Opstandene set indefra (del 2)

Hele regionen er i en meget ustabil tilstand, hvilket selvfølgelig påvirker landet enormt på en række områder. Påvirkningerne strækker sig ret vidt, men man skal kradse lidt i overfladen for at se dem. Vi har f.eks. en stor gruppe af flygtninge fra Syrien, der nåede at slippe ud inden grænsen blev hermetisk lukket. De befinder sig primært i den nordlige by Ramtha, der i virkeligheden er en søster by til den syriske by Daraa, hvor en del af de umenneskelige overgreb finder sted.

Når man står i Ramtha, er der faktisk kun to kilometer til Daraa, og folk i de nordlige byer plejede at handle i Syrien, fordi det var billigere end Jordan, lidt ligesom danskere i Sønderjylland handler ind i Tyskland. Dette har medført at rigtig mange muslimer på den jordanske side har meget tætte forhold til muslimerne i Syrien, og en del har direkte familie i Syrien.

Disse flygtninge skal helst ikke fylde for meget i det offentlige billede, og de bliver nærmest presset af regimet til at blive inden døre, men der er ingen tvivl om at de gør et kæmpe indtryk på muslimerne her. Alle ved de er her, og alle ved hvorfor. Der er ikke nogen decideret lejr for flygtningene, men en del af dem er blevet taget ind hos andre familier, på grund af den gæstfrihed man finder i islam.

 Oprørene i regionen har også rykket grænserne for hvad folk tør at tale om; nok ikke i samme omfang som andre steder, men efter forholdene at dømme stadig bemærkelsesværdigt meget. Mediernes dækning (læs undtagen nationale kanaler) af oprørene har gjort det helt ”legalt” at tale om og kritisere (eller det der er værre) de tidligere og nuværende regenter i regionen, men kongen og hans stamme (Banu Hasim) er ”en rød linje” som det hedder direkte oversat fra arabisk.

 Det er min erfaring at man kan få alle og enhver til at tale om opstandene og kritisere undertrykkelsen andre steder, men når samtalen begynder at falde på kongen, så kan man stadig mærke frygten. En frygt, der sidder dybt, men som stille og roligt er på vej væk. Hvis folk føler de kan stole på en, altså hvis man f.eks. selv har taget initiativet og måske endda sagt ting, der normalt ikke bliver sagt højt, og hvis vinduerne er lukkede (bogstaveligt talt), så kan man godt få sandheden om, hvad folk virkelig mener om regimet.

 Bare for at komme med et lille eksempel blandt mange, så var jeg i går blevet inviteret til kaffe hos en familie, jeg bare har mødt mere eller mindre tilfældigt. Samtalen falder hurtigt på opstandende og islam, og da vi kommer ind på regenterne kommer kommentaren så:

"… og hvad så hvis de nedstammer fra Profeten (saws)? Abu Lahab, var direkte Profetens (saws) onkel, og var stadig en af islams største fjender og Allah (swt) forbander ham specifikt i den forbindelse…"

Denne kommentar blev sagt med en meget lav stemme, men den blev sagt, og var en direkte hentydning til Banu Hashim og kongen i Jordan. Jeg kunne godt lide kommentaren, for den rammer hovedet på sømmet og fjerner det svage argument for at støtte kongen. Men man skal dog se en sådan kommentar som meget mere end det. Det lyder måske ikke af meget for folk, der er vant til at sige hvad de vil, men det skal forstås at en sådan kommentar betragtes som majestætsfornærmelse og giver direkte 3 år i fængsel.

 Der er ingen tvivl om, at kongen og hans nærmeste for alt i verden vil forsøge at undgå, at der kommer et reelt opgør med regimet. Der bliver lyttet godt efter, når briterne kommer med anbefalinger og man forsøger derfor at komme et oprør i forkøbet med forskellige ændringer; nogle kosmetiske og andre mere håndgribelige. En del af disse ændringer, kosmetiske eller ej, bidrager faktisk til at fjerne den frygt, der findes i befolkningen. Det kan f.eks. nævnes at kongen lige har udskiftet chefen for den berygtede efterretningstjeneste, så den skal få et mere ”humant” ansigt udadtil. Dette betyder samtidig i praksis at de ikke længere, eller i hvert fald ikke lige pt., kan slå ned på demonstranter eller folk, der offentligt kritiserer regimet med anholdelser og fængslinger i samme omfang som tidligere.

 Lad mig komme med endnu et konkret eksempel på, hvordan dette kommer til udtryk i praksis. For lidt over en måned siden, fik et medlem af Hizb ut Tahrir stjålet sin bil. Tyvene kørte galt i bilen og politiet kontaktede ejeren og bad ham komme og hente bilen. Da han kom for at hente sin bil, sagde de til ham:” Glem din bil… vi skal tale om, hvad der var inde i bilen”.

Bilen havde åbenbart været stopfyldt med islamisk materiale fra partiet, hvilket er ulovligt i Jordan og fører til direkte fængselsstraf på mindst et år. Han blev ført til efterretningstjenesten for at blive afhørt. Da han ikke kom hjem, troppede en 30-40 af hans familiemedlemmer op foran efterretningstjenestens kontor i hovedstaden. Her stillede de sig udenfor og spurgte hvorfor deres familiemedlem var blevet anholdt. De fik at vide, at det var han fordi han var medlem af Hizb ut Tahrir, og fordi han var blevet taget med materiale og at dette er helt klart ulovligt. Familien insisterede på at få ham udleveret og sagde, at de ikke ville gå før de fik ham med hjem. Dette gjorde efterretningstjenestens ansvarlige nervøs. Ingen vil have 30-40 mennesker stående udenfor og råbe lige pt., for det kunne jo være at det netop var denne begivenhed, der ville blive dråben der fik bægret til at flyde over og udløse en opstand. Derfor blev familien inviteret indenfor (hvor der ikke er vidner), hvor de med en lidt hårdere tone fik at vide at det var ulovligt og at han skulle fængsles. Dette fik familien til at sige at i så fald, så var de også medlemmer af Hizb ut Tahrir og så kunne de ligeså godt anholde dem alle sammen med det samme. Nu var der lagt op til en konflikt, som man tilsyneladende ikke ønskede fra regimets side, for de blev bedt om at gå hjem og komme tilbage efter maghrib, hvor de faktisk fik den anholdte udleveret.

 Nu har frygt aldrig været kendetegnene for Hizb ut Tahrirs medlemmer, snarere tværtimod. Mange, endda rigtig mange af dem, har siddet i fængsel her, og en del op til flere gange. Men det er eksempler som disse og en del andre, der viser en særlig udvikling, som påvirker muslimerne generelt. Jeg vil komme mere ind på dette i de efterfølgende indlæg.

 Det kan godt være at denne tilbageholdende stil er en midlertidig situation, grundet helt særlige omstændigheder; men når folk først overkommer frygten for regimet, så bliver landet ikke det samme igen.