USA og dens allierede - Storbritannien m.fl. - fører en bestialsk aggression mod Iraks befolkning; mod huse, moskeer, sygehuse, markeder, optog og demonstrationer. Aggressionen gennemføres via fly, artillerier og tanks og med forskellige slags våben, og uden at tage hensyn til ældre, børn og kvinder, og uden at skelne mellem rask og syg, og til sådan en grad at USA kidnapper nogle sårede og likviderer andre. USA bomber med sine fly, tanks og artillerier de tætbefolkede kvarterer i Bagdad, Sadr-byen, Karbala’, Najaf og Kufa, både fra syd og nord, og belejrer Fallujah og bomber denne med alle dens missiler og artillerier, og forvandler derved byen til en slagmark og et stort blodbad, der minder om Jenin under jødeentitetens bestialske overgreb på denne.

Denne krig, som føres af en ”stor”magt mod byer, landsbyer og kvarterer, med alt hvad denne magt udfører af massakrer, destruktion og ødelæggelse, anskues af regenterne i muslimernes lande med øjne, der frygter døden, hvor de tæller de dræbte og sårede, mens deres hære står stille i deres positioner og forhindres af dem i at hjælpe Irak og Iraks befolkning.

Er denne bestialske aggression ikke tilstrækkelig til at vække disse ”mennesker”, der med tvang har magten over muslimerne? Er denne bestialske aggression ikke nok til at bevæge disse hære til at rydde disse ”tilskuer”regenter af vejen og drage af sted for at hjælpe deres søskende i Irak?

Er denne aggression ikke tilstrækkelig, til at muslimerne bevæger sig mod afskaffelsen af disse marionetregenter samt etablerer Islams stat, så deres khalifah styrer blandt dem med Allahs lovgivning og fører dem til jihad fi-sabil-lillah?

Vi er bevidste om, at vores folk i Irak har genoplivet de første sahabahs livsstil i deres heroiske tapperhed fi-sabil-lillah, da de bekæmper den største hær i verden i dag med våben, der ikke når op på en tiendedel en hundrededel af aggressorernes våben. Alligevel formåede de med deres kroppe, iman på deres Herre (swt) og deres sammenslutning med deres brødre, sunnitter og shiitter, at påføre denne hær (et antal) dræbte og sårede, hvilket smertede og skræmte denne. De nedværdigede hærens ”arrogance” og ydmygede dens hovmodighed, hvorved den erfarede, hvem muslimerne er, og hvem de, der ønsker én af to gode ting (sejr eller martyrium), er. Hæren blev også klar over, at hvad den regnede for en ”sejr” gennem besættelsen af Irak for et år siden, skyldtes dengang Iraks regenters underdanighed, svækkelse og forræderi, og slet ikke svagheden af Iraks befolkning.

Vi er bevidste om, at trods deres mange martyrer og dybe sår, formåede Iraks befolkning alligevel at volde fjenden smerter og påføre denne drab og kvæstelse, hvilket de stadig gør. Dette er vi klar over, ligesom vi er klar over, at de udførte og stadig udfører deres pligt, og trods at deres smerte er voldsom, så er fjendens smerte lige så voldsom, og i sidste ende er det dem, der får succes, idet muslimen ønsker af Allah det, som kuffar - aggressorerne - ikke ønsker:

”De lider smerte, ligesom I lider smerte. Men I håber fra Allah, hvad de ikke håber”.
(OQM. Al-Nisaa’ 4: 104).

Men smerten skyldes disse regenter, der hverken påfører en fjende nogen skade og heller ej fordriver en invasionsmagt. De forholder sig endda ikke neutralt, men etablerer ambassader og holder møder og fester med USA, Storbritannien og disses allierede. De forbereder endda omstændighederne for besættelsesmagternes aggression, samtidig med at disses bestialske aggression mod Iraks befolkning fylder jorden og himlen.

Hvis det siges, at disse regenter er døde, og at der intet liv er i dem, man kalder på, så siger vi, at Shari’ah-loven, der gælder for den døde, er at skynde sig med begravelsen af vedkommende. Så hvem skynder sig med at begrave disse regenter, o I muslimer? Hermed vil jeres Herre blive tilfreds med jer, og dermed vil I give jeres deen (Islam) ærværdighed og styrke og ydmyge jeres fjende.

Hizb ut-Tahrir kalder jer, o I muslimer, vil I mon tage imod?

15. Safar 1425 e.H.
7.4.2004 e.Kr.

Hizb ut-Tahrir