting i Jordan som jeg aldrig nogensinde har oplevet før. I modsætning til de tidligere artikler, så skriver jeg herfra som mor, søster og datter… altså som muslimsk kvinde i den islamiske verden.

Jeg har oplevet rigtig mange ting det seneste år, men jeg vil starte min første artikel med en af de seneste oplevelser, der virkelig påvirkede mig. Jeg har mødt rigtig mange mennesker her, men der er nogle af dem, der har gjort et stort indtryk på mig og denne gang kommer det til at handle om én af dem.

Jeg fik for nyligt besøg af nogle søstre og heriblandt var en af dem en gæst fra Palæstina, mere præcist fra byen Ramallah. Netop Ramallah er kendt for at der er stor opbakning til Hizb ut-Tahrir og partiets tanker.

Hun var en ældre kvinde men hendes sind føltes som en ung kvinde, fuld af energi og liv; og samtidig var hun meget stærk i sine ord. Min familie stammer oprindeligt fra Palæstina, men pga. besættelsen af islamisk jord, så har jeg aldrig haft muligheden for at besøge min familie lige på den anden side af grænsen.

Der er mange palæstinensere i Jordan, men jeg har hørt en del gange at kvinderne fra selve Palæstina skulle være meget stærke på alle områder. Årsagen er nok det hårde liv de lever. Jeg har nok aldrig rigtig forstået præcis hvad der var tale om, men nu kan jeg se og forstå hvad det er folk mener. Selvom jeg aldrig havde mødt hende før, så var det som om hun var et familie medlem jeg havde kendt hele mit liv der kom ind ad døren. Hun fik mig virkelig til at føle at jeg var hendes muslimske søster.  

Formålet med hendes besøg til Jordan var at rejse med mig os fra Jordan til at overvære den ”internationale kvinde konference” som foregik d.10. marts 2012 i Tunesien. Det skal måske lige nævnes, at der var en utrolig stor glæde over netop denne konference fordi den var den første islamiske kvindekonference nogensinde. Især for de kvinder der lever i denne del af verden, så man meget frem til denne rejse, men den blev stoppet af de tunesiske myndigheder, der nægtede dem visum.

 Søsteren fra Palæstina talte bl.a. om det hårde liv i Palæstina som for hende er en dagligdag, men for mig virker det ubeskriveligt hårdt. Som et eksempel på hendes mod og beslutsomhed, kan det nævnes at hun ofte krydser grænsen mellem Palæstina og Jordan. Enhver der har rejst fra Palæstina ved hvor ubehagelige de jødiske soldater er, og hvor meget de plager folk ved grænsen med visitationer, afhøringer og timevis af unødvendig ventetid.

Denne ældre søster, fortalte at selvom de prøver at få dem til at opgive håbet om at krydse grænsen, så sætter hun sig bare ned og læser I Al-Waei bladet(et islamisk politisk magasin).

Så spørger jeg hende: ” tror du ikke, at hvis de så det blad, så de vil tilbageholde dig” så svarer hun: ”Jeg er vant til det. Jeg er nogle gange i tvivl om hvad jeg skal gøre med Hizb ut-Tahrirs bøger. Så folder jeg dem så de ikke kan se den ”røde skrift” (i Jordan og Palæstina bliver efterretningstjenesten bedt om at kigge efter bøger der er hvide med rødt skrift, det er Hizb ut-Tahrirs bøgers kendetegn) og så går jeg igennem med dem i hånden, fordi jeg ved at de (jøderne) tror vi ikke vil turde, at gøre det så åbenlyst”.

Hendes rolige og afklarede standpunkt blev leveret på en måde, der fik mig til at grine. Ikke fordi historien er sjov, men fordi det fryder mit hjerte at møde den slags mennesker.

Vi fortsatte vores samtale og det var ikke om kageopskrifter eller børneopdragelse, for hun fortsatte med at fortælle om sit liv og hvordan hun fik livet til at tilpasse sig til dawah og ikke dawah til at tilpasse sig livet. Hun forklarede hvordan hun brugte sin tid på Allah (swt), dawah og familie… Og i den nævnte rækkefølge, og hun fik mig til at tænke på verset:

 ”Sig:” Hvis jeres fædreog jeres sønner, jeres brødre, jeres hustruer og jeres nærmeste; hvis de rigdomme, I har erhvervet, og den handel, hvis stagnation I frygter, og boliger, hvori I finder behag - hvis alt dette er jer kære end Allah og Hans sendebud og kampen for Allahs sag, så vent, til Allah kommer med sin befaling!” Allah retleder sandelig ikke et oprørsk folk”

 Hun fortalte at hun kommer fra en forholdsvis velhavende familie. Deres syn på denne velstand, er dog at det er Allah (swt) der har skænket dem denne rizq, og at den skal bruges til Hans(swt) sag. Både i kraft af de penge de har, men også som den tid og overskud det giver, ikke at skulle knokle for at brødføde sine børn.

 Hun kom med en opfordring til mig og til alle os der lever et nemt og ubekymret liv i Vesten, sammenlignet med vores brødre og søstre, unge som gamle, der bliver tortureret og dræbt lige nu om at bruge det overskud vi har, udelukkende for Allahs(swt) skyld, for vi kan ikke tage noget med os når vi forlader denne verden.

 ”Og hvad er det jordiske liv, andet end tidsfordriv og adspredelse. Den hinsidige bolig er bedre for dem der er gudfrygtige. Vil I ikke komme til fornuft?”

Hun efterlod mig med en ambivalent følelse. En følelse af stolthed, energi og håb på den ene side og en følelse af dårlig ”samvittighed” på den anden side. Her stod en ældre kvinde overfor mig, uden bekymringer for andet end Allahs(swt) sag, selvom hun lever et liv med risiko for årevis med fængsel og tortur, samt med en evig trussel om bomber hængende over hovedet, og på trods af dette fortsætter hun og alle ligesom andre som hende med stor styrke, drevet af deres iman og taqwa…

Denne slags oplevelser sætter virkelig tingene i perspektiv. Jo mere overskud vi har, jo større ansvar har vi…