For nogle dage siden og uden nogen forudgående ordning forlod den amerikanske guvernør, Paul Bremer, Irak, aflyste alle sine foregående fastsatte aftaler og drog afsted til Det Hvide Hus, hvori han holdt adskillige møder med højtstående ledere i USA, herunder den amerikanske præsident, George Bush, selv. Besøget blev forbigået og ledsaget af udtalelser fra højtstående embedsmænd, relateret til det irakiske regeringsråds elendige funktion, som f.eks.: At den amerikanske administration føler sig nedtrykt pga. rådets funktion, og at rådets medlemmer er alene interesseret i deres private anliggender.

Da Bremer vendte tilbage Fredag den 14.11.2003 e.Kr. indkaldte han regeringsrådet til et hastemøde. En del af rådets medlemmer, som befandt sig i Irak mødte op, da en del medlemmer opholder sig uden for Irak mere end de opholder sig heri. Deres amerikanske herre meddelte dem sin regerings nye plan for administrationen af Irak. Efter at han reciterede sin befalinger over for dem, kom rådets formand, Jalal Talbani, og erklærede under en pressekonference hvad der blev aftalt mellem ham (i sin egenskab af formand for rådet) og Bremer (i sin egenskab af chefen for besættelsesmagten). Erklæringen forlyder: ”For overholdelsen af det irakiske folks nationale, faste krav, og i harmoni med, hvad regeringsrådet har efterstræbt siden sin dannelse, samt for at fremskynde tilbagebringelsen af Iraks suverænitet og uafhængighed, besluttede regeringsrådet at træffe følgende foranstaltninger:

1. Formuleringen af en lov for forvaltning af staten i løbet af overgangsperioden før slutningen af februar måned 2004 e.Kr., som inkluderer foranstaltninger for valget af et overgangsråd, hvis valg heraf fuldkommengøres før slutning af maj 2004. e.Kr. Denne lov udtrykker følgende principper, der er en almen enighed om iblandt det irakiske folk:

1. At respektere menneskerettigheder og at respektere de grundlæggende friheder, herunder trosfrihed, udøvelsen af de religiøse ritualer og lighed for alle borgerne.
2. Understregning af princippet om adskillelsen af de tre magter.
3. Indførelsen af en grad af decentraliseringen i administreringen af amter, taget i betragtning den foreliggende tilstand i det nuværende Kurdistan.
4. Vedtagelsen af princippet om den civile dominans over sikkerhedsstyrkerne og militæret.
5. Etableringen af et føderalt, pluralistisk, forenet demokratisk system, der respekterer den islamiske identitet for majoriteten af det irakiske folk, samtidig med at garantere de øvrige religioners og trossamfunds rettigheder.

Denne lov indbefatter en tidsplan for nedskrivningen af den permanente forfatning gennem et direkte valgt råd fra det irakiske folk, samt udvælgelsen af en ny regering i overrensstemmelse med reglerne i den nye forfatning før slutningen af året 2005 e.Kr.

2. Overgangsrådet tager sig af valget af en midlertidig irakisk regering før slutningen af juni 2004 e.Kr., som udøver den politiske magt, er indehaver af suverænitet og er internationalt anerkendt. Ved overdragelsen af magten hertil tilendebringes besættelsestilstanden, de allieredes autoritet opløses og regeringsrådets rolle ophører.

3. Funktionen af overgangs-regeringsrådet og den nye regering, der udspringer herfra, fortsætter indtil vedtagelsen af den permanente forfatning, hvor magten overdrages til en valgt regering ifølge forfatningens regler.

Hizb ut-Tahrir, (som er et politisk parti, der adopterer Islam som en idé og en metode), har påtaget sig byrden at skandalisere sammensværgelserne og konspiratorerne, at afsløre kolonimagternes politiske planer, samt at advare ummah mod hvad der bliver planlagt imod den af dens fjender og deres agenter, opklarer for den islamiske ummah i almindelighed og for muslimerne i Irak specifikt, at denne forbryderiske plan, som besætteren dikterede til sit produkt (regeringsrådet), udelukkende er et åbenlyst forsøg på at grundfæste besættelsen og at arbejde på delingen af Irak, samt at tillægge hans førnævnte forbrydelse legitimitet gennem nogle af Iraks børn og deres underskrifter.

Med sine ovennævnte beslutninger udøver regeringsrådet den mest lavtstående type af politisk manipulation mod muslimerne. Punkt nr. 2 som anfører at overgangsrådet påtager sig valget af en suveræn regering, der er internationalt anerkendt, og ophøret af besættelsestilstanden, betyder på ingen måde uddrivelsen af besætteren. Tværtimod betyder det forblivelsen af besætteren og fortsættelsen af dens besættelse og militære tilstedeværelse med Iraks folks samtykke, ikke ved samtykke fra sikkerhedsrådet. Dette er fordi tilstedeværelsen af besættelsens militærstyrker med samtykke og ønske fra landets befolkning ikke betegnes som besættelse, men har en anden betegnelse, såsom militærsamarbejde eller fællesforsvar.

Hvad angår det, som Talbani sagde – som svar på et spørgsmål om de allieredes styrkers skæbne -: ”Hvis I får brug for dem, vil vi bede dem om at blive, og hvis I synes at de skal ud, så vil vi sige til dem: ’Farvel, vore venner, tak for jeres hjælp til det irakiske folk’ ”, så er det en åbenlys løgn og manipulation af de simple folk, ikke de politisk bevidste. De allierede styrker, under USA’s ledelse, kom ikke for at hjælpe det irakiske folk .. !!, men kom af andre grunde, der slet intet har at gøre med at hjælpe det irakiske folk. De kom heller ikke pga. Talibanis anmodning eller lignende; tværtimod var han og hans ligsindede blot et springbræt for USA, da den kom (til Irak). At USA skulle forlade Irak er heller ikke afhængigt af hans anmodning og heller ikke afhængigt af anmodning fra det skrøbelige regeringsråd, som han er formand for. Dette er blevet understreget og afgjort af udtalelserne fra de amerikanske embedsmænd selv, med den amerikanske præsident selv i spidsen, idet han sagde: ”Vores styrker vil forblive i Irak indtil der heri etableres et demokrati og et stablit regeringssystem”. Og hans forsvarsminister (Donald Rumsfield) erklærede den 16.11.2003 e.Kr. under sin tilsynsførelse af de amerikanske styrker i øen Okanawa i Japan, hvor han sagde: ”USA vil ikke trække sig tilbage fra Irak i den nære fremtid; de politiske foranstaltninger, som foregår i Irak angår måden at styre Irak på og har ingen relation til den militære side og heller ikke udspredelsen af militærstyrkerne”. Det fastslås også af det, som Paul Bremer udtalte til en amerikansk tv-station efter afslutningen af et møde med regeringsrådet, hvor han sagde: ”De amerikanske styrker vil forblive i Irak og vil bede den kommende irakiske regering om at give samtykke til deres forblivelse”.

Sammensværgelsen mod Irak specielt, og muslimerne i almindelighed, er ikke tilendebragt endnu; tværtimod er den i sine første stadier. USA har ikke til hensigt at komme ud af Irak i den nære fremtid. USA begyndte at involvere sig i Irak for derefter a udstrække sig til muslimernes øvrige lande i regionen, og det er netop hvad USA’s ledere og embedsmænd erklærer konstant. Hvis USA virkelig er seriøse i forhold til overdragelsen af suverænitet til Irak og dens regering, vil den påbegynde tilbagetrækning af sine styrker herfra, da tilbagetrækning af militærstyrkerne udgør det første skridt for tilbagebringelsen af suveræniteten til dens folk. USA’s fortsatte tilstedeværelse og hegemoni over alle livets aspekter, det politiske, økonomiske og militære er langt fra tilbagebringelsen af suveræniteten til Iraks befolkning. Nu er der ingen hær i Irak, og hæren er en af suverænitetens fundamentale grundsten. Der er heller ikke noget forsvarsministerium, medieministerium, ummah-råd eller forfatning, og ingen af suverænitetens aspekter er tilstede. Nu er Irak besat, og alle dens ressourcer ligger under besættelsens greb, og alle dens beslutninger udstedes udelukkende af besætteren, både direkte eller indirekte gennem sine agenter, som besætteren udpegede i form af regeringsråd og regering, der ikke magter at foretage noget som helst og hverken bestemmer over sig selv eller over andre.

Den nye amerikanske plan i Irak består i gennemførelsen af valg og udpegelsen af en regering, der på vegne af Iraks befolkning, påtager sig underskrivelsen af bevillingen til at besættelsesstyrkerne forbliver og for at den får en legitim status, da den ville eksistere med samtykke fra landets befolkning og deres anmodning. Dette vil netop holde de andre stater og sikkerhedsrådet væk fra indblanding i det irakiske spørgsmål, samt gøre USA til enehersker over alle Iraks anliggender. Desuden vil USA udskifte det udpegede råd og dens regering med et formelt valgt råd og regering for således at de tillægger besættelsen en legitim status, idet den, der anerkender dens forblivelse og tilstedeværelse er Iraks legitimt valgte regering .. !! Ydermere vil der fastlægges en ny forfatning for Irak under besættelsens opsyn, hvorved splittelsen og sønderrivelsen af staten grundfæstes under påskuddet af føderation, sekterismens flammer vil blive tændt og muslimerne vil beskæftiges i indbyrdes strid, i stedet for at beskæftige sig med uddrivelsen af besættelsen.

Denne plan er blandt de mest grusomme politiske aktioner mod Iraks fremtid og muslimerne i Irak. Enhver muslim, der bekymrer sig over (sin ummah og sin deen) er pålagt at gøre sig umage i sin bestræbelse på udryddelsen af denne plan, og hverken at deltage i valget eller være medlem i nogen som helst råd eller regering, så længe der er en eneste besættelsessoldat, ellers vil vedkommende være syndig, der fortjener Allahs (swt) straf.

Det, der fik George Bush og hans regering til at erklære deres nye plan, er forøgelsen af den irakiske modstand og dens daglige udvikling af dens effektivitet, både kvantativt, kvalitativt og i forhold til lokaliteten. Det er netop ovennævnte, der skræmte Bush og hans regering mod en skæbne magen til hans fars skæbne i det kommende valg, især fordi forberedelsen til valget er påbegyndt. De amerikanske meningsmålinger viser, at hans dalende popularitet har slået rekord, idet mere end halvdelen af den amerikanske befolkning er utilfreds med hans administration og ikke er overbevist om grundene han fremsatte for at berettige hans aggression mod Irak. Nyhedsbureauerne omtalte nyheder, som forlyder, at CIA har leveret en rapport til den amerikanske præsident omkring forøgelsen af den folkelige sympati med modstanden, samt forøgelsen af vreden iblandt irakerne i almindelighed, grundet den frygtelige mangel på sikkerhed, de elendige økonomiske vilkår og forværringen af de basale tjenester, trods det, at der er gået flere måneder siden besætttelsen fandt sted sted.

Den amerikanske administration, som har brug for en sejr for at løfte sin præsidents popularitet, kunne ikke finde bedre... end Talbani og hans regeringsråd for derigennem at erklære en bragende politisk sejr i Irak, samt at Irak er begyndt med de første skridt henimod den demokratiske vej og den sikkerhedsmæssige stabilitet, i forhåbning om at dette vil løfte præsidentens popularitet efter den vaklende moral blandt hans styrker i Irak og forøgelsen af antallet af soldater, der i kister flyves tilbage til deres lande.

Den islamiske ummah, med Irak som en del heraf, ser frem til sin forening under en islamisk Khilafah Rashidah efter profetisk stil, og søger ikke yderligere splittelse under betegnelser såsom føderation eller decentralisering. Muslimerne i Irak, kurdere, arabere, turkmenere, sunitter såvel shiitter, afviser besættelsen og afviser ethvert råd eller regering, som bliver udpeget under besættelsens spyd. De anerkender ingen legitimitet for dette regeringsråd eller andre, samt betragter alt, hvad der udstedes fra disse af beslutninger og aftaler i skyggen af besættelsen, som ugyldige, som ingen værdi har og som er uforpligtende for dem. De påminder Talbani og andre blandt rådets slænge om at besættelsen uddrives af de oprigtige, der er bekymret over deres deen (Islam) og deres ummah; dem, som vil få succes gennem Allahs sejr i det jordiske liv samt Hans (swt) tilfredshed i al-’Akhirah (det næste liv). Hvad forræderiske konspiratorer angår, så venter der dem en vanskelig regnskabstime i dette liv og en evig straf i al-’Akhirah.

”Allah har foreskrevet: Jeg vil visselig sejre, Jeg og Mine sendebud. Sandelig, Allah er Stærk, Almægtig.”
(OQM. Al-Mujadalah 58: 21)

24. Ramadan Måned 1424 e.H.
18.11.2003 e.Kr.

Hizb-ut-Tahrir
Irak-Wilayah