Opstandene set indefra… (Del 1)

Jeg vil begynde med lidt tørre tal og facts om Jordan. Jordan er ikke særlig interessant grundet sit indbyggertal, da det er relativt lavt i regionen med kun ca. 6,5 millioner. Heraf er ca. 60 % palæstinensere. Over en million bor i hovedstaden Amman, og gennemsnitsalderen i Jordan er ca. 22 år. Ca. 94 % af befolkningen er muslimer og resten tilhører det kristne mindretal i forskellige afskygninger.

Det, der gør Jordan interessant i et internationalt perspektiv, er den geografiske beliggenhed med grænser op til Syrien (Nord), Saudi Arabien (Syd), Irak (Vest) og Palæstina (Øst). Derudover har Jordan historisk set haft meget tætte forbindelser til den engelsktalende verden, her gælder det især Storbritannien. Den nuværende konge, Abdullah II, hvis mor er engelsk, er vokset op i Storbritannien. Han kunne stort set ikke arabisk, da han blev bragt til Jordan for at overtage posten efter sin far.

Jordan spiller stadig en betydningsfuld rolle i forhandlingerne om Palæstinas fremtid, og det er også her de nye forhandlinger skal finde sted inden længe. Dette er en øjensynlig grund til, at Jordan er det land, der modtager den tredjestørste økonomiske militærstøtte fra USA - næst efter ”Israel” og Egypten.

Meget generelt hvad befolkningen angår, så består den oprindelige jordanske befolkning primært af store stammer, hvoraf kongen tilhører Banu Hashim, som er en mindre stamme. Kongen får det meste af sin legitimitet fra befolkningen gennem loyaliteten stammerne imellem, og fordi hans stamme, efter sigende, kan spores tilbage til Profeten (saws).

Der er også en minoritet bestående af folk fra Kaukasus, som blev flyttet hertil under det Osmanske Khilafah, da russerne begyndte deres angreb på regionen. Parlamentet, som andre steder i ummah (ironisk nok) kaldes ”Majlis Al Ummah” (Folkets Råd), og består primært af oprindelige jordanere, kristne og den del af befolkningen der oprindeligt stammer fra Kaukasus. Man kan godt se den indbyggede problemstilling i denne konstellation. Det er det klassiske scenarie, hvor man sætter minoriteten på magten, så man sikrer sig at magthaverne er afhængige af hjælp fra stormagter for at opretholde deres position, og derfor parerer ordrer.         

Jordan har et rimeligt godt forhold til alle sine naboer, især golfstaterne. Der har været tale om at Jordan skulle indgå i Golf-unionen. I folkemunde hedder det, at det udelukkende er fordi, at man i Golfen har brug for den jordanske hær til at slå ned på eventuelle opstande ifølge ”musketer-eden” – ”én (tyran) for alle og alle (tyranner) for én”.

I forbindelse med det såkaldte ” arabiske forår”, så er Jordan foreløbigt sluppet relativt let, uden de store opbrud indtil videre. Der er dog en historisk utilfredshed blandt den palæstinensiske del af befolkningen, da de ikke nyder de samme rettigheder og dermed muligheder som de oprindelige jordanske stammer. Selv stammerne er utilfredse med den nuværende konge, og kritiserer ham for den stigende korruption og faldende levestandard. Kongen forsøger at skyde skylden på parlamentet og udskifter det løbende. Det komiske i denne manøvre er, at det netop er denne ret til at udskifte som han vil, der gør at befolkningen og især stammerne retter deres kritik direkte mod kongen.

I morgen, fredag den, 21.10.2011 er her i Jordan blevet døbt ”stammernes fredag”. Man forventer at stammerne vil gå på gaderne og kræve ændringer.

I skrivende stund, sikkert som alle andre steder i verden, sidder folk klistret til skærmene overalt i Jordan og følger med i udviklingen i Libyen. Mange er glade på muslimerne i Libyens vegne, men minder hinanden om de forfærdelige ting, der stadig sker i Palæstina og Syrien.