Amerikaner dræber tre i Lahore

Sagen blev udløst ved, at to personer blev skudt og dræbt af en person der har identificeret sig som Raymond Davis (R.D.) og ansat som teknisk rådgiver ved det amerikanske konsulat i Lahore, hvor imens en tredje person blev påkørt og dræbt af det amerikanske konsulats køretøjer, der ifølge mange kilder kørte i modsatte vejbane i høj fart, for at komme R.D. til undsætning. Det berettes i øvrigt at over et dusin mennesker blev såret og nogle endda alvorligt af begge biler (”Dunya Today”, 27-01-2011, Dunya TV). R.D. åbnede ild mod to personer der kørte på motorcykel fordi han angiveligt følte sig truet og var bange for at blive røvet, da de kørte op på siden af ham mens han holdt ved et vejkryds. Han har derfor påstået at han er et uskyldigt offer og proklameret at det var selvforsvar, til trods for at han skød de to mænd i ryggen igennem sin bils forrude og ikke siderude – dvs. mens de var på vej væk fra ham og ikke mod ham eller ved siden af ham. Dette fremstår tydeligt af de videooptagelser og billeder af køretøjet, som medierne har bragt på flere private TV kanaler samt øjenvidne beretninger af hændelsen (Tribune, 28-01-2011). Øjenvidner har endda berettet til flere medier, at R.D. efter at have skudt de to personer, tog billeder af ofrene og forsøgte derefter at stikke af fra gerningsstedet. Han blev dog forhindret i at undslippe af folkemængden, hvor han efter en mindre jagt blev pågrebet (”Today with Kamran Khan”, 28-01-2011 – Geo TV). R.D. har påberåbt sig diplomatisk immunitet under Wien konventionen, til trods for at alt tyder på at han ikke er diplomat (BBC News, 28-01-2011). Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand PJ Crowley bekræftede blot overfor reportere fredag, at manden er amerikansk statsborger og arbejder for konsulatet i Lahore. Han ville ikke bekræfte hvorvidt manden havde diplomat-status og heller ikke hvorvidt han havde våbentilladelse til den Glock han var i besiddelse af. Grundet sagens detaljer og handlingsforløb, bragte en pakistansk avis historien dagen efter med overskriften: ”’Amerikansk Rambo’ går bersærk i by” (The Nation, 28-01-2011). Flere journalister har opsporet ofrenes familier og berettet at de to personer der blev skudt og dræbt var på vej tilbage fra et retsmøde vedrørende drabet på det ene offers bror en måned forinden. Grundet drabet på det ene offers bror havde han ifølge familien våben på sig til sin beskyttelse, som han havde tilladelse til, fordi han frygtede for sin sikkerhed. Han drev ifølge familie og naboer i øvrigt en forretning, hvor han solgte mobiltelefoner og var ifølge dem ikke involveret i noget kriminelt foretagende. Denne forklaring står i kontrast til den forklaring R.D. har afgivet, hvor han har postuleret at de to personer fulgte efter ham og forsøgte at røve ham, efter han havde hævet penge fra en automat. Den tredje person der også blev dræbt af amerikanere i et andet køretøj, er blevet identificeret som en lokal forretningsdrivende – alle tre unge mænd angiveligt i 20’erne.

Politi, øjenvidner samt videooptagelser af køretøjet bekræfter at amerikaneren kørte i en bil med private nummerplader, hvilket ifølge flere kommentatorer virker atypisk for en diplomat – eller ansat ved det amerikanske konsulat for den sags skyld. Yderligere kørte han rundt alene i et område (Mazang), der betragtes som farligt at færdes i. BBC News skriver i samme artikel som refereret til tidligere, bragt d. 27-01-2011, at ”vores korrespondent siger at der med sikkerhed vil blive stillet spørgsmål ved, hvorfor amerikaneren bar våben og hvorfor, hvis han var diplomat, han ikke var forsynet med væbnet beskyttelse.” Derfor sættes der med rette spørgsmålstegn ved flere forhold i forbindelse med denne mands adfærd og færden.

Til trods for den megen medieårvågenhed episoden har fået samt sagens alvorlige karakter, hvor denne mand i bedste fald var i besiddelse af et ulovligt våben uden våbentilladelse og tyede til selvtægt på åben gade og skød og dræbte to personer, og hvor en tredje blev påkørt og dræbt, kom der ingen reaktioner fra hverken regeringen eller oppositionen. Først efter anklager fra en partifælle om at indenrigsministeren Rehman Malik har forsøgt at få R.D. løsladt ved selv at kontakte politiet torsdag aften (dvs. samme aften som episoden fandt sted), har han været nødsaget til at kommentere sagen og udtalt at der vil finde en ”passende” juridisk proces sted (Tribune, 29-01-2011). At tage R. Malik’s ord for gode vare er ret svært for de fleste (hvis ikke alle), med alle de løgne han er kendt for at svinge om sig. Han er fx kendt for blankt at have benægtet at Blackwater befinder sig og operer i Pakistan, til trods for at Robert Gates, for blot at tage et eksempel, under et besøg i Pakistan, i et interview på åben skærm har bekræftet at Blackwater og DynCorp operer i Pakistan (Daily Times, 22-01-2010). R. Malik gik så vidt at han udtalte at han ville træde tilbage fra sin stilling hvis det kunne bevises at Blackwater befinder sig i Pakistan (The Nation, 21-11-2009), men det har vi selvfølgelig ikke set noget til, ligesom det heller ikke forventes at sagen mod R.D. vil få et ”passende” forløb blot fordi R. Malik siger det. Ifølge meldingerne i medierne, har det desuden ikke været muligt at beslaglægge det andet køretøj, der har været skyld i det tredje drab samt flere sårede. Identiteten på de personer der sad i dette køretøj er heller ikke blevet afsløret for politiet. Fokus er faktisk fjernet fuldstændigt fra det andet køretøj og de personer der befandt sig i det, og der tales nu udelukkende om skudepisoden og rettergangen mod R.D., der foreløbig er beordret tilbageholdt i seks dage af en dommer, sigtet for dobbelt drab.

Hvad angår den amerikanske ambassades attitude og udtalelser i sagen, så blev det til at starte med kun bekræftet på yderst sparsommelig vis, at en amerikaner var involveret. I en pressemeddelelse dagen efter episoden fandt sted, stod der: ”En ansat ved det amerikanske general konsulat i Lahore var involveret i en episode i går, der beklageligt resulterede i tab af liv. Den amerikanske ambassade arbejder sammen med de pakistanske myndigheder for at fastlægge fakta og arbejder hen imod en afklaring.” (Den amerikanske ambassade i Pakistan, 28-01-2011). Bemærk at hændelsen med det andet køretøj der resulterede i det tredje drab og flere sårede ikke nævnes eller indikeres overhovedet. Derefter ser vi, at tonen var fuldstændig ændret dagen efter og man kunne således erfare, at amerikanerne på sædvanlig arrogant vis og i bedste cowboy-stil har ”anmodet” (læs: beordret) om øjeblikkelig løsladelse af drabsmanden R.D., der ifølge dem tilbageholdes på ulovlig vis: ”USA’s ambassade i Pakistan kalder til øjeblikkelig løsladelse af en amerikansk diplomat, der på ulovlig vis tilbageholdes af myndighederne i Lahore.” (Den amerikanske ambassade i Pakistan 29-01-2011).

Et interessant scenario diskuteres i øjeblikket i debatten der er opstået i kølvandet på skudepisoden. Nemlig om, hvordan reaktionen ville have været, hvis samme slags episode fandt sted i USA, hvor en person fra Pakistan i samme position som R.D. handlede på samme måde, bevæbnet med et ulovligt våben, og det oven i købet uden våbentilladelse. Svaret er selvsagt for de fleste.

Desuden er det ikke et enkeltstående tilfælde, hvor en amerikaner har været i besiddelse af ulovlige våben og færdes på mystisk og mistænkelig vis. Der har fundet adskillige episoder sted i forskellige byer i Pakistan, hvor amerikanere er blevet pågrebet af politiet, mens de har været i besiddelse af ulovlige våben, herunder endda eksplosiver. Til trods for det er de hver gang blevet løsladt, uden nærmere efterforskning, på ordre fra højtstående politikere, der fungerer som nikkedukker for amerikanerne (Pakistan Daily, 04-11-2009). I ét blandt mange tilfælde blev 4 amerikanere pågrebet kl. 3 om morgenen mens de kørte rundt i hovedstaden Islamabad med ulovlige våben i firehjulstrækkere med tonede ruder. En time efter blev de løsladt takket være en opringning fra en ukendt højtstående person i indenrigsministeriet. Denne episode blev Hillary Clinton konfronteret med d. 28-10-2009, under et interview mens hun var på besøg i Pakistan. Hun nægtede at tage stilling til spørgsmålet og talte udenom ved at sige, at der er særlige regler der gør sig gældende for folk med diplomat-status. Selvom journalisten pressede hende ved at spørge hvad en diplomat har at bestille på Islamabads gader kl. 3 om morgenen, bevæbnet med ulovlige våben, ville hun ikke tage stilling til spørgsmålet. Derudover hæfter mange sig ved, at personel fra Blackwater, DynCorp samt personel fra amerikanske efterretningstjenester m.m. ukontrolleret og uhindret færdes ind og ud af Pakistan, mens officielle pakistanske delegationer udsættes for ydmygende visitationer og kontroller, når de vel at mærke har været på officielle besøg i USA på amerikanernes anmodning (Dawn, 01-09-2010). Samtidig er der bred enighed blandt mange i Pakistan om, at amerikanske private firmaer såsom Blackwater og DynCorp samt forskellige efterretningstjenester med al sandsynlighed står bag eksplosioner, drab på civile m.m., ligesom de også er kendt for at have gjort det i Irak. Derfor ses denne episode af de fleste som endnu et eksempel på amerikanernes uacceptable tilstedeværelse og opførsel, samt regeringens manglende autoritet og selvrespekt (det samme gør sig gældende for oppositionspartierne, der alder til at have fået mundkurv på).

Samtidig diskuteres sagen mod Dr. Aafia Siddiqui også i forbindelse med denne episode, og der drages paralleller mellem de to sager. Ingen har nemlig glemt hvordan hun blev frarøvet en retfærdig rettergang. Ingen har glemt hvordan hun først blev kidnappet af amerikanerne i Pakistan, siden hen ført til Baghram-basen i Afghanistan, for derefter at blive fløjet til USA efter flere år, for at blive retsforfulgt for forbrydelser hun tydeligvis ikke havde begået, efter at have været igennem krænkelser der ikke kan nævnes. Ingen har glemt alt dette.

Derfor har hele episoden og det efterfølgende forløb antændt vreden hos den i forvejen meget anti-amerikanske befolkning i Pakistan, der grundet amerikansk indblanding i muslimernes anliggender foragter USA. Listen af ugerninger som befolkningen bebrejder amerikanerne for, er lang. Her er et beskedent udpluk der topper listen:

-          De mere eller mindre daglige droneangreb der har ført til utallige drab på civile

-          Opførelse af verdens største ambassade i Islamabad, der rettere tager form som en by i en by eller et fort/base, frem for en ambassade, grundet dens størrelse og antallet af dens ”personale”

-          Private amerikanske sikkerhedsfirmaer (læs: lejemordere), herunder Blackwater (nu Xe Service) og DynCorp m.fl., der har ukontrolleret adgang ind i landet og færdes efter forgodtbefindende og foretager uhindret terroraktiviteter

-          Sagen vedr. Dr. Aafia Siddiqui, der på inhuman og brutal vis er blevet et symbol på USA’s umenneskelighed og terrorisering af borgere rundt om i verden efter forgodtbefindende

-          Støtte og opbakning til den sensationelt korrupte Zaradri-regering i Pakistan, der efterfulgte diktatoren Musharraf der også nød amerikanernes støtte og opbakning

-          Regeringen i Afghanistan bestående af krigsherrer og narkobaroner

-          Den amerikanske tilstedeværelse i regionen i det hele taget, der har medbragt destabilitet og en usikker tilværelse for befolkningerne

-          Støtte og opbakning til såkaldt ”Israel”

-          Støtte og opbakning til diktatorer og rædselsregimer verden over

Alt dette og meget mere har medvirket til, at befolkningen i Pakistan, der i forvejen nærer stor foragt for amerikanernes tilstedeværelse og operationer i Pakistan såvel som Afghanistan, er ved at nå kogepunktet. Så mens bølgerne går højt i Mellemøsten er der også udsigt til eskalering af situationen og protesterne i Pakistan. Derfor er det på tide at muslimerne i Pakistan indser, at løsningen på deres problemer, herunder amerikanere der opfører sig efter forgodtbefindende, kun findes i at erstatte den nuværende regering med en islamisk regering, der vil varetage sit folks interesser og affære og ikke amerikanernes. Samtidig er det på tide at indse, at dette ikke er muligt, medmindre hele det nuværende politiske setup fjernes fra rødderne og erstattes med et islamisk setup, der vil bane vejen for en sådan ledelse.

I den forbindelse er Hizb ut-Tahrir i Pakistans seneste udspil for at vende situationen i Pakistan yderst aktuel og nævneværdig. Hizb ut-Tahrir i Pakistan har for nylig præsenteret et program bestående af 11 tiltag, der kan vende situationen i Pakistan, herunder den amerikanske tilstedeværelse, der har skabt uro og destabilitet i hele regionen. Udspillet består af følgende 11 tiltag:

1)      Islam skal blive implementeret fuldkomment og grundlæggende igennem etablering af Kalifatet i Pakistan. Kalifatet vil med øjeblikkelig virkning foretage praktiske foranstaltninger til at sammensmelte alle andre muslimske lande. Den muslimske nations enhed er dens styrke, som ikke er mulig foruden etablering af Kalifatet

2)      Olie, gas, elektricitet, kul og guldreserver, herunder alle mineraler og metaller, skal erklæres for offentlig ejendom og skal stilles til rådighed for den muslimske nation uden beskatning og uden nogen overflødig profit. Ikke alene vil dette reducere inflationen og eliminere fattigdom, men det vil også sætte skub i industrien

3)      Renter og samtlige ikke-Sharia-mæssige (uislamiske) økonomiske transaktioner skal stoppes. Yderligere vil rupien blive separeret fra dollaren og blive baseret på guld og sølv, som foreskrevet i Islam. Dette vil medvirke til at stabilisere rupien og samtidig redde økonomien fra at drukne, sammen med den dalende dollar

4)      Afskaffe G.S.T. (General Sales Tax), inklusiv samtlige direkte og indirekte skatter. Finanser skal indsamles via islamiske indtægtskilder og beskatning. Dette inkluderer Kharaj, Ushar, Rikaz, Hima, Jizya og Zakah. Yderligere vil den islamiske stat garantere enhver borgers basale behov (muslimer såvel som ikke-muslimer)

5)      Retten til at lovgive tilkommer udelukkende Allah. Derfor vil Nationalforsamlingen (National Assembly) og senatet, i kraft af deres funktion som værende lovgivende organer, blive opløst. Disse er de institutioner, igennem hvilke USA beskytter sine interesser, fx som det har været tilfældet med den syttende grundlovsændring og NRO (National Reconciliation Ordinance). Kaliffen vil alene være den ansvarlige for implementering af Allahs Sharia. Ulige demokratiet, vil der ikke være behov for mønstre et flertal for at implementere Allahs lov

6)      USA, Storbritannien og samtlige andre kolonialistiske landes ambassader skal lukkes og alle relationer må ophøre

7)      Pakistan skal forlade USA’s ”krig mod terror” og afskære forsyningslinjerne til USA. Borgerkrigen mellem muslimerne i stammeområderne og den pakistanske hær skal ophøre øjeblikkeligt

8)      Pakistan skal trække sig ud af FN, USA’s konkubine, og etablere bilaterale relationer med andre ikke-kolonialistiske lande. Dertil skal udenrigspolitikken baseres på at sprede det islamiske kald (Dawah) til hele verden, hvortil den praktiske metode er Jihad

9)      Utugtighed og amoralsk adfærd skal erklæres som ulovlig og alle kilder til moralsk korruption, inklusiv medier, skal afvikles og samfundet skal derimod bygges på et islamisk fundament

10)  De eksisterende juridiske love, som er arv fra den britiske kolonialistiske æra, skal fjernes og alle juridiske beslutninger skal foretages i henhold til den islamiske Sharia

11)  Primær uddannelse skal stilles gratis til rådighed og dens mål skal være at danne islamiske personligheder og give børn videnskabelige oplysninger samt brugbar viden

Overholdelsen af alle disse punkter vil uden tvivl vende situationen i Pakistan på en tallerken – herunder amerikanernes ukontrollerede og uimodsagte færden og dominans. Til trods for at udspillet er skræddersyet til Pakistans specifikke realitet, baserer det sig på den øvrige litteratur som Hizb ut-Tahrir har forberedt til at tilvejebringe ændring i den islamiske verden, der består af løsningsmodeller til at løse alt fra politiske og økonomiske problemstillinger, til uddannelsesmæssige, udenrigspolitiske samt juridiske anliggender m.m. Der bør efterhånden ikke være nogen tvivl om at det der er brug for i Pakistan og den øvrige islamiske verden er at fjerne det eksisterende system fra rødderne og erstatte det med et det islamiske alternativ som Hizb ut-Tahrir allerede har klargjort, ved at overdrage den politiske ledelse til Hizb.