I Allahs navn, Ar-Rahman, Ar-Rahim
Somalia … Somalia
Etiopien rykkede
frem med sin hær, til lands og i luften, i et forbryderisk angreb på muslimerne
i Somalia. Etiopien offentliggjorde denne intervention efter tidligere at have
interveneret uden erklæring. Etiopiens erklærede påskud er selvforsvar, dvs.
forsvaret af Etiopien, men hvor? I Somalia!
Krigen fortsætter med stigende hast i
Somalia mellem Etiopiens tungt bevæbnede hær, som politisk og militært er
støttet af USA på internationalt plan og ligeledes er støttet af USA’s agenter
i Afrika på regionalt plan, og muslimerne i Somalia under ledelse af De
Islamiske Domstole, som er beskeden i forhold til antal og krigsmateriel, mens
regenterne i muslimernes lande er døve, stumme og blinde, som om hændelserne
foregår i Langbortistan og ikke i et islamisk land med en strålende fortid og
vigtig strategisk beliggenhed, og som tidligt gik over til Islam, da nogle
blandt folket omfavnede Islam ved Sahabahs
udvandring til Abessinien i begyndelsen af det islamiske kald i Mekka. Derefter
indtog muslimerne landet i 77 e.H. under kaliffen Abdulmalik, og landet
fortsatte med at være et islamisk land forbundet med muslimernes lande, især
Yemen, som ligger over for landet på den anden havbred af Adenbugten. Derefter
blev landet – ligesom de øvrige islamiske lande – ramt af kufr-kolonistaters rovgriskhed i slutningen af den Osmanniske stat.
O muslimer: USA og dens agenter på Afrikas Horn, med det etiopiske regime i
spidsen, blev lamslåede, da de så folk i Somalia samle sig omkring De Islamiske
Domstole, og frygtede, at Somalia skulle blive forenet i Islams navn, hvorved
deres projekter ville blive forpurret i området:
Hvad Etiopien angår, så holder den to af
Somalias territorier under besættelse, og som den har annekteret: Ogaden og
Hud. Etiopien frygter enhver selvstændig og stærk stat i Somalia, og især hvis
en sådan stat samler folk i Islams navn, da en sådan stat vil rejse sagen om de
to territorier politisk og militært for at genindlemme dem i moderlandet
Somalia.
Hvad USA angår, så “længes” den
stadig efter de mange år, hvor den boltrede sig i Somalia – under Siad Barres
styre – og som fortsatte frem til 1991, hvor stammerne bevægede sig, hvilket
førte til, at den britisk-amerikanske magtkamp hældte til Storbritanniens
fordel, hvorved Siad Barre blev væltet. Derefter mistede USA tøjlerne, og
systemet brød derefter sammen.
Hvad Storbritannien angår, så hastede den
til sit tidligere protektorat (Britisk Somaliland) og erklærede oprettelsen af
den separatistiske “Republik Somaliland” samme år, dvs. i 1991, og lod resten af
Somalia og dets befolkning kuldkaste.
Hvad USA angår, så forsøgte den at genvinde
sin indflydelse endnu engang i 1992 under dække af humanitære motiver og kaldte
sit felttog for “gengivelsen af håbet”. Til dette felttog samlede USA omkring
28.000 soldater, men blev sat på porten i 1995 med fiasko.
På trods af dette, så forlod USA ikke
hegemoni- og indflydelsesopfattelsen på Afrikas Horn og arbejdede derfor på at
forpurre Djibouti-aftalen i 2000 gennem dannelsen af Abdulqasim Salads
regering, fordi Europa stod bag aftalen, idet aftalen blev varetaget af
Djibouti (tidligere Fransk Somaliland), og den udelod at anføre den
øjeblikkelige afskaffelse af den separatistiske republik Somaliland (tidligere
Britisk Somaliland). Efter at USA så fik forpurret Djibouti-aftalen, samlede
den sin list og sine agenter i regionen og formåede at indgå Nairobi-aftalen i
slutningen af 2004 ved tilvejebringelsen af den provisoriske regering under
ledelse af sit produkt Abdullahi Yusuf, som var præsident for den
separatistiske miniaturestat “Puntland”, som blev erklæret i Somalia i
1997. USA begyndte at forberede Somalias officielle repræsentation til denne
regering på regionalt plan i de regionale organisationer, såsom den Afrikanske
Union og den Arabiske Liga, og i FN på internationalt plan. Samtidigt fortsatte
USA støtten til krigsherrerne i Mogadishu, fortsættende sin politik i to
parallelle kurser for realiseringen af sine interesser: Den provisoriske
regering politisk og krigsherrerne militært. Men den provisoriske regerings
korruption og dens kasten i USA’s og Etiopiens favn samt den fortsatte magtkamp
mellem krigsherrerne og hvad den forårsager af ødelæggelse af beplantning og mennesker,
fik menneskene til at hige efter nogen, der kunne redde dem fra disse
tragedier. Derfor orienterede folk sig mod De Islamiske Domstole, da
krigsherrerne, med støtte fra USA, forsøgte at gøre en ende på disse Domstole,
hvor folk støttede Domstolene og fik sejr igennem dem. Dette skyldtes
hovedsageligt, at folk kendte Domstolene, som frivilligt havde løst deres
problemer siden 1994 under perioden med magttomrum, og folk havde bemærket
Domstolenes oprigtighed over for Islam, og begge parter blev fortrolige med
hinanden, og Allah gav dem sejr over krigsherrerne, som så flygtede med
forfærdelse, og USA var til ingen gavn for dem. Folk begyndte så at tilslutte
sig Domstolene i deres byer og landsbyer, og endda før Domstolenes soldater
nåede frem til dem.
Efter dette gik USA over til at anvende sine
sædvanlige våben: Den forhandlingsmæssige list og den militære terror for at
trænge ind i Somalia. Hvad det første våben angår, så overdrog USA det til
Sudan, som så arbejdede på at samle Domstolene og den provisoriske regering i
Khartoum til forhandling og at udarbejde kompromisløsninger med hensigten om at
puste liv i den halvdøde provisoriske regering, der ikke er i stand til med
egen styrke at sikre sikkerheden i sit eget hovedsæde i “Baidoa”,
især når den er forhadt af folk, og med hensigten om at “reducere”
Domstolene til en lokal magt som de øvrige i Somalia: “Somaliland”,
“Puntland”, “Jubaland” ... samt Domstolene. Således at Domstolene bliver en
lokal magt som de andre, hvorefter den provisoriske regering så trækker på
trådene af disse grupperinger.
Hvad det andet våben angår, så overdrog USA
det til Etiopien for at intervenere militært samt beskytte den provisoriske
regering mod Domstolene. Etiopien havde tidligere indledt den militære intervention
uden erklæring, men har så nu erklæret det.
O muslimer: Kampene i Somalia foregår mellem muslimerne i Somalia og det kafir Etiopien, på tilskyndelse og med
støtte fra USA, der har planlagt, forsynet og støttet denne krig som følge af
tre årsager:
Den første årsag:
Fordi Somalias befolkning er muslimer og elsker deres Islam og ønsker at samle
sig om det under ledelse af De Islamiske Domstole. Og USA bekriger enhver
bevægelse i retning af Islam, hvor end den måtte være, da den nærer had mod
Islam og muslimerne, især hvis det ikke er i den form, USA kalder “moderat
Islam”! Som om Islam var moderat og ikke-moderat. Må Allah forbande dem, hvor
er de vildledt.
Den anden årsag:
Somalia har en strategisk beliggenhed ud til det Indiske Ocean med den længste kystlinie
i forhold til nogen anden afrikansk stat. Kystlinien er
Den tredje årsag:
Somalias jord har endnu uudnyttede ressourcer, og i henhold til undersøgelser
findes der: udsivning af uran, naturgas, råolie m.m. I slutningen af 80’erne
under præsident Siad Barre blev udvindingsretten over omkring 2/3 af Somalia
givet til amerikanske olieselskaber (Conoco, Amoco, Chevron og Phillips ...)
til at bore efter råolie. Det første selskab fandt råolie i ni
undersøgelsesfelter, hvilket blev bekræftet af geologer fra Verdensbanken ...,
men kuppet, som væltede Siad Barre, satte en stopper for disse felter, og i dag
bestræber USA sig utålmodigt på at få fat i denne rigdom.
O muslimer: USA betragter sig
selv som den, der har det afgørende ord i verden, og at den er indehaveren af
enhver rigdom under og over jordoverfladen. Magtens indbildskhed blænder den
fra at reflektere over sine successive fiaskoer siden Vietnam til Afghanistan,
i Irak, og endda i selve Somalia i 1995. USA leder stadig efter nogen, som kan
kompensere for dens nederlag og skændsel, og tror, at dens agent, regimet i
Etiopien, vil give den noget af dens agtelse tilbage. Dette skyldes
hovedsageligt, at De Islamiske Domstole er en nyoprettet styrke mht. antal og
udstyr i fronten mod disse hære, der er udrustet med luft- og landvåben. Men på
trods af dette, så viser muslimerne og Domstolenes mænd exceptionelle heltegerninger
mod disse forbryderiske aggressionsstyrker, i stil med alle de kæmpende
muslimers omgange mod kufrs og
hyklernes styrker. Men muslimernes manglende støtte til deres brødre giver kufr og dets tilhængere mod til at begå
aggression mod muslimernes lande, den ene efter den anden, og denne passivitet
og tien accepterer hverken Allah, Hans Sendebud eller de troende, fordi vi er
én ummah, én krop, som Allahs
Sendebud (saaws) har beskrevet
os:
"
كالجسد
الواحد إذا
اشتكى منه عضو
تداعى له سائر
الجسد بالحمى
والسهر"
“Som én krop, hvis en legemsdel
beklager sig, vil resten af kroppen samles herom med feber og søvnløshed.”
USA i ledtog med
Etiopien er blandt de reelt krigsførende stater (muhareb fi’li), og de nuværende stater i muslimernes lande skal
behandle disse to stater på dette grundlag, dvs. udelukkende ud fra et reelt
krigsforhold. Derfor skal de diplomatiske forhold med dem brydes; så ingen
ambassader, aftaler eller loyaliteter ... ellers vil vi lide samme nød, som de
nationer, der var arrogante over for deres Herres befaling: skændsel og
ydmygelse i det jordiske liv og en smertelig pinsel i det hinsides.
O muslimer: Hizb ut-Tahrir
anråber jer om, at rejse jer op for at støtte Somalia, da det er en
forpligtelse, som Allah (swt) har foreskrevet,
“Men hvis
de søger jeres hjælp i Deen, så påvhiler det jer at hjælpe” (OQM. Al-Anfal 8: 72), så
støt det, o muslimer:
“Hvis I
ikke drager ud, så vil Han straffe jer med en smertefuld straf og indsætte et
andet folk i jeres sted,
og I kan ikke skade Ham det mindste” (OQM. Al-Taubah 9: 39)
I dette kommuniké regner vi ikke med indsatsen fra regenterne i
muslimernes lande, da disse regenter tilhører dem, der over for de troende
hverken tager hensyn til slægtskab eller pagt. Men vi anråber ummah om at rejse sig og yde en indsats,
da hærene i muslimernes lande er ummahs
sønner, og hvis ummah er seriøs i sin
bevægelse, vil dens sønner besvare den, støtte deres brødre og fjerne de, der
står i vejen for dem:
“Allah
vil visselig hjælpe dem, der støtter Hans sag. Sandelig, Allah er Stærk,
Almægtig” (OQM. Al-Hajj 22: 40)
6. Dhul Hijjah 1427 e.H.
25/12/2006 e.Kr.