Kultur



Kvindernes internationale kampdag

I dag gik verden, som vi kender den en lille smule i selvsving. Rundt omkring i verden poppede sms’er op pÃ¥ telefonskærme med lykønskninger (Tillykke med frigørelsen!), særlige klummer, blogs, kronikker blev skrevet og der var debatmøder og arrangementer, der alle udsprang af en fællesnævner: frigørelsen.

Hvad er det dog, der vil skete på denne dag? Hvilken begivenhed kan have så stor en betydning, at mennesker, der ikke kender hinanden, mener de har en fællesnævner netop en og samme dag? Ro på. Så stort er det dog ikke – det er kvindernes internationale kampdag anno 2013. Og der kommer en til i 2014.

Det hele er et iscenesat hysteri, der omgærder 8.marts. Det er som om, at der lægges låg på alt hvad der vedrører kvinderne i vestlige samfund fra den 8. marts til den 1. marts. Fra den 1. marts begynder en opstigning mod hysteriet i et stille tempo, indtil det kulminerer den 8. marts. I disse 8 dage fokuseres der med stor ihærdighed mod visse konkrete problemstillinger i samfundene, som fx ligeløn, ligestilling, antallet af kvinder der har lederstillinger, antallet af politikere der er kvinder, kvinders barselsforhold og diverse andre småting. I virkeligheden kunne man trække på smilebåndet hvert år, og tænke, at det må de da gerne hygge sig med. Problemet er bare at dette hysteri, denne tvangstanke omkring kvinders ligestilling, de seneste par år mere og mere har rettet sig mod at fremhæve sine budskaber gennem et modsætningsgalleri: demokratiets kvinder kontra islams kvinder.

Denne mekanisme gør det derfor nødvendigt, endnu engang at gå i krig med hvad 8. marts nu egentlig står for, hvad den udspringer af og ikke mindst om dens budskaber og idealer overhovedet hænger sammen med virkeligheden. Skal noget fejres eller markeres som en skelsættende begivenhed, må det næsten have noget på sig. Desværre er undersøgelsen af 8.marts et foretagende, der hvert år tilbyder samme skuffelse: idealer er der mange af, og postulater omkring kvinders forbedrede livsvilkår er temmelig højrøstede, men virkeligheden er en anden – og langt fra forestillingen om den frigjorte og ligestillede kvinder.

Jeg vil ikke bruge så meget spalteplads på at tale om delelementerne, som fx ligeløn, barsel, ligestilling, diskrimination i ansættelser med mere – de er alle aspekter af en bestem kulturel ramme, og det er denne kulturelle ramme der er det interessante. Den har nemlig ikke ændret sig siden 1910 – aspekterne har måske skiftet karakter, vi har måske flere kvindelige ledere i virksomheder i dag end i 1910, men den overordnede kultur, der sætter dagsordnen for samfundsnormen og sammenhængskraften i samfundet, er stadig den samme. Og derfor er 8. marts en myte blot.

Den kulturelle ramme, for nu at tage det danske samfund som det mest nærliggende eksempel, er fortsat et seksualiseret grundsyn på mænd og især kvinder. De komplekser og problemstillinger, kvinder slås med i dag (eller rettere har kæmpet med i hundrede af år), er i deres essens fortsat de samme, de kommer bare til udtryk gennem andre mekanismer og produkter, end for fx 100 år siden. Sat lidt på en spids, er skønhedsidealet omkring kvinden i virkeligheden blot skiftet, fra at være korset-indbundne kroppe til afklædte anoreksiramte piger helt ned til 9 års alderen. Køen til psykologbehandling og faste terapeutbesøg er lang i verdens lykkeligste land, og her er det komplekser omkring alt fra selvværd, til udseende og præstationsangst på arbejdsmarkedet, der er samtaleemnerne. Og det er det moderne kvindesyn, der som ikon og ideal skaber præcedens for, at kvinder generelt rammes af alle disse problemstillinger. Det vestlige ideal er ikke alene destruerende, men skaber kaos og depression. Psykoterapeut Lise Winther-Jensen udtaler i en artikel 4. juli 2008 i Kristelig Dagblad:”Jo mere stylede vi bliver, og jo flere indgreb vi får foretaget, desto værre står det til med det indre.”

Artiklen handler om kvinders lave selvværd, hvor moderne kvinder synes at de er grimme, de er konstant usikre på sig selv og har svært ved at udtrykke hvad de kan og vil. Et problem Lise Winther-Jensen sporer tyve år tilbage i sin praksis som psykoterapeut. Samtidig foregår en ydre ’’opstramning’’ der på en eller anden måde både skal kompensere for det lave selvværd og på den anden side skal leve op til ydre krav.

Det er interessant at se, hvordan Winther-Jensen fremhæver paradokset mellem den ydre trend og den indre tilstand hos ’’den moderne kvinde’’. EU fremhæver i 2008 på en af sine hjemmesider www.fagligt.eu, at medierne ødelægger pigers selvværd pga. de kunstige og dybt seksualiserede kvindeikoner, der er overalt og det seksualiserede syn på kvinden, der promoveres igennem medierne, pressure to be perfect.

”Medierne påvirker pigernes normer og forestillinger om både kropsforståelse og seksuel attraktivitet(…) Kvindens utilfredshed med udseende skyldes kulturel betinget norm, der føre til destruktiv adfærd som spiseforstyrrelser og dysfunktionel selvforståelse af kroppen og dem selv.” 

En anden og meget illustrativ iagttagelse er moden og dens historiske forløb de sidste 100 år. I 2002 var der en artikel i Information med titlen Den perfekte kvinde. Artiklen har et kort historisk overblik over, hvordan kvindemoden skiftevis har ændret karakter siden 1920’erne og frem til i dag, og hvilket kvindesyn der lå bag moden. Det viser sig, at alle typer af kvindemode siden 1920 har cirkuleret omkring én fællesnævner: fremhævelse af kvindekroppen. Enten gennem dissideret afklædning og afsløringen af kvindens krop, eller ved beklædningstyper, der skulle fremhæve bestemte kropsdele og former på en bestem måde.

Den 24. april 2008 kunne man læse en artikel i Information, der handlede om protester mod en fransk debat om forbud mod at opfordre til spiseforstyrrelser. Det var især modeverdenen, der kastede sig ind i en heftig kritik af et sådan forbud, og der blev oprettet hjemmesider til støtte for anorektikere og bulimikere. Der er gode råd til, hvor lidt man kan spise for at bevare den ultratynde facon og en thinspiration bog, så man lige kan få sig en motivations booster, hvis det skulle blive svært at udholde afmagringskuren. Artiklen nævner superkvinde syndromet og jagten på det perfekte liv, som tydelige mulige forklaringer bag problemet. Idealer, man henter fra Hollywood produktioner og markedsføringsstrategier, som Elvital reklamerne; you’re worth it! (Sådan kan DU også komme til at se ud, og du fortjener det – at det så kræver afmagring, plasticoperationer og depression er en mindre detalje.)

Kvindernes internationale kampdag skal derfor ikke ses som andet end et forsøg på at fastholde forestillingen om, at de vestlige kvinders forhold, i bedste velgående og i værste fald, er i fremgang. Forestillingen om, at kvinderne siden 1910, hvor ideen om kampdagen første gang blev fremsat, kun har mødt bedre vilkår, fremgang og materiel succes. At forskellen mellem mænd og kvinder, om det er inden for den private sfære, i erhvervslivet eller samfundet, er minimal og at begge køn i dag betragtes ud fra en neutral vurdering af deres personlighed, kompetencer og kvalifikationer. Neutral…I Indiana, USA er alle kvinder blevet chikaneret af mænd i løbet af deres liv, en skandinavisk undersøgelse fra 2004 viser at hver anden kvinde har haft sex med chefen og siden 1999 er antallet af piger, der indlægges med en overdosis af svage smertestillende piller, firedoblet. De har ondt i sjælen, sindet og livet. Hvad er det, der mangler i et ellers perfekt eller fredfyldt liv? Hvilket ideal eller mål, er så uopnåeligt, at depression og lykkepiller synes at være nødvendigvis forbundene til piger og kvinder?

Derfor giver jeg ikke meget for det vestlige kvindeideal og dens såkaldte frigørelseskamp, der hævdes at være vundet. Når alt dette er sagt, vil jeg tilbage til det, jeg nævnte tidligt i artiklen: modsætningsgalleriet, der består af den vestlige kvinde kontra den muslimske kvinde.

En konsekvens af ovennævnte ’frigørelse’ har naturligvis været, at man har forsøgt at indsluse eller i det mindste påvirke den muslimske kvinde. Frihedsbegreberne, der kulturelt udspringer af sekularismen, har man forsøgt at gøre til fællesnævner for alle kvinder i hele verden – alle har de ret til dem. Først var det med milde metoder, hvor tørklædet ikke var en faktor, nu er det mere direkte og ved at problematisere den islamiske påklædning, kultur og syn på kvinden.

I år er der derfor i flere sammenhænge arrangementer, blog-udgivelser og skribenter der pointerer, at den muslimske kvinde stadig lider under islamisk lovgivning. Selv de, der latterliggør 8. marts og fejringen af kvindernes internationale kampdag, ved at kalde den for en klynkedag gør det ved at tale om, at man hellere bør bruge kræfter på de muslimske kvinders tilbageståenhed i stedet for at fejre 8. marts:

Asger Aamund forklare: ”Det er fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov. Der findes i dag flere hundrede millioner muslimske kvinder med færre borger- og frihedsrettigheder end kvinderne havde tilkæmpet sig i antikkens Rom for 2.000 år siden.”

Helle Merete Brix er enig og går sågar på jagt efter arrangementer rettet mod muslimske kvinders vilkår.

Nu er det sådan at 8. marts i sig selv ikke indeholder alle de tiltag, der rettes mod muslimske kvinder. Det er i virkeligheden en årelang indsats, der d. 8. marts viser sig på en beskeden måde; en gang om året gennem få, men sigende arrangementer. 8. marts står derfor ikke alene for vestlige kvinders problemstillinger og udfordringer i et moderne Vesten, men i høj grad også for de tiltag rettet mod muslimske kvinder, der gennem mange år har været lanceret og gennemført.

Man har problematiseret den muslimske kvindes forhold til uddannelse, som om hun ikke har retten eller muligheden hertil, man har problematiseret hendes påklædning, som om den alene forhindrer hende i at fungere i et samfund – jf. burkasagen og tørklædedebatterne. Den muslimske kvindes forhold til familie, ansvar og valg af ægtefælle er i sig selv gjort til problemknuder, der er uløselige så længe hun holder fast i sin islamiske identitet og kultur. Man har med midler og metoder forsøgt at banke en kile ind mellem den muslimske kvinde og hendes identitetsopfattelse, der tager udgangspunkt i Islam og den islamiske kultur. 

Sagen er nu den, at konsekvenserne af vestlig kultur og kvindernes tilstand her efterhånden er så tydelig, at forestillingen om den succesfulde frigjorte kvinde, langsomt er ved at nå sin ende. For hvis der er noget, kvindesagen i Vesten er, er det et fantastisk bedrag, der har fastholdt så mange mennesker i en stilstand, de troede var bevægelse frem mod ændring.





Relaterede Emner