Det Arabiske Forår - en udvej fra fængslet?

Demonstrationerne vi derfor har bevidnet har haft slogans som karama (værdighed), hurriyya (frihed) og taghyeer (ændring). Disse slogans er fejlagtigt blevet fortolket af medierne som tegn på, at muslimerne blot ønsker forandring uden, at denne forandring nødvendigvis er islamisk betinget. Det er imidlertid ikke kun forventet, men endda forståeligt, at demonstrationerne i første omgang vil bære sådanne slogans, da sådanne krav altid vil være de første fra et folk, der i årtier har levet som undertrykte fanger!

Men nu, hvor muren af frygt er blevet knust og jævnet med jorden, søger muslimerne en udvej fra fængslet. Amerikanerne kender til dette ønske fra muslimerne, men har gentagne gange bevist deres insisteren på at opretholde systemet og derved fastholde muslimerne i fængslet. Utallige udtalelser fra Barack Obama, Hillary Clinton og Jay Carney (talsmand for det Hvide Hus) har alle været i retning af reformer. Reformer er dog et andet ord for status quo.  

Med andre ord ønsker amerikanerne, at fængslet skal se bedre ud. Fængslet skal have bedre faciliteter, en flinkere fængselsvogter, pænere fængselsceller osv. Det er bl.a., hvad vi så i Ægypten med den seneste folkeafstemning for grundlovsændring, hvor den sekulære forfatning forblev med få kosmetiske ændringer. Altså er ægypterne stadig fængslet og med det snarligt kommende parlaments- og præsidentvalg er der kun udsigt til flere ubetydelige kosmetiske forandringer. Men ingen reel ændring. 

Arabiske medier har bidraget meget negativt i denne forbindelse med forsøget på at fastholde muslimerne til at tænke indenfor rammerne af det etableret sekulære system. Fokus i disse medier har eksempelvis været rettet mod ægyptiske præsident- og parlamentskandidater og ikke på de virkelige problemer.  

Uundgåelig fængselsflugt

Muslimerne vil dog før eller siden erkende, at disse demokratiske valg i Ægypten og andre lande ikke vil medføre den ønskede ændring. Og når dette bliver erkendt vil muslimerne søge en udvej fra fængslet udenom det etablerede system. Hvor lang tid dette vil tage vides af gode grunde ikke, men alt tyder på, at muslimernes smertetærskel er blevet betragteligt sænket, og ikke længere er villige til at acceptere tomme løfter fra formelle politikere.

Blandt disse positive tegn var Hosni Mubaraks tale den 26. januar 2011, hvor han ikke kun lovede, at han ikke ville genopstille til det kommende præsidentvalg, men endda ikke ville tillade hans søn at opstille! Denne beslutning havde været en drøm for ægypterne blot få måneder før, men deres ambitionsniveau var allerede blevet meget højere. Spillets regler og den politiske realitet i Mellemøsten i dag har derfor ændret sig.

For det samme mønster genkender vi fra Syrien, Yemen og Tunesien… og flere venter. Men med snak om reformer og frie valg forsøger Vesten desperat at opretholde status quo, selvom de med økonomiske kriser må siges at have hænderne fulde.

Muslimer har dog levet lang nok i fængslet. Det kan være ubetydelige reformer kunne have en langtidsbedøvende virkning for få år siden. Men nu har muslimerne nået et punkt, hvor de ikke længere vil acceptere livet som fængselsfange, selv hvis maden skulle blive lidt bedre, hvis de fik længere tid i gården, en større fængselscelle eller en mere imødekommende fængselsinspektør.

En indsats kræver det dog at få muslimerne til at erkende, at motivet bag reformerne er at opretholde muslimerne i fængslet. For det er desværre langtfra alle muslimer, der er nået til den erkendelse endnu.

Til sidst er det nødvendigt at man præsenterer reelle islamiske løsningsmodeller og ikke kun idylliske taler om en gammel islamisk storhed i historien for muslimerne. Derimod skal særlige løsningsmodeller, der behandler nutidige økonomiske, styremæssige og sociale problemstillinger fremhæves så det kan erkendes, at Islam besidder både ambitiøse og realistiske løsninger til den politiske situation. 

Først dér vil muslimerne opdage den reelle udvej fra fængslet som de så længselsfuldt higer efter.