Spørgsmål: Er USA seriøs med implementering af Køreplanen og i etablering af selv en skrøbelige stat til palæstinenserne ved siden af ”Israel”?

Svar: USA offentliggjorde Køreplanen før krigen mod Irak, mens den stadig forberedte til aggressionen mod pågældende. Det var en plan, som skulle bane vejen for aggressionen mod Irak, mere end en plan, der skulle bane vejen for en løsning af Palæstina-sagen. Med Køreplanen ønskede USA at supplere sine agenter med et diskussionsemne for at markedsføre USA’s ”retfærdighed” i regionen; altså når USA erklærer krig mod Irak, presser den jøderne til at godkende en stat for palæstinenserne!

   Køreplanen kom ikke med noget nyt. Køreplanen er en gentagelse af USA’s gamle planer for løsning af Palæstina-sagen på basis af etablering af en skrøbelig palæstinensisk stat på en del af Palæstinas jord ved siden af en stærk stat for jøderne i det meste af Palæstinas jord. USA mener, at oprettelsen af en størrelse for palæstinenserne vil tilendebringe Palæstina-sagen for evigt, ligegyldigt hvad for en realitet denne størrelse får, blot den har et flag og en nationalsang. Ydermere mener USA, at sådan en størrelse vil realisere en lovmæssig anerkendelse af jødernes stat, der tilraner Palæstina, på det palæstinensiske, arabiske, regionale og internationale niveau. USA mener, at realiseringen af sine interesser ligger deri: på den ene side vil formning af løsningen ligge i USA’s hænder og efter sine præmisser, hvormed regionens nøgler vedbliver i sine hænder, og vil derigennem kunne beskæftige palæstinenserne med en skrøbelig palæstinensisk stat til gengæld for at bortgive det meste af Palæstina med samtykke fra sagens indehavere. Og på den anden side vil USA sikre en stærk stat for jøderne, men inden for bestemte grænser således at den ikke udstrækker sig i regionen og påvirker USA’s interesser heri.

   Men Sharon og kompagni har større ambitioner. De er ambitiøse efter at Palæstina, hele Palæstina, bliver jødiske, ligger under deres greb og under deres militær og økonomisk dominans. De ved at ingen stat kan presse på dem, men kun USA. Hvis USA presser, vil de rette sig efter og implementere hvad den ønsker. Men på nuværende tidspunkt er ikke interesseret i at skabe en løsning ifølge Køreplanen og presser følgelig ikke på jøderne for to årsager:

1. Det kommende år er et valgår. Normalt regnes det tredje år af den amerikanske præsidents periode for at være indledning til næste års valg. Derfor ligger Bushs opmærksomhed nu i at få succes med at sikre en anden valgperiode. Bushs valgarbejdsgruppe er allerede gået i gang med at forberede til det kommende valg. Under sådanne omstændigheder presser USA ikke på jøderne til noget som helst. Den første rådgiver for indenrigsanliggender, Carl Rowe, som stod for Bushs første valg erklærede følgende: ”Opmærksomheden er nu rettet mod at genvælge præsidenten”.
2. USA adopterer politikken af parallelle forhandlingskurser, dvs. den syrisk-libanesiske forhandlingskurs i takt med den palæstinensiske kurs. Den sidste nævnte kurs bevæger sig ikke mod en seriøs løsning, men kun i takt med den syriske kurs. Den reelle seriøse fremgang i den palæstinensiske kurs er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt, da den syriske kurs befinder sig i forberedelsesfasen og det forventes ikke at den bliver sat i gang men kun under Bushs anden regeringsperiode eller valget af den nye præsident.

Når man vender tilbage til Køreplanen viser det sig at Bush har lagt denne i skufferne efter påbegyndelsen af krigen. Det var EU, især Storbritannien, der insisterede på igangsættelsen af projektet. Tony Blair rejste under Irak-krigen til Washington til dette formål. Bushs og Blairs erklæringen om at igangsætte projektet på ny virkede mere som kompliment til Blair. Som velkendt går Storbritannien ind for at forhandlingskurserne skal køre ensidige. Storbritannien ønsker en (ensidig) løsning for den palæstinensiske kurs, da dette giver Storbritannien mulighed for komme et eller flere skridt frem i vejen for formning af regionen. Ligeledes vil en (ensidig) løsning for den palæstinensiske kurs gøre det muligt for Storbritanniens agenter at spæne på højlys dag mod ”Israel”.

   På nuværende tidspunkt er Storbritanniens, og faktisk hele EU’s, evne ti at kunne påtvinge løsningsprojekter i regionen er svag, hvorfor vi ser dem griber USA’s projekter og bevæger sig fremad med disse. Det er imidlertid uforventet at EU eller Storbritannien formår at implementere noget som helst uden USA’s effektiv rolle heri og at den går med til at presse på ”Israel”. Da dette er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt pga. de førnævnte årsager, har Køreplanen til formål at holde sagen i bevægelse udvendigt i stil med Mitchell-planen og Tenet-planen, uden at kunne realisere noget virkeligt resultat. Præcis som bilens motor der bevæger sig uden at bilen går en meter frem. Det vil forholde sig således ind til Bushs anden regeringsperiode, dvs. efter valget.

   Det er vigtigt at bemærke at der i den amerikanske administration er en fløj, der mener at man på ingen måde bør øve pres på jøderne, og en anden fløj, der mener at man skal aktivere Køreplanen og forsøge at presse jøderne for dermed at beskæftige regionen med Palæstina-sagen samt bortlede opmærksomheden fra den amerikanske besættelse af Irak. Bush fokuserer imidlertid på at vinde det kommende valg medens han lader som om han yder indsats på bestræbelserne for den arabisk-israelske fred for at gøre den sidste fløj tilfreds.

Konklusionen:
USA er på nuværende tidspunkt ikke seriøs med Køreplanen. Den holder regionen beskæftiget med det ene projekt efter det andet indtil det rette tidspunkt for sine interesser indtræffer. Der vil jøderne føje sig for USA’s ordrer, når sidstnævnte arbejder seriøst for implementering af sine projekter, da jøderne ikke kan afvise USA’s befaling, hvis den bliver seriøst rettet mod dem.

12.05.2003 e.Kr.