Den amerikanske udsending vendte den 3.1.2002 endnu engang tilbage til Palæstina. Med ham fulgte samme erklæringer, som han var kommet med den første gang: Roen og voldens ophør og derefter iværksættelsen af Tenets plan og Mitchells rapport. For at vi kan være i stand til at forstå, hvad USA foretager sig af forsøg omkring den palæstinensiske sag, må vi tænke tilbage på den amerikanske administrations syn på denne sag under Bush.

   Der er nu gået ét år med Bush's administration i styret, siden han tiltrådte posten som USA's præsident, og af iagttagelsen af hans særlige politik overfor den palæstinensiske sag i denne periode er der ikke bemærket nogen væsentlig ændring i hans prioritering, som han har erklæret om sagen siden hans magtovertagelse, og som han senere har formuleret med Mitchell-rapporten og George Tenets arbejdspapir. Administrationen bevæger sig stadig i et langsomt tempo for at træde ind i sagens kerne og de heraf forgrenede grundlæggende sager. Hele dette år forblev administrationen i det, den kalder "nedtrapningsfasen", som den betragter som en indledning og en grundlæggende betingelse for at træde ind i seriøse, meningsfulde forhandlinger, især efter at slaget fra den 11/9 har forværret landets problemer og indre beskæftigelser og har rystet landets sikkerhedsmæssige og økonomiske tilstand udover, hvad man kunne forestille sig.

   En sammenfatning af prioriteterne:

   Ophøret af det, de har kaldt volden (terror), herunder at binde sig til de sikkerhedsmæssige betingelser, der er nævnt i aftalerne, som Arafats forræderiske bande underskrev i Oslo og Wye River.

   At tage skridt til opbygningen af tilliden, herunder et ophør af alle typer provokation og et stop af bosættelser.

   Derefter at indtræde forhandlinger, som er bygget på Sikkerhedsråds-vedtagelserne 242 og 338 og Madrid-konferencens vedtagelser.

   Alt dette er nævnt i detaljer i Mitchell-rapporten og af embedsmænd i de mange offentlige erklæringer.

   Nævneværdigt er, at den forræderiske bande har erklæret sit samtykke til rapporten, ligesom Sharon modvilligt har erklæret sit samtykke, men var dog i stand til at forhindre implementeringen heraf ved at stikke en kæp i hjulet, da han krævede en hel uges forløb uden den mindste voldshandling, så han kan påbegynde den næste fase, som rapporten har fastlagt. Rapporten har ikke omtalt en sådan uge. Fra sin side støttede Sharon sig til militære aktioner under mange begivenheder med argumentet om at bekæmpe det, han kalder for terrorisme, men i virkeligheden er det en forhindring af rapportens vedtagelse, da den modstrider hans personlige politik om bosættelser og indtrædelsen i forhandlinger, der fører til fuldkommengørelsen af det, Oslo-aftalen og Wye River-memorandum har nævnt mht. "spørgsmålene om den endelige løsning", fordi han fortsat ser løsningen i længerevarende fase-aftaler, uanset de detaljer han måtte være uenig med Barak om.

   Den amerikanske politik fortsatte, som den var, indtil begivenheden d. 11/9 i Washington og New York. Efter begivenheden kunne man bemærke en bevægelse hen imod at skubbe af sagen til den amerikanske udenrigspolitiks prioriteringer. Og dette skete som følge af det pres, som administrationen blev udsat for fra de europæiske leder og af hensyn til dens agenters omstændigheder i området. Dette har skabt stor bekymring hos Sharon, som har advaret imod en forsoningspolitik på bekostning af den jødiske entitet og mindede om, hvad en sådan politik har ført til, da Chamberlain forsøgte at forsone Hitler til at forhindre indtrædelsen af anden verdenskrig. Den amerikanske administration sendte sin udsending, den forhenværende militærgeneral Anthony Zinni, til Palæstina for første gang d. 26.11.2001. Lige så snart han ankom til de palæstinensiske jorde, forværredes sikkerhedstilstandene og forøgedes de militære aktioner, og Sharon modtog hårde lussinger, som bekræftede hans inkompetence til at forhindre aktionerne og hans inkompetence til at tilvejebringe sikkerheden for "israelerne" som lovet, idet der i martyraktionerne er blevet dræbt over 40 "israeler" inden for én uge. Sharon søgte så om hjælp fra USA, som så anlagde seriøs pres på Arafat - den svageste part i striden - og sendte signaler til europæerne for også at lægge offentligt pres på ham. EU's udenrigsministre mødtes så i hast og krævede åbent intifadaens ophør. Hermed bøjede Arafat sig og holdt en tale i de første Eid-dage, hvor han truede og advarede de palæstinensere, som ønskede at udføre aktioner mod jøderne. Arafats styrker arresterede en masse modstandskæmpere, ligesom disse styrker - i al vildskab - dræbte seks unge i Jabalia, så Arafat kunne bekræfte, at han insisterede på at knuse intifadaen, og selv hvis det skulle være med brug af alle former for tyranni og likvidering.

Arafat viste som sædvanlig, og med al nederdrægtighed, sin underdanighed og underkastelse i konfrontationen mod modstandskampen, ligesom bevægelserne Hamas, Jihad og andre bøjede sig for ham (Arafat) og benyttede som undskyldning sloganer om den nationale enhed og det palæstinensiske blods ukrænkelighed.

   Europa drev let med USA i konstruktionen af denne sammensværgelse på trods af ændringen, som tjente den amerikanske holdning efter begivenhederne d. 11/9.

   Påskuddet, som selvstyret har offentliggjort for at underkaste sig USA's krav og tilendebringe intifadaen og glemme 1000 martyrer og 30.000 sårede og invalide, er dens ord, at Bush's administration åbent har erklæret sin accept til den palæstinensiske stat side om side med staten "Israel". Har denne erklæring virkelig nogen værdi og vægt, udover at man har benyttet den som et påskud til sammensværgelsen og forhandlingen om salget af Sendebudets Isra-destination og likvideringen og arrestationen af dem, som konfronterer jøderne?!

   Det længste, Bush er gået i løbet af året, er hans udtalelse overfor FN d. 10.11.2001: "Vi arbejder for en dag, hvor der kan leve to stater: Israel og Palæstina, sammen på en fredelig måde indenfor nogle sikkerhedsrammer og som er anerkendte, og som Sikkerhedsrådets vedtagelser også har kaldt til". Forræderne og agenterne bifaldt naturligvis denne erklæring efter denne lange tavshed fra Bush mht. sagens kerne, velvidende at vendingen "bjerget havde fødselsveer og fødte en mus" kan tilskrives ham. Han er ikke kommet med en hundrededel af det hans forgænger Clinton har fremlagt. Efter Bush's erklæring kom den lange tale, som hans udenrigsminister Colin Powell holdt på Louisville universitetet d. 19.11.2001. Talen bragte ligeledes ikke noget nyt, da han gentog, hvad han havde erklæret i sine tidligere pressekonferencer, og hvad hans præsident havde erklæret. Af det han sagde var: "Vi har en vision om området, hvor der lever to stater, Israel og Palæstina, side om side, indenfor anerkendte, sikkerhedsmæssige rammer", "palæstinenserne skal overholde aftalerne, som de har indgået, og de skal udspørges, hvis de ikke makker ret". Dermed henviser han til den forbryderiske Oslo-aftale og det forbryderiske Wye River-memorandum. "Terroren og volden skal stoppe, og den skal stoppe nu". "Provokationen skal stoppes". "Palæstinenserne skal acceptere, at realiseringen af deres mål ikke kan ske gennem andet end forhandlinger. Dette er aftalernes kerne, som blev indgået mellem israelerne og palæstinenserne i Madrid og derefter i Oslo i 1993". "Den palæstinensiske ledelse skal bringe volden til ophør og stoppe provokationen og forberede sit folk på svære indrømmelser i fremtiden". "Og endeligt skal begge parter konfrontere den permanente tilstands spørgsmål, som er meget, meget vanskelige: Jerusalems fremtid er en udfordring, og parterne kan kun løse denne sammen gennem forhandlinger, hvor de tager de religiøse og politiske bekymringer i betragtning, som begge parter vil fremlægge ved forhandlingsbordet. Enhver løsning skal bevare jødernes, kristnes og muslimernes religiøse interesser overalt i verden. Mht. de palæstinensiske flygtninge skal begge parter yde deres yderste bestræbelser for at nå frem til en retfærdig løsning, som er fair og realistisk."

   Således var udenrigsministerens omgang med emnet om al-Quds umådelig kortfattet. Sandsynligvis peger han på Clintons forslag om at lade al-Quds forblive forenet og gøre den åben. Han pegede også på en skjult måde på nødvendigheden af afkaldet på retten til at vende tilbage som nævnt i Sikkerhedsrådets resolution nr. 194, da han omtalte retfærdighed og realisme. Han var ligeledes ikke langt fra Clintons projekt i den forbindelse. Han opfangede også hentydningen i administrationens ønske om at få alle internationale parter med betydningsfulde forhold til at deltage, idet han sagde: "Vi er ikke i stand til at ændre begivenhedernes forløb alene, og dette ønsker vi heller ikke. Og ligesom det også skete i Madrid, så støtter vores nuværende bestræbelser for realiseringen af en bedre fremtid for israelerne og palæstinenserne sig op ad vore venners støtte. Vi ser frem til forsættelsen af arbejdet på nært hold med Egypten, Jordan, EU, FN's generalsekretær og Rusland, og tilstedeværelsen af en række af vore partnere i disse anstrengelser har været nyttigt. De alle støtter Mitchell-udvalgets rapport."

   Dette er, hvor langt den amerikanske administration har bevæget sig i dens omgang med den palæstinensiske sag i løbet af dette år. Heraf viser det sig, at den ikke er forhastet i sin sag, selv hvis den påkrævede ro i Palæstina indtraf, og Sharon er fortsat stædig, og administrationen tøver med at tage et resolut standpunkt over for ham af hensyn til sagens kompleksitet og i håb om at få jødernes stemmer for en anden præsidentperiode. Og det er bemærkelsesværdigt, at han mødes meget med dem og nærmer sig dem meget, især når han kun vandt med en lille forskel foran demokraternes kandidat, og at han ikke fik jødernes stemmer.

   Staternes syn på de bevæbnede modstandsbevægelser har ændret sig, uanset deres motiver og de parter, som står bag dem, efter USA's krigserklæring mod det, som den har kaldt "terrorisme". Så efter at mange af disse bevægelser har udført legalt arbejde, står de nu uden for den internationale lov i staternes øjne, og disse stater er begyndt at kalde til arbejdet for at gøre en ende på disse bevægelser. Denne ændring i synet er det, som har tvunget Europa til at betragte Hamas og Jihad som terrororganisationer og til at presse Arafat til at stoppe intifadaen. Dermed er intifadaen forbi og vendt tilbage til det punkt, hvorfra den begyndte d. 28.09.2000. Hamas og Jihad accepterede ikke at stoppe de militære handlinger, og Arafat indtog ikke et resolut standpunkt om at stoppe intifadaen, men først efter Europa besluttede sig til at følge USA og tog tiltag over for de bevægelser, som i henhold til den nye internationale mening er blevet terrorbevægelser. Og således genoptog det palæstinensiske styre med Arafats og hans frafaldne bandes ledelse arbejdet, som det var blevet til for, og det skrev under på efterlevelsen af dette i Oslo og Wye River med udeblivelsen af det palæstinensiske folks vilje og med den islamiske verdens regenters konspiration om at beskytte jøderne og garantere deres rodløse entitets sikkerhed, hvilket er den primære opgave for selvstyret ifølge USA's og Europas mening. Hvorfor skulle de (USA og Europa) ellers sørge for selvstyrets varetagelse og støtte dette med milliarder af dollars? Det er ikke længere skjult, at Arafat og hans forræderiske bande konspirerer med jøderne og amerikanerne, og endda hele Vesten og arabernes og muslimernes regenter mod palæstinenserne. Og Arafat har bekræftet udtalelserne med handlinger. Så Arafat og hans bande er i virkeligheden muslimernes fjenders bajonetter. Jøderne har udnyttet denne nye internationale mening, dvs. krigen mod terror. Så Sharons straffeaktioner - en hvilken som helst af USA accepterede straffeaktioner - mod palæstinenserne vil fortsætte med drabshandlinger og likvideringer under dette påskud, så længe han har viden om en hvilken som helst fare for den jødiske entitets sikkerhed, selv med intifadaens ophør.

   I den sidste tid har nogen troet, at forholdet mellem de to forbrydere, Arafat og Sharon, er blevet brudt for altid, og at Sharon har til hensigt at afskaffe Arafat, da han jævnede lufthavnen med jorden, beskød flyvemaskinerne og radiostationen osv. af selvstyrets vigtige institutioner, nedværdigede Arafat, begrænsede hans opholdssted til Ramallah og stoppede omgangen med ham. USA's accept af Sharons aktioner konsoliderede denne tro om forholdet mellem Arafat og Sharon med ordene: "Sharon har retten til at forsvare sit land med den fremgangsmåde, han synes om, og med de begrænsninger, som ikke påvirker fredsforhandlingerne i fremtiden." Dette standpunkt har vækket Europas vrede og USA's agenter - arabernes regenter - og der kom stærke reaktioner mod Sharon, som fik ham til at sige: "Vi vil aldrig eliminere Arafat".

   Sharons aktioner havde til hensigt at skabe retfærdiggørelsen for Arafat til at stoppe intifadaen og at skabe selvstyrets og den forræderiske bandes had mod palæstinenserne. Arafats indespærring i Ramallah var foragtelig for at beskytte hans liv mod den overvældende bølge, som skyllede ind over Gaza, mod Arafat i protest mod hans åbenbare underkastelse til USA’s ordre, jødernes ønsker og Vesten i almindelighed om at slagte palæstinenserne.

   Hvad angår det, som er blevet publiceret om forståelsesmemorandumet mellem Perez og Qorei, så er det et forsøg på at ændre tilstandene fra intifada-tilstande til at træde ind forhandlingerne, hvilket er Mitchell-rapportens anden fase. Memorandummet berørte ikke andet end oprettelsen af den palæstinensiske stat, uden at nævne forudsætningerne for dens oprettelse af hovedstad, grænser, sikkerhed, tilstande osv., hvilket de kaldte "den permanente løsnings anliggender", hvilket gør memorandummet uden nogen værdi.

20. Shawwal 1422 e.H.
04.01.2002 e.Kr.