Den islamiske topmøde-konference, som blev afholdt i Malaysia mellem den 16-18.10.2003 e.Kr., afsluttede i går sine møder efter ”hårde indsats”, der blev ydet af 57 landes delegationer for at komme ind og ud og sidde i konferencens sal. Før topmødet blev der den 13.10. afholdt et møde for udenrigsministrene, som repræsenterer lande, der tæller mere end en mia. muslimer.

Disse regenter spenderede enorme beløb af muslimernes midler på deres rejser og ophold, og på den luksuriøse indretning og dekoration af konferencens sale og lokaler, medens de burde gavne muslimerne til gengæld for deres midler; regenterne har derimod hverken gjort gavn eller hindret skade.

Hvad de erklærede i deres konference udtrykker dette.

Konferencens dokument indeholdt intet om nogen af muslimernes sager, som regenternes udenrigsministre drøftede og satte på deres dagsorden, og som nogle af deres ledere omtalte: Palæstina, Irak, Afghanistan, Sudan, Kashmir, Tjetjenien og ’Israel’s overgreb mod Syrien.

Hvad Palæstina angår, så omtalte konferencen - under delegationernes taler - denne med et stort omfang af retoriske udtryk, som fordømte jøderne pga. deres afvisning af fred og køreplanen. Det er til trods for at topmødets ledere er helt klar over at køreplanen indebærer bortgivelsen af hvad der er tilbage af suverænitet eller bare noget der ligner heraf i Palæstina. Muslimernes blod, der udgydes morgen og aften af jøderne, rørte ingen af topmødets deltagere, og ingen af dem omtalte kamp eller noget i den stil for at redde Palæstina-befolkningen. Det værste er at (den palæstinensiske) Autoritet viste en så opsigtsvækkende interesse for de tre amerikanere som blev dræbt den 15.10, der er mere end dens interesse for dem, der bliver dræbt som martyrer af jødernes hænder gennem den amerikanske støtte, forsyning og våben.

Med hensyn til Irak, forlangte delegationen af overgangs-styrerådet at man udsætter drøftelsen af Irak-spørgsmålet, fordi det bliver drøftet dér i New York, på den anden side af Atlanten. Delegationen bad om afventning af hvad beslutningstagerne blandt kufr-kolonimagter, under USA’s ledelse, udsteder, af frygt for at konferencen udtaler sig om noget, der vækker USA’s eller dens allieredes vrede mod dem. Det er netop, hvad der skete. Konferencen traf ingen beslutning omkring Irak. Tværtimod opbakkede de alle enstemmigt resolution nr. 1511, som blev udstedt af Sikkerhedsrådet den 16.10. Denne resolution skabte en juridisk og politisk præcedens ved at tillægge besættelsesstyrken en international legitimitet, og tillod indsættelsen af multinationale styrker for at bistå besættelsesstyrkerne, og at disse uden et internationalt dække skulle tilhøre FN. Hvad der mere er, så er USA, besættelsesmagten, blevet sat som den ansvarshavende for disse styrker og har til ansvar at fremsætte en rapport hver sjette måned til sikkerhedsrådet.

Med hensyn til Afghanistan, så har den afghanske delegation udtrykt sin taknemmelighed for NATO-alliancen og for FN for at have givet sit samtykke til udvidelsen af ISAF’s sikkerhedsmæssige autoritet, så den omfatter de øvrige afghanske regioner ud over Kabul, hvilket skete gennem resolution nr. 1510, som FN udstedte den 13.10, hvormed delegationen anså Afghanistan-spørgsmålet for at være i sikkerhed og uden behov for drøftelse.

Hvad Sydsudan angår, så foregreb Bashir (Sudans præsident) afholdelsen af topmødet og erklærede i sin tale, som han holdt den 28.09, at han fremsætter sin taknemmelighed og loyalitet til USA for hvad den skabte af fred i Sudan; en fred, der løsriver syden herfra og lovligt anerkender et oprør heri, som har en politisk autoritet og en militær magt, der er fælles med statens hær om at have dominans over landets sikkerhed. Følgelig betragtede delegationen ligeledes at løsrivelsen af Sydsudan er blevet løst og afsluttet og kræver ikke en yderligere drøftelse.

Med hensyn til Kashmir, så var Musharraf eksplicit og glemte ikke at omtale denne. Under sin tale udtalte han: ”Jeg anråber de muslimske ledere om at presse Indien til at gå videre med fredsforhandlingerne relateret til Kashmir”. Han opfordrede konferencen til at hjælpe med at overbevise Indien om at påbegynde forhandlinger med udgangspunkt i fredsplanen, som Musharraf fremsatte i FN i sidste måned. Det vil sige, at han bad konferencen om at presse Indien til at forhandle med Pakistan om delingen af Kashmir, og bad ikke konferencen om at arbejde for befrielsen af Kashmir fra Indiens besættelse. Trods alt dette, accepterede konferencens deltagere ikke at anråbe Indien i frygt for at vække dens vrede, idet Indien afviser at forhandle om noget som helst del, den besætter af Kashmir. Således blev der ikke anført noget anråb i konferencens sluterklæring.

Der blev af konferencen udstedt en erklæring, særskilt fra sluterklæringen, som angår de israelske flyangreb mod Syrien, hvori der stod: ”Organisationen af den Islamiske Konference fordømmer det israelske overgreb mod Syrien og Libanon; topmødet tager ’stærkt afstand fra det israelske militære overgreb mod det syriske og libanesiske luftrum den 5.10 og betragter denne aggression som uacceptabel’ ”. Det islamiske topmøde opfordrede sikkerhedsrådet til ”at træffe de nødvendige foranstaltninger for at overbevise Israel til at stoppe sine aktioner og trusler om at føre aggressive, terroristiske aktioner, da disse konstituerer en farlig optrapning i Mellemøst-regionen”. ”Embedsmændene påskønner Syriens ansvarsfulde holdning om at henvende sig til den internationale legitimitet”. Således satte konferencens deltagere en stopper for det israelske overgreb mod Syrien ved at bede sikkerhedsrådet om at overtale ”Israel” om at stoppe sine trusselaktioner, og ved at påskønne Syrien for ikke at gengælde overgrebet!

Hvad Tjetjenien angår, så blev deltagerne hindret ”af gæstfriheden” i at nævne noget som helst omkring Tjetjenien, hvor de viste hensyn til deres gæst, Putin, til hvem de sendte en officiel indbydelse til at deltage som observatør.

Disse er muslimernes sager, som lå på deltagernes dagsorden, og hvis løsning de overgav til muslimernes fjender uforskammet og uden den mindste skamfølelse.

Det, som konferencen fokuserede på og som deltagerne forpligtede sig til, er alene, hvad der påfører ummah skade og ødelæggelse; de sagde: ”Vi er bevidste om at den islamiske verden har akut behov for at styrke sine forpligtigelser over for og vekselvirkning med de øvrige kulturer og civilisationer, herunder vesten … og den gensidige forståelse mellem disse, især inden for de bestræbelser, som ydes på det internationale plan for bekæmpelsen af terrorismen”. Med vekselvirkning med civilisationer og kulturer, mener de overførelsen af den vestlige civilisation og kultur til muslimernes lande for således at destruere muslimerne indefra, især da de sagde: ”for bekæmpelsen af terrorismen”, og terrorisme i vestens forstand er Islam.

O Muslimer:
Disse er jeres regenter, som har magten over jer. De mødes og splittes ad uden at realisere noget godt. De udgør en skade for - og planlægger ødelæggelse af ummah. De overgiver ydmyge og nedværdigede muslimernes sager til kufr-kolonimagter, og de hverken skammer sig over for Allah (swt) eller Hans tjenere. Ingen fjende frygter dem, ej heller respekterer en ven dem. De mistede respekt for sig selv før deres fjende foragtede dem.

O Muslimer:
Vi er bevidste om at regenterne ikke udgør noget værd, hverken hos Allah (swt) eller hos hans tjenere, og at de hverken beskytter folk eller værner om lande. De tildelte kufr-kolonimagterne landenes ressourcer, rigdomme, luftrum, jord, himmelrum og farvande, hvilke de bruger som udgangspunkt for besættelsen af muslimernes lande. Af denne grund har vi for længe siden sat dem til side hvad angår vores tale, men vi appellerer til jer for at tilskynde jer, så I bliver bevidste om tre ting:

Det første er, at disse regenter udgør en skade og ødelæggelse mod ummah. Ifølge Islam er skaden (dharar) pligtig (wajib) at fjerne; Sendebuddet (saaws) sagde:

”Ifølge Islam må der ikke påføres nogen skade eller ødelæggelse”.

Jo mere tid der går før man fjerner skaden, des mere omfattende bliver dens fare, og mere udbredt bliver dens ondskab, hvorefter fortrydelsen følger, den dag det ikke nytter noget at fortryde.

Det andet er, at muslimernes livssag er Khilafah, som samler dem sammen og forener deres rækker, og hvor deres khalifah leder dem i kamp mod deres fjende, værner om dem, beskytter dem totalt og befrier deres lande; Allahs Sendebud (saaws) sagde:

”Imamen er sandelig et skjold, man kæmper bagfra og beskytter sig ved”.

Det tredje er, at Hizb ut-Tahrir nærmer sig afgørelsen af denne sag ved etableringen af Khilafah Rashidah, og kalder ummah, især de magtfulde heri, til at støtte det mere end det i forvejen gør, og bistår det i sin stræben mere end den allerede gør, for således at ummah tager del med det i at få succes i dette liv og i al-’Akhirah. Desuden skal ummah visselig vide, at Allah (swt) sandelig vil fuldføre Sin sag og virkeliggøre Sit løfte; hvis ummah ikke lever op til og fortjener denne mægtige ære, vil Allahs følgende ord gøre sig gældende for denne, idet Han (swt) siger:

”Og hvis I vender jer bort, vil (Allah) erstatte jer med et andet folk, der ikke vil være lige som jer.”
(OQM. Muhammad 47: 38)

Hizb ut-Tahrir har truffet en beslutsom afgørelse om at arbejde med jer og igennem jer for at realisere Allahs løfte og Sendebudets gode nyhed, så ummah og partiet fortjener denne mægtige ære og omfattende godhed i dette liv, og at begge fortjener Allahs tilfredshed og den evige nydelse i al-’Akhirah.

Partiet ser Khilafah etableret i horisonten med Allahs billigelse. Den dag vil ingen kafir kolonialist turde tænke på at invadere muslimernes lande, for ikke at tale om at besætte disse. En kafir kolonialist vil endda ikke formå at forhindre muslimernes hæres brigader i at indføre Islams lys i sin hovedstad gennem jihad og den overvældende sejr. Allah (swt) siger:

”Dette er en meddelelse til folk, for at de advares derved.”
(OQM. Ibrahim 14: 52)

Meddelelsen, o muslimer, påkræver virkeligt efterlevelse.

23. Sha’ban 1424 e.H.
19.10.2003 e.Kr.

Hizb-ut-Tahrir