Der har været rapporter, der omtalte at tiere af irakiske statsejede firmaer kan privatiseres og være åbne for investering inden for et år. Tim Carni, de allierede styrkers fremtrædende rådgiver for det irakiske ministerium for industri og mineraler, udtalte til avisen Financial Times at "behovet for udenlandsk investering er enormt på sådan en måde at det ikke kan lade sig gøre at udskyde privatiseringen". De amerikansk-ledede allierede styrker har før udtalt "at de venter på dannelsen af en irakisk regering for at påbegynde privatisering – og investeringsprocessen". Ovennævnte avis tilføjede, at Tim Carni mødtes med embedsmænd fra det irakiske industriministerium, for første gang at mødes for at tænke kreativt på hvorledes man kan påbegynde privatiseringsprocessen. Carni udtalte til avisen "at ministeriet er begyndt at opdele sine projekter på en måde, der gør dem privatiseringsmulige i et tidligt stadie, hvor andre projekter bør udskydes. Den tredje kategori iblandt disse bør nedlægges eller indlemmes før de bliver solgt". Imidlertid bemærker man at der foretages forberedelses- og foranstaltningsaktiviteter, der har denne omdannelse som formål. Disse aktiviteter nyder velsignelse og dirigeres af det såkaldte overgangs regeringsråd. For nylig anmodede ministerium for industri og mineraler – under vejledning af det såkaldte regeringsråd - de nordlige og sydlige irakiske cementselskaber, som samtlige cementfabrikker i Irak administrativt er underlagt, om, at hæve cementpriserne til 60 US dollar pr. ton med påskuddet om hensynet til priserne på det internationale marked. Derimod lå prisen pr. ton på 50 tusinde irakiske dinarer pr. ton efter krigen, og 19 tusinde dinarer pr. ton før krigen. Det er værd at bemærke at omkostningerne for produktionen af et ton ikke overstiger tre tusinde dinarer!! Og som det siges: Den massive regn starter med en dråbe.

O Muslimer: De vestlige kufr-magter har påtvunget sine systemer, tanker og livsanskuelse over os, hvilket har vist sig i alting: kaldet til inter-religiøs dialog, civilisationernes sameksistens, frihederne m.m. Da disse magter ønskede at lægge hånden på vores ressourcer, kom de med tanker, der baner vejen for dette. Disse kufr-magter kom med idéerne om privatisering og udenlandsk investering og frie marked, med det formål at dominere alt. Ydermere begyndte regenterne i muslimernes lande at gentage og imitere kufr-magterne i alt. Til sidst fremtrådte det såkaldte overgangs-regeringsråd, repræsenteret i sin finansminister, Kamel al-Kilani, der fremstillede og opfordrede til at man tillader 100 % udenlandsk investering inden for alle landets sektorer?? Dette bortset fra oliesektoren, for ikke at genere USA! Disse har fulgt vesten skridt for skridt, punkt for punkt, selv hvis kufr-magterne trådte ind i et firbens hule, så vil de følge efter!

Denne ide er fremherskende i mange af muslimernes lande, såsom Jordan, Yemen, Saudi Arabien, Egypten, Tyrkiet, Indonesien, Pakistan o.a. Siden denne idé er en kapitalistisk idé, som udspringer fra vestens livsanskuelse, og siden vi er muslimer, der er forpligtede til at lade Islam dømme i alle vores forhold, er vi nødt til at kende shari'ah-loven herom efter kendskab til idéens realitet. Idéen, dvs. privatiseringen, betyder at omdannelsen af fabrikker, institutioner, værker og de økonomiske anlæg fra at være statsejede eller offentlig ejendom til at være privat ejede. Endvidere indebærer idéen følgende: jo mere privat sektoren liberaliseres mht. arbejdsstyrken, investeringen og servicesektoren, des mere forøges den økonomiske vækst og opblomstring. På dette grundlag består statens økonomiske rolle alene i tilsynsførelse og opretholdelse af orden! Hvad udenlandsk investering angår, så går den ud på at tiltrække den udenlandske kapital for investering i vores lande, samt at yde lempelige vilkår herfor, hvor nogle vil pynte på ved at betegne (udenlandske investorer) som strategiske partnere!

Både privatisering og investering står i modstrid med vores ærværdige deen (Islam), og vil ikke løse vores problemer. Tværtimod tilføjer disse yderligere problemer til de allerede eksisterende. Samtidig vil privatisering og investering konstituere en yderligere komplikation til samfundets mange komplikationer, fordi regenterne negligerer varetagelsen af folks anliggender, som Allah (swt) har forpligtet dem til, under navnet "privatisering og investering". Under navnet ”strategiske partnere” og ”udenlandsk ekspertise” tildeler de ejerskabet af ummahs ressourcer og goder til de kuffar, som på den ene side undergraver nationalindustrien, og på den anden side fører de kapitalen – på legal og illegal vis – ud af landet. Derfor udgør disse fjender, der befinder sig inden for landets fæstninger, et middel til underminering af landet, som også forårsager landets konkurs. Disse er forbrydelser, hvis gerningsmænd og de stiltiende fortjener Allahs straf, idet Allah (swt) siger:

"Og Allah vil aldrig lade kuffar får autoritet over mu'minin".
(OQM. Al-Nisa' 141)

For at man får bevidsthed herom, er det nødvendigt at opklare realiteten af offentlig ejendom i Islam, samt måden, man forvalter denne. Islam definerede offentlig ejendom som følgende: "Lovgiverens (dvs. udelukkende Allahs) tilladelse til fællesskabet om fælles at drage nytte af en ting". Denne type ejendom er begrænset til følgende tre typer:

a. Det, som tilhører fællesskabets anlæg: Disse er de ting, som fællesskabets overlevelse ikke kan undvære, og hvis manglende tilstedeværelse vil forårsage at fællesskabet splittes for opsøgningen heraf, såsom vand, (naturlige) græsgange og brændsel/energi. Ibn Abbas (raa) beretter, at Allahs Sendebud (saaws) sagde:

"Muslimerne er fælles om tre: vand, græs og ild".
Berettet af Abu Dawod

Enhver maskine, som anvendes hertil underlægges denne type ejendom, såsom udvinding af offentlig vand og rørledninger for transport af vandet, og som fx el-værker ved offentlige vandkilder og deres elmaster, ledninger og stationer.

b. De uudtømmelige mineraler, der er i rigelige mængder. Med hensyn til de begrænsede mineraler, der er i små mængder, så hører de under privat ejendom, og behandles som rikaz (nedgravede skatter), som beskattes med en femtedel. Blandt de mineraler som er ubegrænsede, er guld- og sølvminer, olie, fosfor, jern, svovl m.m. Beviset herfor hadith'en berettet af Tirmidhi gennem Abyadh bin Hammal, at han:

"Gik til Allahs Sendebud (saaws) og bad ham om at få tildelt (ejerskabet af) salt (-kilde), hvilket Profeten gjorde. Da han tog af sted, sagde en mand, der var til stede (til Profeten): Ved du hvad du har tildelt ham? Du gav ham det ubegrænsede vand (dvs. saltkilde). Han (dvs. Abyadh) sagde: Profeten tog den tilbage".

Altså da Sendebudet (saaws) fik at vide at det, han tildelte, var den bestandige mineral, der er uudtømmelig, annullerede han tildelingen og tog den tilbage, hvormed han (saaws) forbød individets ejerskab heraf, idet den er en offentlig ejendom, dvs. en del af fællesskabets eje.

c. De ting, der i sin natur forhindrer individets private besiddelse heraf, såsom veje, floder, søer, moskéer, statsskoler og offentlige pladser, er de objekter, som indbefatter offentlige interesser, dvs. de er til almene folk. Profeten (saaws) sagde:

"Mina tilhører den, der kommer først".

Dvs. Mina er alle folks eje, således at den første, der indtager en plads heri, så betragtes pladsen for at være hans. Profeten (saaws) sagde også:

"Der er ingen hima (domæner) men kun til Allah og Hans Sendebud".

Dette vil sige, at ingen må have en særlig ret til at erklære hvad der tilhører almene folk som sit domæne. Og hima er det indhegnet sted.

Hvad fabrikker og værker angår, så gælder der herfor den samme shari'ah-love (hukm), som gælder for det produkt, som disse fremstiller. Ifald fabrikker og værker bliver opført for fremstilling af noget, som hører under offentlig ejendom, så anses disse for offentlige ejendom, som fx olieraffinaderi-fabrikker, hvor ifald disse bliver etableret for fremstilling af individuel ejendom, som fx tekstilfabrikker, bilfabrikker o. lign., så anses de som privat ejendom.

Disse tre typer danner typerne af offentlig ejendom i Islam, og er ikke tilladt for individer – i deres egenskab af individer – eller for staten at eje noget som helst heri. Ligeledes er det ikke tilladt for staten at sælge disse eller tildele ejerskabet heraf til nogen som helst. Staten må heller ikke privilegere disse til en bestemt samfundsgruppe til forskel fra andre, da offentlig ejendom ikke er statsejet. Derpå udgør statens salg eller udlejning af noget af den offentlige ejendom en stor forbrydelse og en åbenlys krænkelse, hvilket er haram (forbudt), set ud fra shari'ah. Det er endda haram for ummah at holde sig tavs om eller være tilfreds med dette. Ingen regent eller regime har lov til at forvalte offentlig ejendom, men udelukkende i overensstemmelse med shari'ahs fastlagte love. Statens rolle i denne forbindelse er begrænset til at gøre det muligt for borgerne - hvert enkelt individ - at drage nytte af denne ejendom igennem de måder og foranstaltninger, der realiserer dette.

O Muslimer:
Det, som skete for Irak og som andre af muslimernes lande udsættes for, af besættelse og kuffars herredømme og dominans, ville umuligt kunne lade sig gøre uden regenternes tilfredshed og tavshed, eller disses sammensværgelse med kufr-magterne. At disse regenter accepterer privatiseringen og udenlandsk investering i vores lande, er et nærtliggende bevis herpå. Dette udgør også et soleklart bevis på regenternes deltagelse med kufr-magterne i denne grusomme plan, som kufr-besættelsesmagten nøje har planlagt med det formål at plyndre ummahs rigdomme og ressourcer, og for at få fast greb om denne ummah. Derfor bør intet menneske forvente at få noget godt fra disse regenter eller disse kuffar, Allahs og Sendebudets fjender. Vi er derimod alle forpligtet til at modstå denne kufr-besættelsesmagt og drive den ud af vores lande og de øvrige muslimers lande. Derfor kalder vi jer, o muslimer, alle sammen til at arbejde med os for at destruere disse ondskabsfulde planer, og mange andre af samme stil, hvilket alene kan ske gennem at arbejde for genoptagelsen af den islamiske levemåde ved etablering af den islamiske stat, som varetager menneskenes – alle menneskenes - anliggender med retfærdighed, sandhed og godhed alene gennem systemet fra verdens Herre (swt), Skaberen, Organisatoren.

Til handling kalder vi jer, o muslimer.

"Allah vil visselig skænke sejre til dem, der støtter Hans sag, thi Allah er Stærk, Almægtige."
(OQM. Al-Hajj 22: 40)

12. Sha'ban 1242 e.H.
8.11.2003 e.Kr.

Hizb-ut-Tahrir
Iraks Wilayah