Spørgsmål nr. 1: Nyhedsbureauer omtalte mødet mellem Musharraf og Vajbayee den 5.1.2004 e.Kr. under SARC-topmødet (Samarbejdsorganisation for Sydasiatiske Lande). Alle udtalelserne som blev rapporteret fra de to ledere under pressekonferencen den 6/1, samt udtalelserne fra den pakistanske medieminister Sheikh Rashid, tyder på at man er klar til forhandling omkring Kashmir. Musharraf fastslog under sin pressekonference at disse forhandlinger angående Kashmir er starten på slutning af striden. Kan man ud fra dette forstå at Kashmir-spørgsmålet seriøst er blevet lagt for løsning? Og hvad skal der ske for FN’s resolutioner vedrørende Kashmir?

Svar nr. 1:
a) Kashmir-spørgsmålet blev seriøst lagt på bordet siden Musharrafs besøg til USA og Bushs modtagelse af ham i Camp David den 24.6.2003 e.Kr. Dette besøg udgjorde en kursændring hvad angår det politiske og militære arbejde for Kashmir. Før dette ville ingen leder i Pakistan turde erklære en løsning for Kashmir gennem forhandling herom med Indien for fordeling heraf. Tværtimod stod det meget klart i ethvert politisk tilbud omkring denne at hele Kashmir skulle blive selvstændig fra Indien, både ”Azad Kahsmir”, som ligger under Pakistan, og ”Jamo Kashmir”, som ligger under Indien. Indien plejede at afvise denne løsning og mener at Jamo og Kashmir er en del af Indien, som det fremgik af Nehros erklæring i 1956 e.Kr.

Under ovennævnte besøg erklærede Musharraf entydigt sit samtykke til en køreplan! for løsning af Kashmir-sagen i stil med Mellemøsten. Han tilføjede at han var klar til at fremlægge vigtige indrømmelser for at komme frem til en permanent løsning med Indien omkring Kashmir. Dette tilbud (indrømmelser) kom under diskussioner med amerikanske kongresmedlemmer i Washington den 26.6 under hans førnævnte besøg. Derefter erklærede Musharraf yderligere at han vil stå imod de muslimske ”ekstremister”, dvs. de grupper, der kæmper i Kashmir.

b) Fra den dato begyndte Musharraf at udstede den ene lov efter den anden om forbud og modarbejdelse af enhver modstand fra muslimernes side mod Indiens besættelse af Kashmir. Dette blev ved indtil hans nuværende møde med Vajbayee den 5.1.2004 e.Kr., der er nævnt i spørgsmålet, hvori grundlæggelsen af de praktiske fundamenter for forhandling med Indien angående Kashmir findes.

c) Da Vajbayee ankom til Islamabad den 4.1. udtalte han til det pakistanske fjernsyn at han er klar til foretagelsen af drøftelser med Musharraf. Han fastslog nødvendigheden af fortsættelsen af dialog mellem Indien og Pakistan vedrørende Kashmir. Efter Musharrafs møde med Vajbayee den 5.1. udtalte den pakistanske medieminister Sheikh Rashid at de to ledere under deres møde, som varede en time, diskuterede Kashmir-spørgsmålet, som ifølge hans udsagn er ”indviklet”. Kilder fra begge parter understregede at de forsøgte at skabe et fælles grundlag for påbegyndelsen af dialog omkring Kashmir, især efter at Musharraf i den forrige december måned har påpeget at sin beslutning om at sætte FN’s resolutioner, relateret til Kashmir, til side som et initiativ om god hensigt i vejen for forhandlingerne med Indien. Dette er fordi Indien på daværende tidspunkt afviste alle disse resolutioner, der afgør tildelingen af retten til selvbestemmelse til Kashmir.

d) Det er velkendt at det er USA, som stod bag FN’s resolutioner om retten til selvbestemmelse til Kashmir. Hvorfor har USA så nu opgivet disse resolutioner og er blevet interesseret i forhandling mellem Indien og Pakistan omkring Kashmir uden selvbestemmelsen, som Indien altid plejede at afvise, og som Pakistan gik ind for, men nu accepterer den opgivelsen af dette krav for forhandling? Årsagen hertil udgøres af tre ting:

Det første: USA ønsker at gøre Indien til grundstenen i Sydasien. Derfor forsyner USA denne med militær og økonomisk bistand for således at den bliver en modvægt til Kina for at anvende denne ifald Kina truer USA’s interesser i regionen. Derfor ønsker USA at fjerne denne smerte fra Indiens talje, hvilket er Kashmir-spørgsmålet, for derefter at få Indiens fulde opmærksomhed hen mod at fokusere på Kina som rival i regionen.

Det andet: USA frygter tilbagevendelsen af Kongrespartiet, (som er loyal overfor englænderne), i Indien, da partiet har dybere rødder end Janatas parti og sin koalition. Så længe der ikke findes en stærk offentlig opinion til fordel for Vajbayee, således at han får en popularitet, der hersker over Kongrespartiets traditionsrigdom eller nærmer sig hertil, vil USA’s interesser forblive truede. Kashmir-spørgsmålet er en vital sag for muslimerne i Pakistan på samme måde som den er en vital sag for hinduerne i Indien. Løsningen af dette problem på den måde, der tilfredsstiller Indien, dvs. uden selvbestemmelse, vil give det regerende Janata-parti en offentlig opinion, der støtter dens position i magten. USA har før støttet Vajbayee under Kargil-begivenheden i 1999 e.Kr., da den fik Pakistan til at rømme Kargil fra de kashmirske kampmænd og den pakistanske hær, som støttede dem. Dengang var Musharraf generelstabschefen. Det at han har fået Vajbayee ud af denne krise havde en effekt i skabelsen af en fremherskende popularitet, der medførte hans succes i det valg, som efterfulgte denne begivenhed.

Det tredje: Under udstedelsen af FN’s forrige resolutioner, var den britiske indflydelse meget udbredt i det indiske subkontinent. Selvbestemmelsens politik var på dette tidspunkt en amerikansk stil for afskaffelsen af den gamle kolonialisme. I dag er styret i Indien og Pakistan loyal over for USA, og løsning af striden herimellem tjener USA’s interesser ved at garantere regionens stabilitet, samt gennemførelsen af den amerikanske politik i ro.

Derfor kan man godt sige, at man er seriøst begyndt på at tage skridt hen imod løsning af Kahsmir-problemet mellem Indien og Pakistan, og at FN’s resolutioner omkring selvbestemmelsen i Kashmir ikke længere udgør en forudgående forudsætning for nogen løsning på Kahsmir-konfliken, som Pakistan plejede at stille (som krav), idet Musharraf erklærede at han er klar til at opgive disse (FN’s resolutioner).

Spørgsmål nr. 2: Under sin tale om unionens tilstand den 21.1.2004 e.Kr. nævnte den amerikanske præsident ikke noget om Mellemøstens ”fred”, hvilket tyder på at det, der interesserer Bush på nuværende tidspunkt er valg og de spørgsmål, der har påvirkning herpå. Spørgsmålet er nu, hvordan vi så skal forstå hvad der blev omtalt af nyhedsbureauerne om at hensigten bag den syriske præsidents besøg, der startede ved daggry den 8.1., er Tyrkiets mægling i forhandlinger mellem Syrien og ”Israel”, og ligeledes forholdet med USA efter (vedtagelsen) af loven om ”Regnskabet af Syrien”, hvilket betyder en amerikansk interesse i Mellemøst-spørgsmålet?

Svar nr. 2: Hvad du nævnte om at det, der optager Bush er valget, er korrekt. Det er således at Bush giver opmærksomhed og interesse til det, der øger muligheden for at han vinder valget. Hvad der ikke gør det, giver han ikke nogen interesse til i dette valgår. Derfor ser du ham komme ind på Irak, fordi hans hær befinder sig heri, og de gentagne angreb mod hans hær påvirker vælgerne. Derfor er han interesseret i dette og gør sig umage i sit forsøg på at mindske disse angreb. Det samme gør sig gældende i enhver sag, afhængig af dens påvirkning på valget.

På baggrund heraf er USA nu ikke effektivt interesseret i Mellemøstkonflikten. Dette gælder hverken den palæstinensiske kurs eller den syriske kurs, medmindre konflikten medfører forventning om udbrud af krig i regionen. I så fald bliver USA interesseret, da den ikke ønsker nye brande mens den er optaget af valget, og dens hær er udmattet i Afghanistan og i Irak. Udbrud af krig som resultat af Mellemøstkonflikten er ikke noget aktuelt, ikke i den nære fremtid i det mindste.

Det, som blev omtalt af massemedierne omkring en tyrkisk mægling mellem Syrien og ”Israel” og mellem Syrien og USA pga. loven om ”Regnskabet af Syrien” er ikke det virkelige formål med besøget. Dette skyldes, at forhandlingerne mellem Syrien og ”Israel” ikke har brug for mægling. Forhandlingerne mellem de to har været offentligt i gang siden Madrid-konferencen; de sættes i gang og går i stå afhængigt af den internationale politiks omstændigheder, rettere sagt afhængigt af den amerikanske politik. I al fald blev disse forhandlinger ikke afbrudt, men kun offentligt. I hemmelig form er disse forhandlinger sat i gang og foregår afhængigt af omstændighederne, som det blev afsløret i løbet af den forrige uge, hvor det fremkom at hemmelige drøftelser havde fundet sted mellem Syrien og ”Israel” for kort tid siden. Da nyhederne herom blev afsløret gik de i stå.

Hvad angår spørgsmålet om mægling mellem Syrien og USA, så er sagen langt fra det at kræve en mægling, idet kanalen mellem USA og Syrien er åben. Loven om ”Regnskabet af Syrien” har på ingen måde haft nogen påvirkning herpå. Det er bemærkelsesværdigt at loven indebærer i sine straffe mindskning af den diplomatiske repræsentation, hvor det modsatte har fundet sted. USA udpegede en ny ambassadør i Damaskus, som hedder Margaret Scobi, der fremlagde sine udpegelsespapirer til den syriske udenrigsminister den 4/1. På samme måde bad Syrien den amerikanske administration om at hæve den syriske konsuls repræsentationsniveau i den syriske ambassade i Washington, og anmodningen blev godtaget af det amerikanske udenrigsministerium og det leverede en rapport til Det Hvide Hus om sit samtykke i slutning af den forrige måned. Den syriske konsul, Dr. Adel Mustafah, udtale dengang at dialogkanalerne stadige er åbne mellem Damaskus og Washington, som Al-Hayat avisen citerede ham for at sige den 31.12.2003. e.Kr.

Det vil sige at formålet med besøget ikke var mægling, men fandt sted på sidelinien af formålet med præsidentens besøg.

Dermed er formålet følgende: På den ene side at rette et alvorligt og varmt budskab til Iraks kurdere fra nabolandenes side om, at deres insistering på den udvidede føderation, som de kræver (etablering af) på et geografisk nationalistisk grundlag for at den dermed udgør et frø til en fremtidig stat, er en rød linie fra disse landes side, og om at disse lande ikke vil være lempelige og tillade dette at blive realiseret. Den stærke koordination mellem disse tre lande, Iran, Syrien og Tyrkiet, stod klart. Irans udenrigsminister, Kharazi, aflagde et besøg i Damaskus den 3.1., lige før den syriske præsidents besøg, og gennemførte drøftelser omkring emnet med højtstående syriske embedsmænd. Ligeledes aflagde den tyrkiske udenrigsminister besøg i Teheran den 10.1 for at informere dem om hvad der blev gennemført, hvilket fandt sted efter afslutningen af den syriske præsidents besøg, som han startede ved daggry den 8.1 til Istanbul. På samme måde fokuserede udtalelserne fra de syriske og tyrkiske embedsmænd under besøget på Irak-spørgsmålet. Sagen blev ikke alene begrænset til disse lande; den saudiarabiske udenrigsminister tog del i at tage stilling mod kurderne, idet han den 6/1. udtalte at skridtene mod deling af Irak truer den saudiske sikkerhed og alle nabolandene.

USA har tilskyndet disse nabolande til Irak til at opvarme holdningen over for kurderne. Dette er fordi USA har lovet kurderne at få egen udvidet føderation i deres områder. Efter krigen mod Irak forsøgte kurderne at realisere dette, og insisterede på at give samtykke til føderationen før nogen som helst konstitutionelle ordninger for Irak, medmindre forfatningen, hvad enten det er den midlertidige eller permanente, anfører føderationen for det kurdiske område ifølge deres karakterer. Den 29/12 udtalte Barzani at det er nødvendigt at korrigere aftalen om magtoverførelsen, der er underskrevet mellem overgangs-regeringsrådet og USA for således at indføre det kurdiske folks rettigheder gennem anerkendelsen af en føderation for det kurdiske område. Hvad der mere er, så krævede de indlemmelsen af Kirkuk til det kurdiske område. Den 8/1 udtalte Talbani at Kirkuk ligger inden for Kurdistan-regionen, og de arrangerede demonstrationer og optog i Kirkuk, som resulterede i konfrontationer med arabere og turkmenere i byen, der medførte at en del blev dræbt og andre lemlæstet. Derefter kaldte nogle kurdiske parter til civilstrejke ifald føderationen, ifølge deres ønsker på et geografisk, nationalistisk grundlag, ikke bliver anerkendt. Kurderne opførte sig på basis af USA’s tidligere løfter, som de godtog seriøst. Men USA havde en anden opfattelse. USA fandt ud af at gennemførelsen af den kurdiske føderation som de ønsker den, og som den lovede dem tidligere, vil forårsage komplikationen af problemerne og skade USA’s interesser i Irak. Derfor tilskyndede USA nabolandene, hvis loyalitet alle sammen tilhører denne, til at rette et budskab til kurderne i form af en advarsel og trussel om at nabolandene ikke vil tillade en føderation efter de kurdiske målestokke, og som udmunder i en næsten selvstændighed i fremtiden. Dermed bliver det lettere for USA at bryde sin løfter med kurderne uden at udvise at den forrådte dem, ved at fremvise at årsagen er nabolandenes indvending herimod, samt hvad dette vil forårsage af strid, der skader både kurdernes og USA’s interesser.

Dette er formålet med besøget. Hvad angår det, som foregik under besøget af gensidige drøftelser, økonomiske spørgsmål og politiske mæglinger, så ligger disse i udkanten af det virkelige førnævnte formål.

Spørgsmål nr. 3: Den 20/1 2004 e.Kr. blev det i Moskva erklæret at udenrigsministeren Colin Powell vil ankomme til den russiske hovedstad i denne uge. Den amerikanske ambassade i Moskva nævnte at Georgien-spørgsmålet vil stå øverst på listen af besøget, idet Washington anmoder russerne om at trække deres militærbaser ud fra Georgien. Under sin første udtalelse efter at have vundet valget bad den nye georgiske præsident, Saakasjvili, Moskva om at trække sine tropper ud af Georgien og om ikke at blande sig i sit lands interne anliggender. Ligeledes udtalte den amerikanske ambassadør i Tbilisi den 19.1. at de amerikanske styrker, der er udstationeret i Georgien, vil forblive deri permanent. Betyder dette at USA’s indflydelse er totalt herskende over Georgien, og at den russiske indflydelse, som har fundet sted deri gennem Sjevardnadze, aftog totalt?

Svar nr. 3:
Først: USA’s indflydelse var til stede i Georgien under Sjevardnadzes styre. De første amerikanske styrker som findes i Georgien på nuværende tidspunkt ankom til Georgien i slutningen af det sidste år, før væltningen af Sjevardnadze. Ligeledes er der en traktat, som blev underskrevet under Sjevardnadzes tid, om at tillade de amerikanske spionagefly at passere Georgiens luftrum. Under opførselen af grundstenen af den amerikanske ambassades nye bygning i Tbilisi afslørede Sjevardnadze at han bad om USA’s intervention til løsningen af de uafklarede problemer med separatisterne i Georgien. Desuden er der den amerikanske ulandsbistand som plejede at blive indbetalt til Sjevardnadzes regering.

Trods Sjevardnadzes forsøg på at tilnærme sig Washington, fortsatte han samtidigt med ikke at vække Ruslands vrede i lyset af de effektfulde faktorer, som Rusland griber om. Rusland har to militærbaser i landets syd og vest, som den arvede fra den tidligere Sovjetunionen. Desuden forsyner Rusland Georgien med den største andel af sit energibehov gennem gasledninger. Hertil lægges Ruslands tiltagende indflydelse i to af de separatistiske regioner, Abkhasien og Sydossetien.

Sådan holdt Sjevardnadze kæppen i midten, hvor han nærmer sig USA og fastholdt et bånd til Rusland. Han troede, at på denne måde ville han bevare sin tilstand gennem politikken om at holde kæppen i midten. Det, som Sjevardnadze, der er en tidligere sovjetisk efterretningsofficer, overså, er, at han burde være klar over at USA ikke accepterer at træde ind gennem en halvåbnet dør. At USA træder ind gennem en sådan dør, vil ikke gøre den tilfreds, medmindre den åbner døren helt. Kæppensmidte-politikken fremskyndede hans afskaffelse; og sådan gik det til. CIA har arbejdet på at trænge igennem til den politiske kreds gennem denne halvåbnede dør, derefter trængte den igennem til den militære kreds indtil den formåede at etablere en stærk opposition i begge kredse, hvilket førte til en folkelig mobilisering den 22/11 2003 e.Kr., der tvang Sjevardnadze til at gå af, efter at man havde neutraliseret hæren, præcist som det skete i Iran under nedstyrtningen af Shahen.

Andet: Oppositionens centrum, Mikhail Saakasjvili, som kom op til magten gennem overvældende sejr med mere end 95 % af stemmerne under valget, er kendt for sin stærke loyalitet til USA. Han har studeret i USA og blev støbt der. Hans forbindelse til USA var velkendt, selv for Sjevardnadze selv, som ikke forventede at nogen politisk eller folkelig aktion ville formå at omvælte ham, fordi han støttede sig til hæren. Desuden fik kæppensmidte-politikken ham til ikke at slå hårdt mod Saakasjvili for ikke at vække USAs vrede. Følgelig plejede hans stridpartner at bevæge sig under hans påsyn: Men han var trygsikker på at Saakasjvili’s folkelige bevægelser ikke vil påvirke, så længe han støttede sig til hæren. Imidlertid var det, som Sjevardnadze ikke var klar over, at højtstående ledere i militæret hemmeligt havde tilknyttet sig USA, hvilket fik hæren til at holde sig væk fra Sjevardnadze og så blev han væltet.

Tredje: USA’s nuværende indflydelse i Georgien er stærk. Der er intet, som udgør en trussel foruden Ruslands to militærbaser, som nu er genstand for drøftelse. Den første udtalelse for den nye georgiske præsident omhandlede disse to baser, som de fremkom i spørgsmålet. Det er ikke det hele. USA’s udenrigsminister, som vil besøge Moskva, vil drøfte denne sag med Rusland på Georgiens vegne. Powell besøgte Georgien før sin besluttede rejse til Moskva. Drøftelserne mellem ham og Saakasjvili omhandlede den sikkerhedsmæssige tilstand i Georgien, og Georgiens fremtidige relationer med Rusland og Tyrkiet. Før ringede Bush til Saakasjvili og lykønskede ham efter at han var blevet valgt og inviterede ham til at besøge USA efter at aflægge den konstitutionelle ed den 15.1.2004 e.Kr. Man kan altså godt sige at USA griber godt fast om situationen i Georgien.

Fjerde: Hvad Georgiens vigtighed angår, så er det som følgende:

1. Georgiens geografiske beliggenhed mellem Rusland og Tyrkiet. Zbino Paran, direktøren for den internationale sikkerhed og energi i Nixon Instituttet i Washington, og ekspert i de georgiske anliggender, blev citeret for at sige: ”Georgien udgør en strategisk vigtighed, fordi den er et mødepunkt mellem NATO-alliancen og Rusland”.

2. Trods det at Georgien ikke er et olieland, da den ikke besidder meget heraf, udgør den alligevel en vej for transport af olien fra de rige oliefelter i det Kaspiske Hav til de internationale markeder. Det er velkendt, at USA har en stor interesse for projektet for det tyrkiske ’Baku-Jihan’- ledningsruten, som passerer forbi Georgien uden om de russiske territorier.

3. Aftalen om at tillade de amerikanske spionagefly, der har sit udgangspunkt i NATO-baser i Tyrkiet, at flyve ved grænserne til Rusland. Denne aftale har forstyrret russerne, da den udgør en fare mod deres militære enheder i Syd - og Midtrusland, især mod deres styrker i Tjetjenien. Denne aftale var en nødvendighed for kæppensmidte-politikken for Sjevardnadze, idet indgåelsen af aftalen i hans tid var balanceret med Ruslands baser. USA var klar over at Sjevardnadze gik med til aftalen med dette formål, og at hans svingning mellem USA og Rusland muligvis kunne indvirke på destabiliseringen af denne aftale, som USA betragter som vital for sit vedkommende.

Af ovennævnte ting mener USA at Georgien har betydning for sine interesser, der gør den værd at strides om.

Spørgsmål 4: Nyhedsbureauerne omtalte at der den 8/1 blev holdt et fælles møde mellem de tyrkiske ”militære og civile” folk, hvorunder de erklærede deres beslutning om at finde en hurtig løsning på den cypriotiske sag, samt at de støtter opgaven af ”de gode hensigter for FN’s Generalsekretær”, og at de i deres møde drøftede ”især planen om genforening af Cypern-øen, som Annan fremlagde”. Mødet inkluderede republikkens præsident Cezar, ministerpræsidenten Erdogan, og højtstående ledere fra Nationalsikkerhedsrådet og nogle delingsledere.

Spørgsmålet er: AKP-regeringens accept af USA’s plan er forståelig, da AKP-regeringen er amerikanskloyal. Men det at ’militæret’ går med til det, især det at de selv stod bag løsrivelsen af øen og opbakning til Denktash, er grunden til at man spørger,. Betyder det at USA fik succes med at infiltrere hæren på same måde som den fik succes med overførelsen af sin agent Erdogan til magten? Ifald dette ikke er korrekt, hvordan kan det så være at militæret går med til at nedlægge hvad de selv med egne hænder etablerede i Cypern?

Svaret nr. 4:
Først: Det er velkendt at hærens institution følger Mustafah Kamal (Ataturk)’s spor og er med englænderne til rygraden, og de betragter sig selv som vogtere for sekularismen og ataturkismen. USA forsøgte flere gange forgæves at infiltrere dem. Blandt de vigtigste forsøg var under Özals tid, da han blev republikkens præsident i 1983 e.Kr. Özal var blandt USA’s mænd og en professionel politiker, idet han indså at hærens institution var vanskelig at infiltrere, hvorfor han ikke spildte sin tid på dette. Derimod tilsigtede han skabelsen af en parallel styrke og rettede sig mod sikkerhedsstyrkerne og begyndte med træning af specielle styrker heri. Ydermere forsynede han disse styrker med avancerede våben, hvor nogle heraf var tungvåben. Det var fra den ene side. På den anden side rejste han den moderate Islams banner (ifølge de amerikanske opskrifter), hvor manden fulgte Naqishbandi-tariqa, med fremtrædende islamiske følelser. Som resultat heraf skaffede han sig popularitet. Endvidere blev hans parti, Fædrelandets Parti, i den politiske arena og fik en offentlig opinion, fordi han så ud som for folk, især landsbyfolk, at han stod i Islams lejre, som de selv bekender sig til, imod sekularismen, som militærets mænd går ind for. Han begyndte at arbejde varsomt med USA’s hjælp, og de var ved at få succes i at svække hærens magt, men han døde inden afslutning af hans præsidentperiode, og der blev lagt låg på omstændighederne for døden, hvor der sivede nyheder ud om at han blev dræbt af de ”usynlige” kræfter, der er et produkt af hæren.

Andet: Derefter blev magten ikke stabil for nogen parter, idet englændernes mænd er aktive i den politiske arena som amerikanernes mænd. Hæren gik i gang med at ordne Fædrelandets Parti (OAP), (Özal’s parti), hvor de førte Mesut Yilmaz op til formandsposten, og partiet blev loyal over for englænderne, da Mesut Yilmaz er en af deres mænd. Ydermere satte hæren Özals tilhængere ud af partiet. Til gengæld tilsluttede de elementer, som blev smidt ud fra Fædrelandets Parti (OAP) pga. deres loyalitet til Özal og USA, til Refah-Partiet grundet partiets islamiske orientering. Disse fik en stor påvirkning i Erbakans parti, hvor USA’s skål vejede tungest heri, trods det at Erbakan er blandt englændernes mænd. Dette gjorde at koalitionsregeringen i halvfemserne, der bestod af den Lige Vej-partiet (DYP) (Shiller), som er amerikansk-loyal, og Refah-Partiet (Erbakan), som blev påvirket af indtræden af Özal-orienterede elementer heri, se ud som om den dirigeres af USA. På baggrund heraf frygtede hæren at USA vender tilbage og griber om magten, som det skete under Özals tid. Derfor intervenerede hæren, afskaffede koalitionsregeringen og overtog magten, hvilket fandt sted den 28. februar 1997 e.Kr., og denne begivenhed trådte ind i historien under betegnelsen ’28. februars bevægelse’. Den allerførste ting bevægelsen foretog sig var opløsningen af Refah-Partiet, hvor det blev gendannet under navnet Fazilet-partiet (Dydens Parti) efter at man ekskluderede alle USA’s tilhængere derfra, både dem, der tilsluttede sig partiet fra Özal’s parti og dem, der oprindeligt var i partiet, men fulgte efter USA, såsom Abdullah Gül og Erdogan. Efter koalitionsregeringens sammenbrud pålagde hæren Bulent Ecevit dannelsen af regeringen. Ecevit er blandt den britiske politiks søjler i Tyrkiet, hans kone er fra Dunema-jøderne. Han dannede en koalitionsregering med Mesut Yilmaz’ parti, lederen af Fædrelandets Parti (OAP), som er britisk-orienteret. Således vendte militæret, dvs. englændernes tilhængere, tilbage og greb om magten efter 28. februar-bevægelsen.

Tredje: USA fandt ud af at konfrontationen med hæren er vanskelig, og fandt frem til en anden stil, som går ud på at marginalisere hæren gennem ”demokratiet” ved at føre en af sine mænd op til magten ved hjælp af parlamentarisk flertal, således at han formår at nedfælde lovgivninger, der begrænser hærens autoritet. Sådan gik det. USA udvalgte Erdogan og Gül og dem, der blev ekskluderet fra Fazilet-partiet efter den 28. februar- begivenheden. Disse gik i gang med at være aktiv i deres kredse og stiftede AKP-partiet under Erdogans ledelse. Erdogan besidder karakterer magen til Özal, idet han følger sufi-tariqah og de islamiske følelser er fremtrædende i ham og er blandt USA’s trofaste mænd, da han fulgte hermed siden hans borgermesterembede for Istanbul. Trods retsforfølgelsen af ham fra hærens side, og den politiske chikane han blev udsat for, vedblev han med at være aktiv i forhold til sin loyalitet til USA og sit arbejde i denne kurs.

Derefter begyndte sceneforberedelsen til Erdogans optræden. USA trak en mia. dollar fra det tyrkiske marked, hvorved den skabte en økonomisk rystelse og folk begyndte at vise utilfredshed, især fordi købekraften af Liren dalede voldsomt. Imidlertid formåede USA at trænge igennem ind i et lille parti, der dannede koalition med Yilmaz’ parti og Ecevit’s parti, som er Nationalbevægelsespartiet under ledelsen af Devlet Behshali. USA fik dette parti til at kræve udskrivelsen af et tidligt valg samt at true med at træde tilbage, ifald valget ikke bliver udskrevet. Således blev valget holdt tidligt den 3.11.2002 e.Kr., hvor AKP-partiet vandt en overvældende sejr, der sikrede det parlamentariske flertal for partiet, hvorfor det dannede regeringen alene. Oppositionen i parlamentet over for AKP-partiet bestod på den ene side af en gruppe, der brød med Ecevit under navnet ’Det Republikanske Folkeparti (CHP) – Deniz Baykal’ som også er proamerikansk, hvor den anden del af oppositionen bestod af den øvrige del af partiet under Ecevits ledelse under navnet ’Det Demokratiske Venstre Parti’ (DSP), der er probritisk.

Fjerde: Erdogan startede med gennemførelsen af den designede plan. Blandt hans centrale aktiviteter er at han i parlamentet fremsatte en lov, der begrænser Nationalsikkerhedsrådets indblanding i magten, samt at gøre at rådet består af en blanding af militære og civile personligheder. Hæren blev irriteret af denne grund til sådan en grad at nogle nyheder sivede ud om at ”militæret” stod bag Istanbul-eksplosioner i slutningen af sidste år for dermed at skabe sikkerhedsmæssig uro, som de kan udnytte for at intervenere i stil med den forrige februar-bevægelse, men de fik ikke succes hermed. På denne måde kunne hæren ikke gøre andet end at følge den britiske politik over for USA, i den forstand at den udviser sin enighed med Erdogans regering i dens politik, men skjuler sin chikane heraf så meget som den formår.

Med dette som udgangspunkt kan man forstå militærets accept af Annans plan for genforeningen af øen uden at militæret er tilfreds, da de ikke har andre muligheder end at gøre dette. Altså efter at de politiske beslutninger forholdsvist er blevet lagt fjernt fra hærens egne beføjelser, samt at den valgte regering fra folks side (på basis af den demokratiske kurs) er den, der påtager sig de politiske beslutninger. Sådan gik det med hensyn til Cypern. AKP-regeringen arbejdede på at lade Denktachs rival, Muhammad Ali Talat, lederen af Det Republikanske venstreparti (CTP), som er proamerikansk, vinde og pålagde ham dannelsen af regeringen.

Men dette betyder ikke en total marginalisering af hærens autoritet over magten, da hæren, som sad tungt på magtens højsæde i årtier, ikke vil lade tingene passere let. Hæren vil sandsynligvis skabe en voldsom strid med regeringen som et forsøg på at vende tilbage til centrum på ny, især når flertallet af hærens ledere og delingsledere stadige er loyale over for deres kurs, som ”Atatürk” har fastlagt af loyalitet til briterne og bevarelsen af sekularismen og magtens højsæde.

Lørdag den 2. Dhul-Hijjah 1424 e.H.
24.1.2004 e.Kr.