Forløbet af de hastige og på hinanden efterfølgende begivenheder i Libanon, særligt efter drabet på den tidligere premierminister, Rafik Hariri, forpligter forståelsen af og bevidstheden om baggrunden for begivenhederne, for at indtage den korrekte indstilling og forbygge opflamning af splid på ny.

   Lige siden USA tog beslutningen om at besætte Irak, har rivaliseringen været intensiveret mellem USA og det, som benævnes “det gamle Europa”, der har modsat sig USA’s beslutning om at besætte Irak.

   Europæerne herunder Frankrig, udnyttede USA’s forvirring i Iraks mudder på en åbenlys måde, for at indlede et forsøg på at genvinde sin indflydelse i Libanon. Således adopterede Frankrig “den libanesiske opposition” og omfavnede samt plejede den. Efter grundlovsændringen, for at forlænge det sluttede embede for præsidenten Emile Lahud, har “oppositionen” eskaleret sin kampagne mod regimet, støttende sig til et internationalt klima, skabt af Frankrig, mod Syrien og regimet i Libanon. Oppositionens fremtrædende symboler gav sig drypvist til at mødes med Frankrigs præsident, Jaques Chirac, for at tage imod vejledning og retningslinjer.

   Hvad angår FN-resolution 1559, så kunne man af Bush’s samtale med den franske avis, Le Figaro, forstå at Frankrig siden juni 2004, dvs. nogle måneder før forlængelsen af Lahuds regeringsperiode, påbegyndte forberedelserne til en FN-resolution, som forpligter Syrien til en omgående tilbagetrækning fra Libanon med forpligtende iværksættelsesprocedurer. Men USA kaprede det franske resolutionsforslag, og arbejdede på udstedelsen af FN-resolution 1559, som ikke indbefatter fastlæggelsen af en tidsfrist for tilbagetrækningen af de syriske styrker fra Libanon eller en forpligtende opfølgnings- og iværksættelsesprocedurer.

   Herefter kom forsøget på at assasinere parlamentsmedlemmet, Marwan Hamada, for at puste til ilden, hvilket hjalp “oppositionen” til at hæve loftet for deres krav, og anmode om internationale observatører til parlamentsvalget, der er fastsat til maj.

   Og i diskussionens hede om valgloven, forekom attentatet på den tidligere premierminister, Rafik Hariri, hvilket åbnede døren for Frankrig til at intervenere kraftigt, anmodende om international efterforskning, hvilket blev afslået af USA som udgangspunkt. Herefter kom FN-resolutionen, der fastlægger udsendelsen af et efterforskningshold, der skal samarbejde med regimet i Libanon.

   USA modstår det franske angreb ved at benytte overbydning som fremgangsmåde, over for “oppositionen” og de franske initiativer, for at kapre disse og derefter forsøge at udtømme dem fra deres indhold samt skyde dem i sænk, for ikke at give Frankrig, og de europæiske lande bag den, mulighed for at foretage aktiviteter, der kan underminere USA’s indflydelse i Libanon.

   Begivenhedernes forløb varsler mægtig ondskab. Den eller de rivaliserende internationale parter drager nytte af den politiske klasse i Libanon og de trossamfund, som den læner sig opad, for at forvandle dem til tungt artilleri, som de udnytter i deres rivalisering om indflydelse. Dette forvandler de libanesiske byer, landsbyer og kvarterer til voldgrave, forskansninger og kampbaner. Stanken af splid vender således tilbage på ny, for at udbredes og forstoppe næserne. Ligeledes vender naget tilbage, såvel som agitationen for jahilliah (det præislamiske) tilbage, for at overdøve ørerne. Imens er folk forvirrede over borgerkrigs-slangen, som knap formår at forsvinde førend den vender tilbage på ny, for at hæve sit hoved, sprøjte sin gift, og give anledning til at forgribe sig på folks sikkerhed, tryghed og liv.

   Under denne formørkede atmosfære, som varsler mægtig fare, fremtræder det store spørgsmål: Hvad er påkrævet og hvad bør vi gøre?
Svaret er som følgende:

For det første: At modstå agitationer for splid gennem sekterisme og skoleretningers fanatisme, samt at stå i vejen for og forhindre disse agitationer. Og Sendebuddet (saaws) siger herom:

“Hold jer væk fra denne, for den er sandelig ildelugtende”.

For det andet: Ikke at lade sig narre af de grådige vestlige landes paroler, deres usle anmodninger og løgnagtige løfter. I spidsen af disse lande står USA og Frankrig, sammen med Storbritannien bag sløret. Endvidere ikke at lade sig tillokke af vildledende mottoer, såsom det bedrageriske motto “frihed, suverænitet og uafhængighed”. Dét at regimet i Libanon er kontrolleret og ikke råder over sine egne beslutninger er en tydelig sag, men behandlingen heraf foregår ikke ved at fremme nogle vestlige kolonialistiske landes indflydelse, dvs. Europa, for at uddrive andre kolonialistiske landes indflydelse, dvs. USA, med mottoet om “Suverænitet og uafhængighed”. Mottoet, som bør forblive hævet, er “Enhver benyttelse af den fremmedes hjælp er politisk selvmord”.

For det tredje: At opfatte virkeligheden af den såkaldte “Libanesiske entitet” og fordybe sig nøje i dens rolle samt årsagen bag dens etablering med en sekterisk sammensætning.

   Det, som i dag kendes som “Libanon”, blev fuldstændigt flået fra Sham-landene (Levanten), under opsplittelsesaktionen, som de islamiske lande blev udsat for. Den dag, da General Guro, erklærede etableringen af det, de kaldte “Stor-Libanon” i 1920 e.Kr., skreg muslimerne af smerte og beklagede sig over denne forfærdelige beslutning. Muslimerne afholdt konferencer (fx Kystbyernes konference), for at forhindre fuldførelsen af løsrivelsens og skamferingens forbrydelse, men det franske militærmaskineris kniv undertvang dem og fuldførte afskærings- samt sønderrivningsaktionen. Derpå forsøgte Frankrig at lindre løsrivelsens smerter ved at tildele muslimerne samt deres ledere nogle ubetydelige gevinster og ligegyldige poster.

   Det, som vi frygter allermest, midt i begivenhedernes hede, udtalelserne, frygtens og bekymringernes følelser, er at vores ummahs sønner tager fat om denne kniv og tillokkes af det, som ophejses af fordrejede og vildledende mottoer om “frihed og uafhængighed”, for dermed at bistå den grådige forbryder og dolke sig selv samt presse kniven helt ind i deres egne hjerter uden at være vidende om hvad de foretager sig.

For det fjerde: Ikke at lade sig tillokke af de såkaldte “Ledere, anførere og ledende figurer”, som retter sig efter Europas og USA’s retningslinjer og råd, og underkaster sig ordrer fra dem og deres agenter, nemlig muslimernes og arabernes regenter. Folk som disse bør forhindres, førend de påfører landene og tjenerne grusomheder, undergange og krige.

For det femte: Som er det vigtigste, nemlig at referere tilbage til Allahs (swt) Bog (Quran) og Sendebuddets (saaws) Sunnah, for deri findes beærelsen i denne verden, og Allahs(swt) tilfredshed i det hinsides. Allahs(swt) siger:

“Beærelsen tilkommer Allah, Sendebuddet og mu’minin”
(OQM. Al-Munafiqoun 63: 8).

Og det at vende sig bort fra Allahs(swt) formaning , dvs. Islam, fører til et nedværdiget liv og ydmygelse i denne verden samt Allahs vrede og straf i det hinsides. Allah (swt) siger:

“Og den som afviger fra min formaning, vil have et nedværdigt liv og på Dommens dag vil vi genoplive ham som blind”
(OQM. Taha 20: 124).

Og til ikke-muslimerne blandt Libanons befolkning siger vi:
Implementeringen af Islam er garantien for jeres tryghed og overlevelse. Det er endvidere det, som forhindrer jeres sønner fra emigration. Dette er hvad over tretten århundreder af den islamiske stats styre vidner for. For Khilafah-staten beskyttede ikke-muslimerne blandt jøder, kristne og andre, siden Islams fødsel og indtil slutningen af den Osmanniske stat, før de tyrkiske nationalisters overtagelse af styret. Dermed kunne de leve i de islamiske landes territorier, herunder Libanon, med sikkerhed for eget liv, ejendom og ære. De havde krav på de samme rettigheder og var pålagt de samme forpligtelser som muslimerne, og det var op til dem at tro og tilbede, som de ville, inden for den generelle orden. Allah(swt) siger:

“Der er ingen tvang i Deen (Islam), for sandheden har vist sig fra falskheden”
(OQM. Al-Baqarah 2: 256).

O Muslimer
Allah(swt) har beæret jer med sandhedens Deen (Islam). Og I er sønnerne af en beæret og mægtig ummah. Lad derfor vær med at ofre liv og ejendom for at opnå snævre krav, og giv jer til at arbejde sammen med aktivisterne for genoptagelsen af den islamiske levemåde, således at I og jeres ummah kan samles i en mægtig og stærk stats egne. En stat, der retfærdigt genvinder de forurettedes rettigheder fra de uretfærdige. En stat der fjerner grænserne mellem muslimernes lande. En stat, der styrer jer med Islams lys og retfærdighed. Khilafah-staten, som Østens og Vestens tænkere og politikere konstant advarer imod, fra Putin i Rusland til Rumsfeld, Meyers, Powell og efterretningstjenesterne i USA og Vesten.

I skal arbejde med aktivisterne for at realisere jeres Sendebuds (saaws) løfte:

“Derpå vil der atter en gang være en Khilafah ifølge profetens metode”.

I skal arbejde for at beskytte jer mod spliden og de kolonialistiske landes udnyttelse af jer, for dermed at vinde beærelsen, stoltheden samt lyksalighed i denne verden og Allahs (swt) tilfredshed og Jannah i det hinsides.

“Heri er der sandelig en formaning for den, der er i besiddelse af en forstand og som lytter opmærksomt i sin tilstedeværelse”
(OQM. Qaf 50: 37).

16. Muharam 1426 e.H.
25. februar 2005 e.Kr.

Hizb ut-Tahrir
Libanons Wilayah