Lige siden Khilafah blev nedlagt og Islam forsvandt fra livets kampbane og lige siden de vestlige sekulære systemer begyndte at regere og det kapitalistiske økonomiske system blev implementeret i styret, retsvæsenet samt det økonomiske og sociale system dvs. siden Ummah blev ramt af sygdommen, er symptomerne af denne sygdom kommet til syne og har bredt sig i Ummahs krop. De har udspredt sig i samtlige af livets aspekter. Derefter blev de behandlet med Den Internationale Banks og IMUs medicin. Således har vi ofte hørt om de økonomiske planer og reformprogrammet (udsultnings- og fattiggørelses-programmet), som alle sammen har fejlet, mens fattigdommen forøges dag efter dag, idet behandlingen ikke udspringer fra ummahs ideologi og ’aqidah (verdensanskuelse).

Den anvendte udsultnings- og fattiggørelses-politik i Ummah er en kolonialistisk plan for at beskæftige folk med tanken om føden. De kolonialistiske stater har iværksat politikker, som tilsigter at vi vedbliver med at være uafhængige af dem som satellitstater for at realisere deres interesser.

Forøgelsen af fattigdom skyldes ikke mangel på landenes rigdomme ej heller manglen på deres indtægter. Den skyldes derimod elementære årsager hvilket er manglen på implementeringen af det, som Allah (swt) har åbenbaret, især i de økonomiske anliggender samt manglen på en fordeling af midlerne i overensstemmelse med sandhedens og retfærdighedens principper. Dertil kommer pseudoefterligningen af Vesten og den kolonialistiske politik. Og dertil tilstedeværelsen af vestlige agenter, som ikke bekymrer sig for andet end deres foreliggende og egoistiske interesser, de, som ikke bekymrer sig om folks og folkets interesser. Og dertil kommer stormagternes dominans over folkets ressourcer og rigdomme i småstaterne. Og dertil kommer tilmed brugen af udsultnings- og fattiggørelses- politikken som fundament for at vi konstant skal forsøge at indhente dem. Disse politikker har forårsaget negative og elendige spor i samfundet, heraf at fattigdom kan føre til kufr, oprørskhed, agentarbejde eller at kaste sig i armene på suspekte organisationer. Og endvidere er der spild af en masse af samfundets energi samt manglen på økonomisk aktivitet, hvilket kan medføre økonomisk stagnation, inflation og arbejdsløshed. Fattiggørelsespolitikken kan ydermere føre til opløsning af familien og afbrydelsen af dens forbindelse til dens stamme, hvilket kan medføre svækkelse af stammen, kriminalitet, udbredelsen af bander, samt tilstedeværelsen af en generation, som er oprørsk mod alle værdier af vores verdensanskuelse. Dermed vil samfundet miste det trygge liv og samfundsroen, og børnehandlen og smuglingen af dem til nabolande er intet andet end resultaterne af denne udsultnings- og fattiggørelses- politk.

Den vellykkede behandling findes i Islam alene fordi Islam har nedfældet regler, og fastlagt at arbejde i alle dens legitime former er den primære årsag og den oprindelige metode for menneskets tilegnelse af goder. Allah (swt) siger:

”Gå derfor omkring i dens dale og spis af Hans underhold. Og til Ham (skal jeres) opstandelse (være)”
(Al-Mulk 67: 15)

Og ifald mennesket ikke kan finde et arbejde (borgerne i staten) ligesom det er tilfældet i dag grundet arbejdsløsheden, så er det pålagt staten at sikre det til vedkommende idet den er ansvarlig for ham. Vor mester Muhammad (saaws) sagde:

”Og imamen er en hyrde og det er ham der er ansvarlig for dem han hyrder.”
(Berettet af al-Bukhari og Muslem).

Og ifald en person ikke formår at sikre sin egen og sin families forsørgelse bliver forsørgelsen pålagt hans nærmeste familiemedlemmer og slægtninge. Allah (swt) sagde:

”Og faderen påhviler deres underhold og iklædning – på passende vis. Ingen sjæl er bebyrdet udover sin evne. Moderen skal ikke lide nød på grund af barnet, og faderen skal ikke lide nød på grund af barnet. Og det samme påvhiler arving”
(OQM. Al-Baqarah 2: 233)

Og ifald de, iblandt familiemedlemmer og slægtninge, som er pålagt forsørgelsen, ikke formår at yde vedkommende forsørgelsen, eller ifald vedkommende ikke har familiemedlemmer og slægtninge, overføres forpligtelsen i så fald til Bait-ul-mal (statskassen). Dermed bliver det pålagt statskassen at sikre samtlige basale behov, for den som ikke kan formå det, samt dække vedkommendes behov totalt fra Zakah-Sektionen (en af sektionerne i muslimernes statskasse). Allah (swt) siger:

”Almisserne er kun til de fattige og nødlidende og til dem, der arbejder med (indsamlingen af) dem, og til dem, hvis hjerter skal knyttes til (Islam) og til (løskøbekse af) slaver og de gældbundne og dem, (der kæmper) på Allahs vej og de vejfarende. (Dette er) en forordning fra Allah, og Allah er Alvidende, Alviis”
(OQM. Al-Taubah 9: 60)

Og Khilafah-staten er kapabel til at uddele dette til de otte typer efter optælling af samtlige fattige, ubemidlede og skyldnere og fordeling af zakah til dem ifølge behov. Ifald Zakah-Sektionen ikke rækker til at dække behovene af de fattige og ubemidlede er det pålagt staten at dække deres behov fra de øvrige statskasse-sektioner. Han (saaws) sagde:

”Enhver mu’min der dør og som har efterladt formuer lad hans slægtninge hvem end de er arve af ham, og den som har efterladt gæld eller børn lad dem komme til mig og jeg vil være deres støtter”.

Ifald at statskassen med sine fire sektioner (zakah-, offentlig ejendoms-, statsejendoms og nødtilstands- sektionen) ikke rækker overføres forpligtelsen til de velhavende blandt muslimerne. Allah (swt) siger:

”Og i deres ejendele er der en andel for den bedende og den, som er berøvet (livsmuligheder)”
(OQM. Al-Zariyat 51: 19)

I så fald pålægger staten skatter over de velhavende alene, og ifølge behovet for at dække underskuddet og folks behov.
Islam har i sine love pålagt varetagelsen af den ene muslim over den anden muslim. Følgelig vil muslimerne indbyrdes vise medfølelse, barmhjertighed, sammenhold og forening. Han (swt) siger:

”Fromhed består ikke i, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest, men fromhed er at man har iman på Allah og den Yderste dag og englene og Bogen og profeterne, og som giver (af) sin ejendom – trods kærlighed hertil - til slægtninge og de forældreløse og nødlidende”
(OQM. Al-Baqarah 2: 177)

Endvidere tilskynder Islam til løbende at give almisser, awqaf (ejendom doneret i velgørenhed) m.m. Og Islam forbyder ophobning af formuer, pålægger dets cirkulering og pålægger staten at forære af sine egne flytbare og uflytbare goder, som den besidder, til dem som er i nød. Han (swt) sagde:

”For at (rigdommen) ikke gå på omgang mellem de rige iblandt jer”
(OQM. Al-Hashr 59: 7)

Ydermere gjorde Islam arv til et af midlerne for opgørelse af formuer og forbød nærighed, overdådighed og ødslen fra den arrogante, samt pålagde mennesket at tilegne sig rigdom for at leve.

Heraf fremstår det at Islam sikrer enhver persons basale behov, ligesom føde, husly, beklædning og søgte at sikre muligheden for ægteskab samt transportmuligheden for realiseringen af fjerntliggende interesser ligesom den har sikret gratis undervisning og lægebehandling. Således tilintetgør den både Den Internationale Banks og den vestlige kolonisators planer samt egoismen hos de, der drager nytte af de korrupte vilkår og som udplyndrer ressourcerne og udsulter folket.

O Yemens folk, giv jer til at arbejde med de sandfærdige blandt den islamiske ummahs sønner, for at opnå æren af at etablere Khilafah-staten og dermed opnå Allahs (swt) tilfredshed, ligesom jeres forgængere opnåede den gennem støtten af Islam, for at redde jer selv og verdenen, og for at Islams godhed skal udbredes til hele verdenen og redde den fra den kapitalistiske kultur, som fortsat presser den brutalt mod undergang.

15. Ramadhan 1425 e.H.
29. oktober 2004 e.Kr.

Hizb ut-Tahrir
Yemens Wilayah