Opstandene set indefra (del 6)

Allahu Akbar, Allahu Akbar, Allahu Akbar…

Hvornår er du sidst gået fra en khutbah om fredagen og bare haft lyst til at råbe Allahu Akbar?… Sådan har jeg det næsten hver fredag…

Nu opsøger jeg selvfølgelig også de moskeer, hvor jeg ved, at imamen er oprigtig, og ikke er bange for at sige haq (sandheden), men dem er der heller ikke så få af her. Jeg har faktisk det luksusproblem, at jeg ikke ved hvilken moské, jeg skal vælge om fredagen, for jeg vil ikke gå glip af en god khutbah, og de skuffer mig ikke.

Denne fredag valgte jeg en stor moske i Amman. Der kommer så mange mennesker, at der er folk der anviser parkeringspladser, når man ankommer, og folk laver salah udenfor. Imamen i denne moske reciterer koranen, så man får lyst til at græde (og jeg er ellers ikke sentimentalt anlagt). Men udover recitationen, så har han en endnu vigtigere kvalitet som imam. Han siger al-haq, og han taler fra hjertet.

Jeg vil gerne dele denne fredagsbøn med jer og mine følgende overvejelser.

Bare for at sætte tingene i perspektiv, så skal jeg måske lige nævne at netop denne imam, sidste fredag, afviste demokratiet entydigt, og sagde at alle diskussionerne om konstitutionerne, var håbløse, for den eneste konstitution for muslimerne findes i koranan og sunnah. Man skulle næsten tro, at det var mig, der havde skrevet hans khutbah, bortset fra at han udtrykte det bedre, end jeg ville kunne have gjort.

Netop denne fredag indledte han med at nævne en hadith, der taler om at dem der (laver dulm), altså undertrykker andre, i virkeligheden undertrykker sig selv. Imam Nawawi siger om denne hadith at alle i dens riwayah (beretningskæde) - fra den sahabi der hørte den og frem til Nawawi, alle var fra Damaskus, og at de var kendte for at være sandfærdige og retskafne.

Så siger imamen efterfølgende: ”se hvordan man behandler folket fra Sham (Syrien) nu…”.

Der er ikke gået 5 minutter endnu, og vi er allerede inde i et relevant og aktuelt politisk emne for muslimerne. Lidt efter kommer højdepunktet, hvor han spørger ud i forsamlingen: ”hvor er kongerne nu? hvor er Mubarak, hvor er Gadaffi, hvor er Abdullah Salah, hvor er Ben Ali og hvor ender Assad?…”

 Men vi er ikke færdige endnu, for han forsætter med at berette en hadith, hvor profeten (saws) forklarer et vers (fandt den senere som ayah 16 i surat al Ghafir), der taler om, hvordan Allah (swt) vil samle hele menneskeheden på yawm al qiamah, og derefter spørger Allah (swt) så hele menneskeheden… (og imaman råber ud i forsamlingen):

”hvem tilhører kongeriget/herredømmet i dag”

Og imamen råber igen endnu højere: ””hvem tilhører kongeriget/herredømmet i dag” ”, og i hadithen bliver det berettet, at ingen vil svare, så Allah (swt) svarer selv i same ayah med ordene: “Det tilhører Allah, den Ene, den Uimodståelige”

 ALLAHU AKBAR…

Så nævner imamen den velkendte hadith om martyrernes mester Hamza og den, der siger et sandt ord til en tyran, og derefter bliver dræbt… Så laver vi dua’a for shuhada’ alle steder, og for at Allah (swt) må skænke muslimerne stolthed og storhed… AMIN, AMIN, AMIN…

 Og jeg spørger igen; hvornår er du sidst gået fra en khutbah og bare haft lyst til at råbe ALLAHU AKBAR…

Ligeså opstemt jeg er på vejen ud, ligeså frustreret er jeg over, at jeg skal rejse flere tusind kilometer for at høre en khutbah af den karakter. I en del af verden hvor man vel og mærke meget sandsynligt som imam, eller hvem som helst anden for den sags skyld, kan miste sit job og komme i fængsel meget længe og blive tortureret for den slags udtalelser. Hvad er det lige præcis vi muslimer, er så bange for i vesten? Hvad er det lige præcist efterretningstjenester eller andre kan gøre der, som de ikke kan gøre 100 gange værre her? Og hvorfor er det så her, af alle steder jeg skal høre den slags sagt fra en mimbar…

 Mens jeg går hjem, begynder jeg at tænke på de såkaldte ”anti-radikaliserings initiativer” med alt fra rollemodeller og go-kart ture til PET og trusler om fængsel eller udvisning. Så kommer jeg straks til at tænke på den tafsir doktor Mohammed Malkawi (Abu Talha), kom med til surah Al-Alaq, ayat 9-10, hvor Allah (swt) siger:

Har du set den der forbyder”(9), ”En slave når han ”sallaa””(10)

 De foregående ayat, samt disse, taler om Abu Jahl, og hvordan han forsøgte at forhindre profeten (saws) i at ”sallaa”, men hvad betyder ordet ÕáñìI den her orbindelse? Hvis man undersøger omstændighederne, da disse vers blev åbenbaret, så er det tydeligt og velkendt at versene om salah eller bøn, som vi kender det med sujud, ruku, duhr, asr osv., ikke var åbenbaret endnu. Denne surah er kendt som den første åbenbarede, så der var kun meget få ayat, og de omhandlede det helt essentielle i Islam, nemlig tawhid. Det er også tydeligt i seerah, at Abu Jahl ikke forsøgte at stoppe profeten (saws) fra den fysiske bøn, altså at lave ruku og sujud.

Det var altså ikke ”salah”, som Abu Jahl forsøgte at afholde profeten (saws) fra, men fra kaldet til islam som helhed…

 Og det er det samme, der gør sig gældende i dag, både her i den muslimske verden og i vesten, hvor man må lave ligeså meget salah, som man overhovedet orker (helst så meget at man glemmer alt omkring sig); så længe man ikke kalder til islam som altoverskyggende ideologi og alternativ til menneskeheden.

 Kære brødre og beærede søstre, dette er min dybeste appel om at støtte op om kaldet til islam som helhed og arbejdet for at bringe islam tilbage til livet staten og samfundet. Med de få bekymringer vi har i vesten, så burde vi gå forrest i dette arbejde, og hvis vi ikke føler, at vi magter det, af den ene eller den anden årsag, så skal vi i hvert fald ikke stå i vejen eller forhindre en slave når han ”sallaa”…