I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige
Verdens “stormagter” strides i deres topmøder,
men samler sig mod jer, o Muslimer
De otte industrilande afsluttede i går, fredag den 8/7/2005 e.Kr., deres topmøder der blev afholdt i Gleneagles i Skotland og Storbritannien, og som startede den 6/7/2005 e.Kr. Hovedformålet med deres møder var Kyoto-aftalen, som vedrører miljøbeskyttelse mod den forurening der er forårsaget af emissionen af drivhusgasser fra fabrikker, især i disse verdens førende industrilande. Derudover var der drøftelser vedrørende de fattige landes gæld, med de afrikanske lande i spidsen.
Det stod klart fra starten at uenighederne mellem topmødets parter, især mellem USA og de øvrige lande, eskalerede i forbindelse med miljøspørgsmålet. Det samme gælder uenigheden mellem Storbritannien og Frankrig som følge af deres uenighed under EU’s topmøde, som blev afholdt i Bruxelles mellem 16-17/6/2005 e.Kr., hvor hovedformålet var at lægge EU-budgettet, og dernæst at drøfte resultaterne af afstemningen om EU’s forfatning i Frankrig og Holland.
Den, der ser nøje på disse to topmøder: EU’s topmøde, og de otte industrilandes topmøde, bemærker, at ingen af dem udmundede i en aftale om den målsætning, som det blev afholdt for. Alligevel udmundede de i en aftale om at “rette slag” mod muslimernes sager. Forklaringen er som følger:
1. Formålet med EU-topmødet var, som nævnt tidligere, at lægge EU-budgettet og drøfte afstemningsresultaterne i Frankrig og Holland.
Hvad EU’s budget angår, så opstod der en hård uenighed mellem Storbritannien, der afviste at reducere rabatten (på 4, 6 mia. euro) som den hvert år, siden 1984 e.Kr., får refunderet fra EU-budgettet, idet Storbritannien ikke er et landbrugsland og følgelig ikke får gavn af den fælles landbrugsstøtte fra EU-budgettet. Storbritannien gjorde reduceringen af refusionen afhængig af fjernelsen af EU’s støtte til landmænd i landbrugslande, som fx Frankrig i høj grad, dernæst Tyskland, Italien, Spanien og Portugal, samt østlandene, som for nyligt sluttede sig til EU, da de har brug for udvikling. Disse uenigheder stod klart gennem offentlige, gensidige anklager mellem en række EU-ledere:
Luxemburgs premierminister, som var topmødets formand, anklagede Blair for at spolere topmødet, fordi han insisterede på sin holdning. Topmødets formand mente, at den opståede konflikt ligger mellem dem, der ønsker unionen som et stort, udvidet marked, og dem, der ønsker den som en politisk enhed mellem lande, der har indbyrdes sammenhold.
Dette blev konstateret i London af Nicholas Danagan, eksperten i den europæiske politik ved Royal Institute, hvor han til al Hayat-avisen (offentliggjort den 1/6) udtalte at: “Den britiske befolkning anskuer unionen som en økonomisk organisation og ikke som en forenet politisk blok, påpegende en amerikansk-britisk enighed i denne forbindelse, da Washington reelt foretrækker at beskæftige sig politisk med de europæiske stater hver for sig, og Irak er det bedste eksempel herpå”.
Det samme blev også konstateret ved den schweiziske kanslers udtalelse vedrørende uenighederne i unionen, (offentliggjort af Reuters den 19/6), hvori han sagde: “Hele sagen handler om penge og spørgsmålet om EU’s vision og forestilling. Briterne ønsker et forskelligt Europa, der satser mere på markedskræfterne … og den, der ønsker dette mønster, lægger det sociale mønster bag ryggen …”.
Ligeledes kritiserede Chirac egoismen hos nogle lande, hentydende til Blair, og talte om nationale overbud på bekostning af de europæiske interesser. Den tyske kansler, Schrøder, lagde skylden for topmødets fiasko på Storbritannien og også Holland.
På sin side forsvarede Blair sit lands afvisende holdning om, at genoverveje den særrettighed, som Storbritannien har, og som sikrer landet en refusion på et bestemt beløb (4, 6 mia. euro) fra EU-budgettet, og som er til gengæld for de europæiske landbrugslandes benyttelse af landbrugsstøtten, da Storbritannien ikke er et landbrugsland. I sit forsvar udtalte han: “Hvis vi ønsker at fjerne den britiske særordning, bør vi fjerne årsagerne til denne særordning. Den er en omstændighed, hvis årsag er en anden omstændighed”. Han gjorde opmærksom på at 40 % af Europas budget tildeles den fælles landbrugsstøtte, som går til landbrugslande, med Frankrig i spidsen.
Hvad angår drøftelsen af afstemningsspørgsmålet og fortsættelsen med at forbedre dens resultater i de øvrige lande, så blev det mødt med stædighed fra nogle lande. I stedet for at forbedre situationen, har disse lande kompliceret den yderligere ved fastfrysning af afstemningen, som Storbritannien gjorde, eller udskydelsen af den (såsom Portugal, Danmark, Sverige, Tjekkiet og Finland). Derfor stod det klart at det bliver vanskeligt, hvis ikke umuligt, at blive færdig med ratificering af forfatningen i slutning af 2006 e.Kr. som det var besluttet.
Dette vil sige, at topmødet var fiasko på alle niveauer i forhold til hovedformålet med dets afholdelse. Uenighederne var voldsomme mellem en række af dets centrale medlemmer. Alligevel var unionens holdning ens om Palæstina-spørgsmålet, idet topmødet i sin erklæring opfordrede til “at den Palæstinensiske Autoritet implementerer sine forpligtigelser fuldt ud inden for de sikkerhedsmæssige områder, som den forpligtede sig til i Sharm al Sheik-topmødet for at stoppe volden … og at den Palæstinensiske Autoritet udviser sin beslutsomhed vedrørende bekæmpelsen af “terror”!), som om det er palæstinenserne, der fører overgreb mod jøderne, og ikke jøderne som besætter Palæstina, fører overgreb mod dens befolkning, og begår de grusomme massakrer heri morgen og aften til sådan en grad at jødernes forbrydelser har omfattet både mennesker, sten og træer.
2. Hvad angår de otte industrilandes topmøde, så bestod formålet med det i miljøspørgsmålet (Kyoto-aftalen) og bistand til skyldnerlandene ved at slette deres gæld.
Hvad Kyoto-aftalen angår, så fortsatte uenigheden med at være der. USA ønsker ikke at reducere sin “beskidte” industri, og dermed reducere emissionen af drivhusgasser, der er skadelig for - og forurener miljøet. Andre lande sætter derimod fokus på dette. Med hensyn til Storbritannien, som havde formandskabet for topmødet, så finder den som sædvanligt på at stille problemet i bero og lader det forblive et problem. Blair mente, at udviklingslandene bør tilstræbe at reducere deres emissioner af kuldioxid gradvist, og dermed vil de gøre det lettere for de nuværende store industrilande, især USA, at acceptere at vende tilbage til de internationale forhandlinger om klimaforandringer! Det vil sige, at Blair overførte løsning på forureningsproblemet til udviklingslandene ved at disse lande reducerer deres drivhusgasser fra deres udviklede industrier for dermed at gøre det lettere for storstaterne, især USA, at acceptere at vende tilbage til drøftelsen af Kyoto-aftalen, blot drøftelsen, og ikke for ratificering heraf!
Hvad angår fattigdomsspørgsmålet, så kom der beslutninger, der pirrer de fattige landes følelser, men faktisk tilsigtede at slette gælden til gengæld for at disse stater får indflydelse under forskellige betegnelser: Reform, demokrati, menneskerettigheder …, hvor Washington tog disse emner op og understregede disse. Det er jo velkendt, at disse betegnelser ikke i sig selv er formålet så meget som de udgør en indfaldsport til at få indflydelse til gengæld for at slette en eller anden del af gælden. Tilstedeværelsen af formanden for Verdens Banken og den Internationale Valutafond havde et tydeligt signal om de snu hensigter, som er at gældspørgsmålet vil gå igennem disse internationale mistænkelige finansinstitutioner.
Disse hensigter stod tydeligt frem gennem det, som Bush fremlagde, da han tog reformspørgsmålet op som en indfaldsport for indflydelse. Ligeledes var uenighederne, eller snarere anklagerne, tydelige mellem Storbritannien og Frankrig, hvor Frankrig betragtede Storbritanniens aktiviteter i forbindelse med Afrikas gæld som falske og bedragende, fordi hvis Storbritannien var interesseret i behandlingen af fattigdomsproblemet, skulle den starte med at støtte EU-budgettet for at udvikle de fattige østeuropæiske lande, som havde tilsluttet sig unionen for nyligt, altså ved at Storbritannien skulle opgive de enorme beløb som den får fra unionens budget siden 1984 e.Kr.
Uenighederne mellem topmødets industrilande trådte også frem selv efter deres beslutning om at slette 40 mia. dollar af gælden, da de blev uenige om implementeringsmekanismen. USA foretrækker som sædvanligt at lægge gensidige programmer, ifølge hvilke den dikterer sine krav for at yde pengene enkeltvis. Europæerne hælder derimod til anvendelse af mekanismer bestående af flere parter.
Således fortsatte industrilandene med deres uenigheder om topmødets primære spørgsmål. På trods heraf enedes de om at “rette slag” mod muslimernes sager, hvor de i deres erklæring enedes om at støtte den Palæstinensiske Autoritet i bekæmpelsen af hvad de kaldte for terror mod jøderne og anerkendelsen af jødestatens legitimitet, som besætter Palæstina. De blev ligeledes enige om at støtte regeringen i Irak, som er underlagt den amerikanske besættelse. De støttede ligeledes de forslåede løsninger til Darfur, som medfører løsrivelsen, eller til selvstyre efter “bedste” vurdering. Ud fra deres totale enighed i disse sager står det klart at de er til for at “rette slag” mod muslimernes interesser.
O muslimer
I kan tydeligt se, at disse stater, især kolonistaterne og de stater som er grådige efter vores lande, kan være uenige om alt, undtagen om at samle sig mod jer og deres deen, Islam. I denne forbindelse vælter de i samme retning: At bevare muslimernes sager anspændte, usammenhængende og usammenknyttede, som interesseområder for dem og for jøder, for derved – ifølge deres påstand – at hindre muslimerne i at vende tilbage som én ummah under én stat, Khilafah Rashidah (dvs. det retskafne kalifat), som vil rette op på verdens tilstand og bringe rettigheden tilbage til dens rette indehavere samt sprede godheden i verdensdelene.
Kufr-kolonistater, især USA og Storbritannien, nærer et indgroet had mod Islam og muslimerne. De udviser deres had ved den første chance, men hvad deres hjerter skjuler er endnu værre. De glemmer deres uenigheder, når det gælder Islam og muslimerne. London-eksplosionerne, som fandt sted under de otte industrilandes topmøde, afslørede deres hadske korstogsanskuelse mod Islam og muslimerne, til sådan en grad at enhver muslim i Storbritannien, selv den med et britisk statsborgerskab, er blevet sat under anklage. Nogle britiske organisationer er endda begyndt at opfordre offentligt til “lancering af et korstog for at smide muslimerne ud fra Europas gader”. Der er også begyndt at ske fysiske hævnakter mod de muslimske mænd og kvinder, som efterlever shari’ah-reglerne på synlig vis, såsom kvinderne med tørklæde og mænd med skæg, og ligeledes mod nogle moskéer.
De hadefulde korstogsbaserede udtalelser begyndte at træde frem straks efter eksplosionerne torsdag den 7/7/2005 e.Kr., førend nogen retslige undersøgelse, og endda før opklaring af eksplosionernes realitet, om de skyldtes tidsindstillede bomber eller menneskelige bomber. Blair udtalte sig straks og pegede på “værdierne” hentydende til Islam. Andre udtalte at “Islam er en ond og grusom religion” … Således træder deres korstogsagtige had mod Islam og muslimerne frem; selv om de ved, at der har været mange eksplosioner, hvor bagmændene var ekstremister blandt deres egne landsmænd, men som de ikke betegnede med disse betegnelser og gik ikke så vidt med at betegne deres religioner, værdier og kultur med nogen “upassende” betegnelser, men begrænsede sig til at omtale deres person.
O muslimer
Vi i Hizb ut-Tahrir tillader ikke drab på civile, og tillader heller ikke påførelse af skade på sagesløse. Ydermere skelner vi mellem kampbanen på slagmarken mellem hærene, og materielle aktioner inde i byerne, da hærene under kampen fører kamp indbyrdes, dræber og bliver dræbt, og hvor den hær, der kæmper for Allahs vej (fi-sabili-Allah) får belønning og opnår sejr, men når det gælder byer og iblandt civile, så forholder det sig anderledes, og det er hverken korrekt eller tilladt. Islam har vist pragtfulde eksempler under sine krige og behandling gennem sine godgørende erobringer, som den foretager med henblik på at sprede retfærdigheden i verdens dele. Salahudins handlemåde, da han befriede Jerusalem fra korsfarerne, vidner om dette, hvor han ikke udgød nogens blod og heller ikke dræbte en tilfangetagen, da han sejrede på slagmarken og indtog Jerusalem, og det var i en tid, hvor korsfarerne havde udgydt muslimernes blod inde i Jerusalem, og endda inde i al-Aqsa Moskéen, hvori blodet, som historikerne beretter, nåede knæene. Dette er Islam, dens civilisation og dens værdier, og dér er det hadefulde korstog, dens civilisation og dens værdier.
Til trods for at vi i Hizb ut-Tahrir står imod disse eksplosioner i byerne og ikke tillader disse, stiller vi følgende spørgsmål:
Hvorfor anskuer Vesten sine dræbte civile med ét øje, og de dræbte muslimer med et andet øje?
Hvorfor bliver muslimernes ofre i Palæstina, muslimernes ofre i Irak, muslimernes ofre i Afghanistan, muslimernes ofre i Tjetjenien, muslimernes ofre i Kashmir, muslimernes ofre i Pattani i Thailand, muslimernes ofre i Moro (Mindanao) i Filippinerne, samt muslimernes ofre alle vegne, hvis blod udgydes uretfærdigt morgen og aften gennem overgreb fra jødestaten, USA, Storbritannien, Rusland, hinduerne, Thailand, Filippinerne og fra tyrannerne af alle arter; hvorfor bliver disse ofre, som blev dræbt uretfærdigt og gennem overgreb, omtalt af de otte industrilandes topmøde, således, at deres mordere har myrdet dem som selvforsvar(!), hvorimod når det gælder de dræbte blandt amerikanere, briter, jøder, russere, hinduer og andre, så skal hele verden rejse sig for deres skyld?!
Hvorfor forventer disse vantro vesterlændinge, og jøder, at deres massakrer mod muslimerne ikke vil afføde voldsomme reaktioner blandt muslimerne?
Hvorfor forventer de ikke at ærekrænkelsen, besudlingen af Qur’anen og helligdomme og de grusomme forbrydelse i muslimernes besatte lande: Palæstina, Irak, Afghanistan, Kashmir, Tjetjenien m.m., at dette vil hos en del muslimer skabe motivation til hævn, hvor de behandler drab med drab; hvorfor forventer de ikke dette?
Hvorfor behandler de ikke problemet ved at stoppe deres overgreb mod muslimerne og holde op med at udgyde muslimernes blod? Hvorfor spekulerer de ikke over problemets årsager og fjerner disse i stedet for blot at fokusere på virkningen og ignorere virkningens årsag?
O muslimer
Det er en indlysende kendsgerning at kufr-kolonialisterne bliver meget uenige i deres topmøder, med mindre det handler om at slå ned på Islam og muslimerne. Dér samler de sig mod den. De udviser deres fjendskab og had offentligt ved den første chance. Det, som har fundet sted efter London-eksplosionerne, af hadefulde ekstremistiske udtalelser fra Bush, Blair, Putin, Chirac, Schroeder og Berlusconi, og selv fra Japan, Canada og dernæst helt fra Australien, afslører alt sammen dette indgroede had mod Islam og muslimerne, selv inden de får opklaret hvad der egentlig er sket eller efterforsker det!
Vi er bevidst om, o muslimer, at sådanne materielle aktioner af eksplosioner og lignende i byerne iblandt sagesløse, ikke løser problemet med kuffars overgreb mod muslimerne, og desuden er det ukorrekt inde i byerne og ikke tilladt iblandt civile. Vi er også bevidst om, at løsningen på problemet netop er etableringen af en stat for muslimerne, Khilafah Rashidah, som bringer ummah tilbage til dens status, som Allah billiger: den bedste nation, som er frembragt for menneskehedens vel, og som vil bringe ummahs glorværdighed og ærekærhed tilbage, afskære hånden af enhver kafir-kolonialist, som udstrækker sig til muslimernes lande, værne om Islams territorier og muslimernes ære og helligdomme, og som vil indlede erobringer og sprede godheden i verdens dele.
Hizb ut-Tahrir fortsætter i denne vej, hvor det hverken foretager materielle aktioner eller anser dem som en korrekt løsning. Partiet tillader ikke drab på civile og heller ikke påførelse af skade på sagesløse mennesker. Dermed mener partiet at storstaternes vidtgående udgydelse af muslimernes blod, krænkelsen af deres ære og besudling af deres helligheder er de reelle årsager, som skaber disse materielle reaktioner. Hvis de “store” stater ønskede at sætte en stopper for sådanne aktioner, ville de grundigt overveje de førnævnte spørgsmål. Men vi er bevidst om, at disse staters arrogance vil hindre dem i at have en sund tænkning og følge den rette kurs.
O muslimer
Verden er præget af uorden, og dens storstater er endnu mere uordenpræget, de er endda årsagen til verdens uorden. Islam er den eneste, der er egnet til at lede og redde verden og sprede godheden i dens dele. Alt dette påbegyndes, o muslimer, ved det oprigtige, seriøse arbejde med Hizb ut-Tahrir for genoptagelsen af den islamiske levemåde via etableringen af Khilafah Rashidah-staten.
﴿ هَذَا بَلاغٌ لِلْنَّاسِ وَلِيُنذَرُوا بِهِ وَلِيَعْلَمُوا أَنَّمَا هُوَ إِلَهٌ وَاحِدٌ وَلِيَذَّكَّرَ أُولُوا الألْبَابِ ﴾
“Dette er en meddelelse for menneskeheden, og så at de kan advares derved, og så at de kan vide, at Han er Den Ene Gud, og så at de forstandige kan lade sig formane” (OQM. Ibrahim 14: 52)
3. Jumada al-Akhirah 1426 e.H.
9. juli 2005 e.Kr.
Hizb ut-Tahrir